7 skarpe tips når du skal rejse med baby

Artiklen er produceret af folkene, der ejer og driver Babyhelp.dk

Vi vil ikke lyve for dig… At have sin baby med ud at rejse er ikke nemt. Denne erkendelse er vigtig at gøre sig, for hvis man erkender dette, kan man tage sine forholdsregler og forberede sig grundigt, så rejsen bliver væsentlig lettere og bedre.

Forberedelsen kan blandt andet være at læse og følge vores 7 skarpe tips til en god rejse med baby.

Rigtig mange nybagte forældre afholder sig fra at tage på længere rejser, lige efter deres barn er kommet til verden, og det er faktisk lidt en skam. Særligt hvis man er den nysgerrige type, der elsker nye indtryk og at komme lidt væk fra det hele.

Årsagerne til at droppe en lang rejse som nybagt forælder står nærmest i kø: Først og fremmest kan det være besværligt at tilgodese en babys behov på en lang rejse. Dernæst er det manges frygt at være det menneske, der slæber en grædende baby med på et fly.

Ydermere er det sikkerhedsmæssige en bekymring for mange, for hvordan klarer man lige sygdom eller lignende i et fremmed land? Ovenstående bekymringer kan dog sagtens mindskes – og nogle af dem kan faktisk også elimineres, hvis bare man tager sine forholdsregler og er godt forberedt inden rejsen.

Annonce ♥

Herunder følger 7 skarpe tips, der kan gøre din rejse som nybagt forælder fantastisk og relativt bekymringsfri.

Tip 1: Få helt styr på rejsen, inden I tager afsted

At være en spontan, impulsiv type, der tager tingene henad vejen, er desværre ikke særligt hensigtsmæssigt, når man rejser med en lille ny. Hvis du er denne type, bør du derfor tage dig selv i nakken og koordinere din kommende rejse ned til mindste detalje.

Med en lille ny på slæb vil du nemlig få rigeligt at se til på rejsen, og derfor vil du finde ro i, at der styr på de praktiske forhold, såsom transporten, hvor du skal bo, hvad dagene skal bruges på og så videre.

Annonce ♥

Når det kommer til at booke et opholdssted, anbefaler vi, at du vælger et sted med halv- eller helpension, da du dermed slipper for at skulle bekymre dig om mad, hvilket du kommer til at værdsætte i stor stil, da du får rigeligt andet at se til.

Vi anerkender, at en række all-inclusive-hoteller har et lidt blakket ry, hvad angår kvaliteten af mad- og drikkevarer, men hvis du er grundig i din research af hoteller, vil du stensikkert finde et hotel, der virkelig leverer varen, hvad angår det gastronomiske.

mad buffet

Husk en lille flaske håndsprit når I går til buffet’en, det kan redde hele ferien

Annonce ♥

Tip 2: Vær grundig, når det kommer til at pakke

Som sagt skal din lille guldklump nok sørge for, at du får rigeligt at se til på ferien, og derfor orker du næppe at skulle ud og lede efter en masse, som du har glemt, da du pakkede.

Vær derfor ekstremt grundig, når du pakker, så du får alt det fornødne med. Du kan med fordel udarbejde en liste over det, du mener, du skal have med, og så få andre til at eftertjekke denne. På den måde mindskes risikoen for, at listen ikke er komplet.

Et godt tip i forhold til udarbejdelsen af listen er at have pen og papir ved hånden eller at du starter en notesblok på din mobil i løbet af nogle dage. Hver gang du bruger noget uundværligt for din baby, noterer du dette ned. På den måde bliver du via handlinger bevidst om, hvilke remedier du ikke kan undvære.

Annonce ♥


Pak ikke for meget!

Hvis du lykkes med at pakke det nødvendige, kan du være stensikker på at have meget oppakning med. Derfor vil vi appellere til beherskelsens kunst.

Det kan nemlig være fristende at pakke hele badeværelset ned, så man er sikker på at komme afsted uden at mangle noget som helst, men tro os, når vi siger, at du vil blive meget frustreret over at slæbe en masse unødvendigt grej med.

Annonce ♥

Dels vil det sandsynligvis indebære, at du vil skulle betale ekstra for din bagage, da risikoen for, at dennes vægt kommer til at overstige det tilladte vil være overhængende. Dernæst vil det blive meget uoverskueligt for dig, når du kommer frem til destinationen, hvis du har medbragt en masse ting, som i sidste ende bare ender med at være i vejen.

Hvilke ting er unødvendige…?

Små babyer findes overalt i verdenen, og du kan derfor godt regne med at kunne købe småting nær dit feriehjem. Bleer, vådservietter og andre engangsting bør du uden besvær kunne skaffe i det land, som du holder ferie i. Vores anbefaling er derfor, at du ikke slæber alt for mange af disse engangsting med.

Annonce ♥

Badebleer med fisk fra Huggies

Badebleer er et must, hvis baby skal bade på ferien. Køb dem hjemmefra. De viste her er fra Huggies

Tip 3: Forventningsafstem hjemmefra

En hyppig kilde til problemer og kontroverser på en ferie – og faktisk også mange andre steder – er, hvis de involverede parters forventninger ikke harmonerer. Hvis du rejser sammen med en kæreste eller ægtefælle, kan I sagtens have vidt forskellige forventninger til, hvad ferien skal bibringe af oplevelser, og skæve forventninger kan sagtens resultere i kontroverser.

Hvis du har en forventning om, at I skal ud og se en masse, og din partner egentlig bare forestiller sig 10 dage ved poolen, bliver det næppe nogen god ferie. Derfor er det vigtigt, at I allerede hjemmefra får talt om, hvad I kan tillade jer at forvente af denne ferie, hvor I har en lille ny med på slæb.

Annonce ♥

Både du og din partner skal indstille jer på, at rejsen ikke bliver som tidligere. Førhen har I kunnet sætte jeres ønsker og behov først, men det går altså ikke på denne rejse, hvor det er baby, som indtager diktatorstolen og svinger dirigentstokken.


Indstil jer derfor på, at ferien først og fremmest bliver på babys præmisser. Derfor skal hverken du eller din partner forvente, at I kan tage på eksotiske heldagsture. Vi siger ikke, at jeres ferie udelukkende skal foregå på hotellet og ved poolen, men I gør klogt i ikke at planlægge alt for mange faste aktiviteter, da I risikerer, at jeres baby trænger til at sove, spise eller bare er besværlig på det tidspunkt, som aktiviteten løber af stablen.

I kan med fordel lave en liste over ting, som I gerne vil – husk at være realistiske her. Hvis baby er i godt humør, kan I vælge at foretage jer en række af disse aktiviteter. Hvis ikke, må I blive på hotellet og yde jeres bidrag til at lokke babys humør op ad trappen og op på første sal igen.

Annonce ♥

Solparasol i gul og græn

Husk en solparasol til barnevognen så baby kan sove sin lur udendørs. De viste er fra Buddy and Hope

Tip 4: Hvis I skal flyve, skal I være forberedte!

Hvis transporten til jeres feriedestination involverer en flyvetur, er der en række forholdsregler samt hensyn, som I skal tage. Disse gennemgås herunder.

Inden I ankommer til lufthavnen

Allerede inden I ankommer til lufthavnen, skal I have fikset en række ting. Den klart vigtigste er at få lavet et pas til jeres lille guldklump. Den slags tager tid, så sørg for at få bestilt det hos Borgerservice i rigtig god tid inden afrejse.

De forskellige flyselskaber har typisk en række forskellige regler for spædbørn ombord på flyet. Du vil derfor gøre derfor dig selv en stor tjeneste, hvis du sætter dig ind i reglerne for det selskab, som I skal flyve med.

baby sover i vugge i fly

På nogle flyruter er det muligt at låne en speciel vugge. Tjek med dit flyselskab

Under flyveturen

Hvis du har fløjet før, så ved du, at der sker noget fysisk med en under landing og afgang. Det er særligt ørerne, der påvirkes. Langt de fleste får nemlig det, som man kalder propper i ørerne. Det er lidt ubehageligt, men for en voksen er det dog relativt let at håndtere.

Det er det dog ikke nødvendigvis for et lille barn, og det kan sagtens resultere i gråd og fortvivlelse. Heldigvis findes der et lille trick, der kan mindske risikoen for, at baby får propper i ørerne. Hvis du ammer baby, når flyet letter og lander, er risikoen for, at baby får propper i ørerne, markant mindre. Bryder du dig ikke om at amme offentligt – eller på de givne tidspunkter – vil en sutteflaske have samme effekt.

Selvom du er en god forælder, og du forsøger at undgå, at baby får propper i ørerne under flyveturen, vil der stadigvæk være risiko for, at baby begynder at vræle under turen. Sådan er det bare.

Et utrøsteligt barn ombord på et fly er mange forældres værste mareridt. Den situation afføder nemlig en følelse af skam samt bekymring om, hvad de andre passagerer tænker. Det er da heller ikke utænkeligt, at gråd fra din baby vil irritere en række af de andre passagerer, men vi er sikre på, at størstedelen faktisk vil fatte sympati for dig og den situation, du befinder dig i, fordi de sagtens kan forestille sig, hvor ubehageligt det må være.

Skulle din frygt om babygråd på flyet blive til virkelighed, så husk for guds skyld på, at det ikke er din skyld, at din baby græder. I hvert fald ikke så længe du har gjort dit arbejde og sørget for, at baby hverken er sulten, træt eller bange.

Vores råd er derfor: Forsøg at slappe af, hvis dit barn begynder at græde, og undgå at blive alt for frustreret. Sørg for at eliminere de årsager, der kan være til, at barnet græder. Det være sig, at barnet er sulten, træt, skal skiftes eller bange.


Tip 5: Find et børnevenligt område

Det er meget vigtigt, at du ikke bare booker opholdssted med bind for øjnene. Det vil du fortryde! Du skal sørge for at finde et sted, hvor børn i høj grad er velkomne, og hvor forholdene for børn er gode.

Hvis der tale om en rejse til varme himmelstrøg, gør du klogt i at finde et hotelværelse med aircondition, da du ellers kan være helt sikker på at få nogle besværlige nætter med et barn, der ikke kan finde ro.

Det er ligeledes vigtigt, at det sted, hvor I skal bo, har de redskaber, I skal bruge. Hvis I eksempelvis giver jeres baby modermælkserstatning, skal I bruge remedier til at opvarme vand. Det kan være en elkedel eller en mikroovn.

I kender selv jeres og jeres babys behov bedre end nogen andre. En god idé er at skrive behovene ned og lave en tjekliste, så man er sikker på, at det opholdssted, man booker, har det, man skal bruge.

Babypool Sunwing Cala Bona Mallorca

Vælg et børnevenligt hotel. I vil ikke ende et sted, hvor man ser skævt til jer. Poolen her er på Sunwing Cala Bona, Mallorca

Tip 6: Vær forberedt på uheld

Man kan ikke gardere sig mod uheld, men man kan minimere chancen for at gå i panik, hvis uheldet skulle være ude. Kodeordet for dette er ’forberedelse’.

Vi anbefaler derfor, at du laver en plan for, hvad du gør, hvis baby kommer til skade eller bliver syg. Find adressen samt telefonnummeret til det sygehus, der er nærmest jeres feriehjem, notér informationerne ned og medbring disse. Der sker forhåbentlig ikke noget, men hvis der gør, ved du, hvad du skal gøre, og hvor du skal henvende dig.

Tip 7: Slap af og nyd rejsen

Som nybagt forælder er man typisk så opmærksom på sin lille nye guldklump, at man helt glemmer at være til stede og omfavne ydre påvirkninger.

Der er derfor overhængende fare for, at du helt glemmer at nyde din ferie, og det ville altså være en fejl af de store af slagsen. Ferien skal være en fornøjelse for både dig, din baby og din partner, hvis du har en sådan.

Vær derfor fokuseret på at få slappet af. Giv dig selv plads og ro til at gøre nogle af de ting, som du har lyst til.

Rigtig god ferie!