Kontakte fødeafdeling

Du skal kontakte fødeafdelingen, når der er 4-5 minutter mellem veerne, og de er taget til i styrke og længde. Dette gælder kun, hvis du føder for første gang. Anden gangs fødende skal kontakte sygehuset når der er 5-7 minutter mellem fødselsveerne.

Eller når fostervandet går, eller du oplever mere end 2 håndflader friskt blod, der kommer ud af dig.

Hav altid telefonnummeret klar

Sørg for altid at have det direkte telefonnummer til din fødeafdeling kodet ind på mobilen. Husk altid at ringe før du tager af sted til fødeafdelingen, så de er klar til at tage imod dig.

Læs også: Sådan foregår en normal fødsel

Første gang du ringer til fødeafdelingen

Når du ringer, vil du højst sandsynligt få at vide, at du sagtens kan tage den med ro, specielt hvis du er førstegangsfødende. Måske beder hospitalet dig om at vente med at komme, til der er kortere intervaller imellem dine veer.

I sådan tilfælde kan det være en god idé at gå en lille tur, hvis du har mod på det. Men husk at sørge for at du ikke går for langt væk fra hjemmet, så du hurtigt kan komme af sted mod hospitalet, hvis situationen pludselig ændrer sig.

Annonce ♥

Hvis du er i tvivl, eller hvis du ikke kan holde smerten ud så ring til hospitalet igen. Du skal hellere ringe en gang for meget end en gang for lidt. Hvis du ikke føler dig tryg ved at være derhjemme, skal du gøre opmærksom på dette, når du taler med hospitalet.

Fordriv ventetiden med afslapning

Det kan også være en god idé at tage et brusebad. Strålerne fra bruseren kan lindre eventuelle smerter over lænden og om ikke andet, vil du nok føle dig bedre tilpas ved at vide, at du er ren, så det er en god måde at fordrive ventetiden på.

Karbad kan ikke anbefales, før veerne er kommet godt i gang, da karbadet kan virke så beroligende, at veerne risikerer at gå i sig selv igen.

Annonce ♥

Ankomsten til fødeafdelingen

Når du ankommer til fødeafdelingen, vil du blive mødt af en jordemoder, som vil undersøge dig for at vurdere, hvor langt henne du er i forløbet. Hvis jordemoderen vurderer, at din fødsel er nært forestående, så vil du blive indlagt.

Læs også: Oversigt med alle fødesteder og tlf. til fødegangene i Danmark

Hvis du bliver hjemsendt igen

Mange vil også opleve at blive sendt hjem igen – specielt de førstegangsfødende, som ikke har erfaring med, hvordan det bør føles, når fødslen er ved at gå i gang. Det skal du ikke være hverken flov over eller ked af, det er helt naturligt.

Annonce ♥

Glæd dig i stedet over, at fødslen sandsynligvis er lige rundt om hjørnet og prøv, om du kan få slappet lidt af. Du får nemlig snart brug for alle dine kræfter, når du skal ind i fødslens 2. fase, hvor barnet fødes.