NewMom

pyha :D Det første tal i reg. nr er 0. Kan det være jeg skal undlade det i kontonummeret eller er der noget helt galt med det nummer jeg har fået opgivet?

Tak for jeres svar og tillykke med brylupperne somummy og meggers :loveshower Jeg spørger fordi jeg ikke selv føler vi laver ret meget - og vi har sjældent sociale aftaler. Hvis vi laver noget socialt er det hver for sig. Jeg ses med veninder engang imellem til cafe hygge eller lign. (både med og uden børn), han går i byen. Vi ses aldrig med nogle venner sammen, og det er stort set altid mig der planlægger hvad vi (mig og lillen) skal i weekenden. Når jeg ikke planlægger noget, så ender det med at vi bare er hjemme. Og det synes jeg er SÅ kedeligt. Synes sådan en hek hjemme weekend er mega kedelig og jeg bliver helt rastlæs af det. Det hænger selvfølgelig også sammen med vores parforholdsproblemer. Nå, men jeg var bare lige nysgerrig :)

Beklager at jeg nu lukker en masse væmmeligt, indestængt og sikkert uretfærdig brok ud <_< Men kæresten og jeg har haft problemer længe og nu er jeg bare så møj træt af ham. Helt generelt er han enormt svær at snakke med. Når man fortæller ham noget fx. om sin dag på arbejdet hører han altid kun efter med et halvt (eller et kvart!) øre. Interessen er ikke til at få øje på, tit får jeg slet intet svar hvis jeg ikke stiller et direkte spørgsmål, eller også taler han mig efter munden :angry Det er umuligt at spørger ham om råd om noget som helst da han bare svarer noget ala "det går nok" eller "det er da irriterende". Der kommer intet konstruktivt. Han hjælper ret godt til herhjemme, men det er mig der styrer "showet" og han tager sjældent initiativ til noget. Han er totalt doven til at planlægge (eller hjælpes ad med det) fx. inkøb osv. så hvis jeg en aften siger at vi skal finde ud af hvad vi skal købe ind til aftensmad den følgende dag gider han ofte ikke snakke om det og aftale hvem der handler. Så ender det med at vi begge to står derhjemme kl 17 og ikke har noget mad. Jeg tager frivilligt et stort ansvar for vores barn, specielt mht. at planlægge weekenden. I denne weekend skulle han i byen lørdag, og jeg ville derfor gerne ud og shoppe om formiddagen og få lidt tid for mig selv. Han står sent op, og jeg kommer derfor også sent afsted. Efter et par timers shopping skriver han at han han håber jeg snart kommer hjem fordi der skal handles <_< Om søndagen sover han hele formiddagen, men når lige at være oppe en time før lillen og jeg tager over til bedsterne (kl 13). Vi sover der så og han har hele dagen for sig selv, men da jeg kommer hjem fra arbejde mandag kl 17 har han ikke engang vasket de par tallerkener op som vi efterlod søndag eller ryddet op. Idag fandt jeg ud af at der var et bestemt lagersalg (ikke tøj) et stykke vej fra hvor vi bor, men meget tæt på han arbejde. Men tror i han gider tage forbi for mig?? Han tager stort set aldrig sin telefon, og når han gør er samtalen afsluttet på mindre end 30 sek. fordi "han bliver nødt til at gå". Man føler altid at man ringer ubelejeligt og han synes det er totalt irrelevant det man ringer om. Forleden dag sad jeg fast i trafikken og ville høre om han kunne nå at hente i vs. han tog den ikke! heldigt at jeg nåede det :rolleyes Kunne i leve sammen med sådan en mand? Jeg er sikkert mega urimelig når jeg brokker mig sådan, for jeg har det helt sikkert min del af skylden, men får bare nok nogle gange :(

Jeg vil helst sikkert overveje at læse bogen, skal bare førdt bluve færdig med "kvinder der elsker for meget" ;) God bedring :)

Tusinde tak for jeres svar, og specielt dig Meggers :kram2 Jeg ved godt at mange ting kunne løses hvis vi snakkede sammen om vores behov hver især. Men vores forhold er rigtig skidt, og kommunikationen ligeså. I virkeligheden har vi nok næsten opgivet det begge to :( Og jeg synes heller ikke jeg vil prøve at lave totalt om på ham. Min kæreste er rigtig svær at snakke med, jeg har hørt flere veninder og selv familie der uafhængigt af hinanden har udtalt at de ikke "kan snakke med ham". Og nu har jeg åbenbart samme problem. Jeg synes nu også det er rart bare at kunne fortælle hvad der er sket - men ikke når man føler at han helst ville være fri for at høre på det. Jeg har også mange gange fremlagt konkrete problemer og issues som jeg har haft det rigtig svært med, og der vil jeg rigtig gerne have noget sparring. Her føler jeg overhovedet ikke han gider at prøve på at hjælpe. Når jeg skriver at jeg tager en stor del af ansvaret for vores barn mener jeg at det er noget jeg gerne vil og dermed kan jeg måske nogle gange komme til at vippe ham lidt ud på sidelinjen (vel en klassisk mor ting). Jeg er egentligt ikke skuffet over hans indsats men ville ønske han tog lidt mere initiativ til nogle aktiviteter osv i weekenden. Det er ofte også sådan at jeg har hovedansvaret herhjemme i forbindelse med selve weekenden, så det er mig der er hjemme med mindre jeg melder noget ud. Når jeg så har planlagt det meste af weekenden for mig og lillen og det ender med at han har næsten hele weekenden alene, så bliver jeg bare rigtig skuffet over at han ikke kan ordne bare en lille smule derhjemme så det tager trykket lidt af hverdagene, som er meget stressede pt. Mht. lagersalget så var den eneste grund at han ikke gider. Helt simpelt. Og det er ikke fordi det lagersalg betyder noget særligt, men at han ikke engang gider gøre så lidt for mig synes jeg bare er rigtig tamt og tarveligt. Og desværre typisk ham :( Min allerstørste problem er i virkeligheden ikke alle disse praktiske og planlægningsmæssige ting. Det er mere hans totalt lade og uinteresserede opførsel. Jeg synes han er kedelig og mut. Han er meget konfliktsky og giver mig intet modspil. I stedet får jeg denne rolle som en bitchy og bestemmende kæreste, hvilket jeg bestemt ikke har lyst til. Hvis han tog noget mere initiativ og stod lidt op for sig selv ville jeg få langt mere respekt for ham og tingene ville ske mere ligeligt på vores begge vilkår. Jeg føler virkelig at jeg går langt ind over hans banehalvdel, og han reagerer med at blive mut og tvær. Men det er svært når han slet ikke er "inde i kampen". Det er jo ikke fordi at han er forkert fordi han er sådan, men måske er vi bare ikke rigtige for hinanden :huug

Har det allerede totalt dårligt over at snakke sådan om ham, men forhelvede altså :(

Jeg må indrømme at jeg til tider synes det er svært :unsure :wub I fredags havde vi møde med børnehaven hvor min datter skal starte. Og jeg går derfra med blanke øjne og en klump i halsen. Jeg synes det er så vildt at hun er blevet så stor. Det er skræmmende at hun skal ind på en stue med 22 STORE! børn og nye pædagoger. Og det er SÅ trist at hun skal sige farvel til vuggestuen og de pædagoger som jeg har tillid til og som jeg ved passer rigtig godt på min pige og holder af hende. Jeg synes det er svært at hun smider bleen og den sidste rest af "baby tiden" forsvinder. Jeg frygter den tid hvor hun begynder at løsrive sig fra mig og ikke længere gider putte, sidde på skødet og kysse :( Hvor jeg ikke længere kan tage hende op på armen bare fordi jeg synes det er hyggeligt at bære rundt på hende :wub Selvfølgelig er jeg så stolt af min store pige og jeg nyder også de fremskridt hun gør :loveshower Hun kan bare så mange ting nu og tager det hele i stiv arm. Men samtidig føles det som et kæmpe tab at vinde farvel til den tid der er gået og se hende blive SÅ stor :unsure Kender i det eller er det bare mig der er en meget emmotionel mor?

Ih er glad for det ikke kun er mig der er så sentimental :blush Jeg er mega skruk, men desværre er der ikke nogle børn på vej i nærmeste fremtid :( Det er måske også derfor det er så svært for mig. Jeg tror at du har misforstået indlægget :)

Blærebetændelse kommer oftest af E.coli og specielt kvinder med et kort urinrør kan være udsatte :( En vigtig forbyggende ting er at drikke meget så urinrøret bliver skyllet ofte i løbet af dagen og bakterierne dermed ryger ud. Det er også meget vigtigt at tisse efter sex ;)

Det er så frygteligt :( Man kan næsten ikke holde ud at høre om det.

Jeg bruger også ppt, men du tænker mere indholdsmæssigt ik :) ? Jeg har altid fået af vide at det ikke skal være en minutiøs gennemgang af rapporten - men træk det vigtigste ud; formål, resultater, konklusion. Og så meget gerne noget nyt du har fundet ud af efter rapporten er blevet færdig. Fx ny forskning (nu ved jeg ikke lige hvad du læser?). Og så er perspektivering altid godt og viser overskud til at tænke udover projektet :) Ved ikke om du kan bruge det til noget. Jeg er naturvidenskabelig, så det er den model "vi" har brugt.

Nu er det ikke fordi min datter (næsten 3 år) er helt vildt genert, men jeg er stadig i tvivl om hvordan jeg skal tackle det :blush Hun er typen der altid er genert de første 10 min. både i vuggestuen og når hun ser bedsteforældre osv. Men når hun lige har set folk an så forsvinder det helt og hun er egentlig ret meget fremme i skoene :) For mig er det enormt vigtigt at det bliver respekteret at hun er genert, at hun ikke får 'negativ opmærksomhed' på den konto, og at hun ikke kommer til at føle sig forkert. Men jeg oplever desværre at folk prøver at presse hende :( Det er mest af alt bedsteforældrene som hver gang vi kommer på besøg fx. komme ud til bilen og vil tage hende op af autostolen, vil hjælpe hende af med tøjet eller vil bære hende og gi kys og kram med det samme. Det kan hun ikke lide og har aldrig kunnet det. Der var også et eksempel på en dag hvor vi lige var kommet hjem til dem og sad og drak kaffe og min datter så ville ind i huset og hente noget i hendes jakke og hun ville have mig med. Der prøvede de at presse hende til at gå derind alene, hvor jeg helt klar synes at det er ok at hun vil have mor med derinde. Vi ved jo allesammen godt at der ikke går mere end 10-15 min før hun føler sig hjemme og sagtens kan gøre sådan nogle ting selv. Der er rigtig mange af sådan nogle situationer som egentlig ikke ser så slemme ud udefra og med voksenøjne, men jeg er bange for at hun oplever det meget mere voldsomt. Og jeg synes der skal tages hensyn til det i stedet for at presse hende ud i noget som hun ikke helt vil. Der var også en dag hvor hun blevet krammet hårdt og længe af bedstefar mens hun sad i sin højstol og ikke rigtigt kunne komme fri. Jeg kunne se på hende at hun bar beklemt og utryg ved situationen. Hun hverken græd eller protesterede, men jeg var i tvivl om jeg skulle gribe ind og sige fra på hendes vegne. Bedtefar ville helt sikkert blive fornærmet og føle sig afvist hvis jeg bad ham lade være. Og jeg ved ikke om det bare er mig der er en pylret løvemor som prøver at beskytte mit barn mod noget som ikke er nødvendigt :unsure? Hvordan tackler i generthed? Både overfor jeres barn og overfor omverdenen? Og hvornår startede jeres barn med at blive genert? Jeg tænker selvfølgelig på om hun måske kan udvilke det senere hen eller om det oftere er noget man er født med? Kom gerne med jeres input og tanker om generthed :glad

Hm.. det er lang tid mælken har været om at løbe til :( Jeg tror det eneste man kan gøre er at blive ved med at lægge ham til så meget som muligt. Men det er måske svært at overtale ham til at sutte længe nok hvis han har vænnet sig til flasken. Sådan var det i hvert fald med min datter. Håber snart der kommer gang i mælken :) Og tillykke med ham :loveshower

Jeg har lidt foreslag til hvad i kan lave ude :) - Børnebiffen - Capella play - Naturcenter vestamager - Zoo - Børnevenlig cafe besøg fx. Madmanifesten, Ingolfs kaffebar, Metropolitan Du kan kigge efter legestuer på børnibyen :) Det har vi selv haft meget glæde af. Du kan også finde noget rytmik el andet i kan gå til.

Jeg har prøvet det en gang hvor der var lidt brunligt/rødt udflåd. Ring til lægen for en sikkerhedsskyld. :kram

ihh kan sagtens forstå dig :( Jeg var også nervøs over at skulle føde, men da veerne gik i gang tog jeg det hele i stiv arm. Jovidst gjorde det ondt, men der var ikke et eneste tidspunkt hvor jeg var bange eller utryg og jeg vidste hele vejen igennem at jeg ville klare det. Det skal nok gå, og nu får du snart din lille dreng (?) at se :loveshower Selvom det gør utrolig ondt at føde, så er det også en fantstisk oplevelse, og jeg glæder mig helt vildt til at opleve det igen en dag. Jeg var overrasket over hvor meget overskud jeg havde under fødslen. Og husk: smerten arbejder for dig, det er en nødvendig og god smerte, og man bliver ikke bange for den for man ved hvorfor det gør ondt :) Ønsker dig den bedste og mest fantastiske fødsel... ihh gik det var mig :blush :kuller :kram :kram

hej du :) Jeg ved ikke helt hvad dit præcise spørgsmål er? Jeg har ikke selv udviklet irregulære antistoffer, men jeg ved lidt om det. Man kan danne irregulære antistoffer mod mange blodtypesystemer, det mest almindelige er Rhesus (anti-D), og Kell (anti-K). Fy(a) er ikke så almindelig, og hvad jeg kan læse mig til er den mild. Det er rigtigt at der er risiko for at antistofferne sætter sig på babys røde blodlegemer og dermed fører til blodmangel. Men der bliver heldigivs holdt godt øje med dig og fy(a) er vidst ikke så slem. Det kan gå rimelig galt, men det er altså meget sjældent at det sker. Du kan selvfølgelig risikerer at du skal sættes i gang tidligere eller have ks. Men man vil først forsøge med intrauterine blodtransfusioner (gennem navlestrengen). Men det er sjældent at det er nødvendigt, og det er endnu mere sjældent med fy(a) end med anti-D og anti-K. Jeg synes ikke du skal bekymre dig for meget om det, men det er selvfølgelig svært at lade være. :kram2

Jeg har lige købt et par til min datter i H&M, men nu overvejer jeg at bytte dem :rolleyes Jeg ved ikke helt om jeg synes det ser lidt for voksent ud? Jeg synes også de virker meget lavtaljede, mon det er rart for sådan nogle små blenumser? Købte dem egentlig fordi de passer perekt til en lang tunika hun har fået, men nu er jeg altså i tvivl. Hvad synes i om dem :huh ?

Tak for jeres svar, det er super at høre andres tanker om emnet :yay Det er heller ikke fordi at bedsteforældrene tvinger hende (eller får lov) til at tage hende ud af armene på os. Men de prøver hver gang at "overtage" hende lige så snart hun kommer, og det værste er at de snakker SÅ HØJT til hende :( Det virker bare endnu mere skræmmende og overvældende for hende. Selv jeg kan ikke holde ud at høre på sådan en råbende og skinger stemme. Jeg synes det er svært at sige fra fordi jeg synes det ligger lige på grænsen til hvad jeg vil påtale. I forvejen synes de at jeg pakker hende i vat, og det er endnu sværere når kæresten ikke støtter mig i det og ikke mener hun tager skade af at blive presset lidt (det er hans forældre). Men jeg tror at jeg vil være mere opmærksom på problemet og prøve at påtale og irretesætte dem stille og roligt når situationerne opstår :)

Den er bare så sød, har hørt den før :glad Hvad dækker street credit over herinde?

Mads :)

Jeg fortalte ikke nogen at jeg var i fødsel :) Synes der var en anden ro over det når jeg vidste at hele familien var oppe og ventede på besked (de tvar om natten). Og så ved man jo heller ikke hvor lang tid det tager første gang, man hører jo ofte at det tager lang tid. Næste gang kunne jeg godt finde på at sige det. Da jeg havde født ringede kæresten rundt til familien da vi havde fået stuen for os selv ca. 1 1/2 time efter fødslen. Jeg tudede og var ikke lige i stand til at tale i tlf :biglove Næste gang kunne jeg godt finde på at underrette folk undervejs. Tror det er ret spændende som familie at følge lid med i slagets gang :D

Går i til noget? Og hvad :)? Jeg mangler lidt inspiration. Kunne godt tænke mig at have en interesse eller lign. som ikke er børnerelateret, men hvad skal man lige finde på? Og jer som ikke har en interesse, hvad gør i for jer selv og for at fylde jeres liv ud med andet end familien? :glad

Tak for inspirationen :yay Jeg har også tænkt på fitness og noget aftenkursus noget. Men ville så gerne have en at starte sammen med. Er det bare mig som har det sådan?

Nøj hvor er du bare sej!! Det virklig godt gået :gp