Malouski

Hehe vi har 240 x 220, og mindre kan bare ikke gøre det nu :D

Er det ikke B-vitamin og zink, man siger, virker mod hårtab? Ved ikke, om det er en røverhistorie, har aldrig selv rigtig mærket nogen effekt af det i fældeperioder.

Elsker Purløg & Persilles tøj link

Vi begyndte på skemad et par dage før, Mads fyldte 4 måneder. Han var (og er!) en stor dreng, og min mælk holdt ham kun mæt i max 2 timer af gangen døgnet rundt, så det virkede som et naturligt skridt for, at vi alle skulle trives bedre. Denne gang vil jeg rigtig gerne fuldamme i længere tid, men vi må se på det, når den tid kommer, om det vil fungere.

Tror, at Mads var lidt over et år. Det startede med, at han fint brugte stolen i vuggestuen uden bøjle og uden problemer. Og så fjernede vi den bare, og det er gået fint. Han er da faldet ned et par gange, men det er mest fordi han ikke sætter sig på numsen, som vi siger, han skal, men absolut skal mosle og hoppe rundt på den - og så får man knubs, og det må man altså nogle gange lære på den hårde måde ;)

Kan godt anbefale denne spiller, der giver god modstand ;) Jeg hedder Malouski og eeeelsker at have et par spil kørende :)

:loveshower :loveshower :loveshower :loveshower :loveshower :loveshower :loveshower

Mads reagerede også på sin MFR. Ikke med feber som med den allerførste vaccine, de får. Men ca. 10 dage efter fik han mæslingeagtigt udslæt under den ene armhule og nedad brystet... kan ikke huske, hvor længe det varede, men 2-3 uger måske, før det var helt væk. Men synes, det lyder meget plausibelt, at det er en reaktion på vaccinen, I mærker til. Men igen... der er så meget sygdom i omløb for tiden, så svært at sige, om det er det ene eller det andet.

Mine dutter er netop helet! Føj hvor sådan noget gør ondt. Man ryger lige op i loftet, når de suger sig fast i åbent sår! Jeg brugte Lansinoh lanolincreme i store doser og hele tiden. Og i to dage brugte jeg ammeskaller fra Pigeon for at skåne for tøjberøring, når der ikke blev ammet. Det hjalp helt vildt! Og så viste SP mig en anden ammestilling end den "almindelige", hvor jeg ligger halvt ned på ryggen med William liggende lige på mig i stedet for på tværs/skrå, hvis det giver mening. Det aflastede også en del.

Dejligt navn ;) Og ja de der nætter...

Williams fødsel Lørdag d. 27.09.14 kl. 10.58 39+5 nåede jeg til denne gang. Dengang vores store dreng (som jo egentlig stadig er en lille tut på 2 år og 2 måneder) blev født, gik vandet 39+0, og han kom ud ved aks 18 timer efter. Da jeg så var "gået over" fødselstidspunktet sidst, følte jeg virkelig, at jeg var gået over tid. Helt absurd, men jeg var begyndt at indstille mig på, at jeg nok skulle sættes i gang og læste meget om ballonkateter, vedrop og andre ting, der ikke lød så rare. Det viste sig også at være helt unødvendigt, for lørdag nat kl. 01.30 vågnede jeg ved et ordentligt "plop" i maven. Jeg nåede i min lynhurtigt vågne tilstand at tænke "nu går vandet", og to sekunder efter plaskede det ud med fostervand! Jeg sagde til M "shit skat, vandet er gået" og strøg ud på badeværelset med puls og adrenalin mod max. Jeg havde håbet, at vandet ville gå ligesom sidst - så er man da ikke i tvivl om, at fødslen er skudt i gang. Alligevel var jeg meget forskrækket og oppe og køre og bange. Tidspunktet var jo kommet, hvor det ville vise sig, om jeg kunne føde naturligt. Men det der fyldte mit hoved, og som fik mig til at tudbrøle, var, at nu ville min lille Mads ikke mere være "lille". Hele hans verden ville forandre sig, og det vidste han ikke noget om, for han lå bare og sov så sødt. Det føltes som at tage afsked. Jeg tudede og tudede. M fik ro på mig og ringede til min mor, så hun kunne komme herind, og jeg ringede til fødemodtagelsen. Talte med en sød jordemoder, der sagde, at selvom jeg havde fået aks før, var der ingen grund til, at jeg kom hastende derind, når jeg endnu ikke havde veer, så vi aftalte, at jeg kunne komme kl. 8. Og at jeg endelig skulle ringe igen, hvis veerne begyndte, og de blev regelmæssige... "og prøv at få sovet lidt". Sove?!? Mit hjerte bankede stadig afsted, men jeg prøvede at gøre, som den flinke jordemoder sagde og lægge mig og slappe af. Men plukveer var begyndt. Og de føltes faktisk som lidt mere end plukveer, og de kom hvert 10. minut. Efter en time ringede jeg til fødemodtagelsen igen, og denne gang ville hun gerne have mig derind, så de kunne holde øje med mig. Men vi skulle endelig tage det stille og roligt. I mellemtiden var min mor kommet, og jeg fik tudet lidt mere. Kunne slet ikke klare tanken om, at min lille skat bare stadig lå og puttede i sin trygge verden, og at jeg ikke ville være der, når han vågnede. Tanken om, om han ville føle sig svigtet, fyldte så meget - og samtidig var jeg vildt bange for, hvad der ventede mig. Kl. 5 ankom vi til fødemodtagelsen. Vi blev hentet af den samme jordemoder, jeg havde talt med i telefonen, og hun undersøgte mig. Næsten ingen livmoderhals tilbage, og jeg var 1½ cm åben. Hun kørte en ctg, som var helt fin, og veerne kom nu med 4 minutters interval. Jeg fik ctg'en af, men jeg skulle kalde, når jeg begyndte at mærke en forandring i veerne. Dejligt at få de elastikker af! Jeg kunne trille om på siden, så jeg havde front mod M. Jeg sagde til ham, at han bare skulle give den gas med sin telefon og sin iPad, hvis han havde den med, for jeg kom til at være koncentreret om mit eget arbejde. Veerne var begyndt at tiltage, og jeg begyndte på laborovejrtrækning, som jeg havde trænet ved Smertefri Fødsel. Det fungerede ok til at tage fokus fra smerten på det tidspunkt. Og jeg tænker stadig på min lille dreng derhjemme, og hvad han vil sige, når det er mormor, der kommer ind til ham og siger godmorgen... På trods af veerne var det virkelig en tanke, der var svær at give slip på. Savnede ham så meget! Kl. 7.20 Jeg kalder på jordemoderen, da jeg kan mærke, at veernes intensitet var tiltaget i både styrke og hyppighed. Hun undersøger mig. 2 cm åben. Kan huske vantroen. 2 cm. Dvs. ½ cm siden vi var kommet! Det samme som ingenting! Jeg fryser, og jordemoderen kommer tilbage med to varmepuder til mig. Den ene var dog totalt overkill. Havde ikke ondt i lænden denne gang som sidst, så beholdt den ene pude til maven og gav den anden til M, så han kunne putte sig med den, hvis han havde lyst :) Kl. 8. Jeg får det rigtig dårligt. Kaster meget op under en ve. Og jeg fryser!! Det føltes, som om jeg lå i et køleskab. Så koldt, så koldt. Og samtidig svedte jeg vanvittigt under veerne. Jordemoderen henter en dyne til mig, så jeg nu ligger med dyne, tæppe, varmepude, og hun ser skeptisk til og spørger til, om jeg ikke føler mig for varm og kan blive overophedet. Overophedet? I den kulde? Min temperatur er dog helt normal, så det er ikke feber, der gør, at jeg fryser sådan. Kl. 8.30 Jordemoderen kører en ny ctg. Veerne kommer nu med 2-3 minutters interval, og jeg er 3 cm åben. Jeg er helt modløs. Det går alt for langsomt med den udvidelse. Jeg arbejder stadig med vejrtrækningen, og det fungerer, men det er også hårdt arbejde! Og smertefrit? Not so much. Jeg kan ikke rigtigt få visualiseringsteknikken til at fungere, så koncentrerer mig i stedet om at føle efter intensiteten i kroppen (kan lige høre Anja Bays stemme ;)) og arbejde med den. M spurgte mig, om jeg havde overvejet Klyx. Det havde jeg jo som udgangspunkt, men jeg kunne der faktisk slet ikke overskue at skulle have den. At skulle ligge og klemme ballerne sammen i 10 minutter og så bevæge mig ud på toilettet. Helt urealistisk. Så det blev ikke til noget. Kl. 9.30: Journal: "Ro på stuen. Pt. klarer veerne flot med smertefri fødsel". M fortæller mig på et tidspunkt mellem alt dette, at Mads er kommet op derhjemme. At han kigger meget forbløffet på mormor, men at han havde været helt cool, han havde fået morgenmad og havde en masse at fortælle mormor :D Det gjorde så godt at få det at vide!! Kl. 9.50 Jeg var igennem den sidste lille halve time begyndt at føle en tiltagende pressetrang, men tænkte, at det betød nok ikke så meget. Ikke nok til at jeg ville kalde på jordemoderen i hvert fald. Veerne var intense! Og pludselig virkede visualiseringen. Jeg kunne virkelig mærke, hvordan jeg udvidede mig, og jeg så for mig denne smukke, smukke lyserøde lotus, der foldede sig ud. Jeg kunne mærke, hvordan det gav plads, og jeg kunne mærke, hvordan William bevægede sig stille og roligt nedad. Men pludselig kunne jeg næsten ikke lade være med at presse. Gav M ordre til at ringe på klokken efter jordemoderen, og i samme sekund var hun på stuen. Hun tog handske på og skulle til at undersøge mig, men i samme øjeblik får jeg en kæmpe presseve lige efterfulgt af den forrige. Hun standser sit forehavende og kigger og siger "det er da også ligemeget, hvor mange cm du er... du er i fødsel. Kan du gå?" Jeg får en ny ve, som jeg pruster og knurrer mig igennem. Hun tager det vist som et nej, for de kører i hvert fald min seng afsted til fødestuen i hast. Jeg kommer på fødestuen, hvor jeg bliver undersøgt. 10 cm åben. Dvs. jeg har udvidet mig fra 3 til 10 cm på 1½ time. Så tror pokker, veerne har været så intense. Hovedet er endnu ikke på bækkenbunden, så jeg får besked på at gispe mig igennem veerne, men at jeg godt på presse med på toppen af veerne, når jeg ikke kan lade være. Åh en befrielse at få lov! Men samtidig tænker jeg på sidste gang, hvor hovedet aldrig kom ned på bækkenbunden. Hvor jeg lå der i 5 timer, men det skete aldrig! Kl. 10.30 Journal: "Caput på bb, Malou instrueres i at presse aktivt, caput kommer fint frem" Jeg får lov til at presse aktivt på alle veerne. Jeg growler, knurrer, stønner, snerrer, hvisler, hvæser. Alverdens urlyde, jeg ikke anede eksisterede, kommer fra mig. Jeg kan stadig huske mistroen. At jeg ikke sådan helt tror på, at jeg kan føde rigtigt. Så da jordemoderen siger, at hvis jeg rækker hånden frem, så vil jeg kunne mærke hans fine lille hoved... jeg stikker hånden frem, og der er et hoved! Et hoved mellem mine ben! En lille baby, der er på vej ud! Et par presseveer mere, og M siger højt "du gør det, skat, han kommer nu". Jeg kigger ned, og der kommer den fineste lille baby helt indsmurt i fosterfedt. Jeg får ham op på brystet med det samme, og jeg tuder! Det er så vanvittigt! Jeg har født! Jeg kunne godt. Jeg har født! William blev født d. 27. september 2014 kl. 10.58. Jeg kysser og nusser vores lille søn. Imidlertid bliver jeg undersøgt. Jeg er ikke kommet videre til skade på trods af en stor dreng (blev senere vejet og målt til 4212 g og 55 cm). Jeg skal sys en lille smule tæt ved urinrøret, men ellers er det kun overfladiske skrammer. Men jeg bløder. De kan ikke få blødningen til at stoppe helt, så efter 45 minutter bliver jeg kørt til operationsstuen for at se, hvad der kan ligge til grund for det. En streg i regningen. Havde håbet så meget, at jeg ville komme hjem samme dag, men på grund af næsten 2 liters blodtab skal jeg blive på hospitalet til mindst dagen efter. Jeg får en rygmarvsbedøvelse, og de kæmper med at få lagt venflon i min højre hånd. Det er helt umuligt. De må bruge ultralyd for at se venerne, men når de stikker, slipper den. Efter 7 stik jævnt fordelt på min højre hånd/arm (ligner en stiknarkoman), opgiver de og må tage til takke med den velfungerende venflon i venstre hånd. Det er heldigvis nok. Det viser sig at være en rigtig god ting, at jeg blev kørt afsted. Jeg havde stadig en del rester siddende i livmoderen, der forhindrede den i at trække sig sammen. Hvis jeg ikke havde fået udskrabningen der, kunne det have forårsaget infektion samt naturligvis yderligere blodtab. Lægen sagde bagefter, at hvis vi skulle have flere børn, skulle der på forhånd tages højde for det med blodtabet, da livmoderen nu ved begge fødsler ikke har formået at trække sig sammen ved egen hjælp. Jeg tror dog ikke, at det bliver aktuelt ;) Min blodprocent ligger dog dagen efter på 6, dvs. nydelig og normal for kvinder, der lige har født, hvilket personalet var meget forundret over. Men det betød, at jeg kunne komme hjem til min familie, der pludselig var blevet et nyt og fantastisk medlem rigere :7himmel Jeg er lykkelig for, at jeg havde Smertefri Fødsel med i bagagen denne gang. Ikke fordi det er smertefrit! Fødsel gør pissehamrende ondt, og dem, der siger andet, lyver/har glemt det. Men SF er et fantastisk redskab til at håndtere veerne. Jeg havde mig selv med hele vejen, havde ikke samme panik som sidst. Jeg vidste, hvad jeg skulle gøre hvornår. En rigtig god oplevelse. Og M var vidunderlig at have med. En kæmpe tryghed og støtte og vidste også, hvordan han kunne hjælpe i de forskellige situationer. Han har lavet et lille stykke film lige efter, William er født, hvor jeg ligger med min lille fedtede guldklump i armene. Jeg kan ikke se det endnu. Jeg så noget af det første, men begyndte at tude. Det er bare for intenst, og jeg måtte stoppe det. Men jeg glæder mig, til jeg er klar til at se det. Det var en helt anden oplevelse af fødsel end sidste gang. Det var lige efter bogen og lige sådan, det skulle være. Jeg er så glad for, at jeg besluttede mig for at prøve at føde naturligt i stedet for pks.

haha det samme her.. eller "det' bare nuft" :D

:kram

Jeg tænker meget på en bekendt, der har en datter, der virkelig fik forbundet det at lave nummer to som noget ekstremt ulækkert, måske endda lidt forbudt. Konsekvensen var, at hun gik og holdt sig og fik så ondt i maven, at hun bare lå og skreg og skreg. Og det stod på længe. Det er naturligvis et eksempel, der er kørt så langt ud, som jeg tænker, det kan komme, men alligevel med den i baghovedet vil jeg gøre alt for, at mine børn får et naturligt forhold til det og ikke tror, at de laver noget klamt, hvad man så end kalder det.

Åh what to do... Har et transportproblem, der skal løses! Mads' vuggestue ligger 1½ km væk. Det er jo ikke super langt, men alligevel langt nok til at det giver lidt spekulationer mht hentning og bringning, når vi også har en nyfødt, der skal med frem og tilbage. Vi har en Winther Kangaroo ladscykel, som jeg elsker! Og som Mads elsker! Den er stor nok til, at der kan monteres et ekstra sæde, som man kan sætte en babyindsats i, man må bruge fra nyfødt og op til 9 kg. Det kunne måske fungere - men jeg tænker så: Hvad gør jeg så med William, når jeg er inde og aflevere Mads? Jeg har jo ikke nogen lift med så. Kan jo ikke bare lægge ham på gulvet, mens jeg giver Mads sko på, og vi vasker hænder osv.... Og jeg kan jo heller ikke bare lade ham sidde i cyklen imens. Så kunne han måske ligge i barnevognen i liften, og vi kunne så gå til vuggestuen. Men Mads kan ikke gå så langt (det tager i hvert fald laaang tid ;)). De der søskendesæder til barnevogn er kun godkendt til 15 kg - og Mads vejer altså 17 kg! Måske man så kunne bruge et ståbræt.... synes bare det ser ud som om, man går meget krumrygget, når man skubber barnevognen med sådan et ståbræt foran sig. Så er vi ude i måske at købe en søskendevogn, hvor det ene sæde kan lægges ned, og William kan så ligge i liften i vognen, mens Mads sidder. Men helt ærligt er vores vognpark herhjemme i forvejen ret stor (og M så ret skræmt ud, da jeg foreslog endnu en vogn :D)! Eller vi kunne sælge Kangarooen og købe en christianiacykel, hvor William kunne sidde i autostolen. Jeg aner ikke, hvad jeg hælder mest til, eller hvad der er mest praktisk. Men problemet bliver nødt til at blive løst i løbet af kommende uge, da Ms barsel snart slutter, og han ikke kan hente og bringe alle dage. Nogen gode idéer eller råd?

Første tur med vogntøjet :loveshower Ikke til vuggestue endnu, men en lørdagstur til Fakta, og det gik så fint :)

Hehe jeg testede vist hver dag indtil den tidlige scanning omkring uge 7 :rolleyes

Vist inspireret fra min tråd, hvor jeg var fortørnet over, at vuggestuen opfordrede børnene til at kalde det lort ;) Vi kalder det poo! Jeg synes, det lyder sødt og får ikke ulækre associationer som til adr, lort, pølser og puha. Jeg kommer til at tænke på hospitalet, da jeg fik ordineret jern efter fødslen, men at jeg først måtte begynde på det, når jeg havde været på toilettet - tror de sagde "har haft afføring". De sagde i hvert fald ikke "når du har lavet lort"! Og jeg ville virkelig også have spilet øjnene op, hvis de havde gjort det og sagt, at de skulle tale pænt! Og hvis det ikke er ok voksne imellem (imo), hvorfor er det så ok at lære børnene det?

Haha den manglede lige 1 cm for at kunne komme ind... Skidt med det. Vi har plads til den i skuret, og så har vi bare liften indenfor, så den ikke bliver kold og klam.

Haha oh no. Har lige været ude og måle. Det ser ud til, at den kun lige kan knibe sig ind - der er godt nok ikke meget plads at give af. Ej må jo prøve det af :P

Haha bestemt! Og nu skal den snart stå sin første prøve: Om den kan komme ind ad hoveddøren :D

Vi har købt søskendevogn nu! Fandt en fin brugt Teutonia Team Cosmo på dba. Og så vil jeg have bæredimser med som back up :) Vognparken er STOR nu (barnevogn, paraplyklapvogn, alm. klapvogn, søskendevogn), men sådan må det bare være! Tusind tak for alle jeres idéer og forslag :kiss :lovebk

Tak for inputs :lovebk Den der babyindsats (Weber) til cyklen fungerer nemlig ikke autostolsagtigt, så man bare kan klikke den af og på cyklen. Og man kan ikke sætte autostol i Kangarooen. Den ville vist bare rutsje rundt. Det er en udmærket mulighed at have vikle sele med, når jeg skal ind og aflevere, og jeg tror, jeg tager den mulighed i brug, når William er blevet en smule ældre. Måske jeg bare tøver lidt med at ville cykle med ham, fordi han er så lille, og det virker grænseoverskridende at spænde ham fast i cykel på den måde. Men det er måske bare noget, jeg skal komme mig over ;) Hehe den ser smart ud den cykelanhænger ;) Tror ikke, jeg ville kunne finde på at lægge William på gulvet i vuggestuen :unsure Der er rigtig mange børn og tumult dernede om morgenen, og børnehavebørnene leger meget vildt. Ej, ville ikke have nerver til det. Tog en snak med M i går, og der er åbnet for mulighed for tvillingevogn, hvis vi køber en brugt. Jeg tror, det er det, vi gør til at starte med. Og så må vognparken altså bare være enorm!

Mads har en løbecykel, som han fik i fødselsdagsgave, men han er ikke helt overbevist om det fantastiske ved den endnu. Han elsker stadig sin motorcykel for højt til at skifte den ud med løbecykel, og den kan han ikke helt køre den tur på. Det ville ellers være rigtig praktisk at have ham kørende ved siden af. Men det skal trænes lidt mere. Kan selvfølgelig have William i bæresele/vikle, mens jeg har Mads i klapvognen. I hvert fald i starten, men hvis han bliver lige så hurtigt tung som Mads, tror jeg, at min ryg begynder at brokke sig. Er der dog ikke noget med, at de ikke må sidde så længe i vikle af gangen, når de er så små? Eller husker jeg helt galt? Også god idé at cykle og så have bæresele eller vikle med i afleveringssituationen. Ok, der er faktisk nogle ting, jeg kan afprøve, inden jeg begynder at købe ny vogn (selvom jeg er helt vildt lun på tanken om en søskendevogn, også når vi fx skal i zoo...).

Både med Mads og William havde vi lagt os fast på navnet i graviditeten. Og med begge to blev vi alligevel lidt i tvivl, da vi så dem. En ting er at forestille sig babyen og gå og kalde maven et navn - men når der pludelig kom ansigt på, skulle vi lige tygge lidt på det alligevel. Vi valgte begge gange at vente med at afsløre navnet til efter fødslen. Både fordi vi gerne ville se dem først, men også fordi folk bare har så mange meninger om navne, og den beslutning skulle bare tages uden nogen som helst indflydelse fra andre end os :)