Graviditet - alkohol og rygning
Under graviditeten modtager fostret al sin næring gennem moderkagen. Dvs. fostret udsættes for de giftstoffer, som du spiser, drikker eller inhalerer. Derfor kan hverken rygning, alkohol eller indtagelse af andre giftige stoffer anbefales.
Rygning under graviditeten
Rygning under graviditeten kan give komplikationer senere, og det anbefales derfor helt klart, at du stopper med at ryge med det samme, når du bliver konstateret gravid.
Hvis det er helt umuligt for dig at stoppe helt, så bør du skære så meget som muligt ned på antallet af daglige cigaretter.
Konsekvens af rygning under graviditet kan være:
Mindre lunger, hjerte og hjerne hos dit nyfødte barn. Nedsat blodforsyningen via moderkagen til fostret, dvs. fostret modtager mindre ilt og næringsstoffer end normalt.
Rygning under graviditeten kan resultere i, at dit barn vejer mindre ved fødslen end
normalt, og at du får en meget tidlig fødsel, og dermed øges risikoen for sygdom eller dødelighed hos barnet.
Luftvejsinfektioner, allergi og astma og øget risikoefor vuggedød hos barnet.
Børn født af storrygere bliver i de første 8 levemåneder indlagt dobbelt så hyppigt, som børn der er født af ikke-rygere!
Der findes forskellige metoder til at opnå rygestop. Nogle tager en kold tyrker og kvitter tobakken fra dag til dag. Andre trapper langsomt ned. Nogle benytter nikotin tyggegummi eller plastre. Bemærk at nikotin i disse produkter også påvirker barnet, og gør det afhængigt. Der findes gode alternative metoder til rygestop såsom hypnose eller akupunktur. Der kan selvfølgelig aldrig stilles nogle garantier for, at du kan opnå et fuldstændigt rygestop, da du selv skal være motiveret for at stoppe. Men det er helt givet forsøget værd, da du nu ved, hvor skadeligt tobaksrøg er for dit ufødte barn.
Det er en fordel for barnet at vokse op i et røgfrit hjem. På den måde er chancen for at barnet selv begynder at ryge en dag nemlig væsentlig mindre.
Alkohol under graviditeten
Alkohol kan være meget skadeligt for dit ufødte barn. Du bør som gravid derfor helt undgå at drikke alkohol, da selv små mængder kan være skadelige for fosteret.
Du skal nødvendigvis ikke være bekymret, fordi du har været beruset inden du opdagede, at du var gravid. Det er heldigvis sjældent, at en tidlig enkeltstående "episode" giver dit barn varige men.
Alkoholens påvirkning af barnet
Når du drikker alkohol, passerer det igennem moderkagen og videre til barnet.
Alkohol er gift og virker også sådan på et ufødt barn. Drikker du meget i den tidlige graviditet, er der højere risiko for at abortere.
Barnet kan også få misdannelser eller varige skader på hjerne eller nervesystem.
Et barn med sådanne skader er uroligt, og har svært ved at lære nye ting.
Hvis du drikker dagligt igennem hele graviditeten, så er det meget sandsynligt, at dit barn fødes med abstinenser. Barnet kan også have svært ved at spise.
Ved et meget stort dagligt alkoholmisbrug bliver barnet ofte svært skadet og vil have Føtalt alkoholsyndrom = Barnet fødes retarderet. Det skønnes, at der fødes omkring 400 børn i Danmark, hvert år, med alvorlige alkoholskader.
Sundhedsstyrelsens anbefaler:
Undgå helt alkohol under din graviditet.
Læs andres erfaringer med rygestop og alkohol under graviditeten i vores populære babyforum -
Læs mere her