Kunstig intelligens i børns legetøj og læring

Børneværelset er ved at få tilført en dosis højtek: AI-drevne legetøj og læringsgadgets dukker op, som lover at underholde og undervise de mindste på nye måder. Fra bamser, der kan føre samtaler, til robotter, der lærer børn om følelser, og apps, der tilpasser sig det enkelte barns niveau, er kunstig intelligens godt på vej ind i børnenes leg og læring. For forældre kan det virke både fascinerende og lidt skræmmende – hvad sker der, når dukken kan svare igen, og hvilke kompetencer kan (og bør) AI hjælpe vores børn med at udvikle? Lad os se nærmere på AI i legetøjskassen og i den tidlige læring.

Interaktivt legetøj og robot-venner

I 1980'erne var en talende Teddy Ruxpin bjørn toppen af poppen – den kunne spille bånd med forudindspillede historier. I dag taler vi om AI-bamser og robotter, der ikke bare spiller bånd, men rent faktisk fører en samtale og reagerer dynamisk på barnet. Et eksempel er den kommende AI-Barbie – Mattel har indgået et samarbejde med OpenAI (firmaet bag ChatGPT) om at "genopfinde fremtidens leg"[1]. Selvom de præcise planer ikke er offentliggjort, spekuleres der i en Barbie-dukke, som børn kan tale med, og som husker tidligere samtaler og udvikler sin "personlighed". Lignende produkter er allerede ude: Startup'en Curio lancerede i 2023 en AI-bamse målrettet førskolebørn[2]. Bamsen indeholder en chatbot, der kan lytte og svare venligt på børns spørgsmål, fortælle improviserede historier og generelt agere en slags altid-tilgængelig legekammerat.

På robotsiden findes "Moxie" – en lille robotfigur på hjul med blød plastikoverflade og et digitalt ansigt – udviklet specifikt til børn i alderen ~5-10 år. Moxie er programmeret til at være en "social robot", der gennem daglige samtaler og lege hjælper børn med sociale og følelsesmæssige færdigheder[3]. Den kan f.eks. spørge "Hvordan har du det i dag?", lytte til barnets svar og tilbyde beroligende teknikker hvis barnet er ked af det. Moxie og lignende robotter (fx Softbank's Pepper eller den mindre NAO robot) er også brugt i skoler og terapiforløb, især for børn med autisme, fordi de kan levere gentagne interaktioner tålmodigt og fordomsfrit[4][5]. Studier – bl.a. et fra Yale – har vist, at autistiske børn der brugte en robot hjemme 30 min dagligt over en periode, forbedrede øjenkontakt og initiativ i kommunikation[5]. Desuden rapporterer forældre til børn, der ellers kan have svært ved at åbne op overfor mennesker, at deres børn gennem interaktionen med robotten faktisk blev bedre til også at tale med deres menneskelige terapeuter[6].

Legeværdi vs. Læringsværdi: For alle disse AI-legetøj gælder, at de forsøger at kombinere sjov med læring. Den interaktive natur betyder, at barnet i højere grad styrer legen – bamsen kan improvisere historier om netop dét, barnet ønsker, og robotten kan dreje en samtale hen hvor barnet virker mest interesseret. Dette kan potentielt fastholde børns opmærksomhed længere end statisk legetøj. Samtidig kan AI'en udfordre barnet i et passende tempo: Hvis barnet taler meget avanceret, svarer legetøjet mere avanceret; hvis barnet er yngre eller mere tilbageholdende, forenkler AI'en sin stil. Det er i hvert fald ambitionen.

Et simpelt eksempel er historiefortællings-apps: Der findes flere apps (f.eks. "BedtimeStory AI"), hvor man kan indtaste barnets navn og et par præferencer, og så spytter AI'en en personlig godnathistorie ud[7]. Nogle kan endda generere illustrationer til historien. Børn elsker jo at høre deres eget navn i historier, og her kan hver eneste aften byde på en ny fortælling skræddersyet til dem (fx om "Super Sofie, der redder en enhjørning"). Dette kan stimulere fantasien og gøre læsning mere spændende. Nogle forældre bruger også apps, hvor barnet selv kan fortælle dele af historien, og AI'en tilpasser handlingen efter det – en slags interaktiv eventyrfortælling.

Adaptiv læring: AI som underviser for de mindste

I takt med at tablets og skærme er blevet en del af mange børns hverdag, er der opstået et helt marked for læringsapps til små børn – tænkt som et supplement til pædagogisk leg. AI spiller her en stigende rolle under motorhjelmen ved at gøre læringen adaptiv. Det vil sige, at appen hele tiden vurderer barnets niveau og fremskridt og tilpasser sværhedsgraden eller indholdet.

For eksempel: En app til at lære bogstaver og ord kan med AI registrere, hvilke bogstaver barnet har svært ved (måske trykker barnet konsekvent forkert ved bogstavet "S"), og så giver appen flere legeopgaver med netop "S" for at øve det mere. Eller omvendt, hvis barnet flyver igennem tal-genkendelsesøvelserne, så skruer appen op for sværhedsgraden og introducerer simpel plus/minus. Dette gør, at barnet hverken keder sig eller bliver frustreret, fordi udfordringen hele tiden er tilpas stor.

Et eksempel er Khan Academy Kids (gratis læringsapp), som bruger algoritmer til at personliggøre læringsstien gennem aktiviteter i læsning og matematik. En nyere bølge er også at kombinere stemmegenkendelse med pædagogik – fx Googles Read Along app lytter når barnet øver sig på at læse højt, og AI'en markerer ordene grønt når de udtales korrekt og rødt hvis barnet kæmper med dem, og giver venlige hints undervejs. Dette er AI-teknologi (speech recognition) anvendt i børnehøjde: barnet får real-time feedback på sin læsning, næsten som hvis en voksen sad og rettede det, men på en mindre påtrængende måde.

Fysiske robotter bruges også i læringssammenhæng. Der findes små programmerbare robotter som Cubetto (der lærer grundlæggende programmeringslogik til børnehavebørn) eller LEGO Boost, men de er ikke AI-styrede – de følger blot instruktioner. Derimod ser vi udviklingen af robotter som kan tilpasse undervisningen. NAO-robotten, en lille humanoid robot, har været brugt i forskning som robot-tutor. Et sjovt studie viste faktisk, at børn nogle gange lærer bedre fra en fysisk robot end fra en skærm[8] – måske fordi de oplever robotten som en slags social aktør, de vil gøre indtryk på. Tænk hvis den samme NAO-robot kan undervise en hel klasse i fremmedsprog ved at tilpasse sine spørgsmål til hver enkelt elevs niveau (nogle eksperimenter i Japan har f.eks. brugt robotter til at lære børn engelsk med ret god succes).

Fordele: Engagement og personalisering

AI-legetøj og -læring har nogle klare potentielle fordele:

Højere engagement: Børnene kan blive mere opslugte, når legetøjet svarer igen og historiens retning ikke er fastlagt. Det interaktive element gør legen mere levende. For et generelt skærm-vant barn anno 2025 kan et traditionelt legetøj virke kedeligt i længden, mens en AI-ven giver nyhedsværdi hver gang. Dette kan udnyttes pædagogisk – fx ved at lære børn noget uden at de helt opdager det, fordi de har det sjovt imens.
Personlig oplevelse: Hvert barn lærer forskelligt. AI gør det muligt at skalere den form for individuel tilpasning, som en en-til-en voksen normalt giver. Især i læringskontekst betyder det, at stærke sider kan fremhæves og svage sider kan få ekstra fokus uden at barnet føler sig "forkert". Alle er i princippet på hver sin sti i appen, selvom de sidder med samme program.
Data-drevet indsigt: Forældre (og lærere) kan også få gavn af data fra disse AI-systemer. Mange af dem har forældre-dashboard, der viser hvad barnet har lavet, og hvor der er fremgang eller udfordringer[9]. Det kan give nogle pejlemærker: "Aha, min datter løser puslespil i appen svarende til 5-års niveau, men sprogligt halter hun ifølge appen lidt bagefter alderen – måske skal vi læse flere bøger sammen." Denne type indsigt skal man selvfølgelig tage med et gran salt, men den kan fremhæve ting, man ellers ikke lige havde bemærket.

Ulemper og bekymringer: Hvor går grænsen?

Med al ny teknologi kommer der berettigede bekymringer, og AI-legetøj er ingen undtagelse. Eksperter advarer om flere forhold:

Social udvikling: En central kritik er, at hvis børn begynder at knytte sig til AI-venner, hvad gør det så ved deres evne til at omgås rigtige mennesker? En AI-dukke eller robot vil ofte være programmeret til at være meget imødekommende og konfliktsky. Den bliver aldrig utålmodig eller uenig med barnet. Som AI-eksperten Marc Fernandez påpeger: rigtige relationer – især mellem børn og forældre – rummer misforståelser, forhandling og følelsesmæssige "mikrokampe", som netop lærer barnet empati og modstandskraft[10]. Hvis en stor del af barnets tidlige interaktioner foregår med en altid medgørlig AI-ven, kan barnet måske få en skæv idé om, hvordan relationer fungerer – nemlig at verden drejer sig om dem, og at venner altid vil sige ja og være til rådighed. Det kan flade ud barnets forståelse af sociale nuancer[11].
Forståelse af virkelighed vs fantasi: Små børn har livlig fantasi og kan lade som om deres dukker og bamser er levende. Men normalt ved de godt, at det er lade-som-om. Med AI bliver grænsen mere sløret. Når bamsen begynder at tale spontant og huske, hvad barnet sagde i går, så bevæger vi os fra fantasi til en "slags virkelighed". Børn under en vis alder vil måske tro, at bamsen faktisk lever. Selv ældre børn kan have svært ved at fatte, at den kærlige stemme inde i dukken blot er en avanceret database der spytter svar ud. Forældre bliver her nødt til at hjælpe med at sætte det i perspektiv: man kan fint lege, men barnet skal vide, at det er en maskine uden følelser. Det kan være en svær pointe at få ind, når AI'en er designet til at virke så livagtig. Fernandez beskriver, hvordan "grænsen mellem fantasi og virkelighed udviskes på nye måder" med disse legetøj[12] hvilket potentielt kan påvirke barnets begreb om, hvad der er levende og hvad der ikke er.
Afhængighed og erstatning: Der er eksempler på, at børn er blevet meget knyttede til deres AI-legetøj. En forælder beskrev fx, at en AI-udstyret bamse næsten kom til at føles som en konkurrent, fordi barnet søgte trøst hos bamsen frem for hos moren[13]. Hvis AI'en altid har tid og aldrig bliver irriteret, kan den måske virke mere attraktiv end en travl forælder eller drilske jævnaldrende. Det kan potentielt underminere nogle naturlige bånd. Samtidig er der risiko for øget skærmtid – hvis alt leg og læring kanaliseres gennem AI-gadgets, så mister børn måske noget af den fysiske, kreative leg med klodser, maling, ude-i-sandet osv., som er mindst lige så vigtig.
Privatliv og data: Disse smarte legetøj kræver ofte internetopkobling for at køre deres AI (deres "hjerne" ligger typisk i skyen hos firmaet). Det betyder, at mikrofoner er tændt i børneværelset. Det berømte eksempel er My Friend Cayla dukken, der blev forbudt i Tyskland, fordi den reelt udgjorde en skjult aflytningsenhed[1] – alt hvad barnet sagde til dukken, blev sendt til et firma, der også kunne aflytte det. Forældre skal derfor være meget opmærksomme på, hvilke data der ryger afsted. Optager legetøjet samtaler? Gemmes de? Bruges de til markedsføring? Underlagt lovgivning som COPPA (i USA) eller GDPR (i EU) skal børns data beskyttes ekstra, men der har allerede været sager hvor reglerne blev overtrådt. F.eks. måtte YouTube betale $170 millioner i bøde i 2019 for ulovligt at have indsamlet data om børn til reklameformål[14]. Så der er al mulig grund til at være kritisk over for datadeling i børneprodukter. Mange AI-legetøjsproducenter prøver at imødekomme dette ved at køre så meget som muligt lokalt på enheden (så lyd ikke sendes eksternt) og ved at have forældrestyring af, hvornår mikrofonen lytter.

At navigere den AI-fyldte legeverden

Som forælder kan man spørge sig: Skal jeg omfavne disse AI-legetøj for deres læringspotentiale, eller holde dem fra mit barn for at beskytte den "uskyldige" leg? Svaret ligger nok et sted i midten og afhænger af det enkelte barn. Nogle børn vil elske en interaktiv ven og få meget ud af det i form af sprogtræning eller selskab, især hvis de måske mangler legekammerater. Andre børn har måske ikke brug for mere skærm eller teknologi i deres liv og har det fint med gammeldags leg.

Det vigtigste er balance. AI-legetøj bør ikke erstatte leg med andre børn eller kvalitetstid med familien, men kan sagtens være et supplement. Man kan f.eks. have regler om, at AI-bamsen ikke er med ved middagsbordet eller i børnehaven, så barnet ikke isolerer sig med den hele dagen. Og man kan bruge det aktivt sammen med barnet: hør eventyret barnet fik fra appen og snak om det bagefter, eller spil med når robotten vil lege en følelsesleg ("Lad os alle sammen vise et glad ansigt!").

Derudover bør man løbende tale med barnet om, hvad legetøjet egentlig er. For de lidt ældre børn kan det være en spændende læring i sig selv: at forklare at "din robot er faktisk en computer der inde, den forstår ikke rigtigt, den følger bare programmering". Man kan prøve at udfordre legetøjet sammen: "Skal vi spørge bamsen om noget fjollet og se hvad den siger?" – og grine af dens begrænsninger. På den måde lærer barnet, at ja, den er sjov, men den er ikke et menneske.

I den større sammenhæng repræsenterer AI-legetøj og -læring en ny æra af barndom. Som da TV, spil og iPads kom frem, så skal vi som samfund lige finde fodfæste ift. hvornår det gavner og hvornår det skader. På plussiden kan det gøre læring sjovere og mere tilgængeligt, og give børn, der måske har det svært socialt, en ven at øve sig med. På minussiden kan det påvirke sociale mønstre og rejser spørgsmål om overvågning og forbrugerkultur i børnehøjde.

Konklusion

Kunstig intelligens i børns legetøj og læring er allerede virkelighed – og det vil kun fylde mere fremover. Forældre gør klogt i at sætte sig ind i både mulighederne og faldgruberne. Med en opmærksom og involveret tilgang kan AI-legegadgets være berigende og underholdende redskaber, der stimulerer børns nysgerrighed og læring. Men teknologien skal bruges på børnenes præmisser, med respekt for deres udviklingstrin og fantasi, og med voksne til at guide dem i, hvad der er virkeligt, hvad der er leg, og hvordan man leger bedst – både med robotter og med rigtige venner.