Mistel

Tja, var det ikke for punkt 3, ville jeg nu gerne have hjulpet dig :-)

Jeg ved ikke, hvordan det er med graviditet og panodiler - der er garanteret en hel masse regler, jeg ikke vil råde om. Men - ½ panodil tager i hvert fald - om ikke selve syren - så i hvert fald smerterne...

Prøv evt. at se om decubal har et produkt. Jeg har med held før brugt det - ganske vist til en ekstrem tør ryg - men det er uden parfume og alle de der ting, og jeg tænker de måske har noget til læberne.

Jeg synes, det er en klaptorsk af en læge, du har fået på halsen! Dernæst synes jeg, det er rigtig dejligt, at du har fået sådan nogle pæne tal på alle de målinger, der nu skal til i en graviditet. Tilbage til klaptorsken. Altså, selvfølgelig er det ikke godt at veje for meget - det gør jeg selv - og som de fleste andre ville jeg bare allerhelst være, well, normal. Men jeg synes bare det er SÅ forskelligt hvad forskellige læger har af holdning til overvægt. Jeg har haft læger, der har kategoriseret en overvægt på 5 kg som "fed". Og læger der siger - nå ja, det er jo ikke så galt. Min læge på Rigshospitalet harcelerer over "de magre pco-piger som lever nede i fitness-centeret - og man skal fandme ikke veje sine grøntsager!" Hvilket får mig, en væsentlig mindre mager pco-pige til at trække lidt på smilebåndet. Men det får mig bare mere overbevist om, at sundhed hos lægerne, såvel som hos os andre er et spørgsmål om tro. "Jeg tror fuldkorn er godt". "Jeg tror kulhydrater er skidt". "Jeg tror, det er fornuftigt at tabe mig ved at leve af kålsuppe."(Adrk)Personligt aner jeg ikke, hvad jeg tror, men jeg ved, jeg synes, det er rigtig svært at navigere i. Så hele denne svada for at sige, at jeg TROR, at hvis du synes, du har det godt, så har du det godt. Og så er du sund og rask og stærk nok til både at bære og føde dit barn. Uanset hvad Dr. Klaptorsk har af mening om det! :-)

Tak - og et meget stort og varmt tillykke! :-)

Sikke en sød veninde du har! :-) Jeg har aldrig været til babyshower - jeg kender heller ikke nogen i Danmark, der har holdt det. Men jeg kommer da med en lille barselsgave til mine veninder, når de har fået et barn, og det skulle da ikke genere mig at give gaven ved den lejlighed i stedet for. Men kunne du evt. snakke med din veninde om det? Sige at du simpelthen er så glad og rørt over, hun vil gøre det, men er lidt bekymret for om andre bliver misundelig og de andre bekymringer, du har? Udover det - hvis dine venner virkelig synes at det er vildt for meget, så har man jo altid lov til at takke nej til en invitation...

Jeg er ikke gravid selv, men jeg talte i går med min (tvillinge)gravide veninde. Hun har det nogenlunde ligesom du beskriver. Jeg tror bare, det er sådan det er. Det er jo meget, meget stort, at man pludselige skal være nogens mor. Måske er det i virkeligheden også biologiens måde at sørge for, at du sikrer dit barns overlevelse bedst muligt, så vi er sikre på arten består, om jeg så må sige. Jeg tror bestemt ikke, at der er noget galt med dit barn. Og jeg tror heller ikke, du slipper for at bekymre dig:-)

Jeg stemmer også for lejlighederne på Amager. Jeg har selv boet på Islands Brygge i 15 år - flyttede derfra for 1½ år siden, men det er stadig der, jeg føler mig hjemme. Jeg kan godt lide ved Amager, at man er tæt på centrum men samtidig tæt på lys, luft og natur. Jeg skulle flytte 30 km. ud af København, før jeg fandt en vej, der var lige så stille, som den jeg boede på på Bryggen ;-) Der bor alle mulige slags mennesker fra alle sociale lag og baggrunde, og det kan jeg også godt lide. Umiddelbart synes jeg bedst om den på Kastrupvej... Held og lykke med det.

Tak, Amina :-)

Rigshospitalet har haft lidt bedre nyheder til os - og der grund til ganske forsigtig optimisme. Vi skal i behandling med microinsemination. Vi er meget glade - lettede. Men også bevidste om, at intet er sikkert, og det er ikke sikkert vi kommer derfra med et positivt resultat. Så på den ene side er jeg stadig meget bange og ked af det, men jeg gør mig virkelig umage for at huske at være taknemmelig for de ting, der går som de skal. Som f.eks. at jeg, på trods af pcos, ser helt fornuftig ud. At mens kom på 3. dagen efter sidste p-pille var taget - og det efter 5 år på p-piller. Det er da meget godt, ikke? Nu skal vi bare have styr på, at min mand i øvrigt er sund og rask, og så har tingene bare at flaske sig!! :-)

Jeg ville også tale med læge og skydeklub. Uden at jeg har ret meget forstand på det, mener jeg, at man ikke længere skyder med blyhagl, men at de er lavet af stål (eller noget..)

et sundt og rask barn

Mja jo - men jeg tænker 67 m2 er lidt. Jeg er selv flyttet fra en 2 v'er på 64 m2, hvor jeg var ved at få svip, da min kæreste flyttede ind, så 67 m2 til potentielt 3 mennesker lyder som lidt i mine ører, men det kommer selvfølgelig også an på, om det er nogle gode rum. Sidst men ikke mindst synes jeg ikke Nordvest er et særligt hyggeligt område - men igen det er smag og behag, hvor man føler sig hjemme. Jeg ville nok selv finde en andelsbolig i en forening (med en sund økonomi, selvfølgelig)....

Helt ærligt? Lille og dyr!

Jeg kan fortælle dig, at vi står i præcis samme situation. Det er den mest fortvivlende besked jeg nogensinde har fået. Hvor har vi grædt. Vi skal også på riget og får svar slut januar. Vi har det også sådan, at jeg vil gerne snakke, og min mand vender det indad. Jeg har virkelig gjort mig umage for at give ham plads. Ikke at reagere når han siger, at donorsæd bare ikke lyder som en løsning for ham, og han er bange for at barnet ikke vil føles som hans. Efter lang betænkningstid, er han er nu kommet frem til, at han ikke elsker ideen, men at det "vel er sådan, vi gør", hvis der ikke er anden udvej. Jeg kan hilse og sige, at jeg heller ikke er supervild med tanken, for jeg ønsker mig mere end noget andet min mands barn. Men processen er ved at modnes. Min gynækolog siger, at hvis der virkelig ikke er noget liv i de sædceller, kan det ikke behandles, så vi håber, at det er muligt at finde en et sted - bare en enkelt! Måske vil din mand også ændre holdning, når han har fået tid nok til at fordøje situationen. Min mand havde tanker som, at han havde svigtet mig, at han havde gjort et eller andet forkert. Det er den eneste gang jeg har skældt ud. Han spurgte, om jeg ville have valgt ham, hvis jeg havde vidst fra starten, at det var sådan her. Hvad siger man til det? Jeg fortæller det kun, fordi jeg tror, at det er nogle meget almindelige tanker i den situation, og jeg tror, at det også er den slags, der farer igennem din mands hoved. Måske kan du hjælpe ham til at forstå, at det ikke er sådan, det hænger sammen. Held og lykke til jer begge to.

Tillykke :-)

Der var så noget "andet" alligevel.. Vi har lige fået at vide i dag, at der ikke var en eneste levende sædcelle i min mands sædprøve. De vil teste igen - bare hvis nu et eller andet mærkeligt. Vi er så fortvivlede - er der nogen løsning? Nogen der har erfaring med tesa/pesa eller hvad det nu hedder. Sæddonation? Hvis anden prøve er lige så slem som første skal han henvises til Rigshospitalet - jeg ved nu ikke, hvad de kan fortælle os, som vi ikke allerede ved...

Jeg er sådan en, der stort set altid vil give smykker i barnedåbsgave til en pige, ved mindre jeg decideret fik det modsatte at vide. Jeg tror nu ikke, at jeg ville blive fornærmet, hvis min gave blev byttet... Ville det være muligt at tale helt forsigtigt med de personer, der har givet smykkerne og forklare, at det ville være en meget større hjælp/glæde med sandkasse, gyngehest, triptrap stol, eller hvad det nu måtte være? Ellers kan jeg fortælle, at det guldhjerte jeg selv fik i dåbsgave indgik som betaling til vores vielsesringe... :-)

Du kan bruge hvilken som helst slags. Hvis det skal være flydende, og du kun har den faste, kan man vel varme det op lige så forsigtigt. Lige netop til kage, ville jeg nok bare vælge den billigste :-)

Jeg plejer at tage riste et hakket løg i noget olie med 3-4 nelliker, et par laurbærblade og evt. kardemommekapsler og så noget gurkemeje. Så stege risene med lidt, vand på og koge som sædvanligt. Det plejer at bliver godt, synes jeg :-)

Jeg vil gerne have lov til at sige, at man er altså ikke en dårlig mor, fordi man ikke ammer. Der er ingen tvivl om, at modermælk er det bedste, men det er OK ikke at amme. Jeg blev ikke ammet - sikkert sammen med utrolig mange andre børn fra midt 70'erne, hvor der ikke var så meget fokus på den slags. Det er der så i dag. Men der sker jo stadigvæk alle mulige ting, der gør, at mødre ikke kan amme. Jeg ville ikke overveje det et sekund, hvis jeg var i din situation. At du overhovedet overvejer fortæller sikkert, at du er et bedre menneske end mig :-) Men dit liv og din førlighed skal have 1. prioritet. I min verden. Held og lykke.

Det synes jeg, lyder som en rigtig god ide og som et helt ok kompromis! :-)

Tror du, du kan tale med ham? Altså, forklare ham at det er rigtig vigtigt for dig, at han er med til at overbringe de gode nyheder? Og at han er der på en god måde. Jeg citerer lige min mand: "Det er da noget nær den største besked man kan give resten af familien, og en dag vil da ende med at sparke sig selv over, at han ikke var med til det!" Men ellers kan I måske lægge en lille slagplan for dagen. Måske aftale på forhånd hvor længe I bliver eller at I går lidt for jer selv, hvis der sker et eller andet, som får temperamenterne til at stige. Mit sidste bud er, at han får 3 uger på sofaen! ;-)

Hvis det ikke kan være anderledes, skal du da bare fortælle det selv. Men HELT ÆRLIG!! Jeg ville bare i den grad insistere på, at han tog med! Jeg synes virkelig ikke, han kan være andet bekendt. PS. min mand synes det samme :-) Men - uanset hvad jeg synes, så skal du først og fremmest gøre det, der er rigtigt for dig/jer:-)