Helbredsundersøgelser af baby

Helbredsundersøgelser af din baby er gratis og foregår dels på hospitalet og dels hos lægen. Formålet med helbredsundersøgelserne er at sikre, at dit barn får en god og sund fysisk, psykisk og social opvækst.

Skulle der være behov for at behandle dit barn, så sikrer disse undersøgelser, at man kommer i gang så hurtigt som muligt med den rette behandling. Læs om de forskellige undersøgelser.

Helbredsundersøgelser af din baby

Når du skal til helbredsundersøgelse, vil din lille baby blive målt, vejet, følt og set på. Lægen holder øje med barnets udvikling både på det fysiske plan men også på det sociale plan.

Lægen spørger ind til, hvordan det går derhjemme, og om der er noget, der bekymrer dig. Det skal mere opfattes som en snak end et kontrolbesøg, så det er bedst, hvis du har et godt og åbent forhold til din læge.

Hvis der er grund til at tro, at dit barn ikke trives helt, så vil lægen kunne henvise dig til speciallæger for videre undersøgelser. Når barnet starter i skole, er det skolelægen og skolesundhedsplejersken, der laver helbredsundersøgelser.

Læs også: Se hele vaccinationsprogrammet for din baby

Annonce ♥

Fremtidige helbredsundersøgelser for barnet

Barnets alder Heldbredsundersøgelse
Ca. 1 uge PKU-test på hospitalet
Ca. 1 uge Høretest på hospitalet
5 uger Hos egen læge
5 måneder Hos egen læge
12 måneder Hos egen læge
2 år Hos egen læge
3 år Hos egen læge
4 år Hos egen læge
5 år Hos egen læge
6 år Hos egen læge/skolelæge
15 år Hos skolelæge

Hvad er en PKU-test

PKU – også kaldet Føllings syge – er en sjælden men alvorlig sygdom, der i værste fald kan medføre svær hjerneskade og epilepsi, hvis den ikke bliver behandlet med det samme.

Så selvom der kun er en håndfuld babyer om året, der fødes med denne sygdom, så får du, inden du forlader fødestedet en tid til testen, der foretages på hospitalet. Normalt udføres testen en uges tid efter fødslen.

Der tages en lille blodprøve fra barnets hæl, og blodprøven sendes til Statens Serum Institut for analyse. Hvis testen er positiv, så skal dit barn have behandling og følge en særlig diæt resten af livet, men vil ellers kunne leve lige så længe og godt som andre uden PKU.

Annonce ♥

Sådan foregår en høretest

Høretesten er også på hospitalet gerne samme dag som PKU-testen, du får en dato, inden du forlader fødestedet. 1-2 ud af 1.000 nyfødte har nedsat hørelse. Testen tager kun få minutter, og du får svar med det samme.

Det er smertefrit, og det er nemmest, hvis barnet sover imens. Barnet skal i hvert fald som minimum være helt roligt, testen kan ikke foretages på et grædende eller uroligt barn.

Det foregår ved, at en høretelefon sender klik lyde ind i barnets øregang. Når det indre øre opfanger lydene, så sender det et ekko tilbage, og ekkoet bliver opfanget af høretelefonen.

Annonce ♥

Ekkoet er udtryk for, at dit barns hørelse ikke fejler noget.