Kære ladies,
Åh, jeg vil nu dele min historie, og jeg håber så inderligt, at der er nogle, der vil dele lignende erfaringer!
Først lidt baggrund: Jeg er en tilsyneladende sund og rask kvinde på 27 år, jeg er gift med den skønneste, omsorgsfulde mand, og har en dejlig dreng, der snart fylder 7 år (som er fra et tidligere forhold).
Jeg går og begynder at frygte, at jeg ikke længere kan lave børn, men kan samtidig ikke rigtigt finde et mønster i mine mislykkede graviditeter, og derfor har jeg også svært ved at se, hvad pokker der er galt:
I 2013 blev jeg gravid (med min søns far), og jeg fik til en scanning i uge 10 desværre beskeden, at der var tale om en MA fra uge 6, med TVILLINGER(!!!), der begge var gået til grunde. Jeg fik en medicinsk abort, og det var nok dem mest forfærdelige oplevelse i mit liv.
Efter at have været alene i et par år mødte jeg min nuværende mand, og vi blev enige om at give os i kast med projekt baby. Første forsøg, sidste efterår (2017), endte i en komplet mola, heldigvis helt ukompliceret forløb, men stadig noget, der satte en iskold stopper for vores babydrøm, indtil jeg blev frikendt i juli i år (2018). Det har været sindssygt hårdt at gennemgå forløbet, dels fordi man går med en risiko i baghovedet konstant, og dels fordi, at vi brændende ønskede os et barn, men ikke måtte gå i gang med projektet før jeg var frikendt.
Nu var jeg så, i anden cyklus, blevet gravid (jeg testede positiv 3+6), men desværre i dag (4+3) begyndt at bløde nok til, at der ikke er nogen tvivl; jeg oplever en BIO.
Jeg har altså, kort fortalt: Efter en normal graviditet, været gravid tre gange, og mistet tre gange, på tre forskellige måder. Jeg er ærligt talt ved at miste tilliden til, at min krop kommer til at kunne bære en graviditet nogensinde, og jeg tror egentlig bare jeg trænger til at komme ud med min frustration, og prøve at høre, om andre har erfaringer med denne slags historier, og stadig har opnået positive resultater senere.
Kram fra mig!
