logo
DANMARKS MEST BESØGTE WEBSIDE TIL KOMMENDE OG NUVÆRENDE FORÆLDRE

Barnets navn

En af de helt store udfordringer som kommende eller nybagte forældre er at finde det helt rigtige navn til den nyfødte. Det er en stor og svær opgave, som I skal tage alvorligt, for navnet skal følge barnet resten af livet.

Jeres kommende barns navn skal bestå af et fornavn og efternavn og eventuelt et mellemnavn. Man kan godt have flere fornavne og mellemnavne, men kun ét efternavn.

I skal navngive jeres barn inden det er fyldt 6 måneder, ellers kan I blive straffet med bøde.

I kan vælge at navngive jeres barn ved barnedåb eller ved navngivning uden dåb.

Hvorvidt vi ønsker det eller ej, så har det med navne meget med navnetrenden at gøre. Der er derfor visse navne, som er meget populære i visse årgange. I 2002 var Emma, Julie og Mathilde de pigenavne som toppede og Mathias, Lucas og Magnus toppede hos drengene.

I 2005 var det Mathilde, Laura og Sofie der toppede, mens det hos drengene i 2005 var nogenlunde de samme faboritter som i 2002.

Navne som Emma, Sofie, Cecilie, Frederik, Mads og Christian var meget populære i slutningen af 90'erne. Og det har de faktisk også været på et meget tidligere tidspunkt.

Hvis vi kigger overordnet på Danmarks mest populære navne ud fra hvor mange som har navnene, så er det stadigvæk gode danske navne som Jens, Peter, Lars, Anne, Kirsten og Hanne som ligger helt i toppen.

Når I skal vælge barnets navn
Det er en god idé at lave en navneliste med de navne, som I godt kan lide.
Det kan være, at I har en afdød ven eller et familiemedlem, som I ønsker at ære ved at flette en del eller hele dennes navn ind i barnets navn. Dette skal I selvfølgelig tage hensyn til på jeres liste.

I skal også tage hensyn til, at det navn som I finder på ikke er så specielt, at barnet vil blive drillet med det.

Når I skal lege men navne, er det selvfølgelig en fordel at kende navnets køn, inden I begynder. Dette kan I komme til ved at få foretaget en ultralydsscanning.
Hvis I ikke vil vide kønnet, så må I udruste jer med 2 lister - pigenavne og drengenavne.

Nogle vælger helt at vente med at finde på et navn, til de har set barnet.
De kan derved bedre forholde sig til om hun f.eks. er en "Emma" eller en "Kirstine".

Kirkeministeriet i Danmark har godkendt omkring 15.000 fornavne (ca. 8.700 pigenavn og 6.600 drengenavne), som I frit kan vælge imellem. Hvis jeres ønskede valg af fornavn ikke er på listen over de godkendte fornavne, så kan I søge at få det nye navn godkendt hos Kirkeministeriet. Det er gratis at søge om at få godkendt et nyt fornavn. Vær opmærksom på, at det nemt kan tage 1 måned at få behandlet en ansøgning, da Kirkeministeriet ofte skal rådføre sig med Civildirektoratet eller Københavns Universitets Institut for Navneforskning. Man kan selv gøre sit til, at sagsbehandlingen glider nemmere. Det er altid en god idé nøje at angive, hvorfor man vil have navnet godkendt. Er det fordi, I har en slægtning der hedder det, eller er det fordi I godt kan lide en musiker, som hedder det samme.

Se også Populære drengenavne - Populære pigenavne.


Lovgivning omkring navne
Nye fornavne kan være velkendte fornavne, som bare ikke er på den godkendte liste, det kan være udenlandske navne, det kan være nydannede navne, eller det kan være alternative stavemåder af allerede kendte navne. Der er en række betingelser, som det nye navn skal opfylde, for at Kirkeministeriet godkender det.

Navnet skal først og fremmest være et egentligt fornavn, og det må ikke kunne blive en ulempe for barnet. For at afgøre om et navn er et egentligt fornavn undersøges det, om det ønskede navn er almindeligt brugt i Danmark eller i udlandet.

Et fornavn må ikke være et navn på et varemærke som f.eks. Coca-Cola eller Adidas. Det må heller være et stednavn som f.eks. København eller Stockholm. Det må heller ikke være ord fra andre navneklasser som f.eks. navneord eller tillægsord. Så ord som Banan, Æble, Smuk eller Irriterende skal I ikke regne med at få lov at kalde jeres barn. Nogle ord fra andre ordklasser er i tidens løb blevet brugt som fornavne som f.eks. Bjørn. Men det er ikke ensbetydende med, at I må kalde jeres barn for Gris, Pungrotte eller Papegøje.

Kirkeministeriet udsendte i 1982 et cirkulære, som nærmere beskriver reglerne for, hvornår et fornavn er et egentligt fornavn, og hvornår det er til ulempe for barnet. Cirkulæret indeholder nedenstående 9 punkter, som Kirkeministeriet tager hensyn til ved godkendelse af et nyt fornavn.

Vi vil nedenunder kort beskrive de 9 punkter.

 

1. Navnet må ikke være et efternavn, og navnet skal passe til barnets køn
Umiddelbart virker det helt indlysende, at man ikke må bruge et efternavn til fornavn, og at man ikke kan give en pige et drengenavn og omvendt. Men det er faktisk ikke helt nemt at skelne nogle efternavne fra fornavne og drengenavne fra pigenavne. Der findes flere eksempler på, at et navn kan bruges som både for- og efternavn. F.eks. Bo og Steen. Det kan være svært at skelne mellem drengenavne og pigenavne, fordi navnet oprindeligt måske er blevet brugt til både drenge og piger f.eks. Kim eller René.

2. Skelnen mellem drengenavn og pigenavn
Som udgangspunkt er navne der ender med i eller y forbeholdt drenge, og navne der ender med a eller ie er pigenavne. Men adskillelsen mellem drengenavne og pigenavne er ikke let, for der er undtagelser. Navne der ender på y eller ie som f.eks. Danny, Johnny eller Eddie er oprindeligt engelske kælenavne. På Kirkeministeriets liste over godkendte navne skelner man mellem drenge- og pigenavneformer af de engelske kælenavne. F.eks. er Johnnie og Ronnie godkendte pigenavne, mens Johnni, Johnny og Ronni er godkendte drengenavne.

3. Forskellige navne i en søskendeflok
Man må ikke give et barn det samme navn, som en af dets søskende har.

4. Kælenavne, forkortelser og usædvanlige stavemåder
Mange ønsker at få deres kælenavn godkendt som deres rigtige navn eller at få godkendt en anden stavemåde eller en forkortet skrivemåde af deres navn. Som udgangspunkt kan man ikke forvente, at kælenavne, forkortelser eller usædvanlige stavemåder bliver godkendt. Men sagen kompliceres af, at der er en del godkendte fornavne, som faktisk oprindeligt har været kælenavne f.eks. Sandy (Alexandra), Mille (Camilla/Emilie) eller Pelle (Peter). Når Kirkeministeriet skal behandle sådanne ansøgninger, så er sagsbehandlingen påvirket af udviklingen i samfundet. Det betyder, at man godt kan komme ud for, at kælenavne der ellers tidligere af blevet afvist som fornavne pludselig godkendes, fordi det skønnes, at navnet har bevæget sig fra at være et kælenavn til et almindelig kendt fornavn.

Det er vanskeligt at definere forkortelser og usædvanlige stavemåder af almindelige fornavne. Eksempel på en godkendt forkortelse er Alex (Alexander). De usædvanlig stavemåder, som bliver afvist af Kirkeministeriet, er som regel former, der forvansker navnet, eller også er formen i strid med almindelig retskrivning af danske navne.

Kirkeministeriet skelner også imellem, om det ansøgte navn skal gives til en voksen ansøger, eller om det er til et nyfødt barn. Hvis der er tale om, at navnet skal gives til en voksen ansøger, så er Kirkeministeriet ofte mindre strikse, end hvis navnet skal gives til en nyfødt.

5. Titler og stillingsbetegnelser
Titler som Prins eller Baron kan ikke godkendes som fornavne. I Danmark er der ikke tradition for at sammenblande navne og stillingsbetegnelser, hvorimod det er brugt i f.eks. både Frankrig og Tyskland.

6. Øvrige småord i forbindelse med fornavne
Ord som Junior eller Senior, talangivelser som IV eller foranstillede ord som du eller von kan ikke godkendes som fornavne. I USA er det almindeligt at benytte Junior/Senior, hvis far og søn hedder det samme. I Danmark kan sådanne tilføjelser til navnet ikke godkendes som en del af navnet. Navnepræfikser som f.eks. de, du eller von hører til efternavnet, og det er derfor naturligt, at disse ikke kan godkendes som fornavne.

7. Ens fornavne og bindestreg mellem navnene
Man kan ikke have to ens fornavne, selvom de er forbundet med en bindestreg. Man kan f.eks. ikke hedde Peter-Peter. Bindestregen bruges til at forbinde gængse fornavne med hinanden.

8. Dokumentation for nye fornavne
For at få et navn godkendt, kræver det forskellige former for dokumentation. Hvis det ønskede navn stammer fra den vestlige verden, kan det ofte godkendes, hvis man vedlægger dokumentation for navnets eksistens. Derimod kan det være sværere at få godkendt et navn, der stammer fra fjernere kulturer, medmindre forældrene har tilknytning til kulturen. Særprægede navne kan som regel godkendes, hvis navnet stammer fra slægtninge eller personer, som man er tæt knyttet til. Men det kræver, at man kan fremvise en dåbs- eller navneattest, hvorpå det særprægede navn fremgår. Hvis barnet skal opkaldes efter en slægtning, er det vigtigt, at man fortæller dette, da det meget ofte vil medføre, at navnet godkendes.

Endvidere kan der være tale om, at man ønsker et navn, som er specielt for den egn, man har tilknytning til. I gamle dage var der store regionale forskelle i navnebrugen i Danmark.

9. Særregler for fremmede statsborgere
Hvis en eller begge forældre har haft eller har fremmed statsborgerskab, skal man ikke ansøge om godkendelse af et nyt navn. Dog skal forældrene erklære, at navnet er bruges som fornavn i det land, hvor de kommer fra. Dog kan det give problemer, hvis det ønskede fornavn er forbeholdt som efternavn i Danmark.

Mellemnavne
Navneloven skelner mellem to typer af mellemnavne.
Den ene type mellemnavn arves fra forældrene, som selv har båret navnet som mellemnavn. Ofte er der her tale om mellemnavne, der har en lang slægtstradition bag sig. Det primære her er, at navnet altid har været et mellemnavn, og at det bruges af både mænd og kvinder i slægten.
Den anden type mellemnavn er et navn, som oprindeligt har været brugt som mellemnavn i slægten. F.eks. kan man få sin moders pigenavn som mellemnavn.

Hvis barnet skal have et mellemnavn, som samtidig er et fornavn, så skal forældrene dokumentere, at mellemnavnet bæres af personer af begge køn i forældrenes slægt.

Deltag i debatten omkring drengenavne og pigenavne. Besøg vores populære babyforum - Læs mere her




Indkøbsguide

Barnets forældre

Festligheder

Tøj og tilbehør

Baby

Værelse og møbler

Portrætter og foto