Kvindens ægløsningscyklus

Læs om kvindens ægløsningscyklus og om alle de spændende ting, der sker i din krop i denne periode.

Ordet cyklus stammer fra græsk og betyder ring, kreds eller cirkel. Hvilket refererer til, at det er det samme mønster, der gentager sig måned efter måned, når du altså ikke er gravid.

Længden på din ægløsningscyklus

Længden af en ægløsningscyklus er den periode, der går mellem den første menstruationsdag i en periode til den første menstruationsdag i næste periode.

En normal cyklus

En normal cyklus er mellem 21-35 dage, men kan godt svinge med op til 5 dage fra gang til gang hos den samme kvinde. Du kan beregne din ægløsningscyklus via vores ægløsningsberegner

Sådan hænger dine cyklusdage sammen

For at du skal forstå hvordan ægløsning hænger sammen, har vi her lavet et eksempel, som er baseret på en cyklus på 28 dage, som er en gennemsnits kvindes cyklus.

Eksemplet tager udgangspunkt i, at du ikke bliver gravid indenfor den beskrevne cyklus, da din cyklus stopper ved graviditet.

Ægløsning cyklus dag 1

Menstruationen begynder. Din livmoder har luret, at der i sidste cyklus ikke blev befrugtet noget æg. Slimhinden, der blev opbygget inde i livmoderen i tilfælde af, at et befrugtet æg skulle have noget at sætte sig fast i, nedbrydes.

Under nedbrydelsen brister en masse små blodkar, og det er dét blod samt væv fra den nedbrudte slimhinde, som kommer ud af skeden som menstruation.

Kombinationen af følelsen af oppustet og hævet mave og den begyndende menstruation får dig måske til at føle dig mindre tiltrækkende.

Samtidigt er dit kvindelige kønshormon østrogen ikke på sit højeste niveau, så det er helt normalt, hvis du ikke synes, at dette er den fedeste dag i måneden.

Cyklus dag 5

Juhu – menstruationen er slut. Østrogen niveauet er stigende, så humøret er også højere nu end i starten af din cyklus.

Cyklus dag 13

Der er nu så meget østrogen i blodet, at hypofysen udsender signal til kroppen om, at den godt kan begynde at øge produktionen af ægløsningshormonet LH (Luteiniserende hormon).

Cyklus dag 14

I dag er det tid til ægløsning. Ægget er nu så modent, at den omkransende follikel revner. Ægget forlader æggestokken og opsnappes af æggelederen og ledes hen imod livmoderen.

Den revnede follikel, der omkransede ægget inden det klækkede, får nu en ny funktion. Den bliver til en kirtel, der producerer graviditetshormonet progesteron.

Uden progesteron ved livmoderen ikke, at den skal forberede sig på at modtage et befrugtet æg. Du går nu ind i den mest fertile periode i din cyklus, og du er ikke unormal, hvis du kun har én ting i tankerne: MÆND!

Cyklus dag 15

Hvis det frigjorte æg skal befrugtes, så er det nu. Senest indenfor 24 timer efter det har forladt æggestokken, skal det befrugtes i æggelederen. Derfor vil din krop instinktivt sørge for, at din sexlyst er stor nu, så du kan blive gravid.

Cyklus dag 20

Nå – ægget blev altså ikke befrugtet. Koncentrationen af østrogen vil falde drastisk, og du kan derfor være lidt svær at omgås de næste par dage.

Cyklus dag 28

Da ægget ikke er blevet befrugtet, så vil æggestokkene nu standse produktionen af progesteron.

Livmoderen registrerer denne ændring i blodets indhold af progesteron, og eftersom der ikke længere er brug for den nyopbyggede slimhinde, så vil den blive nedbrudt igen.

Og så er vi tilbage til cyklusens start, hvor menstruationen begynder. Altså ved cyklus dag 1.