AI og børn med særlige behov

En af de mest opløftende anvendelser af kunstig intelligens er dens potentiale til at hjælpe børn med særlige behov – det være sig børn med autismespektrumforstyrrelser, ADHD, indlæringsvanskeligheder, fysiske handicaps eller andre udfordringer. AI-baserede værktøjer og robotter kan være med til at skræddersy læring og træning til barnets unikke profil, give dem nye måder at kommunikere på og aflaste de familier, der ofte har en meget krævende hverdag. Her ser vi på nogle måder, AI gør en forskel for børn med særlige behov, både inden for diagnose, terapi og daglig støtte.

Tidlig opsporing og diagnose

For børn med udviklingsforstyrrelser som autisme eller ADHD er tidlig indsats alfa og omega. Som vi tidligere har berørt, kan AI hjælpe med at identificere tegn tidligere end traditionelle metoder. F.eks. kan en algoritme analysere videoklip af et barns leg og spotte autismekarakteristika med ~80% træfsikkerhed allerede inden 5-årsalderen[1]. Ligeledes eksperimenteres der med AI til at genkende mønstre i børns øjenbevægelser eller motorik, som kan indikere fx cerebral parese (spastisk lammelse) meget tidligt, hvorefter man kan gå i gang med fysioterapi i rette tid.

For børn med sjældne syndromer, hvor der ofte kan gå år før man får en diagnose, har vi set hvordan ansigtsgenkendelses-AI (Face2Gene) kan give hurtigere svar[2]. At få sat navn på barnets tilstand tidligere gør en enorm forskel: familien kan søge den rette specialistviden, netværke med andre i samme situation og tage de nødvendige forholdsregler. AI'en erstatter ikke gentests eller neurologiske undersøgelser, men den kan virke som en kæmpe katalysator i udredningsforløbet, som ellers kan være som at lede efter en nål i en høstak.

AI-drevet træning og terapi

Når først et barn er i et støtteforløb – det kan være specialpædagogik, talepædagog, ergoterapi osv. – kan AI værktøjer supplere de professionelle. Et område, hvor man virkelig ser fremskridt, er social færdighedstræning for børn med autisme. Mange børn med autisme har svært ved øjenkontakt, mimik og turtagning i samtale. Her er sociale robotter som den mimikrige Milo (fra RoboKind) eller førnævnte Moxie blevet introduceret. Disse robotter kan fungere som utrættelige trænere: de kan spille små rollespil igen og igen med barnet, uden at blive frustrerede, og give positiv feedback. I skoler har man set, at autistiske børn engagerer sig 87,5% af tiden med robotten, mod kun et par procent når de skulle øve sig med en menneskelig terapeut[3]. Robotten virker måske mindre kompleks og dømmende for barnet, hvilket får dem til at slappe mere af og prøve mere.

VR (Virtual Reality) med AI-elementer bruges også i træningsøjemed. Et barn med autisme kan fx øve dagligdags situationer i VR – såsom at handle i supermarked – hvor AI styrer de virtuelle personer (kasseassistent, andre kunder) og graduerer sværhedsgraden. Barnet kan lære sociale regler og coping-strategier i en sikker simuleret verden, før de prøver det rigtigt. For børn med ADHD, der kan have koncentrationsbesvær, findes der spil med AI, som træner deres opmærksomhed og impulskontrol på en legende måde, og justerer udfordringen alt efter barnets fokusniveau.

Taletræning: Børn med talevanskeligheder eller dem der bruger alternativ kommunikation (f.eks. peger på billeder for at "tale") kan få gavn af AI, der forbedrer disse systemer. Tænk på en tablet-app med symboler, som mange ikke-verbale børn bruger – hvad hvis en AI lærer barnets mønstre at kende og kan forudsige, hvad barnet vil sige? Der findes allerede funktioner, hvor brugerens næste ord eller frase foreslås, lidt som autokorrektur, hvilket kan gøre kommunikationen hurtigere. For stammende børn forskes der i AI, der kan regulere talehastighed og give real-time feedback når barnet taler, for at hjælpe dem til mere flydende tale.

Indlæring og skolegang

I skolen kan AI-baserede læringsplatforme være en gamechanger for børn med indlæringsvanskeligheder. For eksempel: Et barn med dysleksi kan have stor glæde af AI, der laver lektier om til lyd (tekst-til-tale er jo en form for AI, der er blevet ret god). Men endnu bedre, AI'en kan adaptivt hjælpe barnet med at læse – f.eks. ved kun at highlight'e de svære ord for det, eller foreslå ordforslag når barnet selv skriver.

Børn med ADHD kan blive understøttet af AI-tutorer, der deler lektierne op i mindre bidder og giver instant belønning (point, animerede klap) for hver delopgave løst, for at holde motivationen oppe. Og hvis koncentrationen glipper, kan systemet måske registrere det (gennem interaktion eller et EEG-hovedbånd i fremtiden) og indlægge en lille aktiv pause: "Nu hopper vi lige 10 gange sammen, før vi løser næste opgave!" – en strategi mange ADHD-pædagoger i øvrigt allerede bruger.

For børn med fysiske handicap tilbyder AI også nye muligheder: Eye-tracking software styret af AI kan lade selv et barn, der kun kan bevæge øjnene, styre en computer, kommunikere og lære gennem specielle grænseflader. AI gør disse systemer klogere til at tolke øjenbevægelser hurtigt og præcist, selvom barnet måske ikke fokuserer helt roligt.

Aflastning i hverdagen for familien

Forældre til børn med særlige behov oplever ofte stor stress og mangel på tid. Her kan AI også træde til. Et simpelt eksempel: Planlægnings-AI. At koordinere alle barnets terapier, læringsmål, medicin, samtidig med resten af familielivet, er som et puslespil. En digital assistent kunne automatisk samstemme aftaler, minde forældre om deadlines (ansøgninger om støtte, speciale valutters fødselsdage i netværket etc.), og måske endda udfylde dele af de endeløse skemaer, der følger med et handicappet barn, ved at genbruge data sikkert.

Der findes også AI-projekter til prediktiv hjælp: f.eks. en AI der overvåger en epilepsiramts barns søvnmønster via et armbånd og forsøger at forudse anfald, så forældrene kan blive advaret få minutter før og nå at reagere. Eller for autisme: nogle børn med autisme har selvskadende adfærd eller meltdown-anfald – her kunne sensorer i tøj registrere fysiologiske tegn (puls, sved) på et forestående meltdown, og alarmere forældre eller pædagoger, så man kan nå at distrahere eller berolige inden det eskalerer.

AI-drevne overvågningskameraer i hjemmet med specialformål kunne hjælpe, hvis barnet fx har tendens til at vandre ud om natten; kameraet kan genkende at nu er det barnet der står op og går mod døren, og så alarmere eller låse en dør. For børn der ikke kan sige til når de skal på toilet (fx visse med multiple handicap), kunne sensorer måske registrere signaler på at de skal, og minde forældrene.

Empati, leg og selvstændighed

En smuk ting at se er, når teknologi åbner op for leg og relationer for et barn, der ellers er isoleret. AI-robotter som PARO (den sæl-robot med pels) er vist at have beroligende effekt på børn (og voksne) med svære kognitive handicaps – de kan kramme robot-sælen, der så reagerer med lyde og bevægelser, hvilket kan give en form for tryg kontakt for dem, der måske ikke responderer på mennesker på samme måde.

For børn i kørestol kan AI-funktioner i stolen give dem mere selvstændighed: f.eks. en smart-kørestol der selv kan navigere udenom forhindringer og gennem smalle døre (lidt som en selvkørende bil, bare i mindre skala). Så kan barnet selv køre sikkert rundt i hjemmet eller skolegården uden konstant at skulle have en hjælper ved sin side.

Der er også eksempler på AI-spil, der hjælper typiske børn og børn med udfordringer til at lege sammen. F.eks. et spil hvor en social robot modererer legen mellem en autistisk og en neurotypisk jævnaldrende, så de begge to får noget ud af den. Robotten kunne opmuntre det autistiske barn til at komme med input og samtidig guide den anden til at lytte og inkludere – en slags brobygger med intelligens til at tilpasse efter begge børns reaktioner.

Overvejelser og fremtiden

Selvom alt dette er lovende, er det vigtigt at inddrage de rigtige specialister og forskning, så AI-løsningerne faktisk bygger på evidens og gør gavn. Teknologi kan aldrig stå alene. Et AI-træningsprogram for et barn med særlige behov bør designes i samråd med dem, der kender målgruppen (talepædagoger, speciallærere, ergoterapeuter osv.), og der skal løbende evalueres om det virker efter hensigten.

Også her gælder etiske hensyn: privatliv for disse børn er lige så vigtigt – måske endda mere, da de ofte ikke selv kan advokere for det. Man skal sikre, at AI-assistenter ikke bliver til overvågningsmonstre, der fratager barnet al autonomi eller privatliv. For eksempel, hvis et barn med autisme altid går med en sensor, skal man så registrere alt? Måske ikke – man må finde balancen mellem hjælp og værdighed.

En anden overvejelse er afhængighed: Forældre kan blive så glade for et AI-hjælpemiddel, at de læner sig meget op ad det. Men teknik kan fejle, eller måske har barnet også brug for at lære ting uden støtte. Et konkret eksempel: En talesyntese der taler for barnet er fantastisk, men man må stadig øve barnets egen kommunikationsevne parallelt, hvis den findes, så de ikke helt mister brugen af deres egen stemme eller tegnsprog.

I fremtiden vil vi se endnu mere integrerede løsninger. Måske AI indbygget i høreapparater, der ikke kun forstærker lyd men også fremhæver den relevante lyd (stemme) og undertrykker baggrundsstøj intelligent for et barn med hørenedsættelse i klasseværelset. Eller brain-computer interfaces hvor AI hjælper børn med lammelser til at styre en computer med tankerne ved at tolke EEG-signaler.

Konklusion

AI rummer virkelig en stor gave til børn med særlige behov: muligheden for et mere selvstændigt, rigt og kommunikativt liv. Det kan være det ekstra gear, der hjælper dem til at nå deres potentiale, og letter presset på familier og lærere. Vi ser allerede konkrete resultater, fx forbedring af sociale færdigheder hos autistiske børn med robotstøtte[4] og det er kun begyndelsen. Nøglen er at implementere disse teknologier med omtanke, i tæt samarbejde med de mennesker, der er omkring barnet, og altid med respekt for barnets integritet og glæde. Med AI som ally kan vi håbe på en fremtid, hvor handicap og særlige behov er mindre begrænsende end i dag – hvor hvert barn, uanset udfordring, får de bedste chancer for at lege, lære og deltage i fællesskabet på egne præmisser.