britsen914

Medlemmer
  • Content count

    385
  • Joined

  • Last visited

Everything posted by britsen914

  1. Jeg håber du har været til termin scanning og den viste et fint hjerteblink afhængigt af hvor langt du var henne dengang
  2. Heeeeeeeeeeeeej piger! Nå nu er vores bette pus jo allerede (Jajajaja, jeg tager "sorgerne" på forskud...) Jo allerede snart 1 år! :bye :loveshower Hvordan går det jer??? Her går det jo skønt - jeg vil vove og påstå at vi nok har fået den nemmeste datter... haha... Hun græder (næsten) aldrig og er bare så glad, så smilende og griner det meste af døgnet... Hun er jo 8½ måned nu, og kravler MEGET snart, spiser jo det samme som alle os andre, og skal snart starte i dagpleje.. :bye :boo Er dog overbevist om at det bliver hårdest for moderen... :lol
  3. Så starter jeg min fødselsberetning... Jeg ved egentlig ikke hvor mange der har tænkt sig at læse med, eller om der i det hele taget er nogen der gør det... Eller for den sags skyld husker mig herinde fra... Mine intentioner om at starte en graviditets beretning eller hvad det hedder var egentlig stor... MEN jeg fik det aldrig gjort... Min graviditet var gudskelov nem og smertefri... Jo vist, jeg fik både graviditetssukkersyge og blev sygemeldt tidligt i graviditeten grundet for kort livmoderhals, men ellers havde jeg det jo fantastisk... Jeg kommer nok også mest til at skrive min fødselsberetning mest for min egen skyld, for jeg sidder her i dag (præcis 8 måneder efter fødslen) og har stadig store huller i hukommelsen og ting jeg egentlig nok har brug for at bearbejde... Jeg vil starte med at fortælle lidt om graviditeten. Den var jo som sagt egentlig "nem"... Jeg havde uden nogen som helst tegn på graviditet testet positiv den 27 februar 2015, NF scanning viste en dejlig lille livlig blyp. MD viste en sund og rask baby... Og ekstra scanning 4 uger senere, viste stadig sund og rask baby... Og nu moder med alt alt for kort livmoderhals... = medicinsk behandling og sygemelding. :shooter Det skal måske lige nævnes at vi havde bestemt vi ikke ville kende kønnet på vores lille baby, for os var det vigtigste at blyp var sund og rask... Jeg var dog 100% sikker på at baby var en dreng under hele graviditeten... :wub Grundet graviditetssukkersygen måtte jeg ikke føde hjemme på vores eget hospital, hvilket slog mig en hel del ud af kurs... Jeg og min mand og resten af min familie bor på Bornholm, men børneafdelingen herovre er åbenbart ikke klar hvis der bliver født en baby med lavt blodsukker.. Derfor skal man føde på Rigshospitalet.. Bum bum... Dermed røg både planen for at føde med min jordemoder, men også at min søster skulle være med og hele min familie skulle se blyp først.. Men også planen om at smertelindre i starten med alternativ behandling såsom akupunktur og bad... Og det værste... Jeg måtte ikke selv gå i fødsel, gjorde jeg så skulle jeg flyves over med helikopter, og det var bare ikke noget jeg ville... :unsure :huh Heldigvis viste alle scanninger at blyp havde det godt inde i maven og jeg skulle over og sættes igang den 2 november 2015...
  4. No no no no no no... Jeg kan godt lide min svigermor, men jeg vil gerne have hemmeligheder for hende... Ikke at jeg ikke har noget hun ikke har set før.... Meeeeeeeen hun skal ikke glo mig dernede... Det var slemt nok manden skulle... :help Haha... Kunne du ikke spørge kæresten meget pænt om det ikke kan lade sig gøre at han fortæller hende hun ikke skal med ind? :) ;)
  5. Her var det både manden og svigermor der plagede... Og så var han fej at bruge den med at hvis jeg skulle have min søster med hvis jeg skulle føde på Bornholm ville han have sin mor med når jeg skulle føde på Riget... Baaaaah... Men han (Og hun) fik jo deres vilje... Men på strenge ordre om at når jeg skulle undersøges dernede eller når jeg var ved at føde så skulle hun ud.. hihi...
  6. Jeg har ikke prøvet noget lignende... - men jeg havde ikke lyst til at forlade tråden uden at give dig en kæmpe krammer... Må være rigtig hårdt... Kan sku godt forstå du føler dig snydt... :kram2 :kram2 :kram2 :kram :kram :kram :kram :kram
  7. Kæmpe stort tillykke! :loveshower :loveshower :loveshower :loveshower :loveshower :loveshower
  8. Tak... :) Jamen jeg havde det egentlig fint nok... Hun respekterede når jeg ikke ville have hun var der.. Hun var med inde og fik kørt strimmel, men gik ud igen når jeg skulle have lavet hindeløsning og så gik hun med det samme da hun så jeg lå på alle fire og det var tæt på... Måske også en lille hentydning til hun skulle gå da jeg nærmest råbte til manden at hun skulle ud og hun skulle ud nu... Haha.. Hun var kun lige indenfor døren... Hvis hun ikke kun stod i døråbningen... Haha... Så det var egentlig fint nok.. Hun sad på gangen mens det hårde arbejde stod på, og da lillefisen var kommet op på min mave ville manden godt nok gerne have hende ind hvor jeg sagde nej og at jeg gerne ville have hun ventede til jeg havde fået noget på de nedre dele... hihi... Men ellers fint nok... og så er jeg jo som sagt glad for at hun var der for manden bagefter... :)
  9. Nå... Tanker fra operationsstuen... Det her bliver nok det mest forvirrende indlæg at læse.. Og jeg undskylder på forhånd.. det er kun brudstykker jeg husker fra operationsstuen, og du bestemmer selvfølgelig selv om du vil læse med.. Men jeg kan mærke nu, en uges tid efter beretningen er skrevet at det faktisk gjorde godt for mig at få skrevet ned... Så derfor prøver jeg at samle mine tanker her... Onsdag den 4 november - på operationsstuen: Det sidste jeg husker fra fødestuen er at der bliver sagt til min mand, at han skal tage lillepigen fra mit bryst, og at han skal tage hende nu... Jeg mærker at jeg føler mig kold og klam på maven og brystet og at jeg får et tæppe over mig, hvorefter jeg mærker fødselslejet (som jeg jo stadig ligger på) begynder at køre med mig... Jeg har ingen anelse om hvor langt væk jeg bliver kørt, men ved fra da jeg havde rundvisning på afdelingen at de fortalte mig de havde operationsstuer på fødeafdelingen. Jeg kommer ind i et lille rum med fliser, og får sat begge mine ben op i bøjler, men det er meget svært for mig at holde mine ben oppe i bøjlerne fordi jeg ryster forfærdeligt meget grundet blodtabet... Jeg får at vide at jeg får noget ekstra smertestillende, sammen med spinalbedøvelse (Så jeg er lam fra lige over hofterne og ned) og med noget beroligende for at få min krop til at slappe af.... Jeg spørger mange gange og meget kaotisk om hvordan min mand og datter har det... Og jeg spørger flere gange ind til min mand, ikke fordi jeg ikke tænker på min datter, men fordi jeg ved at min mands store pige kom til ved hyper akut kejsersnit en måneds tid før termin.. På et tidspunkt kan ikke finde et blodsukkerapparat inde på operationsstuen og jeg høre dem i det periferere brokke sig lidt og snakke om at det ikke er i orden at operationsstuen ikke var klar og at de manglede nogle mennesker.. Hvem det var husker jeg ikke... Jeg for frem vrøvlet at de skal tage det roligt og at de bare kan hente mit apparat inde på fødestuen, det ligger i min lilla taske, og min mand ved hvor det er... Kort tid efter kommer sygehjælperen/sosu assistenten tilbage med mit apparat og får målt mit blodsukker, jeg når nærmest at sætte mig op og råbe ad hende: Har min mand og datter det godt? (Hun havde jo lige været der.. haha...) Hun får fremstammet at de har det fint og at lillefisen sover hos sin far... Alt imens roder de rundt dernede og det gør jo møg ondt.. Så jeg får ekstra smertestillende, ekstra beroligende og ekstra spinalbedøvelse, for jeg burde jo ikke mærke noget dernede som lægen så pænt sagde... (Jeg nåede at få engang endnu...) Ikke nok med det kunne jeg jo ikke ligge stille... hele kroppen rystede og jeg kunne slet ikke styre den... Jeg får målt mit blodtryk og det er stadig faldende, og jeg høre min jordemoder sige jeg skal lige sy og ligge katheter... (Åh shit..... :wacko ) Jeg mærker dog intet af det, og jeg mærker heller ikke at en læge har været oppe og lave en ekstra udskrabning... De mente at jeg havde hinderester siddende fra moderkagen, så derfor lavede de udskrab for en sikkerheds skyld. De finder så ud af at jeg har en hjerteformet livmoder... :blink som åbenbart kan have betydning for fertiliteten og alt muligt andet.. (Meeeeen der var vist ingen problemer, men fertiliteten... :P Gudskelov....) Efter den tredje portion medicin jeg fik husker jeg ikke så meget mere... Jeg bliver kaldt på og kommer til mig selv, og insistere... altså VIRKELIG insisterer på at jeg i hvert fald sagtens selv kan kravle over i sengen... :rolleyes :bunny Med to lamme ben... :lolhit Men om ikke andet, sjovt må det fanme have set ud, men med lidt hjælp kom jeg da over i sengen... :blush Jeg vågner lidt op da jeg bliver kørt op på opvågningen hvor min mand og datter ( :wub) og svigermor møder mig... Halvt sovende og halvt vågende bliver hun beundret... Dog kan jeg ikke holde hende for jeg kan slet ikke holde mig vågen... Klokken lidt over 15 er jeg vågen nok til at holde hende og få mad i mig... Og jordemoderen kom ned og snakkede og vi fik hende målt og vejet.. Og klokken 15.30 fik jeg hende på babs... :7himmel
  10. Det var da så lidt.... - bedre sent end aldrig ikk?? Hahaha.... Ja, jeg husker som sagt ikke så meget af det, men er også glad for i dag at hun var der til at tage lillepigen så manden kunne komme til hægterne igen... Tak - hun er simpelthen det skønneste og dejligste og gladeste barn... Hun græder så sjældent... Og hun beriger min dag - hver dag... :wub :wub :wub
  11. Gudskelov det ikke kun er mig... Jeg ammer også stadig....
  12. Ej, nu er det altså lige jer piger det her går ud over... Synes det er svært at snakke med veninder om (Der er kun tre der har født og ikke noget vi lige har haft mulighed for at snakke om...) Og mødregruppe er et no go... Bare ordet sex synes jeg får hele banden til at fnise som små skolepiger... Nå, men here goes... Efter jeg er begyndt på psprøjte - er der absolut ingen lyst... what so ever... Jeg er derude hvor jeg knap nok gider røre min mand, fordi jeg får smidt i hovedet... "Skal vi bolle?" (Siger måske også lidt om hvor længe der går imellem...) Jeg har nu taget mig sammen til at sige det til sygeplejersken der prikker mig i balden hver tredie måned, og det er en bivirkning... MEN jeg oplever også at han støder på noget.. Ej lyder måske mærkeligt, men ligesom om der er en kant deroppe... Den havde lægen også kunne se til mit 8 ugers tjek, men sagde ikke noget om det.. Nu skal jeg så næste gang jeg skal have sprøjten snakke med min læge om eventuelle andre muligheder en psprøjten eller om det er manglende lyst fordi det gør ondt og svier.. Men det er jo først om knap tre måneder, og manden synes der er aaaaaaalt for længe til.... Har givet ham medlidenhedssex i dag, men øv hvor er det altså bare ikke fedt... Jeg har lyst til at skulle have lyst til min mand igen, men synes egentlig også jeg får nok berøring når jeg sidder med min datter hele dagen (overdrivelse fremmer forståelsen...) Men alle kys og kram går til hende og er jo ikke fair for manden... Hmmmm.... Ved ikke hvor jeg ville hen med det her, eller hvad jeg ville med det, tror bare jeg havde brug for at komme ud med det, for øv hvor er det surt... :prik
  13. Nej, hun var ikke særlig stor... Hun var ellers skønnet til 3300 så jeg blev noget overrasket da jeg så hvor lille hun var... hihi... Havde kun taget et sæt tøj med over i str 50, bare for en sikkerheds skyld, og hun svømmede i det... haha... De sagde også flere gange hun var lille når jeg havde haft graviditetssukkersyge, men fik ros for det betød hun ikke havde ligget i sukker inde i maven... :) Men satser dog på at næste gang tager jeg ikke imod graviditetssukkersygen.. haha... Ja, jeg mærkede jo ikke meget til det, og af en eller anden grund kan jeg bedre acceptere de huller der er kommet grundet blodtabet frem for de huller grundet smerter og at man går ind i sig selv osv... Men ja, ret dramatisk for manden min... Han beskriver det bedst som at se en gyserfilm hvor blodet bare flyder ud i en pøl mens personen ligger på gulvet... :unsure Fik jeg ikke skrevet i min beretning men taget i betragtning hvad der skete med al den blødning og manden blev efterladt alene på stuen er jeg faktisk rigtig glad for at svigermor var der... Han havde måttet give lillepigen til hende så han lige kunne samle sig selv op.. Han var åbenbart brudt fuldstændig sammen det lille pus... Så det var godt hun var der, og han ikke stod alene... Alt imens jeg ligger på operationsstuen og bliver ved med at spørge til ham og lillepigen om de har det godt og er okay... hæh... Var virkelig kaotisk derovre fordi jeg insisterede på at de skulle gå over og se om de begge var okay... :rolleyes :rolleyes Og ja faktisk ret hårdt at skrive, én ting er at snakke om tingene en anden er at få det skrevet ned, og alligevel har jeg ikke fået skrevet alt det ned jeg ville... Men tænker det vil være for uoverskueligt for andre at læse... men ved ikke... går nok lige i tænkeboks om det skal skrives eller ikke...
  14. Ja gudskelov for det... Altså resultatet, men nøøøøj det var stramt lige i det øjeblik og de par timer det stod på... Glemmer aldrig den lettelse da medicinen virkede.. haha... Og jeg spekulerer egentlig lidt stadig på om jeg bedre kunnet have klaret det og ventet med epidural hvis den vestorm ikke var kommet... Det slog mig simpelthen så meget ud at jeg ikke nåede at have pauser ind i mellem veerne... bare to minutter... hihi...
  15. Tak, hun er simpelthen det dejligste.... :wub :wub :wub
  16. Vores lækre glade altid smilende lille prinsesse Stephanie... :wub :wub :wub :wub :wub :wub :wub
  17. Ny dag og baby blyp kommer til verdenen... Onsdag den 4 november: Klokken bliver 07 om morgenen og min elskede jordemoder skal skiftes ud... Manden min er ude og hente svigermor, som jeg jo lidt modvilligt er gået med til at sidde på gangen... Hun virker rigtig sød og vi får os en god snak... Jeg kan stille og rolig begynde at mærke veerne tager til mellem halv otte og otte, og klokken 8 siger jeg til manden at hvis han skal nå og dampe og svigermor nå at ryge så skal det være nu, for ellers når han det ikke.. Ham og svigermor nærmest løber ud af døren og jeg bliver jo (selvfølgelig) sammen med min nye jordemoder.. Jeg føler en stor trang til at skulle ud og tisse, men veerne tager for meget til mens jeg er derude så jeg må opgive og nærmest kravler op på fødelejet, og jordemoderen spørger mig om jeg fik tisset hvortil jeg må svarer nej, og hun kigger lidt underligt på mig og spørger hvorfor, hvortil det flyver ud af mig : Jeg har det som alle siger, jeg føler jeg skal skide... hvortil hun griner og siger så er vi på rette vej.. Jeg ligger på alle fire på fødelejet da manden kommer ind og jeg ser min svigermor stå i døren og nærmest råber ad ham at hun skal ud og hun skal ud nu.. Svigermor forlader pænt stuen.. herefter husker jeg ikke så meget.. det er små brudstykker, som f.eks. at jeg brød hulkende sammen, og da manden hiver efter vejret og jeg nusser ham på maven og siger at han ikke må græde.. haha... alt i mens jeg selv stor tuder... Og skal pudse næse (Det gør så ondt at pudse næse når man har veer kan jeg lige hilse og sige....) Jeg husker også at jeg høre assistenten fortælle min mand at han kan nøjes med at ryste den våde klud i stedet for at gå ud og gøre den våd hver gang... Og så sagde jeg ja til pudendusblokaden, om den virker må i ikke spørge mig om for jeg synes det egentlig ikke, men i min journal står der med okay virkning... Men for at få den blokade skulle jeg om på ryggen og det ville jeg så bestemt ikke.. men gjorde det jo alligevel... Jeg husker også jeg var meeeget glad for lattergas masken, bare ikke når jeg trak vejret for hårdt i den og den lød som en klovnenæse... hihi... På et tidspunkt spørger de mig faktisk også: Britta, hvad hedder du? Det havde jeg slet ikke kunnet svarer på, så de havde skruet ned for styrken... :oops Jeg får også råbt af jordemoderen på et tidspunkt om hun ikke godt snart kunne tage de fingre ud af mit hul... :lol Men jeg husker ikke at jeg var slem... Jo jeg råbte og skreg at det gjorde ondt, men manden min fortalte mig forleden at jeg vist ikke havde været så sød som jeg husker... Bum bum... MEN kl 10.18 var blyb ude og kom op på min mave.... :loveshower :wub Jeg måtte spørge min mand om hvad det blev... Han fortæller at det blev en PIGE (?!) hvortil jeg svarer: Sig mig engang kan du ikke lave andet? (Han har en pige fra tidligere forhold..) Men hun er jo bare helt perfekt (Og nej nu kunne hun ikke have været en dreng) Jeg skynder mig at sige til ham at han skal hente huen og at det nok er str 50 han skal tage.. og huske kameraet.. haha... Han tager nogle skønne billeder, og jeg ligger og forelsker mig mere og mere i vores lille Stephanie... Jeg mærker moderkagen komme, og jeg bliver spurgt om jeg pressede, men det gjorde jeg ikke... Tænker ikke videre over det... Lidt efter får vi den at se og hun fortæller og viser... Jeg spørger om der er blodpropper i (Min søster mistede min niece sent grundet blodpropper i moderkagen, så for mig var det åbenbart vildt vigtigt at vide....) Det var der ikke, men til gengæld var den hjerteformet... Jeg tænkte nu egentlig bare at det var sødt og lagde ikke mere i det... Jeg høre så at jeg begynder at bløde, og jeg kan mærke at jeg bliver meget varmt meget hurtigt mellem benene... Jeg høre de begynder at tælle op... Og de tager blodtrykket, og jeg kan høre hvordan det falder... (Ulempen ved at være sygeplejestuderende...) De fortæller min mand at han nok snart skal tage lille blyp... Jeg bliver stillet en masse spørgsmål og er egentlig ret ligeglad.. Så husker jeg at de siger til min mand at han skal tage blyp, og han skal tage hende nu, hvorefter jeg mærker at jeg bliver kørt væk... Jeg bliver så kørt på operationsstuen hvor jeg bliver godt og grundigt bedøvet, og kommer først på opvågningen omkring klokken halv et... Hvor jeg jo selvfølgelig vågner, men slet ikke er i stand til at holde vores lille baby.. Klokken halv tre får jeg hende i mine arme (langt om længe) Og kort tid efter kommer den jordemoder jeg fødte med og vi får en kort snak om hvad der er sket... Jeg var åbenbart begyndt at bløde meget kraftigt og mistede i løbet af ingen tid 1600 ml blod og havde fået to eller tre sting.. Vi får målt og vejet blyp til 49 cm og 2890 gram.. Hun kom dagen før termin og er den dejligste nemmeste baby... I dag er hun blevet 8 måneder, er stadig tandløs, har lært at bakke og er stadig den nemmeste, dejligste, mest smilende og gladeste baby... jeg elsker hende højere end noget andet... Tak for du læste med... Jeg prøvet at nå at ligge billeder ind af hende, men ellers når jeg det imorgen... det er nemlig ved at være tid til drømmeflasken... :wub
  18. Vandafgang og tradada..... Sorry for dem der læser med, havde lige en datter der vågnede... Plejer hun nu ikke at gøre, men er begyndt at ligge hende ind i seng i stedet for at sove hos mig hele aftenen... bedre sent end aldrig.. Anyways... :btopic Klokken bliver 19 og jeg samt min mand smutter over på fødegangen.. Egentlig ikke særlig optimistiske på om de tager vandet og psykisk har jeg nok forberedt mig lidt på at de ikke gør og derfor endnu en nat på svangre afdelingen uden min mand... Men men MEN, de tog sku vandet.. Så vandafgang er markeret som klokken 19.15 i min journal.. Herefter får jeg besked på at gå en tur rundt på matriklen og hvis jeg får veer vende tilbage og hvis jeg ikke gør så vende tilbage efter to timer... Da jeg og min mand damper (i stedet for rygning) Beslutter vi os for at gå ind efter vores jakker og ned for at dampe lidt, så jeg også lige kan ringe til min søster og så skulle vi jo gå den der tur... Allerede på vej over efter jakken mærker jeg at det niver... Tænker eeeej, det er bare fordi hun har været oppe og rode rundt... :rolleyes Vi kommer ned og jeg får ringet til min søster og fortæller meget roligt at nu er vandet taget og min hypotese om hvorvidt det bare er fordi hun har været oppe og rode rundt og at det højst sandsynlig nok kun er plukveer... Kort tid efter jeg har lagt på siger min mand at vi skulle jo ud og gå, og noget i mig siger bare jeg ikke skal gå nogen steder... Fortæller ham meget pænt at jeg ikke synes det er nogen god ide at gå en tur... Han bliver ved med at insistere på den åndssvage gåtur hvortil jeg ender med at svare at vi fu**ing ikke skal ud og gå nogen tur, jeg vil bare tilbage på værelset... :oops Jeg småløber hen til elevatoren og vi kommer op på værelset.. Stuen er heldigvis tom, manden min ligger sig i sengen og prøver at logge mig hen og se netflix... Og det går super godt... i 30 sekunder ellers sådan... Op og stå... Ud og gå rundt i stuen, ned og ligge, op igen... Manden spørger om vi skal tilbage på fødegangen... Mig: Nej nej nej, slet ikke nødvendigt.. Ned og ligge igen.. Og så op igen... manden: er du sikker skat? hvortil jeg overgiver mig fordi jeg det virkelig gør ondt! (No shit...) Kl 19.30 (Ja du læste rigtigt..) Vender vi tilbage til fødegangen, bliver mødt af hende der tog vandet... "Er du tilbage allerede?" Øøøh ja.... For så stukket i hovedet Nårh ja du er jo førstegangsfødende, bare rolig der kan gå længe endnu... Og det gør der nok også.... :gal Jeg kunne have slået hende meget hårdt... Og får vist også sagt til manden at jeg ikke håber jeg skal føde med hende... :chin: På vej ned til fødestuen får jeg heldigvis at vide at de lige skal kalde den jordemoder ind der skal være min jordemoder de næste 12 timer.. (Behøver jeg at sige at jeg krydsede fingre for at jeg kunne lide hende....?) På vejen ned til stuen som selvfølgelig ligger i den anden ende af gangen, bliver jeg nødt til at gøre flere stop... Manden er så sød at spørge hver gang jeg stopper om jeg er okay... (Hmmmm.... Det gør jo ligesom ondt det her.....?!) Og han er typen der godt kunne finde på at spørge om det gør ondt, så jeg skynder mig at svare at han skal sat** ikke spørge om det gør ondt for ellers slår jeg hovedet ned i maven på ham... Hvortil at både han og jeg begynder at grine meget højlydt... Vi finder endelig ned til stuen og mens jeg går rundt og ikke ved hvor jeg skal gøre af mig selv sætter han sig og ser videre på filmen på telefonen... Nu sidder jeg og tænker hvor dum må han lige være, men han kender mig jo godt nok og ved at har jeg smerter så vil jeg ikke røres ved... Lidt efter kommer der en jordemoder ind og siger: Du skal have et lavement...! Øøøh nå okay... At smide manden ud... Ja jajajaja, jeg ved godt at han ville komme til at se det der var meget værre, men det her havde jeg i det mindste kontrol over, så han blev smidt ned efter vores ting på svangre afsnittet.... Da jeg så kommer ud fra toilettet stiller jeg mig ind ved den seng der er sat op som jeg og blyp kan komme over i når jeg har født... Og jeg begynder at tage tid... Hmmm.... Veer der varer mellem 3 og 5 minutter... Og pauser på 15-20 sekunder... :wacko :blink Kigger på min mand og siger at han skal ringe på klokken for jeg ved ikke hvor jeg skal være i mig selv, og jeg når knap nok at puste ud før den næste ve begynder at trække op... Det ender dog med at jeg selv må finde snoren fordi manden mere eller mindre panikker... haha... Ind kommer den sødeste jordemoder :wub Jeg står lænet over sengen og gør alt hvad jeg kan for at puste og trække vejret rigtigt.. Hun kigger på min telefon og spørger om det er mine veer jeg har taget tid på... Og i det jeg skal svare stopper veen, men jeg kan allerede mærke den næste er på vej... Jeg når kun lige at sige ja og nu kommer den næste, hvortil hun siger: Årh søde ven, du er godt nok hårdt ramt.. Og jeg kan stadig høre mig selv hulkende jaaaaaaa..... :booJeg blev den heldige vinder af en ve-storm.. Av av og ikke noget jeg kan anbefale... Herefter sker der en masse ting og sager som jeg nærmest ikke husker og alligevel... Jeg får lagt drop i armen, jeg går med til at prøve lattergas som har en ganske god virkning.. hæhæ... og anæstesien kommer op for at ligge epiduralen... Desværre stikker han forkert to gange... (Behøver jeg at sige av?) Hvortil han kalder efter en bagvagt, som der heldigvis rammer plet første gang... Sikke dog en lettelse... Det er Guds gave til den fødende kvinde... :lol Herefter forløber natten egentlig roligt, jeg mærker jo ikke mine veer, klokken 3 beslutter min mave sig for at den skal tømmes.. Helt fantastisk jo.. Men både jeg og manden får egentlig en okay søvn den nat....
  19. Ups fejl... :bunny :bunny
  20. Venter stadig på at komme igang.... Natten gik og der skete jo ikke en skid med de piller.... Jo, jeg havde faktisk en plukve, som jeg aldrig har mærket før... haha.. Og så var jeg mere oppe og tisse om natten en nogensinde før... Men når man ligger tre højgravide og mig lige ved døren med toilettet så kræver det at man skal tisse når man høre der bliver trukket i toilettet minimum to gange i timen... Nå tirsdag den 3 november: Jeg har jo været vågen en million gang i løbet af natten og glæder mig til morgenmaden... Hvor jeg faktisk ingenting må spise, grundet den sukkersyge jeg havde fået mig... Nå men manden kommer ind og klokken bliver næsten 11 før jeg kommer ind og får kørt ny strimmel og piller.. Så får jeg sørme lovning på at de vil tage vandet på mig kl 15... Og så bliver jeg spændt og glad og også pænt meget nervøs... Tiden går langsomt og klokken bliver endelig 15... Jeg trisser over til fødegangen og kan godt se der sidder en del i kø, og tiden går... men jeg kommer alligevel ind ret hurtigt efter jeg er kommet... Jeg får kørt strimmel og..... De må IKKE tage vandet... :boo :numse Jeg har ikke en eneste ve... Ikke engang noget der minder om en plukve, så for at jeg ikke ender med at få vestorm og på grund af travlhed på afdelingen vælger de at give mig et nyt sæt piller..... (What?!?!) men jeg godtager dem modvilligt og spørger om jeg så i det mindste ikke må tage ud fra sygehuset og se lidt andet... Men nææææ nej, det må jeg ikke, for hvad nu hvis vandet går..?? (?!?!?!?!) Fik vist svaret noget i stil med ja, det kunne det jo også mens jeg var på Bornholm.... Men nej... jeg må nøjes med at tulle rundt på sygehuset... Og komme tilbage klokken 19...
  21. At komme i gang.... Eller..... Nå, det bliver mandag den 2 november: Vi står op om morgenen og skal med færgen.. Mens vi sidder på færgen bliver det hele pludselig meget surrealistisk.. Jeg møder folk på færgen som spørger mig om det ikke snart er ved at være oppe over, og jeg svarer at jeg har termin om torsdagen og får at vide flere gange at det er modigt at rejse så tæt på... Jeg havde valgt at kun de nærmeste skulle vide hvornår igangsættelsen skulle ske, da jeg ikke havde brug for at folk konstant kimede mig ned (mere end de gjorde i forvejen) for at høre hvordan det gik... Mens vi sidder i bilen over Sverige rammer det hele mig ret hårdt og jeg sidder og begynder at smågræde, og dumme mig der havde krævet at skulle køre hele vejen fordi jeg vidste jeg ikke ville komme ud og køre selv længe efter... :lolhit Manden fik dog heldigvis talt mig til ro, og sagde det hele jo selvfølgelig nok skulle gå... Svigermor havde under hele graviditeten (Siden vi fandt ud af at jeg skulle føde på riget) nærmest insisteret på at skulle være med til fødslen.. Og i starten sagde jeg nej... Kunne jeg ikke få min søster med på fødestuen skulle ingen andre end min mand... Dog opgav jeg til sidst og sagde okay, men at hun under ingen omstændigheder måtte komme på stuen når fødslen først var igang... Så hende hentede vi selvfølgelig på hovedbanegården.. <_< ;) Klokken 13 kom jeg ind og fik kørt strimmel, en snak, hindeløsning og selvfølgelig piller... (Svigermor blev bedt om at gå ud under hindeløsningen :prik ) Herefter fik jeg piller igen klokken 18 og igen 22.30... Bare fordi man bor på Bornholm og bliver "tvunget" til at føde på riget får man ikke manden medindlagt eller indlogeret på patienthotellet (medmindre man vil betale 1200 for det :box ) Så derfor meget modvilligt kørte der en meget træt og meget ked af det mand hjem til sin søster omkring klokken 20... gudskelov hun kun bor 10 minutter derfra... Vi havde så heldigvis også fået lovning på de ikke ville taget vandet der klokken 22.30....
  22. Ååååååårh altså... Jeg tåler hverken at læse om eller se fødsler efter min egen lille prutfis er kommet til verdenen, så her sidder jeg med store tårer i øjnene og kæmpe klump i halsen - men den skulle altså lige læses... hihi... Lyder som en god fødsel til trods for de (jo selvfølgelig) stærke smerter, og dejligt med en jordemoder som der faktisk gjorde noget og ikke bare gav medicin... Og skide godt klaret af dig! Og hvor er hun altså bare lækker.... Stort tillykke med hende... :loveshower :wub
  23. hun blev 9 uger i onsdags... :kuller Hvor er det altså vildt som tiden er gået.... :shooter
  24. Haha ja... opdagede det først nu du skrev det... haha... Det kan jeg godt forstå... jeg er stadig igang med at bearbejde min og det var slet ikke så slemt som din... Hvor dejligt... hvor gammel er han nu?