Fødsel

En fødsel forløber ofte helt normalt uden nogen som helst mén eller komplikationer. Her vil vi beskrive, hvordan fødslen normalt foregår. Fra de allerførste fødslestegn til du har født din lille baby.

Alle fødsler opleves forskelligt, men der vil være nogle generelle ting, der går igennem ved de fleste fødsler, så du kan også læse om, hvordan din krop formentlig vil reagere på.

Læs med og bliv beriget med masser af nyttig information.

De første tegn på at din fødsel begynder

Slimproppen løsner sig

Når slimproppen løsner sig, er det et tegn på at din fødsel nærmer sig. Men der kan stadig gå dage eller uger, før fødslen rigtig går i gang.

Slimproppen er en prop af sejt slim, der sidder i livmoderhalsen og som sikrer, at bakterier ikke trænger ind i livmoderen. Når din livmoderhals forkortes, og din livmodermund åbnes ganske lidt, glider slimproppen ud.

Tegnblødning

Når din livmoderhals forkortes, og din livmodermund begynder at åbne sig, springer der nogle små blodkar, dette kaldes tegnblødning. Tegnblødningen betyder, at fødslen nærmer sig.

Bløder du meget kraftigt, og ligner det en menstruation, skal du straks kontakte sygehuset, da der kan være noget galt.

Diarré

Når en forestående fødsel nærmer sig, er det helt normalt at få diarré. Det er kroppens egen måde at få tømt tarmindholdet helt ud. Det er en fordel at være “tømt” inden fødslen går i gang.

Hvis du ikke selv automatisk har tømt af, vil du få tilbudt et lavement på fødestedet.

Plukveer

I de sidste uger inden fødslen er det normalt, hvis dine plukveer tiltager i intensitet og i styrke. Tre til fire plukveer i timen er helt normalt. Dette er ikke i sig selv et tegn på, at fødslen snart går i gang.

De lidt stærkere plukveer i sidste del af graviditeten kan være med til at modne din livmoderhals og -mund, så du er mere parat til at åbne dig, når de rigtige veer starter.

Der er stor forskel på karakteren af plukveer og rigtige veer.

Vandet går

Når fosterhinden brister, kaldes det, at vandet går, og det tegn på, at din fødsel er nært forestående. Vandet kan gå enten i én stor skylle, eller det kan sive lige så stille.

Ca. 15% går i fødsel umiddelbart efter, at vandet er gået. Men det er ikke som på film, hvor du skal styrte af sted til hospitalet, det er meget overdrevet.

Hvis du ved eller har mistanke om, at vandet er gået, skal du ringe til fødestedet. De vil så få dig ind til en undersøgelse, og herefter beslutter de, om du skal blive eller sendes hjem igen.

65% får veer indenfor det første døgn efter, at vandet er gået.

Men er du ikke selv gået i fødsel, så vil fødslen blive sat i gang senest 24 timer efter, at vandet er gået. For da der nu er fri passage for bakterier op til barnet og livmoderen, kan det udvikle sig til en infektion.


Læs også: Oversigt over alle fødesteder i Danmark

Fødslen kan blive sat i gang via en stikpille i skeden eller et ve-stimulerende drop. Når vandet går, skal du lægge dig ned hvis:

Barnet ligger med numsen nedad eller ligger på skrå eller på tværs
Hvis du ikke har passeret 34. graviditetsuge
Hvis det er konstateret ved tidligere undersøgelse, at du har for meget fostervand

Kontakt fødestedet og følg deres instrukser, måske skal du køres ind med en ambulance.

Kontakt fødeafdelingen når der er 4-5 minutter mellem veerne

Du skal kontakte sygehuset, når der er 4-5 minutter mellem veerne, og de er taget til i styrke og længde. Dette gælder kun, hvis du føder for første gang. Anden gangs fødende skal kontakte sygehuset når der er 5-7 minutter mellem veerne.

I starten varer en ve ca. 30-60 sekunder og kommer med ca. 5-20 minutters mellemrum.

Dette varierer dog noget fra person til person, nogle opdager først veerne senere, når de kommer med tættere intervaller, mens andre fx ved en hurtig fødsel meget hurtigt går over i den aktive fase.

I den aktive fase varer sammentrækningerne som regel 60-90 sekunder og kommer med ca. 2-4 minutters mellemrum.

Når fødslen for alvor går i gang, bliver veerne meget regelmæssige og mere smertefulde, og når de først er gået i gang, stopper de som regel ikke, før barnet er født.

Læs også: Derfor er fødselsforberedelse vigtigt

Nu går din fødsel rigtig i gang

Nu mangler du udvidelsesfasen, hvor veerne vil komme med kortere og kortere intervaller og selve pressefasen, hvor barnet bliver født. Nu er fødslen endelig gået i gang.

Udvidelsesfasen med rigtige veer

Fødsler starter ofte med veer. Fødslens første fase går i gang, når veerne gør, at din livmoderhals udvides og til sidst udslettes. Det er ikke altid lige nemt at skelne imellem plukveer og de rigtige veer.

Som hovedregel siges det, at plukveer som regel ikke er regelmæssige, og efter et stykke tid bliver svagere eller forsvinder. En god tommelfingerregel er, at hvis du er i tvivl om veernes karakter, så er det sandsynligvis ikke de rigtige veer.

Sådan opleves ve-smerter

Det er meget forskelligt, hvordan kvinder oplever smerterne, der er forbundet med veerne.

Nogle mærker en smerte over lænden, men som oftest vil det føles som en bølge af smerte hen over maven, når veen når sit højdepunkt i nogle sekunder for herefter at aftage. Samtidig bliver livmodermusklen hård og meget spændt.

Nogle oplever, at de stærke sammentrækninger kommer lige efter hinanden, men det er lige så almindeligt, at veerne varierer i styrke.


Pressefasen – barnet fødes

Pressefasen er den mest spændende af fødslens faser, da det er i denne fase, at dit barn kommer til verden.

For førstegangsfødende varer pressefasen i gennemsnit en time, mens det ikke behøver at vare mere end 15 minutter for fler gangsfødende. Hvis pressefasen trækker for længe ud, vil man evt. tage barnet med en sugekop.

Når presseperioden starter, har du åbnet dig ca. 10 cm, og barnets hoved står nu på bækkenbunden. Du vil altså let kunne mærke barnets hoved lige indenfor skedeåbningen, hvis du føler efter med en finger i skeden.

Din livmoderhals er fuldt udvidet, og det bevirker, at du helt automatisk føler en trang til at presse. Veerne varer nu ca. 60-90 sekunder, og der er kun 2-4 minutter imellem dem.

Mange oplever det som en stor lettelse, at de nu selv kan tage aktivt del i fødslen, og det giver dem en fornyet energi. Pressetrangen vil som regel være til stede, lige indtil barnet er født.

Læs også: Dette skal du medbringe på fødegangen

Sådan opnår du den bedste presse stilling

Den bedste pressestilling opnås ved en oprejst stilling, da tyngdekraften så også hjælper til med at presse barnet ned mod bækkenbunden.

Barnets hoved presses ud gennem skedeåbningen

Presseperioden er ikke nær så smertefuld som udvidelsesfasen. Barnets hoved trykker nu på nerver, der vil få dig til at føle, at du skal af med afføring. Mange kvinder begynder at presse helt automatisk.

Du vil føle, at det spænder ret meget indtil barnets hoved presses ud gennem skedeåbningen. Din jordemoder vil støtte dit mellemkød og holde lidt igen på barnets hoved, så dit mellemkød så vidt muligt skånes for bristninger.

Jordemoderen vil også hjælpe dig med at trække vejret mest hensigtsmæssigt gennem hele presseperioden.

Pludselig er hovedet ude

Når hovedet er ude, tjekker jordemoderen, at navlestrengen ikke ligger rundt om barnets hals, og at barnets næse og mund er fri for væske. Der vil ofte komme en lille pause på ca. 1 minut til de næste presseveer.

Her vil barnets ene skulder som regel blive født ved den første ve, og den anden skulder følger efter med den næste ve. Når skuldrene først er ude, smutter resten af kroppen ud af sig selv. Barnet vil som regel glide ud i en stor sø af fostervand.

Video af en fødsel

Klik på linket og se en smuk video af en fødsel på Aarhus Universitetshospital.

fødsels film

Dit barn er nu født

Dit barn er nu født, og måske vil han eller hun allerede nu trække vejret og græde. Barnet svøbes i et tæppe, og du vil få barnet i dine arme for første gang. Det er et stort øjeblik, nok det største du nogensinde vil opleve.

Barnet bliver lagt til brystet

Hvis du lægger barnet til brystet, vil det måske allerede nu begynde at sutte og sætte derved sætte din amning igang.

Denne stimulation vil gøre, at stoffet oxytocin frigives. Dette påvirker livmoderen til at trække sig sammen, og derved udstødes moderkagen.

Moderkagen udstødes

Når dit barn er blevet født, vil der være en pause i sammentrækningerne, som varer ca. 15 minutter.

Herefter vil livmoderen igen trække sig sammen, og moderkagen løsrives nu fra livmodervæggen og udstødes. Denne fase vil være relativt smertefri, det føles som noget stort og varmt og blødt, når moderkagen udstødes.

Mange hospitaler bruger i dag rent rutinemæssigt stoffet “methergin”, der gives som en indsprøjtning. Dette stof stimulerer livmoderen, og får den til at trække sig sammen og mindsker derved blødningen.

Når moderkagen er født, vil jordemoderen eller fødselslægen undersøge den for at være sikker på, at den er hel.

Hvis den ikke er hel, betyder det, at der sidder rester af moderkagen tilbage i din livmoder, og det kan medføre blødninger senere. Hvis der er rester af moderkagen i din livmoder, vil du under narkose få en udskrabning.

Læs også: Alt om smertelindring ved fødsel

Efter fødslen vil du blive undersøgt

Når moderkagen er født, bliver du undersøgt og vasket. Hvis fødslen har medført større rifter eller flænger, bliver du lokalbedøvet og syet med det samme.

Det kan være ubehageligt at blive bedøvet i den ømme og ødelagte hud, men du vil sandsynligvis have dit nyfødte barn helt tæt på dig, og dette kan opveje meget.

Du vil også blive bedt om at tisse, så man kan sikre, at alt fungerer normalt på dig.

Vi ønsker dig rigtig meget held og lykke med din fødsel, og vi er sikre på, at det bliver en helt igennem fantastisk og god oplevelse for dig.