Kære skønne kvinder,
Jeg håber i kan komme med nogle gode input til min problemstilling, som pt fylder rigtig meget.
Sagen er den jeg brændende ønsker mig børn og har gjort det i mange år.
For små 3 år siden sluttede forholdet mellem mig og min ekskæreste - hvor vi prøvede at få et barn. dog uden held. Set i bakspejlet var det nok heldigt det aldrig blev til en graviditet da vi valgte at gå fra hinanden efter at have forsøgt et halvt års tid.
Siden hen har jeg havde jeg en single periode på 1 1/2 års tid hvor ønsket om at blive mor ikke fyldte så meget som det havde tidligere. Men så mødte jeg min nuværende kæreste. Vi har været sammen et lille års tid (vi har været sammen stort set hver dag lige siden) men allerede efter kort tid kom ønsket om familie og børn op igen. Min kærlighed til ham er meget stor, vi kan snakke om alt og det føles som om vi har været sammen meget land tid. Kort sagt er han en helt fantastisk mand.
Det sidste halve år er ønsket om børn begyndt at fylde mere og mere hos mig, hvor min kæreste ikke har så travlt med det.
Sagen er den at han ønsker at vente med at få børn hvor jeg meget gerne vil have børn allerede nu. Jeg ser igen grund til at vente med ubeskyttet sex da jeg gerne vil have flere børn, og børn kan være lang tid undervejs :). Jeg ville være så ulykkelig over ikke at kunne nå at få de børn jeg ønsker.
Jeg tror i høj grad mit store ønske om at skabe min egen familie stammer fra at jeg ikke har et særligt godt forhold til dem og kun har begrænset kontakt.
Jeg er i slut 20erne og min kæreste midt 30erne. Han siger han ønsker at starte med at tale om børn om "et par år" da han gerne vil vente til vi har været sammen noget længere tid. Vi beskytter os med kondom, så ingen uheld sker. Hvis jeg skulle blive gravid uplanlagt har han tilkendegivet han ønsker jeg får en abort.
For mig er det meget frustrerende, at et andet menneske skal have nøglen til min skæbne og "bestemme" hvornår mine drømme skal gå i opfyldelse. Jeg er er bange for han vil holde mig hen og aldrig bliver klar, for hvornår er man klar? Der er jo intet i livet der er sikkert. også selvom han sige jeg er kvinden han vil dele hele sit liv med.
Har haft tanken om jeg skal give det en frist? Skal jeg få børn med en anden? alene? vente og håbe på han en dag bliver klar?
Han studerer og er færdig til juni, hvor jeg er færdig med min uddannelse og har været på arbejdsmarkedet flere år.
Han ved godt hvordan jeg har det, vi er gode til at snakke om det, men det ændre desværre ikke på mine følelser. Inderst er jeg ulykkelig og (uberettet) vred på ham over at det skal foregå på hans præmisser. jeg ved jo udmærket godt man ikke kan gå på kompromis når det gælder om at sætte liv i verden.
Har i nogle råd til hvad jeg skal stille op, da mine tanker, førelser, drømme og ønsker vedrørende børn dominerer alt for meget.
KH
N
