Tommelise

Det giver rigtig meget mening. Jeg føler bare lidt, at uanset om vi får det barn eller ej, så er det kun et spørgsmål om tid før vi går fra hinanden. Jeg er nået til et punkt, hvor jeg har svært ved at se os sammen længere. Men en abort virker også helt vanvittig efter vi har prøvet i så lang tid og vores aldre taget i betragtning. Little Miss, hvordan er jeres forhold så blevet nu efter baby nr. 2 og stress?

Kære alle Jeg håber I kan hjælpe mig. Jeg er virkelig i vildrede. Kort fortalt: Vi har et barn på 5 år. Vi har så prøvet at få nr. 2 i tre år nu. I den periode har det ofte gået mig på. Vi har været uforklarlige barnløse, ingen af os fejler noget. Vores grundlæggende problem har nok også været, at vi ikke har haft nok sex. Min mand er ofte stresset, og kan have svært ved at samle sig om sexakten. Det har gået mig endnu mere på, da jeg elsker sex og synes stik modsat, at det er meget afstressende. Nu i vores 3. ICSI forsøg i det private er jeg så blevet gravid. Vi var enige om, at det var det sidste forsøg og så ville vi stoppe med flere forsøg. Inden vi gik i gang med 3. ICSI forsøg begyndte vores forhold at knirke, alt det baby-halløj og manglende sex har virkelig sat sine spor. Jeg var faktisk villig til at gå fra ham, men er nu i tvivl. Skal jeg blive og få barn nr. 2 med ham? At få barn nummer 2 er egentlig ikke hans ønske, men noget han udelukkende gør for min skyld. Eller skal jeg få en abort? Og så vi kan gå fra hinanden. Lige nu er jeg ikke lykkelig i vores forhold, og vil allerhelst ud af det, men ønsker mig også brændende et barn til/søskende til mit barn. Vi skændes ikke eller er uvenner, men taler om tingene i fred og ro. Vi er K:37 år og M: 42 år. Gode råd søges eller lignende historier fra en (grædende) Tommelise.

Kære alle Jeg er nok så nedtrykt i dag. Klinikken har lige ringet og fortalt, at der ingen æg var til ægoplægning. Jeg har fået foretaget en ICSI-behandling og dyrket 8 æg til blastocyst, men ALLE var gået til grunde på tredje dagen :-( Jeg er så nedtrykt. Jeg havde håbet på bare en. Det er virkelig hårdt. Jeg blev helt slået ud af beskeden og måtte en tur hjem på sofaen og stortude. Er der andre som har prøvet noget lignende med ingen æg efter ICSI-behandling? Og så havde fine æg i andet forsøg? Jeg har virkelig brug for en solstrålehistorie. Jeg tror ikke mine æg er så gode desværre, selvom det aldrig er blevet påvist. Men min mavefornemmelse siger mig, at jeg ikke har gode æg. Sidder nu her hjemme og kører chips, cola og alt muligt andet snask ned. Men jeg er ligeglad. Alt virker så sort. Please send mig jeres solskinshistorer, det er det eneste, som jeg kan klare nu :-( Knus fra Tommelise

Tak, for dine input Sparklinrock. Det betyder meget for mig. Jeg tror også vi kaster os ud i behandlingsverdenen. Vi har mulighed for hjælp og kan godt betale os fra det.

Min mand siger, at vi gør hvad jeg har lyst til. Hvis jeg gerne vil på klinik, så gør vi det, og hvis jeg hellere vil prøve der hjemme, så gør vi det. Det er nok mig lidt mere end ham, som ønsker barn nr. 2.

Nej, det har jeg ikke prøvet. Skulle de gøre noget godt for ægkvaliteten?

Hej alle - jeg er ny her på siden og har efterhånden erkendt, at projekt baby nr. 2 fylder alt for meget i mit liv (der er garanteret andre som også kæmper med dette problem) :-( Jeg er 35 år og har et barn fra 2013, som er lavet på naturlig vis i første forsøg. Min mand og jeg er nu i gang med projekt barn nr. 2, hvilket har stået på i 2 år nu (desværre uden held). Mit barn blev født ved akut kejsersnit, og jeg er i løbet af det sidste år blevet tjekket på en privat fertilitetsklinik, og alt er som det skal være. Det eneste de ikke kan teste er kvaliteten af mine æg. Min mand er også okay og er 40 år. Jeg er nu i tvivl om vi skal bevæge os ind i fertilitetshelvedet eller vi skal blive ved med at prøve der hjemme. Min mand er ikke så god til planlagt sex (får rejsningsproblemer, når jeg presser ham for meget - han er mere til lystbetonet sex). Har I et godt råd, og er der andre som har døjet med sekundær infertilitet? Det fylder efterhånden alt i mit liv/hverdag og jeg har svært ved at holde mit humør oppe. Jeg har et dejligt barn, men jeg har altid gerne ville have børn tæt på hinanden, og det får jeg i hvert fald ikke nu. Men det har jeg også erkendt, at det kan jeg leve med, men jeg kan næsten ikke bære tanken om, at jeg ikke skal være mor igen, og at mit barn skal være enebarn. Klinikken foreslår vi prøver noget insemination, men med til min historie høre også, at jeg har rigtig dårlige erfaringer med fertilitetsbehandlinger. Min ekskæreste og jeg prøvede også at få et barn sammen (set i bakspejlet, så er jeg lykkelig for det ikke skete). Men der prøvede vi både insemination tre gange og også reagensglas et par gange uden held. Der var ikke engang gode nok æg til at lægge op. Siden hen har vi dog begge fået et barn hver, dog med andre partnere end hianden. Men kan mine æg fejle noget? Og er der nogle som har oplevet at få konstateret dårlige æg? Så vidt jeg husker havde jeg for mange kromosomer i æggene, som gjorde de så underlige ud. Jeg ved heller ikke om det kan have været medicinen, som kan have påvirket kvaliteten af æggene. Det er mange spørgsmål, som jeg har skrevet ovenfor. Men jeg er frustreret og har brug for gode råd. Jeg synes også min alder skrider frem, så øv, det hele gik ikke som man planlagde. Bedste hilsner Tommelise