Fister

Jeg synes Liva passer godt ind. Og tillykke Eller Cornelia, måske. Jeg har også tit tænkt på, at jeg godt gad at Carmen var et navn som passede ind hos mig. Og så har jeg rejst med en skøn engelsk kvinde som hed Tenille.

Ki, jeg tror, "vi er der nu", hvor brugerne er utrygge, og det kan I takke jer selv for. Uden at skrive "helt ærligt", - helt ærligt. I har taget en administrativ beslutning, som står jer frit for. I kan også beslutte, hvordan I vil håndtere det. Men når I vælger ikke at håndtere det med åbne kort, så må I jo også kunne forstå, at jeres brugere stiller spørgsmål og føler sig blottede ved at opdage, at de kan google deres ikke-så-åbne tråde ved et tilfælde. Det er der vel ikke så meget konspirationsteori i? I sælger en vare, som brugerne her i tråden ikke har i lyst til at købe mere - måske nogle andre har. Held og lykke med det. Men det er vel reelt nok, at jeres nuværende brugere stiller spørgsmål ved forummets præmisser - og stiller lidt flere og lidt mere uklare spørgsmål, når nu det viser sig, at trådenes grundlæggende præmis pludselig er helt uklar. Men godt at slettet betyder slettet. Så er det slået fast! (Her kunne jeg indsætte glade ballon-smileys, men vælger at lade være. Det er sgu så mærkeligt, når man er tydeligt uenige).

Jeg kan sgu ikke finde det køkken inde på hjemmesiden nu... Men det hed Y20, og jeg var vild med blandingen af mørk grå og de dér markante træhylder/reoler. Åh, de har så mange fede køkkener (jeg skulle ikke have gået ind på hjemmesiden), og de tør en hel masse. Jeg er super-vild med Svane-stil, og jeg håber I får en god oplevelse ved dem

Ja, det var desværre i forløbet hvor svane rent faktisk skulle levere. Nogle elementer blev ikke leveret, andre var forkerte og de har skulle slås for at få, hvad de har betalt for. Efter et halvt år ekstra var køkkenet endelig som aftalt, og de blev tilbudt en skuffe i kompensation.... Jeg synes selv at svane laver lækre og spændende køkkener. Har længe været forelsket i et særligt ét, hvor HTH er temmelig kedelige IMO.

Hey:) fedt med nyt køkken. vi får affaldssortering i 2017 (jeg glæder mig faktisk lidt ). Vores køkken er HTH, og det er fint, men jeg er ikke specielt fan af HTH egentlig. Har lidt dårlige erfaringer med deres gør-det-selv afdeling, sat op af håndværkerne, er det godt. Vores venner har elendige erfaringer med svane. Køkkenet er toplækkert, men forløbet har været virkelig skidt. Min onkel som er håndværker, siger at de har det samme problem med svane i det firma han arbejder i.

Tillykke Mannie. Jeg tænker på de samme navne som jeg lige har skrevet i mom2bes tråd:)

Konstantin? herhjemme har vi Theodor og Arthur, og talte om Walther, Jonathan og Valdemar. Jeg kan godt lide Finn... og ellers er jeg stødt på Sylvester, Folke, Dirch, Anker, Nelson og Simon for nylig og tænkt at det er gode navne.

Eller Sylvester !

Jeg sidder lige og stener og har ikke læst ret meget, men Lasse dukkede lige op i mine tanker. Silke Elia og Lasse xx. Måske Lasse Emil ?

Jeg troede det var en helt almindelig familiefest...?

Ej noget møg! Sikke et byggeår I har jer! Vi talte med Majbritt (mener jeg) hos HTH i Glostrup. Hun var fremragende.

Jeg ved ikke lige hvorfor jeg ikke fik givet et tilbage her. Men her er det. Jeg har afleveret mit bachelorprojekt sidste uge, så mit hjerne har en mindre nedsmeltning nu. Som den plejer her omkring jul, halvt henne i skoleåret. Jeg vidste godt, det ville komme, da jeg ikke kunne holde mig vågen en dag for 2 uger siden, og min tinnitus flippede og jeg ikke rigtigt kunne sove. Jeg er ellers glad, og det har været et vildt godt projektforløb, hvor jeg har haft fuldstændig styr på forløbet. Alligevel, så kommer stressen og stjæler mig. I kender nok den der helt skøre træthed, som bare trænger ud i hele kroppen, og det føles som om man står og sidder skævt hele tiden, fordi øjnene ikke kan holde sig åbne og alle bare snakker og snakker og snakker én omkuld. Jeg falder seriøst i søvn, imens jeg leger med mine børn eller Morten taler til mig. Æv. Men nu er der ferie, og der er rimelig ro omkring mig, så jeg gør det dér, psykologen sagde, at sådan en som mig skal: skriver ind i kalenderen, hvornår jeg IKKE laver noget. Så nu har jeg set SKAM i fire dage! Og lavet aftensmad sgu! Det er ret store sager, at jeg fik lyst og overskud til det (uden at det åd min energi altså). Jeg har også cyklet med Theodor i børnehave. Helt barnligt lykkeligt ad den brede cyklesti her i min nye by. Jeg har ellers ikke cyklet i 5 år, fordi jeg slet ikke kunne overskue at bevæge mig ud i trafikken på den måde. jeg blev angst og snotforvirret, da jeg prøvede. Men altså, småture i Roskilde er en vældig start. God jul til jer. Husk at sige nej tak, hvis dagene blir for overvældende. Det er ok, selvom mange har nogle gevaldige forventninger til juledagene. Søvn og ro er vigtigere end julesange og pebernødder <3 Kram er også gode

I vores omgangskreds tror jeg forældre generelt arbejder fuldtid. Jeg ser i hvert fald ikke for mig, at samfundet forventer at mødre går på deltid. Mere tværtimod. Det er da egentlig en underlig tilgang... at du så nok skal på deltid. "Kære kvinde, du må da vist hellere ofre din karriere, din løn, din, pensionsopsparing, måske dine dagpengerettigheder, for at få det til at hænge sammen med de dér børn, som du selv har valgt at få, og som skal opleve nærvær og overskud i en grad, så vi kan måle på det og sammenligne det med hinanden". Jeg mener jo selv alt muligt om, hvordan vi burde strikke dether samfund anderledes sammen, men det er eddermaneme giftigt, hvis vi som kvinder begynder at antage, at det er normen, at moder=deltid. (Så skulle man gøre det til en rettighed for småbørnsforældre, men det er en anden snak).

Jeg ser først dette emne nu, men er jo nærmest en spejling af ovenstående selv, omend jeg e ikke er helt så sikker på at det bliver godt igen. Mit stress var arbejdsbetinget og blev håndteret rigtigt ubehageligt på min arbejdsplads igennem 10 år. Det er 5 år siden nu og jeg har stadig de samme symptomer. Alle de kognitive, tinnitus og min krop er stadig træt, jeg har fået psoriasis og får nogle store angstanfald en eller to gange årligt. Når de rammer følger 2-3 måneder, hvor jeg laaaangsomt skal arbejde mig op til at fungere igen. Jeg læser stadig elendigt, og alle symptomerne kommer lynhurtigt snigende, når min hverdag bliver almindelig. Jeg har ikke kunnet vende tilbage til arbejdsmarkedet endnu, så jeg studerer. Det er selvfølgelig et problem, at jeg ikke kan læse, men jeg kommer omkring det ved at deltage i al undervisning, stille og roligt stole på min egen dømmekraft og erfaring igen og at være åben om det. De fleste er ok til at hjælpe, når vi skrive projekter, og jeg kan heldigvis skrive godt igen. Hele min sommerferie går hvert år med at genfinde en nogenlunde balance i mit system. Nogle år lykkedes det mit at læse (i) en bog sidst på sommeren, hvis jeg virkelig har fået masser af ro. Så blir jeg så glad og tænker, at måske er der hul igennem. Men der går godt en uge efter semesterstart før jeg er sat tilbage til 0 igen. Det er sgu barsk, at det bare sidder dér som en stor lort på ens skulder hele tiden. Jeg har selvfølgelig heller ikke er studiejob, selvom jeg savner at have kollegaer. Vi arbejder ret åbent med det herhjemme. Altså at jeg siger til, når tinnitussen bliver højere, når jeg begynder at blive grundtrist og overvældende træt. Og så ved vi, at vi skal bede om hjælp, vælge ting fra igen og min mand tager over på mange ting. Ift arbejdsmarkedet, så aner jeg ikke hvor det ender. Jeg VIL på arbejde igen, jeg har masser at byde ind med, men det kan ikke blive på normale vilkår. Foreløbig i hvert fald. Jeg tænker rigtigt meget (sikkert alt for meget) over, hvordan det kan strikkes sammen, og jeg er reelt bange for....alt muligt. Hvad skal jeg sige, hvad er fair, hvor meget kan man forvente af hinanden, sker der det der altid sker når jeg indgår i en arbejdsrelation, kan jeg mærke mig selv, hvor skal jeg gå hen når det begynder af skride? Og kan man godt blive sygemeldt med angst/stressanfald hvert år? Altså, det er jo helt tosset, men sådan ser min virkelighed jo ud. Hvis du mødte mig, ville du sikkert tænke at jeg var stærk, kvik og smilende. Det var jeg også engang, og jeg ser stadig sådan ud. Måske fordi jeg ikke går ud, når jeg er rystende svag, ikke kan huske hvad almindelige ord hedder og er helt grå af tristhed og træthed. Men altså, jeg ved ikke hvad man gør for at blive "rigtig" og brugbar igen. Men jeg ved, at man er nødt til at være ærlig omkring det, få noget hjælp og viiiirkelig blive god til at mærke efter og turde være sårbar. Både overfor sig selv og sine nærmeste. Jeg har heldigvis fundet ud af, at hvis jeg fortæller folk, hvordan de kan hjælpe mig, så gør de fleste det med glæde. Alt muligt held og lykke med fremtiden

Jeg tænker "Nå", og så læser jeg en anden nyhed Jeg forstår overhovedet ikke, hvad det har med resten af verden at gøre (men jeg kan godt lide at du tager debatten op, MorAnja).