NewMom

Ja det er træls :( Men synes ikke det er urealistisk meget på 5 måneder. Det kunne desværre sagtnes være mig der havde den statistik. Håber snart hun er på benene igen :)

Ja hvis vi er hjemme og har kontanker så gør jeg :)

Kan sagtens se at det er irriterende hvis alle ringer os spørger om man har født, navnligt hvis det er nogen man ikke snakker med jævnligt :rolleyes Men synes det kommer lidt an på situationen. Jeg har en veninde som for flere år siden ventede sit første barn. Under graviditeten blev der troligt opdateret på facebook hver uge når hun var 23+0, 24+0... osv osv. Der blev desuden taget billeder af alt fra maven, værelset, barnevognen osv. Jeg synes det var for meget men hun har en stor vennekreds og der kom altid mange kommentarer på hendes opdateriger (som KUN handlede om maven). Hun fødte 42+? efter igangsættelse og de sidste par uger brugte hun så på at brokke sig over at hun ikke bare kunne være i fred fordi folk spurgte til hende (på facebook og privat). Der blev jeg faktisk lidt sur for jeg synes selv hun havde søgt den opmærksomhed og interesse. Jeg havde heldigvis ingen som kom med irriterende spørgsmål, men jeg nød da når folk gav mig et opmuntrende klap på skulderen osv :) Men ja, det var så også en grel historie hehe.

Ka godt forstå du synes ventetiden er lang :kram2 Jeg synes nu ikke det var slemt, gik selv 5 dage over. Men hvorfor tør du ikke kører nogle vejne? Måske besøge venner eller familie eller gå i biffen helt alene :) Hvis det går helt galt kan du altid ringe efter de blå blink. Ellers bliver det da en lang ventetid for dig :kram2

Tillykke med din dejlige kæreste :biglove Jeg tror jeg er lidt mere skeptisk end hvad jeg lige kan læse i de andre indlæg. Men jeg tænker bare at selvom DU ved at det er manden i dit liv (hvis det altså er sådan) så er det jo stadig dig der her er fokus på. Børnene ønsker vel ikke at se deres mor med en anden mand, de ønsker sikkert indederst inde at mor og far finder sammen igen. Har de fleste børn ikke sådan et hemmeligt håb? Så jeg tænker at de lige skal have lov til at få ro på og accepterer at mor og far ikke skal være sammen mere. Du skriver også "her midt i alt mit kaos", men for børnene er det kaos og den sorg sikkert meget større end for dig og de får ikke en "trøstepræmie" ligesom du gør ved at finde en ny kæreste (ikke ondt ment :) ) Som jeg kan forstå det har I haft problemer i forholdet længe og har kunne forberede jer på bruddet, og derfor kan jeg godt forstå at du er ivrig efter at starte på et nyt liv. Men børnene har jo ikke haft samme mulighed for at forberede sig og har ikke haft den tid du har haft til at komme sig over den sorg en skilsmisse jo er. Jeg kender selvfølgelig ikke dig eller dine børn, så det kan godt være at det er skudt helt forkert. Jeg håber virkelig ikke du tager det ilde op, for det er ikke ment som en lyseslukker, det var bare lige mine tanker :)

Jeg fik også en tidlig scanning - simpelthen fordi jeg var nervøs... heldigvis helt uden grund :loveshower Og så fik jeg også en kønsscanning, det var bare fantastisk! Det var forresten også hos scanningsjordmoderen og de er bare så søde derinde - glæd dig :)

Tusinde tak for jeres omtanke søde piger :kiss I må undskylde mit sene svar, jeg har ikke rigtigt overskud til at være online hver dag selvom I er en rigtig dejlig støtte :) :) Jeg har besluttet mig for at bruge de penge jeg ikke har til en psykolog. Det tager bare lidt overvindelse at gribe knoglen og få ringet og bestilt en tid. Jeg har også overvejet at skifte læge så jeg kan få en henvisning. Jeg vil rigtig gerne møde nogle søde veninder, men jeg føler at mit forhold til min kæreste stoppe mig. Jeg ved ikke hvorfor, men det er som om at når jeg er sammen med ham så kan jeg ikke fortsætte min personlige udvikling, det holder mig ligesom i den "rolle" og person som jeg har været og gerne vil væk fra. Jeg har det en smule bedre, men der er stadig dage hvor hele verden er noget lort og hvor jeg græder mig i søvn :( Jeg er så træt af at være en bitter person som ikke kan klare at høre om alle de andre som bliver gravide, kæreste par der går hånd i hånd og vores overfor bo der ofte har sterinlys i vinduerne med gardinerne trukket for. Det føles som en hån hver gang jeg ser de lys i vinduerne. Det er bare så småligt og latterligt, jeg vil slet ikke være sådan. Jeg håber at jeg snart kan komme til at snakke med en psykolog og at jeg kan begynde min rejse mod mit nye liv. Og jeg håber han/hun kan hjælpe mig med en afklaring i forhold til min kæreste. :balloons

glæder mig til weekenden er overstået :(

Jeg så det også :P Det er super sjovt, og specielt veninden som slet ikke kunne holde det ud og bare gik :D Og da manden tog de bare fødder op på bordet og den anden sagde "er du helt væk!??" eller noget i den stil :lol

Jeg kender ikke lige nogle med gratis opskrifter men prøv at kigge her og her Der har de mange søde ting :loveshower Der er også sandnes garn klik. Det er kataloger som man kan købe i de fleste strikkebutikker ;) Ellers har de i strikkebutikkerne massere af kataloger og tykke mapper med opskrifter. Edit: bladet kreativ strik er også godt.

Jeg fødte en alm størrelse barn på 3500 gram og jeg fik en 2./3. grads bristning :( Det gjorde sindsygt ondt da hovedet og skuldrene kom ud, men jeg kunne ikke decideret mærke at jeg bristede. Jeg blev bedøvet i ca. en halv time inden de syede mig, bedøvelsen gjorde sinsygt ondt at få lagt og efter de første 6-7 stik fik jeg lattergasmasken over og det hjalp. Det var virkelig slemt, tilgengæld gjorde selvesyningen ikke ondt, men der skulle 3 forskellige ind og kigge på mig for at se hvordan jeg skulle syes og de måtte tilkalde en ekspert :( Jeg kan godt mærke arret den dag idag, og havde smerter længe efter. Ja, undskyld det var ikke for at skræmme dig. Men tror ikke det har så meget med størrelsen at gøre. Tror det vigtigste er at lytte efter jm når hun siger du skal presse/gispe. Min søn lå mærkeligt og det var nok derfor det endte som det gjorde. Deusuden har det betydning hvordan dit væv er sammensat og hvor mange elastiske fibre der er i dit væv :)

Mine startede også som mens smerter. Jeg kunne ikke forstå hvorfor de panodiler ikke hjalp for jeg havde da haft mens smerter som var langt værre :D De rigtige veer er svære at beskrive. Mine sad også nederst i maven og trak om i lænden (dog ikke så slemt omme i ryggen). Veen starter stille og roligt så man når at forberede sig på smerten, så bygger den sig op og gør mere og mere ondt for derfter at stilne af igen. Lige som at gå op ad en bakke og nedad igen :P Smerten føles murrene, nivende og "spændt". Det var ikke en pludselig og skærende smerte mere rolig og stille. Det der hjalp mig meget i de første timer var et vådt viskestykke i en skraldepose. Den blev varmet i mikroovnen (mange gange ;) ) og så holdte jeg den på maven mens jeg trampede og pustede mig gennem lejligheden haha. Jeg synes at ve smerterne var til at holde ud, specielt da jeg jeg ankom på fødegangen 10 cm åben og fik lattergas ;) Tilgengæld synes jeg at preseveerne var frygtelige :blush

Tak for jeres foreslag og støtte :lovebk Det er et rigtig godt foreslag du kommer med troldeMor. Men jeg er simpelthen flov over at sige at jeg er så hæmmet i mine tanker omkring mig selv at selv det at stå og danse derhjemme med nedtrukne persienner ville være en kæmpe udfordring for mig. Jeg ved faktisk ikke om jeg kunne gennemfører det :( Totalt latterligt virkelig :prik Men jeg tror faktisk at jeg vil tænke over det. Nogle der kender et eksempel på en god Zumba DVD? Jeg synes det er enormt svært at leve med alle de begrænsninger jeg laver for mig selv. Jeg føler ikke at jeg er noget værd overfor andre, specielt ikke mennesker jeg ikke kender. Føler ikke at jeg kan bidrage med noget godt, og i min frygt for at blive afvist tør jeg ikke vise hvem jeg selv er og bliver til en eller anden "miss nobody", som der da slet ikke er nogen der gider snakke med. I de perioder hvor jeg har haft det værst har jeg endda tænkt at mine veninder kun var sammen med mig fordi de havde ondt af mig :( Angsten ligger lige under overfladen i disse dage og bryder ud flere gange om dagen. Dog heldigvis ikke helt ukontrolleret, men stadig meget ubehageligt. Baby: er ked at at du oplever noget lignenede, det er bare slet ikke sjovt. Men det er rart at du forstår mig :) Je har også svært ved nogle af de samme ting. Fx. kan ejg godt få panik følelse i metroen hvis der er helt pakket med mennesker og toget går i stå midt i tunnelen, det er ikke sjovt.

Jeg har også taget mini piller og var ikke imponeret. Min mens udeblev i et helt år første gang. Derefter kom den som vinden blæste <_< Jeg har droppet både mini-piller og p-piller da jeg også får rigtig mange bivirkninger. Men har overvejet p-ring, det skulle ikke give så mange bivirkninger da virkinger er mere lokal ;)

Undskyld det sene svar. Det har været nogle meget hårde dage og jeg kæmper for ikke at gå i opløsning herhjemme :( Jeg er netop ikke studerende, så jeg kan ikke benytte mig af den mulighed :( Men jeg håber at jeg snart får et arbejde så jeg kan tjene nogle penge. Jeg tror ikke at lægen vil lytte til mig, specielt ikke fordi jeg jo rent faktisk er i behandling pt. Men det er måske rigtigt at jeg ikke skal tænke så meget over om det er en ny eller en erfaren psykolog. Tror egentlig at kemien betyder aller mest. Jeg har set veninde tråden herinde, men det virker næsten ikke som om der er nogle fra københavn? Det er i hvert fald en god mulighed, også for min søn at kunne få nogle legekammerater. Men jeg tror at jeg skal have det lidt bedre først :( Jeg kunne også godt tænke mig at starte i fitness center, men rigtigt gættet, så der det en ting jeg ville have svært ved. Altså jeg har gået før men ikke til hold. Der er ikke noget jeg hellere ville end fx zumba hvor man også kan bevæge sig til glad musik osv. Men jeg har ingen rytme i kroppen og min angst gør at jeg er rigtig stiv i bevægelserne fordi jeg ikke kan slappe af. Det ville jeg ellers RIGTIG gerne. Det er desværre ingen løsning at tage kæresten med. For det første fordi han skulle passe vores søn imens, og desuden fordi vi slet ikke gider være sammen og kan lide hinandens selskab :( Jeg er rigtig glad for at blive taget positivt imod herinde. Var bange for at mit kaotiske og ulykkelige liv ville medføre nogle negative reaktioner. :kram

Tak hvor er i søde piger :kram2 Jeg synes i hvert fald at det er rigtig rigtig hårdt. Det føles som om jeg sidder totalt fast og intet kan gøre for at bryde ud af det. Og samtidig synes jeg at det er latterligt at jeg ikke kan løse mine egne problemer. Jeg tror også at angsten er skyld i meget af det. Hvis jeg havde en ordentlig vennekreds så ville jeg ikke være så afhængig af min mand som jeg er. Men sådan er det ikke og det føles umuligt at gå fra ham. Vi er sådan et par som har været sammen stort set altid, vi er blevet voksne sammen og uden ham kender jeg ikke mig selv. Han er så stor en del af min identitet og mit "jeg". Hvordan starter man et liv helt op fra bunden? Hvor starten man henne? Hvordan finder man nogle interesser og nogle nye venner? Åhhh :huug Jeg har været ved lægen for ca. et år siden - det var desværre ingen succes. Hun ville ikke give mig en henvisning til en psykolog (så ville jeg kunne få ca. halvelden betalt), da jeg ikke har en depression og angst er ikke en gyldig grund i det system. Hun var ikke særlig god og det eneste hun kunne hjælpe med var at jeg måtte spare sammen til at betale selv :huh Jeg måtte endda selv bringe på banen at jeg vidste der fantes selvhjælpsgrupper, som hun så skrev mig op til. Jeg går nu i sådan en gruppe, og det kan forhåbentligt hjælpe på mit selvværd og angsten. Men jeg tror jeg får brug for at snakke med en psykolog alene. Det lyder som et rigtig godt foreslag du kommer med meggers :) Jeg ved at der i kbh er studenterhjælpen hvor man kan få gratis hjælp, men det er kun hvis man er studerende, og det er jeg ikke længere. Ellers har jeg hørt at man kan komme ind hos psykologi studerende, men det koster stadig ca. 500 kr pr. gang, og jeg ville egentlig meget gerne have en der havde noget erfaring. Puha, jeg synes det er hårdt. Sidder bare her uden et liv og mærker skammen og jalousion hver gang jeg kigger over på den anden side af gaden hvor der altid er tændt store romantiske sterinlys i vinduerne og gardinerne trukket for. Og lørdag aften når glade lyde fra overboens fest når ned i den pinligt døde dobbeltseng og senere på natten når overboens gæster er gået så bliver lydene endnu værre :hump Så føler man sig virkelig som et nul! Jeg vil så gerne have livet tilbage :(