MforMor

Jaaa, synes måske også, at tonen bliver liiiige lovlig skarp i det. Jeg tror ikke, der menes noget ondt med det, men kan se at du er ret ny herinde, og du skal jo nok bare tænke på, at der altså er piger herinde, som har rigtig svært med det med at blive gravide, og som har RET godt styr på deres shit ang. alt det her. Og så er sådan en kommentar altså nok ikke så fed. Og give Ria helt ret i, at man jo godt kan få forskellige oplysninger.

Hej piger Må jeg anbefale "Jordmødrene" - en super god dokumentarserie i 2 sæsoner fra norsk tv. Det er rigtig fine programmer, hvis man selvfølgelig kan forstå en smule norsk. Synes dog generelt at det er ok nemt at forstå. Indsætter lige et link: Mit link

JA! Er det ikke bare fascinerende? Selvom nogle af sætningerne nogle gange glipper, kan man jo ligesom bare mærke hele energien omkring fødsler etc :) Haha, jeg så begge sæsoner, da jeg skrev speciale. En RIGTIG dårlig ide. Især fordi jeg delte specialekontor med 5 andre, og vores skriveborde var sat mod hinanden. Så pludselig sad jeg dér og tudede, fordi jeg blev så rørt :boo

Jeg smeltede også FULDSTÆNDIG :7himmel Han er simpelthen så sød :) Og især fordi han bare var så cool omkring det :) Hahaha, små orkører.. Now THAT's pretty! Åååhr, en lille kokkehue!

Altså, JEG har ikke købt noget... Men min mand, som er fuldstændig fanatisk og vanvittig NFL-fan, har købt noget. En dag kom der en pakke, som jeg kvitterede for, og så lå den der på bordet, indtil Anders kom hjem. Og jeg var jo NYYYYYYSGERRIG! Så spurgte selvfølgelig, da han kom hjem. "Nååå, det er ikke noget. Bare en baby-hue" sagde han så :loveshower :loveshower :loveshower Sådan en her: Hahaha, jeg synes, det er så sødt :) Men vi har også aftalt, at vi ikke skal købe mere, for jeg tror også, at det bliver lidt for hårdt, hvis der kommer til at gå lang tid af den ene eller den anden grund. Men jeg har det som Barbamama, at vi skal i hvert fald NOK få brug eventuelle babyting one way or the other. Haveredskaber - mjaaaah, not so much :lol

Jeg er lidt i tvivl, men min mand vil rigtig gerne vide det, når den tid kommer, og jeg tilbøjelig til at synes, at han godt må bestemme. Det er ikke så meget pga det praktiske med farver etc, men nok mere, at han ikke på samme naturlige måde som mig er "med" i graviditeten. Selvfølgelig er alle mænd, forhåbentligt, glade og glæder sig til at blive fædre. Men jeg tror altså virkelig også, at det for mange, især førstegangsfædre, kan være MEGA svært at forholde sig til, at der inde i maven på hans kone/kæreste ligger et barn og vokser. Det eneste de rent faktisk kan gribe i er jo, at hun bliver større og at der nogle gange kommer et spark. Så på en måde tror jeg , at mange mænd kan bruge kønsfastsættelsen som et form for håndgribelig faktum, som gør det LIDT mere virkeligt for dem. Og når det er sådan, synes jeg egentligt, at det taler ret meget for at få det at vide. men men, jeg er ikke gravid endnu, og det kan være, at vi ændrer mening til den tid ;)

Jeg synes, at den var SUPER god :) Vi kan ikke se den i aften, men skal helt sikkert følge med på DR NU. Kim Bodnia er god, synes jeg og hende svenskeren gør det altså godt som totalt frigid og glansløs :D Puha, scenen der i bilen i sidste uge - synes den var crazy skrækkelig, og man kunne virkelig mærke hans rædsel!!

Nogle af jer kan måske huske, at jeg for et par uger siden skrev et indlæg, om hvornår det rigtige tidspunkt for en lille minimøffer ville være, når jeg pt. er i job-med-løntilskud etc. etc. etc. Jeg tænker over det med at få et barn noget nær på hele tiden. Og hver gang jeg ser en barnevogn eller hører om en gravid veninde, er min første tanke altid "Øv, jeg vil også..." hvorefter den så bliver afløst af glæde på deres vegne. Jeg går konstant rundt med en virkelig ubehagelig knugen i maven og bekymring over min situation som arbejdsløs. Følelsen at være en faglig taber afløses af min længsel efter et barn som afløses af en tanke om, at det måske ikke er så slemt at få et barn, mens man er arbejdsløs, hvorefter tanken om, at jeg dermed graver min egen arbejdsgrav så indtræder, og endelig kan tanken "Hvad nu hvis slet ikke KAN få børn" også tit lige stikke hovedet frem. Lige meget hvad synes jeg, at det er den forkerte beslutning, jeg står overfor. Og jeg bliver vanvittig af at tænke over det hele tiden. Jeg fik endelig talt ordentligt med min mand i lørdags. Og vi blev enige om, at vi tager en seriøs snak med en pro and con-list, når han får et fuldtidsjob. Han bliver cand.it. om en uge, og derefter står den også på seriøs jobjagt for ham. Der er vel ikke rigtig noget at juble over, men det var dog alligevel rart at kunne sætte én eller anden form for deadline. Noget jeg kan forholde mig til. Jeg ville bare så gerne have, at der var nogen, som sagde til mig, at jeg entydigt skulle satse på at få et arbejde før baby eller bare gå i gang med at lave en lille tyk og krølhåret møffesteg. Men det er der jo bare ikke. Ved ikke rigtig hvad jeg ville med det her indlæg. Men man må vel også godt bruge forummet til bare at få lidt luft for sine tanker?

:kram2 Hvor er du sød :) Tak! Vi snakkede om det igen over aftensmaden i går. Jeg tror, TROR, at vi nok forsøger os med i hvert fald at droppe præventionen, når Anders får et job. Nu skal jeg så bare forsøge ikke at presse ham for hårdt med de ansøgninger :D Hahahaa, den anden dag fik jeg ham til at søge et job, som jeg faktisk selv havde søgt! :lol Så fik jeg vist også lige sat en streg under min prioriteringsliste mht job eller baby :P

I know. Lige meget hvad har jeg dårlig samvittighed, synes jeg.

Det er skrækkelige tanker! Æv! Jeg synes, det er en god beslutning. Og jeg tror muligvis, at jeg er på vej til, i hvert fald at overveje, den samme beslutning. AQ#/()¤CHNASEIPC-finanskrise!

Jobudsigterne for en cand.it'er er i hvert fald bedre end for en cand.mag (som mig) :whistling Ej, de er vist nooogenlunde. Men han har en ret stærk profil, idet han også er uddannet bibliotekar DB (bacheloruddannelsen), hvilket gør, at han kan søge kvalificeret på et meget bredt felt. Og i folkebiblioteksverdenen er en ung mand the shit - det er jo et meget stort kvindearbejdsmarked, så det plejer trods alt at få de mænd lidt længere frem i køen. Hvilket egoistisk set for vores situation er fantastisk, men samtidig får det i hvert fald min indre feminist til at rynke lidt på brynene. Men sådan er der jo så meget.

:rolleyes Tak hvor er du sød :kiss Ikke mindst for dit entydige svar :balloons Og ja, det føles egentlig også lidt bedre, efter at vi havde den snak. Nu kan jeg i det mindste lade beslutningen ligge bare lige et lille stykke tid.

Nå, mit første indlæg herinde! Jeg har været "skygge"medlem herinde et stykke tid og virkelig nydt at læse alle jeres tråde... Det virker til at være et virkelig dejligt forum :) Jeg er lige blevet gift og er naturligvis enooormt lykkelig. Synes jo selvfølgelig (og heldigvis), at jeg har verdens dejligste mand. Jeg har været klar til at få et barn med ham, siden jeg mødte ham. Men vi var begge to enige om, at vi enormt gerne ville giftes, inden vi fik børn - ikke af nogen religiøs eller anden abstrakt overbevisning, men fordi det virkede mest rigtigt for os. Og nu er vi så her - gift og lykkelige og SÅ parate til at blive forældre. Så hvad holder os tilbage, kunne man jo med fordel spørge? Sagen er den, at jeg er nyuddannet cand.mag. I ved vel alle, at jobmarkedet pt. på ingen måde er det bedste. Faktisk er det rædselsfuldt. Og det er IKKE nemt at få et job. Og min fornuft siger mig bare, at det på alle mulige måder ville være det bedste for mig at få etableret mig selv på arbejdsmarkedet, inden jeg blev gravid. Blev jeg gravid nu, ville jeg jo efter alt sandsynlighed ikke kunne komme ud på arbejdsmarkedet før om næsten 2 år. Og på det tidspunkt ville jeg jo så komme og have ingen erfaring overhovedet. Og det betyder så, at jeg får endnu sværere ved at få et job på det tidspunkt. På den anden side: kan man virkelig blive ved med at udskyde livet pga. fornuft? Som jobmarkedet er pt. kan der jo alligevel komme til at gå LÆNGE, før jeg får et job. Og kunne man så lige så godt bruge tiden og få opfyldt sit absolut højeste ønske? At gøre min mand til far og mig selv til mor? ARGH, er ved at blive sindssyg. Kan der ikke komme en voksen og tage den her beslutning? Kan slet ikke se, hvad der er bedst at gøre. Hvad synes I?

Men nu giver I forhåbentligt jeres søn et drengenavn og jeres datter et pigenavn? ikke samme stil som med jeres dyr vel? :lol

Jaaaaaa! :) Man bliver helt afhængig af at have et forum, når man først har vænnet sig til det :) Synes det er SÅ dejligt og hyggeligt og godt at kunne få støtte/ros/kritik og bare respons i det hele taget fra nogen, man ikke kender i virkeligheden. Det er da super fedt :)

Men I får bare sådan et sødt barn :wee Håber at det hjælper med en overstået svendeprøve :)

Jaaaa, du har ret :bk

Tusind tak for alle jeres svar :) Puha, det er bare så svært altså. Jeg kan blive så edderspændt rasende på den finanskrise. Synes i hvert fald at jeg gør MIT til at bruge penge :whistling Min mand er lige på nippet til at at blive HELT færdig med sin uddannelse, og vi bliver vist i hvert fald nødt til at vente, til han har job, før vi slår til. Sådan rent økonomisk. Han skulle dog have ok chancer for at få et job ret hurtigt. Og ja, jeg er tilbøjelig til at synes, at vi så simpelthen også bare må springe ud i det. Men for filan da, det er svært. For mit højeste ønske her i livet ER virkelig at blive mor. Det, at jeg skulle have børn en dag, er nok det eneste, jeg aldrig har tvivlet på. Men det betyder jo heller ikke, at jeg ikke har karrieremæssige ambitioner. Eller altså, jeg har taget den her lange uddannelse, og jeg vil jo også gerne bruge den og mine faglige kvalifikationer aktivt. Men som flere af jer skriver, er der jo slet ikke noget rigtigt eller endeligt svar. Venter jeg, er det ikke så fornuftigt i forhold til mine følelser. Går jeg igang nu er det ikke så fornuftigt i forhold til min karriere. Æv.. :unsure Men I er søde :kiss

Det er jo faktisk præcis dét, jeg tænker. Men jeg tror samtidig også, at man på et tidspunkt også må tænke på sig selv som privatmenneske. Det er jo, formentligt for de fleste, i privaten, at den VIRKELIGE lykke grundlægges. Og på et tidspunkt kan det godt bare blive for hårdt at vente på, at man kan "få lov" til at gå i gang. Så der er nok meget afvejning at gøre. Men selvfølgelig er det da givetvis det mest fornuftige at være i arbejde. Mit problem lige nu er også bare, at jeg jo ikke ved, hvornår jeg får et arbejde. Der kan jo gå usandsynligt mange måneder og måske endda så lang tid, at jeg godt ville kunne have nået at være gravid og have en god portion barsel.. Det er ikke nemt. Æv :boo

Jeg har tænkt MANGE af de samme tanker som dig.. Jeg blev færdiguddannet cand.mag. for nogle måneder siden og har siden da ledt med lys og lygte efter et job - uden held. Det er bare en virkelig skidt tid at være blevet færdig i, og de stillinger jeg søger, skal jeg slås om med omkring 200 andre i snit. Så med andre ord kan der altså komme til at gå lang tid, før jeg får et job. Jeg skal giftes næste måned med den sødeste og mest vidunderlige mand, jeg kunne tænke mig :) Hvilket jeg naturligvis er lykkelig for. Men. Vi vil bare så gerne have et barn. Jeg lææænges efter at blive mor, selvom jeg jo aldrig har prøvet det. Men den der knugen i maven - den er ikke til at tage fejl af. Men hold nu op, hvor ville det ikke være særligt fornuftigt, hvis jeg blev gravid nu. Så ville jeg i hvert fald være garanteret arbejdsløshed i de næste 9 mdr og derudover hele barselsperioden. Og så vil der jo samlet set være gået omkring 2 år fra min eksamen til jeg igen kunne komme ud på arbejdsmarkedet. Ikke en speciel gunstig situation. Jeg er lige blevet tilbudt et job-med-løntilskud, og jeg håber håber hååååber, at det kan føre noget mere fast med sig. For hvor ville jeg gerne være etableret på arbejdsmarkedet inden en graviditet, så jeg kunne koncentere mig om bare at være lykkelig for at blive gravid og for at få minimøfferen (yes, det kalder vi vores ufødte barn) uden at skulle bekymre mig om jobsituationen. Samtidig ved jeg dog også, at jeg ikke kan holde til at vente flere år endnu. Så hvis situationen er den samme om et år, bliver vi nødt til at overveje, om vi så ikke bare skulle få det barn (hvis vi ellers kan). Her er det altså udelukkende et følelsesmæssigt og ikke et økonomisk problem. Æv, jeg vil bare så gerne være mor.