Sådan foregår en kirurgisk abort.
Man kan fjerne fosteret enten via udskrabning eller udsugning. Under din forberedende snak men lægen, bør du spørge ind til hvilken metode, der anvendes, så du er informeret. Indgrebet foregår enten under lokalbedøvelse eller under fuld bedøvelse. Vælger du fuld bedøvelse skal du møde fastende, og du må ikke have spist 6 timer inden indgrebet.
Aftenen før indgrebet skal du enten indtage nogle tabletter eller tage dem i form af stikpiller i skeden. Pillerne skal blødgøre livmoderhalsen. Du kan risikere at få menstruationsagtige smerter, som du kan lindre med håndkøbsmedicin. Pillerne påvirker fosteret og sætter ofte gang i aborten, så har du først taget pillerne, er der ingen vej tilbage.
Selve den kirurgiske abort
Dagen efter møder du op på hospitalet. Indgrebet tager ikke mere end 15-20 minutter. Det vil altid være en læge, som udfører selve indgrebet, og der vil altid være en sygeplejerske til stede under hele forløbet. Indgrebet foregår i praksis ved, at skeden åbnes, og derefter indføres et instrument, der udvider livmoderhalsen. Ved udskrabning indføres en skarp slynge, som skraber den indvendige overflade af livmoderen. Ved udsugning indføres i stedet et sug, som suger alle rester ud.
Efter indgrebet får du lov at hvile, indtil bedøvelsen er ude af kroppen, hvorefter du vil blive udskrevet. Husk at du skal have en anden voksen til at være hos dig i de næste 10-12 timer, hvis du har været under fuld bedøvelse.
Du skal tage den med ro i dagene efter. Du vil måske have mindre blødning eller pletblødning en uges tid efter indgrebet. Tag kontakt til din læge eller vagtlæge hvis du får feber, smerter eller gener i underlivet, eller hvis blødningen tager til.
Annonce ♥
Da der er risiko for underlivsbetændelse, skal du undgå karbad og svømmehal, så længe du bløder og brug bind i stedet for tamponer. Du bør heller ikke have samleje, så længe du bløder. Din næste menstruation vil komme efter 4-6 uger. Det anbefales, at du ikke forsøger at blive gravid igen før efter næste menstruation.
Du bør gå til kontrol hos egen læge ca. 1 uge efter indgrebet for at sikre, at fosteret er helt ude af livmoderen.
Psykiske følger efter kirurgisk abort
Kvinder der har fået foretaget en kirurgisk abort reagerer meget forskelligt bagefter. Nogle bliver meget kede af det, fordi de er i tvivl om, hvorvidt det nu var den rigtige løsning. Det kan være, at du følte dig presset af dine omgivelser til at få foretaget aborten. Og nu hvor det er en realitet, bliver din sorg til vrede over, at du bukkede under for presset.
Annonce ♥
Det kan også være, at du ikke et sekund har været i tvivl om, at en abort var den rigtige løsning, men efterfølgende indsniger tvivlen sig. Det kan også være, at du bare er lykkelig og lettet over, at det er overstået. Og så kan du opleve en kombination af at føle glæde og sorg på samme tid, hvilket er meget normalt.
Uanset hvilken gruppe du tilhører, så er det rigtigt godt at snakke med nogle om hele forløbet og dine tanker, da det at gennemgå en abort er en psykisk belastning. Ligesom du havde ret til en støttesamtale, inden du tog beslutningen om abort, så har du også ret til en støttesamtale efter aborten. Så gør brug af dette tilbud eller træk på dine veninder eller andre i din nære omgangskreds