Så meget skal barnet sove

Artiklen er skrevet i samarbejde med babyhelp.dk

Hvor meget et barn skal sove afhænger i høj grad af barnets alder. I denne artikel skriver vi om, hvor meget et nyfødt barn skal sove, og så vil vi også komme ind på, hvordan kravene til søvn ændres, desto ældre barnet bliver.

Læs også: Slyngevugge – Top 4 slyngevugger (2021)

Sådan er børns søvnbehov

I det følgende gør vi dig klogere på, hvor meget børn skal sove i de forskellige faser af deres liv. Det er meget vigtigt for os at understrege, at tallene er vejledende, og at der kan være stor forskel på børns søvnbehov.

Der behøver derfor ikke at være noget galt med dit barn, bare fordi dette sover mere eller mindre end gennemsnittet. Det vigtigste er, at dit barn er godt tilpas og ikke viser nogen tegn på mistrivsel.

Så meget skal nyfødte (0-3 måneder) sove

Når barnet er nyfødt, anbefales det, at det sover omkring 14-17 timer i døgnet. Som absolut minimum bør barnet sove 11 timer, og det maksimale timeantal barnet bør tilbringe i drømmeland er 19 timer.

Annonce ♥

Det anbefales desuden, at barnet får adskillige lure i løbet af dagen. Det er dog meget forskelligt fra barn til barn, hvor mange lure der er behov for, men over 3 er ikke usædvanligt i denne alder.

Så meget skal spædbørn (4-11 måneder) sove

Det anbefales, at et spædbarn sover omkring 12-15 timer i døgnet. Som absolut minimum bør et spædbarn sove mindst 10 timer i løbet af et døgn og allerhøjst 18 timer. Antallet af lure bør være 2-3 stykker.

Spædbørn sover altså rigtig meget. Ikke helt lige så meget som nyfødte, men behovet for søvn er stadigvæk stort. Langt de fleste spædbørn vil falde ind i rutiner og opleve et behov for lure på faste tidspunkter af døgnet. Det gør tingene lidt lettere for mor og far, da de formentlig hurtigt får en idé om, hvornår barnet skal have mulighed for at blive puttet, og derfor kan planlægge lidt efter det.

Annonce ♥

I den sammenhæng er det dog vigtigt at påpege vigtigheden af, at tingene sker på barnets præmisser. Derfor skal søvnen altid underlægges barnets behov, og hvis barnet en dag er træt før tid, vinder man intet ved at udskyde luren. På samme måde vinder man heller ikke noget ved at insistere på at putte et ikke-træt barn, bare fordi barnet plejer at sove på det givne tidspunkt.

sovende baby med en bamse

Det er skønt med en lur sammen med sin bedste ven

Så meget skal børn over 1 år sove

Så meget skal tumlinger (1-2 år) sove

Når barnet når den alder, hvor det betegnes som en tumling, anbefales det, at barnet sover omkring 11-14 timer i døgnet. Det absolut minimum, som barnet bør sove, er 9 timer, og det absolut maksimum er 16 timer.

Annonce ♥

Barnet vil formentlig stadigvæk have behov for lure i løbet af dagen, men mængden af disse vil være mindre end i før tiden. Det almindelig antal lure i denne alder er nemlig 1-2. Et barn på 1-2 år vil typisk være begyndt i enten vuggestue eller dagpleje, hvorfor det enten er en dagplejemor eller en pædagog, som sørger for barnets søvn i løbet af dagen.

Som forælder er det en god idé at gøre det til en vane at spørge ind til barnets søvn, når man henter. Får man at vide, at barnet har sovet meget lidt en dag, bør man overveje, om barnet har behov for en lur senere på dagen.

Når barnet er tumling, kan det give tydeligt udtryk for, hvorvidt det har lyst til at sove. Her skal tingene dog ikke nødvendigvis helt ske på barnets præmisser, da tumlinge som regel hellere vil lege end sove. Hvis du kan se på dit barn, at det har brug for en lur, bør du derfor være stædig og tålmodig for at få det til at falde i søvn.

Annonce ♥


Så meget skal børnehavebørn (3-5 år) sove

Når et barn når børnehavealderen, anbefales det, at barnet sover omkring 10-13 timer i døgnet. Som minimum bør et barn i denne alder sove 8 timer, og antallet af sovetimer bør ikke overstige 14.

Nogle børn vil have behov for en lur, mens andre sagtens kan klare sig uden. Derfor er det anbefalede og almindelige antal af lure 0-1 i denne alder.

I denne fase er det forældrenes opgave at vurdere, hvorvidt barnet har behov for en middagsskraber. Hvis barnet er vrøvlet og hysterisk, kan det være tegn på træthed, og så kan en lur være den rette medicin.

Annonce ♥

Et børnehave-barns behov for en lur er ikke nødvendigvis konsekvent. Det kan sagtens hænde, at behovet er der nogle dage, mens det ikke er der andre. Hvor meget energi barnet bruger i løbet af en dag, spiller formentlig ind.

Så meget skal skolebørn (6-13 år) sove

Når barnet befinder sig i aldersintervallet 6-13 år, anbefales det, at barnet sover 9-11 timer i døgnet. Det absolut laveste antal timer, som barnet bør sove, er 7, mens det ikke anbefales, at søvnmængden sniger sig over 12 timer på et døgn. Som udgangspunkt bør søvnen foregå om natten, hvorfor antallet af lure altså bør være 0.

infografik med hvor meget børn skal sove

Annonce ♥


Husk, at søvnbehov kan variere

Indholdet ovenfor afspejler de generelle tendenser og anbefalinger, når det kommer til søvn for babyer og børn.

Det er dog vigtigt, at du – som vi allerede har været inde på – er bevidst om, at søvnbehov varierer fra person til person, og at der derfor ikke nødvendigvis er noget galt med dit barn, bare fordi det sover mere eller mindre end gennemsnittet i en vis alder.

Hvis dit barn trives i de timer, hvor det er vågent, er alting formentlig i den skønneste orden.

Annonce ♥

Ovenstående betyder dog ikke, at du nødvendigvis skal ignorere, hvis dit barn har et enormt søvnbehov. Dette kan jo altså være udtryk for, at der er et eller andet galt, hvorfor et besøg hos lægen i sådanne situationer altid vil være på sin plads, så man er på den sikre side.

Tak til Babyhelp.dk

Ovenstående artikel er produceret af folkene fra Babyhelp.dk, hvor du blandt andet kan finde produktguides til alt fra babydyner og vugger til gyngeheste og gåstole.