NewMom

Ej!! :blink:blink

Irma. Altså man ved jo godt at det også er et rigtigt navn. Men jeg synes alligevel det var lidt mærkeligt da jeg mødte en lille pige med navnet forleden. Når jeg tænker over det er det måske slet ikke så slemt, det er bare fordi man forbinder det 100% med ja... IRMA :P

Vi var i biografen med vores datter da hun var tja... 3-,3,5. Vi så også peter plys. Jeg synes det var død irriterende at der var SÅ mange reklamer inden fimlen - det tog 20-25 minutter! Min datter blev ret så utålmodig. Selve filmen var god, men desværre lidt for lang til at hun kunne holde kocentrationen. Siden har hun været med sin far i cinemateket i kbh. Der er filmene kortere, ca. 30 min tror jeg. Og så er det vidst gratis i hverdagene :super

Hold op hvor er hun kær! Stort tillykke med hende :loveshower

Jeg skal have lavet en ring som symbol på min smukke datter Det bliver en guldring med en enkelt lille diamant i og udvendig gravering. Har brug for hjælp til to ting Ville i vælge rødguld eller hvidguld? Kan bare ikke vælge - jeg er lys i hudfarven og har blond hår! Og så til graveringen. Jeg har tænkt at der kan stå følgende: (navn opfundet) - Andrea Mai 6 juli 08 <3 "A dream came true" - Andrea Mai <3 "Ønskebarn af hjertet" - Andrea Mai <3 "Elsker dig over verden" Alle citaterne er noget som jeg altid har haft i hovedet siden jeg fik hende. Hvad ville i foretrække? Skal jeg evt ændre lidt i det?

Ej stakkels dig! Du er jo som en lus mellem to negle :( :kram2 Helt ærligt så synes jeg det er lidt strengt at din mand hentyder til sex på den måde. Vil han kun med hvis han får sex :(? Øv! Og det er da også en rigtig tarvelig reaktion fra din mor. Kan du ikke ringe og sige at han nok skal hugge det brænde med at det altså må blive en anden dag da din mand er meget presset på arbejdet? Det ER vel en tjeneste han gø for dem, så hun kan da ikke være bekendt at blive sur. Øv, krammer til dig :kram

Ih hvor er det synd for dig at du skal være så bange, det er virkelig ikke sjovt :kram2 Jeg havde også moments eller perioder under graviditeten hvor jeg panikkede lidt, men det var heldigvis ikke sådan at det ødelagde glæden ved at være gravid. Jeg havde det bedst med at gå lidt praktisk/teoretisk til værks. Det var vigtigt for mig at vide præcis hvorfor det gjorde ondt, og hvad der egentlig skete inden i med hormoner livmoderhals osv. Det hjalp mig også at lave en ønskeseddel til jordmoderen som jeg havde med i fødselstasken. Jeg fik den dog aldrig afleveret da jeg ikke havde brug for det da det kom til stykket. Noget der hjalp mig var at læse bogen Fødsel og Smerte af Pia Hern. Der står blandt andet om hvorfor det skal gøre ondt at føde (altså at smerten psykisk har nogle positive "sidegevinster" i forbindelse med at blive mor", om den gode smerte, om smerte "kulturen", barnets oplevelse af fødslen, en afsnit til faren/hjæperen om hvad man kan gøre for at hjælpe den fødende. En masse psykolgi omkring din egen opfattelse af smerten. Foruden alt det fysiske :) Et lille citat fra bogen som jeg var glad for: "Fødslen som en labyrint En labyrint har en begyndelse og et mål. Hvis du forestiller dig, at du går ind i labyrinten, er det ikke muligt at forudse, hvor lang tid det tager at nå målet. Det er heller ikke muligt at kontrollere eller forudse, hvor du er henne om lidt. Da du ikke kan se målet pga. labyrintens udformning, kan der opstå situationer, hvor du tænker, at du aldrig vil nå målet. Du vil måske opleve at blive træt og opgivende, fordi det synes endeløst. Der er dog kun én vej, der kan lede dig til målet, og der er kun en måde at nå det på, og det er ved at tage et skridt ad gangen" "Hvis du anskuer fødslen ud fra dette billede, kræver det flere ting, for at du når målet på en rar måde: - at du er villig til at føle, at du er faret vild og ikke ved, hvor du er - at du modstår fristelsen til at tænke dig videre - at du overgiver dig til at tro på, at dine skridt (veerne) vil føre dig fremad og ikke dit hoved - at du tør overgive dig til ikke at vide, hvad du skal gøre" Disse råd er meget anvendelige under fødselen, fordi det at føde i høj grad handler om at overgive sig til det ukendte og undlade at tænke for meget. Det handler om at være til stede her og nu. At have tillid og tage en vé ad gangen er og bliver den bedste måde at begive sig ind i fødselslabyrinten på. Hvis du presser dig selv, intellektualiserer og kæmper mod din krop inde i labyrinten, når du måske at trætte dig selv alt for meget, inden du er ved målet. Du vil nå målet uanset hvad, men din rejse i labyrinten bliver måske ikke særlig rar, hvis den er fyldt med stress og forstyrrende tanker. Det er dog vigtigt at huske på at du når målet uanset hvad." Hvordan vil du bedst kunne beskrive smerten- hvordan er den fordelt i kroppen fra hvor veerne første begynder at bide/til vandet går? Hvad gjorde du for at slappe af så vidt muligt? Smerten startede som meget lette menstruations smerter der næsten ikke kunne mærkes. Da veerne blev stærkere sad smerten nederst i maven. Veen starter stille og rolig så du kan nå at forberede dig på den. Så bygger den sig op og gøre mere og mere ondt indtil den stilner af igen. Ligesom at gå op ad en bakke og ned igen :) Det gør smerten nemmere at håndtere. Presseveerne er det samme der føler du bare også pres og udvidelsen forneden. Da jeg var hjemme klarede jeg veerne ved at gå rundt og samtidig trække vejret. Jeg kunne ikke holde ud at sidde eller ligge jeg trampede rundt i lejligheden og trak vejret så godt som jeg nu kunne (lange dybe vejrteækninger). Det hjalp mig at lave en varmepude som jeg holdte på maven, et råd fra fødselsforberedelse: Et vådtviskestykke i en pose og så et par minutter i mikroovnen. Samtidig hjalp det mig psykisk at tænde for tv'et (havde sendt kæresten i seng). Der var også et ur jeg kunne kigge på, selvom jeg ikke rigtigt kunne koncentrere mig om at holde øje med veerne. Hvad tænkte du da slimproppen gik og den første tegnblødning viste sig, blev du bange fordi du også selv frygtede fødselen, eller var du mere rolig- hvordan tacklede du det- eller havde du svært ved at forholde dig til de tegn?? Min slimprop gik vidst dagen før - eller samme dag hmm. Det påvirkede mig ikke ret meget, jeg vidste jo at jeg skulle føde snart og ville gerne undgå igangsættelse. Da det gik op for mig at jeg havde veer var jeg spændt, lykkelig og nervøs. Det var en meget særlig og helt fantastisk følelse som jeg aldrig vil glemme. Jeg var aldrig bange under fødslen, jeg vidste hele vejen igennem at jeg ville klare det og at jeg snart ville have min baby i armene. Lidt alla som overstående første spørgsmål- hvordan var smerten fordelt i kroppen under fødselen og da den lille næsten var født- inden resten af kroppen blev født? Preseveerne var det værste for mig. Det var ikke så meget smerten, det var mere fordi jeg synes følelsen af at presse og udvide sig var rigtig ubehagelig, og jeg havde svært ved at give mig 100% - og det er man nødt til. Presseveerne er som en almindelig ve, og så føles det bare som om man skal sk*de. Jeg pressede i 1 time og 15 min ca, og det er lidt længe (hele fødslen varede ca 7 timer fra veerne startede til hun var ude). Da hovedet skulle ud var jeg så bedøvende ligeglad med smerten. Jeg var simpelthen så træt af de presseveer at jeg bare ville have det overstået. Selv hvis det havde gjort dobbelt så ondt at føde hovedet ville jeg havde været ligeglad. Men altså det gjorde rigtig ondt da ovedet kom ud, men tilgengæld var smerten rimelig kortvarig ca. 5 sek vil jeg tro. Jeg fødte hovedet i en presseve og så var der pause. Jeg kunne slet ikke mærke at hun lå halvt ude af mig mellem veerne. Da skuldrene skulle ud gjorde det præcis lige så ondt som med hovedet. Men efter skuldrene kunne jeg bare mærke hendes lille krop glide ud af mig. Det gjorde ikke ondt og var sådan en fantastisk følelse :loveshower Jeg var rigtig træt af det til sidst (!), MEN jeg var på intet tidspunkt bange! Jeg synes det er vigtigt at huske på at den smerte man føler er den der skal hjælpe ens barn til hverden - sammen med dig :) Og husk også på at fødslen indeholder så mange andre ting end bare smerte. Der er så mange fantastiske følelser også! Og jeg havde da også tid og overskud til at grine og hygge mig indimellem veerne. Og det var selvom jeg var næsten helt åben da jeg kom ind på fødestuen. Det var en dejlig stemning på fødestuen. Husk også på at ALT er tilladt når du føder, der er ingen der ser skævt til dig. Alle står ved siden af og hepper på dig og synes du er verdens sejeste kvinde! Min fødsel er uden tvivl den største oplevelse i mit liv. Det var virkelig fantastisk! Og selvom jeg også er lidt nervøs over at skulle gøre det igen når jeg engang skal have flere børn, så GLÆDER jeg mig helt vildt til at opleve det hele igen :loveshower Det var vidst en lang omgang sludder, men håber du kan bruge det. Og tro nu på dig selv du KAN klare det! :kram2 Edit: Forøvrigt fik jeg lattergas inden jeg fik lov til at presse, det hjalp rigtig meget og veerne var bestemt til at holde ud med masken som hjælp :) Jeg fik desuden pudendus, hvilket ikke hjalp overhovedet.

Tusinde tak for jeres svar :glad Jeg hælder selv mest til citat nummer to og rødguld lige nu :) Ang det sidste citat så er forklaringen den at jeg engang da min datter var mindre har sagt til hende at jeg elsker hende over alt i verden. En dag sagde hun det så til mig, men det blev til "Elsker dig over verden" :loveshower Nu siger vi det til hinanden hver dag. Hvis jeg får flere børn. Det er mit store problem! Jeg vil meget gerne have flere børn men da jeg pt er midt i skilsmisse kommer der til at gå nogle år. Men så må jeg vel bare investere i en ring til :whistling Ellers kan man også få diverse søde halskæder. I værste tilfælde kan man vel også få støbt den om? Jeg ved ikke hvor meget der kan stå uden på ringen. Jeg overvejer at hvis det kun skal stå hendes navn og evt fødselsdato udenpå, så kan citatet måske stå inden i. Men jeg har fået tilsendt dette billede fra guldsmeden og det ser ud som om der godt kan stå rimelig meget synes jeg. Jeg bilder mig også ind at der kan stå mere udenpå ringen end inden i :)

Mht. "balladen" så kan det være en ide at anskaffe dig et æggeur. Så forklare du din dreng at når han laver ballade kommer han ind på værelset indtil æggeuret ringer, fx 5 min. :)

Vi har en peiet hein og en anden en (fra guldsmed tror jeg). Begge graveret :) Den fra guldsmeden er desværre blevet misfarvet, men vi er super glade for piet hein flaget :)

Vi har fået risengrød :rolleyes

Ivalo. Det synes jeg er ret specielt.

Mit liv er fuldstændig uoverskueligt på alle fronter, jeg ved simelthen ikke hvordan jeg skal tackle alt dette her. Beklager for nu kommer der en lang smøre :( For 7 måneder siden gik min eks kæreste og jeg fra hinanden efter et langvarigt forhold. Det har været et meget langt og hårdt forløb der har strukket sig over flere år. Desværre har han ikke endnu fundet en lejlighed (det er umuligt der hvor vi bor) så vi bor stadig sammen. Det er så hårdt at blive fastholdt i dette "mellemstadie" hvor vi ikke er kærester men heller ikke rigtigt er gået fra hinanden. Vi er begge kede af det, dog afklarede og vi har ikke fungeret som kærester i flere år. For 4 måneder siden møder jeg så min nye kæreste - helt tilfældigt :) Han er lidt yngre end mig og har ikke børn. Han er i DK i et stipendie som ph.d studerende som strækker sig indtil 1/8. Min kæreste er opsat på at flytte til DK hvis han kan få et job eller en post doc stilling. Jeg er dog ikke overbevist om at dette forhold holder. Vi er meget forskellige, og prioriterer ikke ens. Desuden har han rigtig svært ved at sætte sig ind i hvad jeg gennemgår, da han hverken har børn, og det længste forhold han har været i er 2 år. Det bekymre mig da jeg ved at min eks altid vil være i mit liv og ar min kæreste på et vist plan altid vil være nødt til at tage stilling til denne "anden" familie. Han har også flere gange hentydet til at jeg har begået en fejl ved at få min datter da det jo ikke er endt ud som det skulle (hvilket jeg er sur over) :angry Men samtidig er han rigtig sød, og jeg ved også godt at det ikke kan være nemt for ham at være kærester med mig. Jeg ved godt i tænker at jeg skulle have ventet med at indgå i et nyt forhold, men jeg har ikke haft et "aktivt" forhold til nogen i år, og jeg synes heller ikke jeg kan blive ved med at vente med at leve mit liv. Ud over alt dette har jeg ikke noget job. Jeg har fornyligt været i et vikariat hvor jeg regnede med at blive forlænget - men i sidste øjeblik kunne det alligevel ikke lade sig gøre og nu er jeg arbejdsløs (rigtig opslidende forløb hvor jeg ventede længe på svar fra min arbejdsgiver) :( Jeg er røget direkte ud i aktivering da jeg var på dagpenge en kort periode inden dette vikariat. Pt. er det dog kun et par timer om ugen, men snart bliver det fuld tid! Jeg er rigtig ked af min uddannelse og føler slet ikke det er min rette hylde. Jeg har derfor fundet en uddannelse jeg gerne vil ind på. Problemet er bare at jeg mangler et par måneders erhverserfaring før jeg kan søge ind på denne kandidat. Der er kun optag 1 gang årligt, og der er ansøgningsfrist i september. Så jeg ved ikke engang om jeg kan søge ind i år :boo Nu har jeg så også fået konstateret celleforandringer på livmoderhalsen og skal ind og have lavet keglesnit snart. Dette forløb har været fuld af mangelfuld/forkert info, hvilket har medført rigtig mange følelsesmæssige rutsjeture. Jeg tror der går mellem 3-4 uger efter operationen før jeg får af vide om de har fået fjernet alle celleforandringerne, så denne ventetid bliver svær :( Jeg kan mærke på mig selv at jeg i denne stuation (keglesnittet) mest af alt har brug for støtte fra min eks kæreste - hvilket jeg også får. Men det bekymrer mig og forvirre mig. Selvom jeg VED at vi ikke kan finde sammen igen så bliver jeg så ked af det og nærmest i tvivl igen, da ingen andre kan give mig det som han kan. Min nye kæreste prøver også at støtte mig, men han giver mig bare ikke helt det jeg har brug for og har lidt svært ved at sætte sig ind i det, hvor min eks straks blev bekymret og ked da han fik det af vide. Min kæreste har heller ikke spurgt om han skulle tage med. Jeg ved ikke om det er noget man kan forvente? Men tilbuddet ville have været rart. Jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal tackle alt dette her, der er rod på ALLE linier. Og samtidig skal jeg være en god mor for min lille pige! Jeg er død bekymret for operationen, og endnu mere bange for resultatet af vævsprøven. Jeg orker simpelthen hen ikke at skulle forholde mig til tidsfrister, ansøgninger og aktivering mht. jobcenter og a-kasse. Jeg vil rigtig gerne have et job snart, når jeg er kommet ovenpå igen efter op. Og samtidig har jeg også brug for den erhverserfaring hvis jeg vil søge ind på uddannelsen. Men jeg orker bare ikke at blive dunket oven i hovedet hele tiden fra jobcenteret. Selvom jeg kun har mødt søde personer derinde, så er det et kæmpe pres og jeg ved jo at jeg snart ender i fuldtidsaktivering, hvilket jeg slet ikke kan overskue! Jeg har overvejet at bede om en længere varende sygemelding fra min læge så jeg kan få en pause og få tid til at komme mig psykisk oven på alt dette - specielt celleforandringerne. Men det føles bare så ydmygende, og derudover har jeg en rigtig dum læge som før har nægtet at hjælpe mig. Seriøst - what to do!?? :unsure :huug

baby2011: Tak igen for dit svar :kram2 Jeg har nu fået lavet keglesnittet og har det en del bedre psykisk :) Men men men... så kom min eks med blomster til mig da jeg kom hjem fra hospitalet. Jeg begyndte sku at tude bagefter :boo Jeg kan ikke forklare det, men jeg har bare så meget brug for ham når jeg har det skidt, og han giver mig lige det jeg har brug for. Han tilbød også straks at køre mig til hospitalet og aflyste den sommerfest han skulle have været til om aftenen for at tage sig af vores datter. Det er bare så svært! Jeg elsker ham jo stadig og har brug for ham, men som par er vi bare rigtig langt fra hinanden :( Og min kæreste, ja han gør jo ikke rigtigt noget andet end at snakke med mig om det hvilket også gør at han ryger længere ud i kulissen da han simpelthen bliver en smule overflødig midt i alt det svære jeg står i nu. Jeg ved stadig ikke med lægen. Jeg har læst på et andet forum at det ikke er særlig festligt at være på dygedagpenge heller, så jeg ved ikke engang om det vil give mig den fred jeg har brug for.

Tusinde tak for alle jeres svar! Det betyder meget midt i alt det her, og jeg kan bruge alt hvad i skriver :) Jeg er sikker på at det ikke går med min eks kæreste desværre :( Han har været min klippe, og jeg har elsket ham utrolig højt (og jeg elsker ham stadig), men han står i vejen for min udvikling. Jeg var igennem nogle svære år da jeg mødte ham, og vi brugte hinanden til at gemme os fra verdenen. Men nu er jeg vokset og jeg bevæger mig længere og længere ud i verden, og den proces kan jeg ikke have sammen med ham. Jeg er en anden nu og jeg vil et andet sted hen :( Jeg tør mere og jeg har besluttet mit til at mit liv skal være anderledes nu. Mht keglesnittet så har infoen været rigtig dårlig. Først fik jeg afvide fra min læge at det var atypiske celler (den mindst alvorlige form for celleforandringer). Jeg fik et chok men tog det ikke videre seriøst da atypiske celler kan skyldes alt, fx infektion, og gå i sig selv igen. Pga. alt det andet rod gik der derfor et godt stykke tid inden jeg fik bestilt tid til biopsi hos gynækologen. Hos gynækolog fik jeg så afvide at celleskravet havde vist en af de værste typer af celleforandringer - adenokarsinom. Kæmpe chok, som jeg slwt ikke var forbededt på. Efter 14 dage fik jeg så svar fra biopsien som sagde keglesnit. Jeg modtog et meget mærkelig brev fra hospitalet som ikke nævnte noget om keglesnit og der var ingen info overhovedet. Der stod bare at jeg skulle til en forundersøgelse hvorefter der ville blive lagt en behandlingsplan. Så igen blev jeg rigtig bange for at jeg slet ikke skulle have keglesnit, men at det var meget værre og måske havde udviklet sig til decideret kræft. Jeg har nemlig ikke fået af vide fra gynækologen præcis hvad min biopsi sagde. Jeg fandt så ud af at det var fordi min læge/gynækolog havde bestilt fuld narkose til mig så "forundersøgelsen" var bare en samtale. Jeg har så bare ikke bedt om fuld narkose, og fik det lavet om til lokalbedøvelse. Jeg er simpelthen så nervøs for at de ikke får fjernet det hele. Jeg synes ikke du er hård, det er super dejligt at få noget respons. Jeg ved godt at det er noget rigtig rod at vi stadig bor sammen, for det er fuldstændig umuligt at starte en ny hverdag, og specielt et nyt forhold op, når man stadig lever som familie. Selvfølgelig ville han kunne findeet værelse et sted, men det synes jeg bare ikke er fair for hverken ham eller vores datter. Hun kan jo ikke bo sådan og så bliver der endnu flere "skift" i hendes liv. Vi/jeg har også prioriteret at han skal have en lejlighed tæt på, jeg kan simpelthen ikke holde ud hvis han flytter alt for langt væk, når han formegentlig kommer til at have vores datter halvdelen af tiden. Men jeg ved godt at "nøglen" sikkert ligger her. Øv, det er bare så hårdt. Og min kæreste rejser lige om lidt (6 uger) og det er umuligt at finde ud af om vi skal fortsætte når vi har så dårlige muligheder for at have et rigtigt forhold. Men det ville nok være dumt at tage den chance og lade ham flytte til DK. Ja han kunne nok godt flytte hjem til sin familie, men det skal han jo ikke. Hvad så med vores datter? Hvis jeg presser for meget på ender han med at tage en lejlighed der er meget længere væk fra mig en jeg ønsker, og det vil bare have sådan en negativ indvirkning på vores liv i mange år fremad. Jeg er sikker på at han ville blive der hvis han først fandt en lejlighed, og ikke flytte tættere på som jeg ønsker. Jeg ved ikke om min kæreste er en rebound. Måske er han? Jeg tør ikke satse for meget på det som det er nu. Jeg har ikke den følelse af at jeg er sikker på at er "the one" og at jeg virkelig ønsker at fortsætte. Men måske er det fordi jeg ikke har resourcerne til at bygge et forhold op nu. Jeg håber at keglesnittet kommer til at gå godt. Tak skal du have. Og ja det er super stressende at være arbejdsløs :( Jeg er også bange for at jeg ender med at ryge ned i et sort hul hvis det fortsætter på denne måde. Håber jeg får en god samtale med lægen, men jeg frygter det! God bedring til dig også.

Huden er en slimhinde der har en naturlig beskyttende bakterieflora. Jeg vasker mig hver dag - med vand :)

Er der nogle af jer der ved hvad det koster at sende en flyverdragt med posen? Bare det billigeste :)

Det ku godt være det var værd at undersøge :super

Åhh er det så dyrt!

Ritter sport med kiks :whistling

Ejj, det håber jeg virkelig ikke passer! Jeg har også aftalt med mig selv at i år er det ikke kun mindste musen der får uldent undertøj, varme vinterstøvler og uld sokker. I år GIDER jeg ikke at fryse :numse Så nu skal der snart shoppes uld til mor og barn!

I må undskylde men har simpelthen brug for at læsse lidt af og lukke nogle frustrationer ud :( Synes hele mit liv er noget værre lort. Forholdet til min mand er ikke til at holde ud. Det har været dårligt i flere år, men vi er totalt afhængige af hinanden og ingen af os tør bryde ud eller ikke engang tale om at det går dårligt. Vi har ikke haft sex i flere år!!! Jeg tænder overhovedet ikke på ham mere og kan slet ikke se os få et sexliv igen :boo Vi spiller begge to med på skuespillet og lader som om det hele er normalt. Jeg har arbejdet hårdt og ihærdigt på at få ødelagt den miniature vennekreds som jeg havde da jeg mødte min mand. Så jeg har ikke ret mange mennesker tilbage i mit liv. Kun nogle få veninder. Vi laver aldrig noget sammen. Hver gang vi laver noget med vores søn sker det hver for sig aldrig os alle tre sammen. For vi nyder ikke at være sammen som familie. Hver weekend sidder vi hjemme og laver ikke en skid og går hinanden på nerverne :( Medmindre at vi en sjælden gang imellem har planer hver for sig. Vores fælles vennekreds ser vi heller ikke mere. Jeg har intet arbejde, ingen venner, ingen penge, men er tilgengæld den heldige vinder af social angst, usikkerhed og dårligt selvværd. Jeg har ikke penge til en psykolog. Heldigvis går jeg i gruppeterapi, men ved ikke om det hjælper. Ville så gerne have en psykolog der kunne lytte og hjælpe MIG. Det er fandme en falliterklæring det her. Sidder som 26 årig med uddannelse barn og mand. Udefra ser det jo ganske fint ud. Men når man så kigger nærmere efter så ser man et menneske som ikke orker en skid. Der som fucking 26 årig ikke har haft et sexliv i flere år! Som ikke orker og har mod til at ændre på sit liv. Som ikke kan holde ud at være sammen med andre mennesker i frygt for at de tænker dårlige ting om en. Som aldrig har turde tage i byen og have det sjovt. En som gemmer sig fra livet og lader det hele sejle forbi for til sidst at vågne op og finde ud af at det hele er spildt. Jeg orker snart ikke mere :boo

Tusinde tak for dit svar :kram2 Dine ord er utrolig velvalgte og varmer lige der hvor det gør allermest ondt! :tak :kram

Tak for jeres støtte og opmuntrende ord piger! Jeg kan godt se at jeg har rykket mig (trods alt), og det er også det der holdet modet oppe. Men det er enormt hårdt at være i dette ingen-mands-land hvor jeg har en kæmpe sorg over det der skal slutte og samtidig forventningerne til et nyt liv. Og mens jeg sidder og skriver dette er manden lige ved siden af. Ham som jeg elsker og har delt mit liv med. Men jeg har svigtet ham og flyttet mig væk fra ham, og derfor må det slutte. Hvor jeg dog hader mig selv for at have ødelagt det vi havde :boo

Jeg blev også meget påvirket af andres mening omkring navn! På et tidspunkt stoppede vi så med at snakke om det med familien, og de fik da af vide da hun var født :) Jeg er vild med Albert og Louie/Luis. Ellers er han måske en Matti eller en Stian (eller Bastian)? Han ser virkelig super skøn ud :loveshower