Hvordan håndterer man trodsalderen?

Trodsalderen – eller mere positivt sagt selvstændighedsalderen – er den fase, hvor det lille barn begynder at afprøve grænser og insistere på sin egen vilje. Den optræder typisk omkring 2-3 års alderen (men kan starte tidligere og fortsætte i mild form op til 4-5 år). Pludselig kan den søde tumling blive stædig, sige "NEJ!" til alt og få voldsomme raserianfald over tilsyneladende bagateller. Det er helt normalt! Barnet udvikler selvstændighed og forstår nu, at det er en separat person med egen vilje – som nogle gange går imod forældrenes. Så hvordan tackler man bedst denne periode?

Her er nogle gode råd til at håndtere trodsalderen:

• Bevar roen og vær kærligt konsekvent: Når barnet råber, skriger eller smider sig på gulvet, så prøv at forblive rolig. Tag en dyb indånding. Hæv ikke selv stemmen unødigt – hvis du mister besindelsen, eskalerer konflikten bare. Sæt tydelige grænser, men uden vrede. Sig f.eks. roligt: "Jeg kan godt se, du er sur, men vi skal have jakke på, når vi går udenfor." Gentag budskabet roligt, hvis barnet ikke hører det første gang.
• Lyt til barnet og anerkend følelsen: Lyt opmærksomt til, hvad barnet prøver at udtrykke (måske gemmer der sig en følelse bag trods-adfærden). Giv dit barn tid til at udtrykke sig – nogle gange er frustrationen, at de ikke føler sig hørt[1]. Kom ned i øjenhøjde og sig fx: "Jeg kan se, du bliver rigtig vred, fordi du ikke må få is. Det er også træls, når man ikke får det, man gerne vil have." Ved at anerkende følelsen ("jeg forstår, du er sur/skuffet"), viser du barnet, at det er okay at føle sådan. Ofte falder de værste trodsudbrud hurtigere, når barnet føler sig forstået.
• Giv valgmuligheder (indenfor dine rammer): En klassiker til trodsalderbørn er at tilbyde begrænsede valg. I stedet for at kommandere "Tag tøj på nu!", så sig: "Vil du have den røde eller den blå trøje på i dag?" Barnet får lov at bestemme noget selv, og føler kontrol. Eller "Skal vi børste tænder før eller efter vi tager nattøj på?" – uanset hvad kommer tænderne til at blive børstet, men barnet oplever at have indflydelse. Det kan mindske trods.
• Forbered barnet på overgange: Trodsreaktioner kommer tit ved skift: f.eks. når I skal ud ad døren, afbryde en leg, gå i seng osv. Giv dit barn tid til at omstille sig, når der skal ske noget nyt[1]. Informér i god tid: "Om 5 minutter skal vi pakke legetøjet sammen og spise aftensmad." Mind på en positiv måde: "Nu er sidste klods bygget, så skal vi spise. Kan du hjælpe med at lægge klodserne i kassen?" Barnet skal lige have chancen for at afslutte det, det er i gang med, så overgangen ikke føles pludselig og ufrivillig.
• Formuler dig positivt frem for negativt: Prøv at omformulere forbud til positive anvisninger[1]. I stedet for "Lad være med at løbe indenfor!" sig "Husk at gå stille med fødderne indenfor." I stedet for "Nej, du må ikke få mere iPad nu!" sig "Du kan lege med dine biler nu, vi gemmer iPad til i morgen." Børn i trodsalder hører ofte kun brudstykker – og ordet "NEJ" tænder trods-refleksen. Ved at sige hvad barnet skal/kan gøre fremfor hvad det ikke må, undgår du nogle konflikter.
• Humor og leg kan aflede: Har barnet låst sig fast i et "nej!"-mønster, kan humor være en genial afleder[2]. Gør noget uventet fjollet – tag barnets jakke på hovedet og sig "Hov, er det mon sådan her, man tager den på? Nej vel? Skal du hjælpe mig?" – det kan få barnet til at grine i stedet for at skrige. Syng en lille fjollet sang om det, I skal ("Vi kører, vi kører, vi kører i bil, men først skal Anna ha' sko på..."). Når stemningen letter, glider tingene ofte nemmere.
• Timeout som sidste udvej: Nogle forældre bruger korte "time-outs" til at bryde et raserianfald[2]. Det skal ikke forstås som straf, men mere som en mulighed for barnet til at falde ned. Det kan være at placere barnet et kedeligt men trygt sted (f.eks. i sin seng eller på en stol i et minut pr. år af barnets alder) for lige at dæmpe konfliktniveauet. Brug det med forsigtighed – det virker ikke for alle, og barnet skal være gammelt nok til at forstå konceptet (~3 år). Ofte kan det være nok selv at tage en timeout: du siger "Mor går lige ud i køkkenet og tæller til 10, så kommer jeg igen, når vi begge er lidt roligere." Barnet lærer så, at man kan trække sig lidt for at falde ned.
• Vælg dine kampe med omhu: Spørg dig selv – skal jeg tage denne konflikt? Er det vigtigt nok? Små børn siger nej til meget, fordi de øver sig i at have en vilje. Hvis det handler om sikkerhed eller vigtige rutiner (tandbørstning, autostol etc.), må du stå fast. Men hvis det handler om at barnet vil have den gule kop i stedet for den blå – hvorfor ikke bare imødekomme det, hvis det er harmløst? Man behøver ikke skabe unødig modstand. Giv efter i det små, stå fast i det store. Barnet skal selvfølgelig ikke bestemme alt, men det skader ikke at lade det "vinde" nogle ubetydelige ting – så føler det også, at det har indflydelse.
• Vær konsekvent – men fleksibel hvor muligt: Det gælder om at finde balancen. Konsekvens er vigtig: har du sagt nej til is før aftensmad, så hold det nej (barnet lærer ellers at det bare skal skrige længe nok). Men vær også fleksibel på alternative løsninger: "Du må ikke få is nu, men du kan få en ekstra agurkestang, mens du venter på maden." Eller: "Vi kan ikke blive på legepladsen længere, men hvad hvis vi leger gemmeleg, når vi kommer hjem?" På den måde føler barnet sig hørt og får noget ud af situationen, om end ikke det oprindelige ønske.
• Ros positiv adfærd: Husk at anerkende når barnet klarer noget uden trods. Små børn tørster efter opmærksomhed – giv masser af positiv opmærksomhed, når barnet samarbejder eller udtrykker sig pænt. "Hvor var det flot, at du selv tog jakken på!" eller "Jeg kan rigtig godt lide, når du siger hvad du vil på den måde." Positiv forstærkning gør, at barnet ikke kun får reaktion fra dig, når det gør noget "forkert".

Til sidst: Vær tålmodig og bevar perspektivet. Trodsalderen er en fase – den går over. Barnet bliver nemmere at rationelt forklare ting for, som det bliver ældre. Trods er et sundt tegn på, at barnet udvikler selvstændighed. Som forælder handler det om at guide barnet trygt igennem med kærlighed og klare rammer. Træk vejret dybt, når scenen spidser til – du er den voksne og kan hjælpe dit lille menneske med at lære at håndtere store følelser.

Hvis trodsalderen føles helt uoverskuelig, så tal med sundhedsplejersken eller andre forældre – du er ikke alene, og nogle gange kan et godt tip eller bare en forstående snak være guld værd.

Kilder: Gode råd: lyt til barnet og giv det tid til at udtrykke sig, og formuler dig positivt[1]. Netsundhedsplejerskens tip: brug humor og evt. time-out til at aflede voldsomme anfald[2]