Et aktivitetstæppe er et tæppe, som på én gang kan agere blødt underlag og samtidig underholde baby.
Det er ikke et need to have, men det er for manges vedkommende en stor glæde for den lille og en kærkommen hjælp for dig, da det måske kan optage babys opmærksomhed en stund mens du lige har andet at ordne.
Aktivitettæppets funktioner når baby ligger på maven
Oftest er aktivitetstæpper både farverige, mønsterrige og har mange forskellige overflader, som fx påsyede lommer eller ting med knitre lyde. Der er altså noget at udforske for baby med både øjne, ører og hænder.
De forskellige applikationer gør det spændende at ligge på maven og er dermed en god motivation for at få trænet ryg og nakke hos babyen. Senere kan det fristes til at møve sig frem eller ligefrem kravle for at nå de forskellige dele.
Funktioner når baby ligger på ryggen
Mange aktivitetstæpper har bøjler henover tæppet. På disse kan du hæfte forskelligt legetøj og rangler, som kan bruges som redskaber til at træne koordinationssans og griberefleks, når din baby forsøger at gribe ud efter de dinglende ting.
Ligeledes kan du påmontere fx en musikuro, som kan spille sød musik for din guldklump.
Annonce ♥
Hvornår kan baby bruge et aktivitetstæppe?
For en helt lille ny baby er der rigeligt med indtryk at forholde sig til, og der er derfor ikke brug for yderligere stimuli i starten. Derfor anbefaler mange sundhedsplejersker at vente med tæppet til baby er et par måneder.
Tag det med ud på besøg
Aktivitetstæppet kan være praktisk at have med ud, hvis I skal besøge familie eller venner. På den måde har din baby noget velkendt, som kan være med til at skabe tryghed i ukendte rammer.
Annonce ♥
Ligeledes skal du ikke bekymre dig om snavs på gulvet, hundehår osv., da underlaget så netop er jeres eget.
Brug tæppet i kravlegården
Når din baby begynder at være mere mobil, er aktivitetstæppet også godt i kravlegården. Så er der underholdning samtidig med, at du har styr på, hvor den lille er, mens du fx går på toilettet.