Hvor ærlige er jeres snakke? Vil han overhovedet have børn? Er hans ønske om at vente i virkeligheden fordi han ikke ønsker børn og vil give sig selv tid til måske at skifte mening? Eller er det fordi I kun har været sammen et år? Hvad er hans helt ærlige begrundelser?
Min mand og jeg har egentlig i mange år sagt, at vi ikke skal have børn. Han er så nu ved at skifte mening, hvor jeg stadig er meget i tvivl, og derfor er jeg herinde. Det vigtigste for os, er at vi snakker åbent om det og på et afslappet plan. Vi er begge i 30'erne og da jeg har en hormonel udfordring i forhold til graviditet og samtidig muligvis skal have foretaget et indgreb, som helst skal vente til man er færdig med børn, så er vi nået et punkt hvor beslutningen skal til at træffes.
For mig handler min nølen om bl.a. om, at jeg ikke ønsker at sætte børn i verden, med mindre jeg også er villig til at være fuldtids-single-mor. Det er sortseer, men risikoen er for høj for mig at ignorere.
Er du på et punkt hvor du ønsker dig et barn i en sådan grad at du er villig til at være enlig mor, så må du jo fortælle kæresten at du vil i gang med et donorbarn og så må han finde ud af om han er om bord eller ej. Det er ikke hans beslutning om du skal have børn (nu). Det er hans beslutning om han vil have børn (nu). Er du ikke villig til potentielt at være enlig mor nu, så må du komme om bord med at vente, så du ikke render rundt og er vred på din kæreste. Tag en belutning og stå ved den. Pøj pøj.
Er du meget i tvivl, så gå til din læge/gynækolog og få tjekket status på dine æg, så kan du bedre vurdere om du kan tillade dig at vente sammen med kæresten eller om du bør komme i omdrejninger alene.
