Kirak

Nye medlemmer
  • Antal besvarelser

    4
  • Tilmeldt

  • Sidste besøg

About Kirak

  • Status
    Nyt medlem

Profile Information

  • Status
    Er gravid
  • Terminsdato
    02-05-2017
  1. Hej Levinsky Tak for dit svar og fordi du gad beskrive din egen situation. Det føles rigtig rart at vide, at andre også tumler med samme dilemmaer. Jeg kan også sagtens følge dine tanker, også det med hvilket forhold barnet får til ens egen mor. Min mor bryder sig f.eks. ikke om særlig meget fysisk kontakt og hun kan ikke rigtig finde ud af at fortælle (altså verbalisere) at hun holder af en, der kommer aldrig kærlige ord ud af hendes mund. Dermed ikke sagt at det er omvendt, det er mere bare et meget distanceret forhold hun skaber. Så jeg bryder mig ikke om at tænke på at mit barn skal bruge for meget tid med hende, lidt er selvfølgelig godt og iorden. Men for mig er det enormt vigtigt at sige man elsker hinanden, kramme og i det hele taget ikke skabe nogen som helst tvivl om at barnet er elsket og har betydning. Det er jeg nemlig vokset op uden, altså ingen fysisk kontakt eller 'jeg elsker dig', hvilket virkelig ikke styrker ens selvværdsfølelse. Det beskriver nok også meget godt, hvad jeg i bund og grund frygter. At mit barn vokser op, med følelsen af ikke at være elsket og værdsat. Men som du siger, så er det helt sikkert et godt tegn at være bevidst om det. Min kæreste er ligesom din mand også fortrøstningsfuld, jeg snakkede med ham i går om det, og han sagde at han var nærmest 100 % sikker på at jeg ville blive en fantastisk mor, og at jeg ikke skulle være bange for det. Jeg vil prøve at kigge på det link du har skrevet og lige se hvad det er :)
  2. Tusind gange tak for svaret :) Det var rart lige at få det skrevet ned (jeg har ikke fået snakket med min kæreste om bekymringerne endnu) og endnu bedre at få nogle gode råd. Du har helt sikkert ret i det med, at det til en hvis grad er normalt at bekymre sig og tænke over tingene. Det må¨jeg huske på, så jeg ikke føler at det er 'forbudt' at jeg lige nu føler mig angst end glæde. Jo jeg tror jeg vil få fat i en psykolog. Jeg har en lægetid her hen mod slutningen af september, og hvis jeg stadig føler som jeg gør, må jeg få en henvisning. Ved du om man kan få tilskud til det som gravid? Jeg føler mig ikke decideret depressiv nu, men jeg ved at jeg til tider har en følsom psyke, så det er også derfor jeg forsøger at finde ud af om jeg reagerer normalt lige nu eller om det er nogle faresignaler. Og mange tak :) Det skal nok blive godt, når det hele lige falder på plads.
  3. Halløj Jeg har næsten lige fundet ud af at jeg er gravid (er 5+2) og det var ikke planlagt. Men jeg er 26, har en stabil kæreste, lejlighed og økonomi, så alt i alt er tidspunktet fint. Vi var også med det samme enige om at vi ville have det. Nu er det bare sådan, at jeg ikke føler mig glad. Jeg vil gerne have barnet, men jeg mærker bare en enorm ængstelse ved tanken, og jeg har lidt svært ved at glæde mig over det. Jeg havde det humørmæssigt helt fint inden jeg fandt ud af at jeg var gravid, så jeg render ikke rundt og er depressiv. Det der nager mig mest, er mit forhold til min egen mor. Hun har nogle forskellige psykiske lidelser, og har altid været følelsesmæssigt distanceret fra mig. Vi ses og har det fint sammen, men jeg har altid følt mig svigtet af hende. Det gør at jeg er rigtig bange for at blive som hende, og udsætte mit barn for de samme ting hun gjorde. Rationelt set så tror jeg ikke det sker, fordi mit liv er meget anderledes end hendes (var/er). Desuden voksede jeg op uden far, hvilket mit barn med garanti ikke kommer til. Men jeg er skide bange. Og det gør at jeg ikke føler mig glad, og jeg er selvfølgelig bange for at det udvikler sig til depression og i sidste ende vil gå ud over barnet. Er der nogen som har oplevet lignende, måske af andre årsager, men at have følelsen af angst og manglende glæde?