Tauriel

Jeg ville helst være hjemme med et barn på den størrelse - eller ude et sted, hvor jeg kunne overnatte, og hvor hjemmet var indrettet meget på børnenes præmisser. Vi var hjemme første år med Roald (10 måneder), men ude til nytår. Nytårsaften var helt ærligt ikke spor sjov, fordi vi konstant skulle holde styr på Roald, og selvom både værter og gæster var søde til at indrette sig efter hans tilstedeværelse, så kunne de dårligt flytte alle deres dvd'er, og folk var bare ikke vant til at tænke over at lukke døren til køkkenet efter sig. Det havde gået hjemme ved mine forældre, hvor der er stort set lige så børnesikret som hos os selv, så det kommer også an på, hvordan der vil være hjemme hos jeres forældre. Vi var hjemme hos min svigermor til Roalds anden og Eskilds første jul. Det var helt fint, selvom der ikke er helt så børnevenligt indrettet som hos mine forældre (hun har bøger i stuen, som det er praktisk svært at fjerne alle sammen, og ikke børnesikring på skabene, fordi de er lidt mere afsides), for Roald var stor nok til at holde sig fra de forbudte tig, og Eskild var for lille til at bevæge sig rundt selv. Men lige den der midterperiode fra de først bliver mobile, og til de er nogenlunde til verbalt at holde fra forbudte ting; der synes jeg, det er rart at være hjemme, hvor man har indrettet sig efter det.

Med Roald havde jeg først en lidt ældre kvinde, som jeg tror har været god til unge, usikre mødre, der ikke har særligt meget styr på det hele og har brug for enkle råd. Hvilket betød, at jeg syntes, hun var rædselsfuld. Hun prøvede vist bare at være venlig og støttende, men kom til at virke meget bedrevidende og som om, hun ikke troede, jeg kunne tænke selv overhovedet. Jeg overvejede at bede om en anden, men nåede frem til, at eftersom alt gik glat, var det jo bare et spørgsmål om, at nogen lige skulle tjekke diverse ting, og så var det egentlig lige meget, om jeg brød mig om vedkommende eller ej. Imidlertid blev hun efter et par gange åbenbart syg eller holdt helt op som JM eller et eller andet, for jeg fik først et par vikarer og så en ny fast, som dog også nåede at blive afløst af en vikar en enkelt gang pga. ferie eller sygdom, så jeg alt i alt fik set fire nye ansigter. De var alle glimrende og lod mig selv styre, om jeg havde brug for vejledning eller ej. Det havde jeg ikke rigtigt; alt kørte fint, og jeg havde jo selv læst mig til de oplysninger, jeg havde brug for, men det var rart at blive mødt af nogen, der virkede, som om de faktisk troede på, man godt kunne have fint styr på en helt ukompliceret graviditet selv :) Til fødslen endte jeg med først at møde en JM, jeg ikke kendte og derefter hende, der havde været den sidste vikar, jeg havde mødt. Hende var jeg glad for, da hun var rigtig god til at hjælpe mig med at få ro på, da jeg havde brug for det. Med Eskild så jeg faktisk min faste JM alle gange undtagen én, hvor der var en vikar. Hun var helt fin, men uden jeg følte nogen særlig tilknytning. Hun var stadig mest bare en tilfældig person, der skulle tjekke blodtryk, urin etc. for mig, men det var da rart, at hun var et behageligt menneske. Til fødslen var det en JM, jeg ikke kendte. Hun var fin nok, uden at jeg følte noget særligt for hende - hun gjorde, hvad jeg havde brug for (tjekke, hvad der skulle tjekkes, hjælpe lidt med vejrtrækningen, når jeg havde brug for det), men det var ikke det helt store, jeg faktisk havde brug for. Så ingen særlig tilknytning for mig på noget tidspunkt i hverken den ene eller den anden graviditet, men dog en god portion taknemmelighed for, at den fødsels-JM, jeg havde med Roald, som hjalp mig med at komme igennem den værste del af smerterne, var god til sit job.

Min første var flaskebarn fra ca. 3 måneder og fremefter. Han er næsten 2 nu. Hvis du har ammet: Hvor længe? Lidt under 3 måneder med ham, der kom på flaske. Nr. 2 er lidt over 3 måneder, og det går indtil videre godt med at amme. Hvor mange børn har du ammet? 2 Hvordan kom du frem til at flasken var det bedste valg (gerne en lang beskrivelse)? Han var meget urolig ved brystet og blev let irriteret; først fordi der kom meget på én gang ved nedløb; sidenhen fordi der pludselig ikke var lige så rigeligt med mælk, og han derfor skulle arbejde mere for det. Det blev en ond cirkel, hvor jeg blev mere og mere stresset, han blev mere og mere frustreret, og til sidst var amning noget med, at han tog fat, fik to mundfulde og så slap og skreg, og det kunne man så blive ved med, indtil han virkede mindre sulten til sidst. Jeg var meget stresset og ked af det, og til sidst prøvede vi så med en flaske. Først med en idé om at supplere og se, om han ville tage amningen mere roligt, når han blev godt og let mættet på anden vis, men da der ikke blev nogen form for bedring, så på fuld tid. Det var ganske enkelt for stressende, og vi var begge to kede af det alt for stor en del af tiden. Hvad var hårdest? To ting: Dels følte jeg en stor trang til at amme, især efterhånden som brysterne blev mere spændte - sikkert noget hormonelt. Men når jeg forsøgte, gik det så bare som sædvanligt op i skrig og gråd. Dels havde jeg en ulogisk form for sorg ved tanken om, at hvis vi havde levet i stenalderen, ville mit barn måske ikke have overlevet, fordi jeg ikke kunne få det til at fungere. Altså en følelse af, at selvom der var en god løsning i form i flaske, så var det stadig et tegn på, at jeg ikke var god nok. Men jeg kom over den følelse ret hurtigt. Hvad sagde folk til din beslutning? Der var generelt masser af opbakning. Gennerelt: Hvad er de største fordele ved flasken for dig? (vi kender jo alle amningens fordele, men flasken har også sine fordele). Andre kan hjælpe med at give mad, hvilket både giver faderen mulighed for at komme mere på banen og gør pasning lettere. Er du ked af din beslutning/har du fortrudt? Jeg har ikke fortrudt, og det var den rigtige beslutning, men jeg er lidt ærgerlig over, at selvom det blev nemmere med flaske, så var min søn stadig temmelig vrøvlet i forhold til det med at spise. Jeg ville godt have haft endnu mere reduktion i besvær ud af det, men det var jo så et spørgsmål om barnets temperament, og det er der jo ikke så meget at gøre ved. Hvilke tanker gør du dig om flaske vs. amning ved det næste barn. Ja, her har jeg jo så som sagt fået den næste, og han bliver ammet. Det er jeg rigtig glad for, eftersom jeg var temmelig træt af at skulle huske at have flasker med, at gøre flasker rene, etc. med den første. Jeg synes ikke, der er nogen forskel på, hvor tæt kontakt, man har, men jeg sætter pris på altid bare at have maden med uden at skulle hverken huske på den eller gøre noget rent. Jeg var på forhånd afklaret med, at jeg ikke ville lige så langt ud, som jeg kom med den første, før jeg gik over til flaske, men samtidigt følte jeg mig også parat til at tackle rimeligt store problemer uden at komme det, simpelthen fordi jeg var så meget roligere i forhold til at få barn nr. 2, fordi jeg følte jeg kunne finde ud af det. Der har så været nogle af de samme problemer med nr. 2, men i noget mindre omfang, og samtidigt har jeg været i stand til at tackle det stort set uden at stresse, så derfor går det fortsat fint med amning. Andet? Jeg kan se, mange, der har svaret, er gladere for flaske, end jeg er/var. Så jeg håber mit svar kan være et eksempel på, at selv hvis man selv egentlig er mest til amning og synes, det er det rareste, og at der er mange irriterende ulemper ved flasker, ja så kan man alligevel få et rigtig godt forløb med at give flaske, hvis det er det, der ender med at fungere bedst.

Sådan havde jeg det også her anden gang (første gang kom jeg i vand undervejs, og så kom underbukserne jo ligesom af i den forbindelse). Det var dog vist mine egne underbukser, JM ville give mig på igen, men det skulle jeg bare ikke have noget af - veerne var altså trælse nok i sig selv, ikke tale om, at der også skulle bøvles med at tage underbukser af og på!

Jeg var ude for et biluheld, da jeg var ca. 15 uger henne - så noget længere end dig, men også, inden jeg mærkede liv. Hverken chokket eller det rent fysiske ved at rulle rundt i bilen og totalskade den gjorde det mindste; lige nu ligger ungen og sover og er 3 måneder gammel. Jeg kan godt forstå, du gerne vil snakke med lægen; det er da lige sådan en situation, hvor man gerne vil have et ekstra tjek. Jeg blev scannet med det samme på sygehuset (well, efter diverse undersøgelser af, om der var sket noget med mig selv), og det var rart at se, der ikke så ud til at være noget galt derinde - selvom jeg nu på det tidspunt var mere optaget af min 13-14 måneder gamle søn, som også havde været med i bilen, og som var bange og havde brug for sin mor. (Her var der heller ingen, der kom til skade, ud over enkelte småbitte rifter og blå mærker, i øvrigt).

Jeg vil også tro, at folk egentlig mest mener alderen og bare bruger udtrykket "blebørn", fordi bleen bliver en slags symbol på, at barnet stadig er lille og har brug for meget hjælp. Det eneste irriterende, jeg oplever ved selve bleerne er, at blespanden bliver hurtigere fyldt, og jeg hader at tømme den, fordi det altid er noget, jeg kommer i tanke om, når jeg ellers lige tror, jeg er færdig med alt, hvad jeg skal. Men så er det jo altså heller ikke værre. I det hele taget synes jeg slet ikke, det med to børn med kort mellemrum er specielt hårdt. Jo, der er da hele tiden en masse, der skal gøres, men det var der sådan set også med bare én, og nu har vi jo alligevel vænnet os til det :) Ind imellem er det lidt hårdt ikke at have hænder nok, som i dag hvor den store fik en flænge og skulle på skadestuen, mens den lille var i "jeg vil kun være emd til, at du holder mig, mens vi går rundt"-humør. Så er 4 hænder fordelt på to voksne lidt for lidt, når man også skal ringe til skadestuen og pakke ting ned og sådan. Men man finder jo ud af det. Det var hårdt for os at få den første, fordi det var sådan en kæmpe omvæltning i forhold til altid bare at kunne gøre, hvad vi selv havde lyst til. At få nr. 2 har tilføjet noget arbejde, men det har slet ikke givet samme mentale omvæltning, fordi det ikke i samme grad er noget helt nyt, men bare lidt mere af det, vi allerede kender til.

Min mand var med til stort set alt i min første graviditet og stort set intet i den anden. Det havde ikke så meget at gøre med, at det var anden gang, og han havde prvet det før, men derimod med hans arbejde. Han er lærer på en HHX, så det er ikke det nemmeste sted at tage fri, fordi der jo skal flyttes timer eller arrangeres vikarer, så eleverne faktisk får den undervisning, de nu engang skal have. Det var bare nemmere første gang, fordi han var i gang med at tage pædagogikum, hvilket giver færre undervisningstimer og mere tid hjemme med forberedelse, rettearbejde og opgaveskrivning. Desuden fik han muligheden for at tjene en del penge ved et sommerferiejob, så derfor kunne han heller ikke være med dér, fordi vi valgte, at det var værd at lade ham tage det job. Den ene ting, han tog fri til denne gang, var NF. Der ville jeg bare være ked af at stå selv, hvis nu der var dårlige nyheder. Ved MD, hvor man havde set barnet én gang, var det ikke helt så vigtigt for mig, selvom jeg nu meget gerne ville have haft ham med - men det var under sommerferiejobbet, som han slet ikke kunne tage fri fra uden meget stort besvær, da det var et intensivt kursus. Han var selv træt af ikke at være med til mere, men man må jo tilpasse sig omstændighederne.

Ja, det var standardtilbud; man fik tilsendt en kopi af sin journal og kunne så få en samtale, hvis man ringede og aftalte en tid. Det gjorde jeg så, fordi jeg syntes, jeg jo burde få alle tilbud med, men jeg syntes egentlig det var spild af tid, fordi jeg havde haft en god og ukompliceret fødsel og havde haft fin lejlighed til at tale om den og skrive en fødselsberetning allerede. Måske havde det været mere relevant, hvis det var med den jordemoder, jeg fødte med, men tilbuddet var, at det var konsultationsjordemoderen. Nu skal jeg snart til at føde igen, og jeg regner med, at jeg denne gang kun bestiller en tid, hvis der var noget, der ikke gik glat, og som jeg føler behov for at tale igennem. Men det er rart at vide, tilbuddet er der, hvis jeg har brug for det.

Vi har først lige taget aftenflasked med vælling fra Roald på 16 måneder. Har tænkt på det nogle gange, men så har der gerne lige været et eller andet; typisk noget sygdom, så vi er kommet fra det igen. Jeg havde troet, det ville give brok, for han har været meget utålmodig efter at få sin vælling, når han først har set den, selv om han egentlig ikke spiste så meget igen det sidste lange stykke tid. Men det viste sig, at når han så bare ikke så den være der, så var der intet problem. Han får lige nu et stykke brød med smør og noget vand inden sengetid. Først fordi han spiste dårligt til aftensmad og bare smed med maden i stedet, så det virkere sikrest at få fyldt noget i ham. Nu spiser han så glimrende til aftensmad, men virker bare generelt temmelig sulten, så vi bliver sikkert ved med brødet lidt tid endnu. Det er naturligvis ordentligt brød med fibre nok, og så er det såmænd fint sundt. Og jeg kender godt det med at bekymre sig for, om de nu får nok. Jeg syntes, det var lidt svært at vænne mig til, om Roald nu fik detm han skulle have, da han for alvor var gået over til rigtig mad generelt. Det føltes bare så anderledes i forhold til MME, hvor man nøje kunne se, hvor meget han fik, og vidste at nogle andre havde sammensat det korrekt mht. vitaminer og sådan.

Hvis du ikke vil have noget alt for højt på popularitetslisten, så er Ida og Clara muligvis dårlige bud. De er nr. 2 og 3 på top 50 for 2011. Min umiddelbare indskydelse var, uvist af hvilken årsag, Sara(h). Manden foreslår Karen.

Sært; de har da ellers lige for kort tid siden haft reklamer i fjernsynet om, at de nu sælger sengetøj med almindelige danske mål.

Vi skal næppe det helt store. En tur til Herning for at besøge min familie, nogle endagsture i det omfang, mit bækken, som driller, gider være med. Min mand får sandsynligvis et sommerferiejob midt i det hele, hvor jeg håber at kunne bruge noget af tiden på at besøge mine forældre med Roald og/eller, at de besøger os.

Da jeg ankom, havde jeg et par joggingbukser og en eller anden top eller t-shirt på - ingen BH, for det havde jeg ikke lgie orket. Ja og så sko og strømper og en jakke, da det var februar. Jakke og sko røg naturligvis af hurtigt, og bukser og underbukser kom af, da jeg skulle undersøges. Jeg fik dem på igen bagefter, da vi skulle fra undersøgelsesstuen hen til fødestuen, både fordi det føltes sært at gå derhen med røven bar, og fordi jeg frøs lidt. Bukserne og underbukserne røg igen, da jeg skulle undersøges næste gang, og så skulle jeg i vand og tog også min top af (muligvis er bukserne kommet på igen en kort periode; det kan jeg virkelig ikke huske). Da jeg kom op af vandet igen, fik jeg en hospitalsskjorte på, men ikke lukket, og jeg fik et tæppe eller lagen over mig. Begge dele, fordi jordemoderen ville passe på, jeg ikke kom til at fryse. Jeg svedte så faktisk helt vildt, men havde ikke overskud til at få sagt det, så jeg fandt mig bare i skjorten og skubbede lagnet til side selv. Jeg troede egentlig, at jeg havde haft skjorten på hele vejen igennem, men jeg kan se på billederne, at den var væk, da Roald kom ud, så på et eller andet tidspunkt er det nok lykkedes mig at få gjort opmærksom på, at jeg havde det varmt, eller at tage den af selv. Til næste gang skal jeg lige have lavet en aftale med manden om et eller andet tegn, der betyder, jeg sveder, tror jeg :)

Jeg tror, der er langt større forskelle mellem forskelle sygehuse i USA. Det er jo ikke et offentligt sundhedssystem, men private hospitaler, og efter hvad jeg har læst på andre fora, lyder det, som om der kan være store forskelle på, hvilken måde de forskellige hospitaler tackler forskellige ting. Så kan man jo til dels vælge derefter, men naturligvis begrænset af geografi samt ikke mindst, hvad ens sundhedsforsikring vil dække. Så jeg vil tro, man stadig gør det nogle steder, mens man andre steder bruger samme model som herhjemme.

Jeg ville helst ikke have den, da jeg fødte sidst, og fik den heller ikke. Jeg havde bestemt ikke udelukket det fuldstændigt, for man ved jo ikke, hvordan mn har det med det i situationen, før man står i den, og der var også et tidspunkt, hvor jeg overvejede det. Heldigvis kom der så en superdygtig jordemoder (det var lige ved vagtskifte), som hjalp mig med min vejrtrækning og fik det hele til at føles til at have med at gøre igen, og så var behovet der jo slet ikke. Når jeg skal føde igen, vil jeg foretrække, at det bliver ligesom sidst, uden hverken epidural eller vestimulerende drop eller andre former for indgriben i det, min krop gør af sig selv. Jeg var tæt på at få noget vestimulerende sidst, fordi jeg var meget træt, men det endte med at gå uden, og det var jeg glad for. Men igen vil jeg naturligvis ikke udelukke noget som helst, før jeg står i det. Jeg foretrækker at undgå epiduralen af flere årsager. Dels er der de mulige bivirkninger, dels en modvilje mod, at nogen skal stikke noget ind i min ryg - men mest af alt simpelthen det, at tanken gør mig utryg. Så længe det, der sker med mig under en fødsel er noget, min krop selv gør, så føler jeg mig tryg og i kontrol. Hvis der skal rodes ved det udefra på en eller anden måde (om det så er en epidural eller noget vestimulerende), gør det mig utryg, fordi jeg ikke føler mig i kontrol. Jeg ved naturligvis godt, at det er professionelle, der gør de ting ved mig, og at de har helt styr på det - men følelser er jo ikke sådan lige at lave om på, og som en anden har skrevet her i tråden, så er noget af det vigtigste under en fødsel, at man føler sig tryg.