[Barbamama]

Jeg har lige set noget med hende der Lola Jensen i Go Morgen Danmark

Der var en, der skrev ind, at hendes dreng på 1 år "skabte sig" som en 3-årig, når man sagde nej til hende...

Og til det svarer Lola at børn i 1-års alderen ikke kan koble "Nej" til "Nå, det må jeg ikke". Man kan muligvis have held med at forskrække dem, men selve fornuftsdelen, der forstår at "AH AH" og hvilke nej-lyde forældre nu ellers kommer med betyder, at nu skal man gå væk, den begynder først at skabes når barnet er 22 mdr...

Så indtil at barnet er 22 mdr er det bedst at aflede med mere spændende ting, og når barnet så er de der knap to år, så kan man begynde at sætte alt sit nips i børnehøjde igen og lære junior at det er nix pille.

Og nu vil jeg så gerne spørge alle jer kloge mødre! Er det også jeres erfaring?Hvornår kan man begynde at opdrage på sit barn? Hvornår hjælper det at sige nej (hvis det nogensinde hjælper? ) Er Lola for "blød" når hun siger, at man skal pille "nej" ud af sit ordforråd indtil at barnet er de der knap to år? Eller har hun fat i noget?

[Sandie]

Jeg kan ikke huske hvornår jeg begyndte at sige nej.. men min datter er jo så kun lidt over 2 år og når jeg siger nej til hende nu, så enten slår hun mig eller bryder helt sammen i gråd og kan være en time om at blive glad igen.. men hvis lola siger man først skal begynde med nej når de er 2 år så kan jeg forhåbentlig nå at lære min datter lidt bedre maner...

[Majkat]

Jeg så det også. Lige på det her område tror jeg hun er forkert på den. Til en hvis alder er jeg sikker på at hun har ret, men 22 mdr og godt nok sent.
Som tidligere dagplejer har jeg mødt en del børn fra andre kulturer hvor de åbenbart ikke må opdrage eller give et nej til barnet indtil det er 3 år. Det er altid de børn som ikke kan finde ro og skal afprøve alt og alle. Det er som om de skal igennem den fase en del senere end normalt.

Jeg vil dog sige at jeg aldrig lader et "nej" eller et "ah ah" stå alene for det forstår børnene ikke. Jeg forsøger i stedet at sige "nej, du må ikke pille i blomsten, men du må lege med klodserne". I det hele taget forsøger jeg at begrænse brugen af nej og i stedet sige stop eller du må ikke..

[Camillat]

Altsaa, bare giv mig paa puklen for foelgende sammenligning, men hvis min hundehvalp kan laere tidligt at traekke sig tilbage, hvis jeg siger "nej" eller "abababab" i et bestemt toneleje (ja, det siger jeg faktisk ogsaa), saa kan et barn vel ogsaa?

Barnet kan ioevrigt selv laere at sige "nej" inden det er to aar, saa mon ikke man kan have succes med at sige nej til sit barn. Jeg forestiller mig at man kan misbruge det eller udtrykke nej for haardt, hvilket saa ikke er i min aand.

Jeg synes det lyder "langt ude", at man skal noejes med at aflede opmaerksomheden fra sit barn indtil det er 22 maaneder... det er da ueber tidskraevende, hvis man har en lille bandit, der gerne vil roere ved alt

[brineh]

Hold da op så er der godt nok lang tid til at man må sige nej til David - men tror aldrig man stopper med at sige nej uanset hvor gamle børn er - jeg kender mange mennesker (inkl. mig selv) som nej vel bare er en vane for, som man automatisk siger når noget er forkert eller man ikke må

Jeg tror personligt at hvis jeg skulle stoppe med at sige nej, så vil jeg sku få svært ved det

[fru holden]

altså jeg tror ikke bare det er en mening hende lola har? jeg så det ikke selv, men man har jo lavet undersøgelser for at finde ud af om børn i den alder rent faktisk forstår hvad nej betyder.. det gør man ved sådan nogle psykologiske eksperimenter, hvor man meget konkret kan se, om barnet rent faktisk forstår hvad der sker...

det er vel ligesom, at indtil en vis alder, så forstår baby'er ikke, at mor ikke forsvinder, hvis hun går ud af rummet eller gemmer sig bag en stofble, men ligepludselig laver hjernen den forbindelse der lader barnet forstå at mor er der selvom man ikke kan se hende, og sådan fungerer det med mange ting, f.eks. er små baby'er heller ikke højdeskræk fordi de ikke ved at det er farligt at falde ned fra noget...

jeg har ikke noget problem med at tro på den slags, men det er vel noget andet når man har fået børn og kender dem ud og ind?

[Barbamama]

Majkat, som jeg læser det, så er din måde at gøre det på da ret meget som Lolas? Okay, der kommer et "nej" med, men du forklarer og afleder... Og spørgsmålet er så om de fatter forklaringen, men det lyder jo til at virke for dig Det er iøvrigt også dén vinkel jeg forestiller mig at bruge... Så længe man forklarer i en god tone, så kan det vel ikke skade, og så må hjernen jo bare følge med når den kan det.

Men det er da lidt interessant hvis deres hjerner slet ikke er udviklede til at forstå et nej før de der knap 2 år?

Og Camillat, sjov sammenligning med hunden Men spørgsmålet er jo om hundehjerner udvikler sig på samme måde og i samme tempo som menneskehjerner? Hundehvalpe kan jo også kravle/gå betydeligt hurtigere end menneskebabyer kan?

Og det med at små børn siger "nej" før de er to år, det er jeg ikke helt sikker på er et udtryk for at de forstår et nej. Jeg har da oplevet mange børn som helt åbenlyst bare siger det for at prøve ordet af, og måske endnu flere hvor jeg har indtrykket af at de siger det med en "Det er det her, de voksne siger når jeg gør sådan her"-mine frem for en "Det her må jeg ikke"-mine.

Men min egen umiddelbare tanke med Lola var også at det var vildt, hvis de ikke kan - rent ud sagt - fatte et nej før de er næsten to år? Men jeg har jo ikke prøvet at have en baby endnu Så fedt med nogle erfaringer og bud, kom endelig med flere!

[Barbamama]

fru holden, den 22 February 2012 - 09:26, sagde:

altså jeg tror ikke bare det er en mening hende lola har? jeg så det ikke selv, men man har jo lavet undersøgelser for at finde ud af om børn i den alder rent faktisk forstår hvad nej betyder.. det gør man ved sådan nogle psykologiske eksperimenter, hvor man meget konkret kan se, om barnet rent faktisk forstår hvad der sker...

det er vel ligesom, at indtil en vis alder, så forstår baby'er ikke, at mor ikke forsvinder, hvis hun går ud af rummet eller gemmer sig bag en stofble, men ligepludselig laver hjernen den forbindelse der lader barnet forstå at mor er der selvom man ikke kan se hende, og sådan fungerer det med mange ting, f.eks. er små baby'er heller ikke højdeskræk fordi de ikke ved at det er farligt at falde ned fra noget...

jeg har ikke noget problem med at tro på den slags, men det er vel noget andet når man har fået børn og kender dem ud og ind?

Jeg er helt enig med dig i dit rationale, og har ikke set nogle af de undersøgelser, du har talt om...

Men jeg har en kæphest med at tro for meget på "psykologiske undersøgelser" (og alle mulige andre). Nu læser jeg selv psykologi og læser dermed en hel del forskningsrapporter. Og helt ærligt, nogle af dem konkluderer sgisme noget sært på et meget tyndt grundlag Og jeg ved at andre bliver kasseret fordi man ikke fandt ud af det man ville (men måske endda det modsatte). Jeg har som sagt ikke læst undersøgelser omkring det her, så jeg tør ikke udtale mig om, om lige præcis DE undersøgelser er "iorden", men jeg går meget stærkt ind for at meget mere er en "holdning" end "sandhed" også selvom der er forskningsmæssigt belæg for det

[Majkat]

Jeg så en gang et program ... Måske det endda også var Lola om det med at sige nej.
Nej bruger vi som svar på spørgemål f.eks spørger barnet : "må jeg få en kiks" forældrene svarer "nej". Hvis man samtidig bruger ordet NEJ i opdrage/irettesætte situationer vil barnet ikke kunne kende forskel på de to forskellige nej'er og ville tage begge nej som meget negativ skæld ud.
Jeg synes egentligt det gav god mening og har siden da forsøgt at begrænse mit brug af nej i opdrage situtationen.

Jeg synes i hvert fald det virker rigtig godt herhjemme Jeg irettesætte også mine børn under 22 mdr men (helst) uden ordet nej.

[Camillat]

Barbamama, den 22 February 2012 - 09:29, sagde:

Majkat, som jeg læser det, så er din måde at gøre det på da ret meget som Lolas? Okay, der kommer et "nej" med, men du forklarer og afleder... Og spørgsmålet er så om de fatter forklaringen, men det lyder jo til at virke for dig Det er iøvrigt også dén vinkel jeg forestiller mig at bruge... Så længe man forklarer i en god tone, så kan det vel ikke skade, og så må hjernen jo bare følge med når den kan det.

Men det er da lidt interessant hvis deres hjerner slet ikke er udviklede til at forstå et nej før de der knap 2 år?

Og Camillat, sjov sammenligning med hunden Men spørgsmålet er jo om hundehjerner udvikler sig på samme måde og i samme tempo som menneskehjerner? Hundehvalpe kan jo også kravle/gå betydeligt hurtigere end menneskebabyer kan?

Og det med at små børn siger "nej" før de er to år, det er jeg ikke helt sikker på er et udtryk for at de forstår et nej. Jeg har da oplevet mange børn som helt åbenlyst bare siger det for at prøve ordet af, og måske endnu flere hvor jeg har indtrykket af at de siger det med en "Det er det her, de voksne siger når jeg gør sådan her"-mine frem for en "Det her må jeg ikke"-mine.

Men min egen umiddelbare tanke med Lola var også at det var vildt, hvis de ikke kan - rent ud sagt - fatte et nej før de er næsten to år? Men jeg har jo ikke prøvet at have en baby endnu Så fedt med nogle erfaringer og bud, kom endelig med flere!

Jeg taenker ogsaa, om det saa bare er nej, de ikke kan forstaa? Eller om det ogsaa er "Nej, det vil jeg ikke have, du goer", kombineret med en handlig, som at flytte barnet fra situationen. Man vil vel naeppe sige NEJ og saa ikke goere yderligere, end ikke fortraekke en mine... Handling bag ordet vil vel alt andet lige skabe en dynamik bag det ord, taenker jeg

Nej, hunden kan selvfoelgelig noget andet end et barn, og har faktisk gavn af et bestemt NEJ uden det store apperat af bla bla udenom. Jeg kan godt snakke med min hund, men har faa og meget praecise "kommandoer", hvilket naeppe vil vaere tilfaeldet overfor mit barn

Studer er videnskabelige og foregaar med praemisser, ja, men hvis vi aendrer praemissen og saetter handling bag ordet? Barnet kan jo godt skabe sammenhaenge paa et vist tidspunkt.... Well, jeg tror ikke det ligger til mig at undlade at sige nej...

[TroldeMor]

Jeg skal ikke kunne sige meget om undersøgelser, Lolas viden, eller andre børn. Men jeg kan helt sikkert sige at Marlon udemærket forstår hvad et forbud er...... Vi har forskellige ting i huset som han ikke må pille ved, fordi han rejser sig op ved alt, og nogle ting vælter for nemt. Når han rører ved noget forbudt, siger vi ah-ah.... Så stopper han op, og kigger i stedet på os, hvor vi så roser ham og evt kalder på ham. Nogle gange smiler vi bare og roser ham, og så kravler han et andet sted hen og leger videre.
Når han har oplevet et ah-ah til den samme ting nogle gange, rører han ikke ved det mere. Han kan godt kravle helt hen og kigge på det, og så kigger han op på os, som for at blive bekræftet i at han gør det rigtige når han ikke rører

Så jeg er slet ikke i tvivl om at han kan koble tingene sammen i hjernen.... Og det har han kunnet et stykke tid. I starten tog det dog en del flere ah-ah før han lærte det. Men nu fanger han det hurtigt.
Og han kan endda huske ting længe, fx ved han også hvad der er forbudt at røre ved hjemme hos mormor og morfar.

Jeg har prøvet at være i praktik i en vuggestue hvor vi havde børn fra andre kulturer, som aldrig havde oplevet et forbud/ah-ah/nej hjemmefra, og de var helt ustyrlige, og opførte sig som konger og dronninger. Og det sjove var så, at i vuggestuen lærte de at ngle ting går bare ikke (også socialt), og de kunne opføre sig nogenlunde pænt, og være selvstændige indtil mor kom for at hente, og så kunne de absolut INTET! Hverken gå, snakke eller noget som helst.... Selv om de kort forinden havde løbet rundt og leget og råbt....
Og dette oplevede jeg ikke på samme måde med de børn som var vant til opdragelse hjemmefra.

Så jeg tror altså at små børn sagtens kan forstå regler hvis de bliver "udsat" for dem

Til gengæld er jeg enig i at man skal passe på med at bruge det samme ord for forbud og for en "nægtelse"..... Altså man skal ikke bruge fx. nej til begge ting, for det vil forvirre barnet.....
Hvis du til gengæld bruger ah-ah ved et forbud og nej ved en "nægtelse", så kan barnet godt forstå forskellen....
Her bruger vi hvert fald to forskellige ord/lyde

MÅSKE kan barnet rent faktisk også kende forskel på "NEJ!" (sagt bestemt - hvis barnet gør noget forbudt) og "nej" (sagt roligt og "venligt") hvis de fx peger for at få en bog eller andet....... Det er svært at vurdere.

[Minnie]

Altså jeg er ret overbevist om at Maja har forstået "nej" længe, og hun er nu 2,5.

Da hun var lige godt et år, og hun fx tog noget hun ikke måtte kunne vi sige "Nej, kan du sætte på plads?" og så gik hun ud og lagde det på plads igen. Eller reagerede ved at kigge på os og så komme når vi kaldte på hende eller lignende.

Jeg tror det gælder om at nej ikke bare bliver sagt fra sofaen uden at du guider det lille barn videre. Afledning, kalde på det osv.

[Oliver's mor]

Jeg har hørt at de forstår nej når de er mindre, trangen er til at opdage eller udforske er bare størrere end det nej de får, så det er bedst ikke at sætte grænser så tigligt og vente til de er lidt ældre. Jeg prøver også at undgå for meget nej, tænker at sådan en lille fyr ikke skal rettes hele tiden Men det er selvf nødvendigt indimellem