Udmattelse, sygdom og pks. Plan for møde med lægen

[Maustique]

Hej tøser

Jeg har været længe om at skrive denne tråd - og ved ikke rigtigt hvad jeg vil med den. Andet end jeg har brug for lidt støtte og opbakning. Håber I har tålmodighed til at læse med.

Alexander er født for tre år siden efter en ukompliceret graviditet ved en planlagt, rolig og fantastisk hjemmefødsel i vand. Jeg kunne ikke ønske mig en bedre fødsel. Jeg var endda ude og argumentere med sygehuset mod igangsættelse - fordi jeg følte vi havde overskud selvom han først meldte sin ankomst 41+5.

Derfor var det også det mest naturlige i verden at lillesøster også skulle se dagens lys hjemme - og jeg havde fat i hjemmefødselsordningen så snart jeg blev gravid.

Men denne graviditet har været anderledes hård - kulminerende inden for de sidste par uger. (37+6 idag). I 3. trimester holdt jeg op med at tage på (er spinkel og tog 25 kg på med Alexander uden det var et gram for meget). Det var grundet konstant sygdom, mange penicillinkure, alt for mange lægebesøg, tiltagende besvær med at få luft, mange opkastninger, og en generel utilpashed.

For 14 dage siden var min jordemoder på besøg - og jeg brød sammen og fortalte hende hvordan jeg havde det. Hun sendte mig øjeblikkeligt videre til egen læge (modsat vagtlægen, vikarlæger og barselslæger som jeg havde set 5 gange indenfor den sidste måned). Min egen læge kunne konstatere at min blod% lå under seks (den lå på næsten 11 med Alexander), min hvilepuls lå på den anden side af 135 og mit blodtryk var meget lavt.

Hun sendte mig videre på Næstved sygehus, som overførte mig til hjerte/lungeafd. på Slagelse sygehus. Her blev jeg indlagt (fredag til onsdag) til alverdens scanninger, blodprøver og overvågning fordi de var bange for en blodprop i lungen.

Da de med rimelighed mente at de kunne udelukke det sendte de mig tilbage til svangreafdelingen på Næstved med besked om, at de ikke kunne undersøge mig videre, for f.eks. astma før jeg var færdig med graviditeten og anbefalede en afslutning hurtigst muligt.

På svangre ville de helst sætte mig igang med det samme, men det var jeg ikke meget for, så jeg fik noget drop mod udmattelsen og noget koncentreret jern, og vi blev sendt hjem for at tænke på hvad vi ville.

Nu er det så lørdag og vi har "tænkt" siden onsdag. Eller det er mest mig der har grædt, og min mand der har forsøgt at trøste mig. Hen over de sidste 2 uger har jeg fået det værre:

- Jeg spiser stort set ikke fast føde og har tabt 5 kg på 4 uger. Hver gang jeg prøver kaster jeg det op i et hosteanfald.

- Jeg har hedeture hvor hænder, fødder og ansigt brænder

- Hosteanfaldene giver mig voldsomt ondt i lungerne, mellemgulvet og smertefulde plukveer

- Det kommer som i "anfald" og varer mellem 15 og 30 min. Jeg bliver ekstremt stakåndet, kan dårligt holde mig på benene og har et par gange været væk med buler i hovedet som resultat. Jeg hoster voldsomt og kan ikke tale. Under hosteanfaldene kaster jeg voldsomt op, også selvom maven er tom. Jeg kan ikke holde på vandet under opkastene og sidder derfor på gulvet i badeværelset og tisser samtidigt med at jeg får næseblod, hoster og kaster op. Efterfølgende får jeg den ondeste hovedpine.

- Jeg kan ikke sove om natten, og bare det at bevæge sig få skridt gør det værre.

- Jeg er konstant træt og går med en følelse af at være udmattet og syg.

For første gang er jeg bange for at føde. Jeg er bange for at det skal blive meget værre og jeg skal gå 4 uger endnu (som jeg jo skulle med Alexander). Jeg er bange for at jeg ikke kan håndtere veer når jeg af en eller anden grund ikke kan trække vejret. Jeg er rædselsslagen for en igangsættelse - som er alle de indgreb jeg så gerne ville undgå + en risiko for at det tager meget lang tid fordi kroppen ikke er klar. Og så stadig veer jeg slet ikke kan overskue uden en ordentlig vejrtrækning. Jeg føler mig simpelthen for udmattet til at føde - og går næsten i panik ved tanken. Min krop er bare smadret - af mangel på mad, af hoste, af mangel på søvn, af mangel på vitaminer, mangel på blod, mangel på det hele. Det eneste lyspunkt er at min baby har det godt - hun blev skønnet til mellem 2.500 og 2.700 gram forrige torsdag.

Jeg har idag bedt om et kejsersnit. Mødte som forventet bestemt hverken opbakning fra min jordemoder eller fra fødselslægen. De synes at jeg, der jo var superføder burde i det mindste prøve en igangsættelse først. Jeg kan bare ikke mere. Min jordemoder sagde at kejsersnit jo havde livsfarlige mulige komplikationer - og lægen sagde at det ville være en professionel skam for hende at indstille sådan en som mig til et kejsersnit. Og begyndte så at spørge ind til om jeg havde ændringer eller stress i mit privatliv som kunne påvirke mig psykisk. På det tidspunkt var jeg allerede for stakåndet af gråd til at begynde at diskutere med hende hvor stor en fornærmelse jeg faktisk syntes det var.

Nu venter jeg på at bagvagten ringer os op - og er nervøs for endnu en runde af "forklar mig" jeg ikke kan vinde. Jeg føler mig som en fiasko, jeg føler mig svag som kvinde, jeg er nervøs for et kejsersnit, for hvordan jeg vil have det bagefter og for om det vil have nogle negative konsekvenser for vores lille datter. For hver time der går uden jeg har det helt elendigt spørger jeg mig selv om jeg nu også er sikker på det her.

Som sagt ved jeg ikke hvad jeg ville med den her tråd - men tak fordi I læste med så langt. I må gerne give mig jeres tanker/erfaringer bare lad være med at være for hård ved mig - jeg kører på pumperne og har rigelig skyldfølelse i forvejen...

[Guest]

Det er sgu da utroligt! Undskyld men du er da i den grad kandidat til pks. Det fatter jeg virkelig ikke noget af.

Jeg er helt med på at det er "bedre" med vaginal fødsel, men jeg synes godt nok det lyder langt ude at de ikke selv har tilbudt dig ks.

Jeg bliver altså lidt forarget på dine vegne. Og især at de får dig til at føle dig så forkert. Det hører ingen steder hjemme.

Jeg håber bagvagten ringer med positivt svar.

Hav en rigtig god fødsel :kiss Jeg krydse for at de gode helbred kommer tilbage efter fødslen

[NSEllekilde]

Jeg har ingen råd eller erfaringer, men øv hvor er jeg ked af det på dine vegne! Du har det hårdt og som du selv siger så kører du på reserverne. Jeg forstår ikke hvorfor du ikke kan indstilles til kejsersnit. Hele din almene tilstand taler jo for kejsersnit..

Anyways, jeg ville bare ikke efterlade tråden uden et kram :kram2

[AS2014]

Det lyder godt nok forfærdeligt og hårdt at have det sådan! Jeg kan sagtens forstå din frygt og dine tanker! Virkelig! Jeg håber bagvagter er mere forstående og empatisk. Som du selv skriver er du meget sårbar lige nu, så måske det har virket hårdere end det var ment, da jordemoder og lægen sagde de ting. Bemærkningen om, at det er en professionel skam for hende at indstille dig til et kejsersnit synes jeg dog er ret mærkelig - det kan da rage dig en fløjtende fis. Og det her handler ikke om lægens profesionelle stolthed, men om dit ve og vel. Håber du får lov at snakke med en, der møder dig mere hvor du er, så i kan få en dialog om det - det er jo nok fint at få snakket om din frygt og dine tanker og blive hørt, uanset om det ender i det ene eller andet.

Jeg er selv førstegangs gravid, så har intet at byde ind med mht erfaringer om det ene eller det andet. Håber i finder en løsning, som du føler dig tryg ved og møder lidt forståelse :kram

[Lovely Lady]

:kram shit... Jeg tænker, at et planlagt kejsersnit lyder fornuftigt nok - og helt nægte dig det kan de vel ikke :unsure

[Forunderligt]

Ej hvor det lyder frygteligt og hårdt lige nu :kram2 hvis der ikke er meget hurtig bedring lige om hjørnet tænker jeg da også et pks lyder som det eneste rigtige, og man må da gå ud fra at det ikke er noget du "bare" beder om og så tage dig alvorligt. Syns virkelig ikke læger og JM kan være bekendt at afvise dig!

 

:kram :kram :kram

[Tumlepigen]

Jeg får det næsten fysisk dårligt af at læse hvor skidt du har det :(

:kram

Jeg synes på ingen måde du skal skamme dug eller have skyldfølelse over et kejsersnit i den tilstand du er i. Det kan ikke være sundt at være så skidt så længe, heller ikke for din baby.

Håber bagvagten er mere forstående end jm og fødselslæge :kram

[Maustique]

Tak I dejlige piger... Jeg ville ønske at jeg kunne vise ham det her på skrift - så kunne han måske forstå. Jeg går i baglås når jeg forsøger at forklare mig, for jeg ved ikke hvor jeg skal starte...

Der er i øvrigt ikke ringet tilbage endnu - selvom min jordemoder skrev at hun havde haft fat i dem kl 16. Måske bliver det ikke idag de mener de har tid alligvel.

Vi forsøgte at ringe på det nummer, som vi var blevet givet hele formiddagen - men den ringede bare ud...

[Guest]

Du er da i den grad kandidat til kejsersnit.

 

Jeg havde det også skidt under mine graviditeter og havde høj hvilepuls og anfald med det under mine graviditeter og hjerte problemer. Men sådan som du har det lyder det som om du har det 10 gange værre end jeg havde det og jeg synes ikke det var sjovt.

Jeg fødte min nr 2 ved pks på Hillerød hospital, dagen før fik jeg tidspunktet på dagen og var en af de første. Vi fik at vide at det gik efter komplikationer og jeg havde følt mig lidt fesen ved at vælge kejsersnit  og at det var det ikke alvorligt nok til. De så på mig og sagde med de komplikationer var jeg i den grad kanditdat og du har som sagt mange flere. Så jeg forstår slet ikke hvordan de kan sige sådan til dig og de burde respektere dit ønske og forstå at det er svært for dig.

 

Jeg fik som sagt pks. Jeg husker det som sådan godt og stille og roligt, men der var dog lidt komplikationer og min datter kom på neonatal da hun slugte for meget fostervand. Hendes første 30 min blev hun suget og fik ilt. Det var hårdt at se på og intet kunne gøre, men det var professionelt personale. Det er en komplikation der er større risiko for ved kejsersnit, men det kan ligeså godt gå helt efter bogen og på trods af hendes start husker jeg hendes fødsel positivt.

Hun er idag 4 år, og har ingen problemer og er en skøn og helt rask 4 årig :)

Min søn (nr 1) fik jeg aks med og han havde ingen komplikationer da han kom til verden.

 

Jeg håber du bliver hørt, jeg ved hvor svært det er at bede om kejsersnit og det håber jeg de har forståelse for og for hvor ødelagt du er.

 

God bedring og tons af :kram :kram :kram :kram :kram

[Guest]

Angående erfaringer og komplikationer for øvrigt: min første fødsel endte i aks og ingen komplikationer for baby.

Anden fødsel var vaginal, hvor baby slugte fostervand, ikke kunne trække vejret, skulle suges og efterfølgende var indlagt et døgns tid på neonatal.

Ricisi ved pks aner jeg intet om, men min erfaring siger mig at det kan gå begge veje og at ks ikke behøver være lig med problemer

[Lovely Lady]

Min kejsersnitbaby var også i bedre stand bagefter end fødselsbabyen :rolleyes

Men det mindede mig også lige om, at det forhold, at min første fødsel endte med et kejsersnit, blev betragtet som en komplikation, der gav en direkte billet til pks med den næste, hvis jeg ville - uanset at der ingen medicinsk indikation for pks var overhovedet. Så er det sq da for tosset at lave et show ud af, at du har draget en konsekvens af, at du er blevet så afkræftet, at du ikke er tryg ved en vaginal fødsel. Jeg bliver mere og mere irriteret på dine vegne :kram2

[Maustique]

Bagvagten har så ikke ringet tilbage endnu. Det gør han/hun så nok heller ikke.

Vi har prøvet at ringe på hovednummeret - men de har telefontid mellem 8-13. Så vi mån prøve igen imorgen.

Det er selvfølgelig også en måde at få mig til at føde vaginalt på - bare lad være med at besvare det nummer jeg er blevet givet og undlad at overholde aftaler om at ringe tilbage...

[Guest]

Men det mindede mig også lige om, at det forhold, at min første fødsel endte med et kejsersnit, blev betragtet som en komplikation, der gav en direkte billet til pks med den næste, hvis jeg ville - uanset at der ingen medicinsk indikation for pks var overhovedet. Så er det sq da for tosset at lave et show ud af, at du har draget en konsekvens af, at du er blevet så afkræftet, at du ikke er tryg ved en vaginal fødsel. Jeg bliver mere og mere irriteret på dine vegne :kram2

:ditto

Hvis ks er hvad du ønsker, så hold fast i det, der er ingen til at tage den beslutning ud over dig.

Og begge min ks-babyer har været sunde og raske - og jeg har ikke haft nogle komplikationer med ks.

[mille1981]

:kram Jeg forstår ikke at de nægter dig ks. Jeg tror ikke på de ved hvordan du har det.

Kan du ikke skrive ned hvordan du har det? Og så bede dem om at læse det? Det kan være rigtig svært at forklare det når der står en autoritet overfor en.

:kram2

[Maustique]

Jer der har prøvet et planlagt kejsersnit - hvad skal jeg forvente?

Skal jeg ind og "forsvare" mig selv en gang mere? Hvor hurtigt får man en tid? Tror I de vil tøve og sige at jeg skal vente til jeg er tættere på termin (38+0 imorgen)? Hvem er det der opererer - den ledende overlæge på gyn? For hende havde jeg sørme ikke de bedste erfaringer med. Sæt hun finder på at skælde mig ud under indgrebet? Hvor lang tid er man indlagt bagefter - og hvordan har man det? Må far sove der - hvad gør man ellers, når man ikke må løfte baby? Hvornår var I "jer selv" igen?

Åh for pokker altså... Jeg ved jo ingenting selvom jeg har prøvet at læse på nettet. Jeg har faktisk aldrig været på en fødegang andet end som gæst og har jo aldrig deltaget i fødselsforberedelse eller andet fordi jeg var så overbevist om, at jeg aldrig ville havne på et sygehus.

[Maustique]

:kram Jeg forstår ikke at de nægter dig ks. Jeg tror ikke på de ved hvordan du har det.

Kan du ikke skrive ned hvordan du har det? Og så bede dem om at læse det? Det kan være rigtig svært at forklare det når der står en autoritet overfor en.

:kram2

De har heller ikke teknisk set nægtet mig et kejsersnit. De har bare fremlagt alle deres grunde til at jeg ikke skulle have det, på en måde der ikke gav mig meget valg. Og da min mand så holdt fast (det er han bedre til end mig), blev vi sendt hjem og "tænke over det".

Og det var med ord som "livsfarlige komplikationer", "det ville være synd for både dig og barnet", "min professionelle stolthed ville lide skade, hvis en som dig skulle have kejsersnit" og "en igangsættelse er meget bedre for dig og du har sikkert født på to timer" - efterfulgt af en masse eksempler på hurtige fødsler...

[mille1981]

Og nogen igangsættelser tager 4 dage og ender alligevel i Aks, fordi kroppen ikke er klar... Ikke for at skræmme, men for at modargumentere mod lægerne. De aner jo ikke hvordan din krop reagerer på igangsættelse især ikke nu, hvor den er så langt fra at være på toppen som den næsten kan være

:kram2

[Guest]

Jer der har prøvet et planlagt kejsersnit - hvad skal jeg forvente?

Skal jeg ind og "forsvare" mig selv en gang mere? Hvor hurtigt får man en tid? Tror I de vil tøve og sige at jeg skal vente til jeg er tættere på termin (38+0 imorgen)? Hvem er det der opererer - den ledende overlæge på gyn? For hende havde jeg sørme ikke de bedste erfaringer med. Sæt hun finder på at skælde mig ud under indgrebet? Hvor lang tid er man indlagt bagefter - og hvordan har man det? Må far sove der - hvad gør man ellers, når man ikke må løfte baby? Hvornår var I "jer selv" igen?

Åh for pokker altså... Jeg ved jo ingenting selvom jeg har prøvet at læse på nettet. Jeg har faktisk aldrig været på en fødegang andet end som gæst og har jo aldrig deltaget i fødselsforberedelse eller andet fordi jeg var så overbevist om, at jeg aldrig ville havne på et sygehus.

Ligesom fødsler er kejsersnit også forskellige.

Om du skal forsvare dig igen, det er svært at sige. Jeg skulle ikke, den læge jeg talte med drog et lettelsens suk og tog derefter kalenderen frem og så kunne jeg vælge en dato. Jeg mener jeg kunne vælge fra uge 38 til 39+3-4 stk. Jeg havde taget min mor med til forsvars tale, men det var ikke nødvendigt. Måske du kan tage din mand med ?

Jeg kan ikke huske hvem der opererede, men der er mange læger der udfører opgaven.

Jeg var indlagt 2 dage ved både aks og pks. De ville gerne have beholdt mig en dag mere hvis jeg ønskede, men jeg ville gerne hjem.

Ved aks havde jeg det overraskende godt bagefter og var oppe efter 1/2 døgns tid, med pks havde jeg mange smerter og svært ved at komme igang og kom først op over 1 døgn senere og havde kraftige smerter i maven 3-4 uger.

Min mand sov der ikke, der var fuld belægning ved den første og ved Nr 2 skulle han tage sig af Nr. 1. Man må godt løfte baby og kan kalde på personale til at hjælpe, hvis det ikke er muligt.

[Mette]

I min mor tråd har jeg lige lavet fødselsberetning over mit kejsersnit - med billeder. du er velkommen til at spørge hvis du har nogle spørgsmål. Jeg fødte vaginalt første gang med fik en 3. Grads bristning da hun sad fast pga Navlesnoren var om halsen 3 gange. De turde godt lade mig føde vaginalt igen på trods af det, men valgte alligevel pks. Jeg var sengeliggende 4 uger sidst og det ville jeg ikke ud i igen selvom chancen måske ikke var så stor.

Jeg har ikke fortrudt pks, MEN det har været hårdere end jeg troede. Det er nu 17 dage siden og jeg har min første dag i dag hvor jeg ikke er dopet af smertestillende piller. Og er meget øm endnu. Jeg har fået et grimt ar, der var ingen komplikationer men de har skåret meget skævt og det er langt og sidder lidt højt. Det kræver meget pleje og jeg dækker det ind med englehud hele tiden - det skal jeg gøre et halvt år. Det skal masseres og trænes og mine mavemuskler ligger et sted langt ude i siderne og jeg skal bruge lang tid på at få dem i orden igen efter operationen. Selvom jeg føler jeg sagtens kan løfte mere en de 3-4 kg jeg må så gør jeg det ikke for vil gøre alt for ikke at belaste mit ar og mine mavemuskler så jeg får flere gener end højest nødvendigt. Så i 8 uger nårjeg ikke løfte - det gør at jeg fx ikke rigtig kan køre med barnevognen for den skal indimellem løftes over en kantsten. Jeg kan heller ikke handle ind eller løfte min store pige - det forstår hun heldigvis godt, men der er stadig situationer hvor det er svært.

Som sagt fortryder jeg ikke mit pks, men det er langt fra en nemmere læsning end en alm fødsel (hvis den selvfølgelig ikke ender med en stor bristning som min gjorde). Selve "fødslen" er jo smertefri men ugerne/månederne efter er alligevel meget påvirkede af det hvis man vælger at overholde det med ikke at løfte og bruge tid på arpleje og træning

[Lovely Lady]

Mit kejsersnit var jo akut, men.. To dage indlagt, min mand var der hele tiden, 12-13 cm ar lige under hårgrænsen, efter det første døgn fik jeg bare panodiler og ipren, man må gerne løfte baby - det kan dog være lidt svært at komme ud af sengen med baby fx, fordi man skal dreje sig og bruge mavemuskler, hvilket gør nas. Jeg var pretty much smertefri efter en uge :chin: Ingen særlige beskeder om arpleje - jeg masserede det lidt forsigtigt, fordi jeg tænker, at god blodgennemstrømning må være fint :)

[Mette]

Mit kejsersnit var jo akut, men.. To dage indlagt, min mand var der hele tiden, 12-13 cm ar lige under hårgrænsen, efter det første døgn fik jeg bare panodiler og ipren, man må gerne løfte baby - det kan dog være lidt svært at komme ud af sengen med baby fx, fordi man skal dreje sig og bruge mavemuskler, hvilket gør nas. Jeg var pretty much smertefri efter en uge :chin: Ingen særlige beskeder om arpleje - jeg masserede det lidt forsigtigt, fordi jeg tænker, at god blodgennemstrømning må være fint :)

Åh er helt misundelig på dit ar!

[tsecret]

Jer der har prøvet et planlagt kejsersnit - hvad skal jeg forvente?

Skal jeg ind og "forsvare" mig selv en gang mere? Hvor hurtigt får man en tid? Tror I de vil tøve og sige at jeg skal vente til jeg er tættere på termin (38+0 imorgen)? Hvem er det der opererer - den ledende overlæge på gyn? For hende havde jeg sørme ikke de bedste erfaringer med. Sæt hun finder på at skælde mig ud under indgrebet? Hvor lang tid er man indlagt bagefter - og hvordan har man det? Må far sove der - hvad gør man ellers, når man ikke må løfte baby? Hvornår var I "jer selv" igen?

Åh for pokker altså... Jeg ved jo ingenting selvom jeg har prøvet at læse på nettet. Jeg har faktisk aldrig været på en fødegang andet end som gæst og har jo aldrig deltaget i fødselsforberedelse eller andet fordi jeg var så overbevist om, at jeg aldrig ville havne på et sygehus.

Jeg har fået to kejsersnit, et akut og et planlagt, på to forskellige sygehuse. Prøver i første omgang at svare på dine spørgsmål her, det kan være jeg kommer tilbage med mere senere.

Man er typisk indlagt mindst 48 timer efter PKS. Manden må gerne være medindlagt. Man må gerne selv løfte baby, men ellers hjælper mand eller personale gerne. Hvornår man er sig selv igen varierer, første gang gik der 5-6 uger, denne gang 3 dage. Hvem der opererer ved jeg ikke, men jeg gætter på der i hvert fald er mere end en der foretager kejsersnit.

Hvilket hospital hører du til?

Jeg havde mindre grund til at vælge PKS end dig, og alligevel mødte jeg ikke modstand. Tværtimod blev der bagefter sagt at det var det rigtige valg jeg tog. Ingen af mine børn har haft komplikationer som følge af kejsersnit, de har begge skreget med det samme og vi har hurtigt fået gang i amningen.

[Solvej99]

Hold da op en situation du står i :( Får det helt skidt på dine vegne :unsure

De kan ikke nægte dig et pks. Det sagde min JM til mig. Jeg overvejede også pks, da min datter lå med numsen nedad. Min JM begyndte lidt som din at slå det hen med risici og tale om, at det jo er en operation osv. Men hun sluttede af med at sige, at hvis det var det jeg ville, så kunne de selvfølgelig ikke nægte mig det. Hun frarådede det bare.

Altså det er selvfølgelig ikke det samme som din situation, men det var bare for at sige, at hvis du står fast (eller din mand evt. gør det for dig), så skal de gå med til det.

:kram

[Guest]

Første gang indlagt 3 døgn.

Anden gang indlagt 48 timer.

Min mand overnattede begge gange.

Jeg er åbenbart rimelig hardcore hvad angår ks.

Første gang var jeg af smertestillende efter 3 dage, mens jeg anden gang stoppede da min pille-ration udløb.

Jeg har ikke haft væsentlig smerter efterfølgende, men har selvfølgelig afholdt fra at løfte for meget de første 6-8 uger (her hjalp det at min mand holdt 4 ugers barseli forbindelse med fødslerne).

Mit ar er lidt skævt, men jeg synes det er helet rigtig fint begge gange (var faktisk ikke klar over der var skævt, før de skulle skære det op ved anden ks). Jeg ser det ikke som grimt, men er stolt af det - det er min mor-tatovering.

Den eneste "gene" jeg har oplevet er manglende følsomhed i det nederste af maven (altså jeg kan fint mærke noget, men det er ikke helt normalt), men jeg ved det går over igen (første gang tog det 1-1,5år).

Selve ks (Mettes beretning er god, så jeg tager lige den kort version).

Mit pks var et sær-tilfælde som foregik 41+0, men normalt foregår det omkring 38+0-39+0, men kan relativt hurtigt få en tid.

Jeg skulle møde ind klokken 7. Vi var så 2 der skulle have ks den dag og jeg var nummer 2. Nummer et kom til klokken 8 og jeg kom så til omkring kl.11 (hun er født 11.34) - det værste ved dette var at man skal møde fastende 7 timer inden, så jeg havde ikke spist siden aftenen i forvejen.

Vi fik begge udleveret det tøj vi skulle have på til ks (se Mettes beretning) - så trillede en portør mig op til OP-stuen (min mand gik). Her blev vi mødt af jm. Vi kom ind på operationsstuen og fødselslæge, narkoslægen og narkosesygeplejersken præsenterede sig. Man sidder så på briksen og skal krumme ryggen underligt og får lagt blokaden i ryggen, jeg havde min jm til at stå foran mig og snakke med mig under dette, da jeg virkelig hader denne del og skulle bruge en der kunne distrahere mig. I det blokaden er lagt, skal man hurtigt ned og ligger og kobles til en masse maskineri og man får klædet op foran sig, det sker fordi man simpelthen mister følelsen fuldstændig fra maven og ned, og maskineriet er jo for at overvåge omdu har det godt. Så køre de præsentationen af hvem der er i rummet og man blive spurgt om cprnr og hvad man er der for (det er standard). Så går de igang med at tjekke om man virkelig er følsesløs og når de er sikre, så skære de op. Det føles virkelig underligt, når de hiver og flår i en mave for at få bebs ud (min mand siger at det ser ekstremt voldsomt ud og nogle mænd vil nok få det skidt) og man kan virkelig få kvalme fordi de skubber til de indre organer. Undervejs snakkede vi med narkossygeplejersken, som konstant spørger om man er ok (igen standard, hun skal sikre at du hele tiden er klar i hovedet og at der ikke er noget galt). I det bebs er ude, fik jeg hende op til mig, så jeg kunne se hende, men herefter kom hun over på et bord som jeg hele tiden kunne se, hvor hun blev tjekket og målt og vejet - og så kom hun overtil mig og ligge i mens de syede mig sammen. Da det var over blev vi kørt på opvågning, hvor vi var i ca. 3 timer (du skal have følelsen tilbage i benene og et ok blodtryk, inden de "løslader" dig). Så blev vi kørt på barselsgangen. Fordi det var barn nr.2 fik vi lov at passe os selv rimelig meget, så vi fik kun besøg af sygeplejersken/jm når der var vagt skifte (ved barn nr.1 kom de rigtig tit).

Ved mit første ks (semi-aks), var jeg først oppe og gå efter 1,5 døgn pga udmattelse gjorde at de smertestillende havde problemer med at virke. Mens jeg ved mit pks var oppe og gå kl.18.

Og ja det gør sgu røv ondt i maven og det er rart at få hjælp til at komme ud af sengen de første par gang, indtil man finder ud af hvordan man kommer ud af en seng uden at bruge mavemusklerne (det kræver et par forsøg).

Mit første ks tog 30 min fra vi kom ind på op-stuen og til vi var på vej ud igen, mens mit andet tog en time (det tog længere tid at skære op, fordi de skal igennem arvævet fra første gang).

Begge unger har været sund og raske og scoret 10 på scoren.

[Maustique]

Så har bagvagten ringet - og det var så den mest bitre samtale so far...

Han havde absolut ingen forståelse for noget som helst! Jeg fik at vide at de jo selvfølgelig alle sammen ville gå imod en dårlig løsning, når de vidste der var en bedre, at andengangsfødsler var 100% fødsler fordi alting altid gik glat og nemt (det sagde han seriøst!), at jeg jo sikkert også ville hoste bagefter et kejsersnit og det ville gøre ondt - og så toppede han af med, at de egentligt ikke havde fundet noget galt med mig.

Men hvis jeg "kørte den helt ud", så kunne jeg sikkert godt kejsersnit - det var bare "en dårlig løsning".

Han synes vi skulle ind og snakke om det igen - det var jo ikke en beslutning man kunne tage over telefonen. Og da min mand så bad om ikke at snakke med den samme overlæge som sidst (jeg havde overdraget røret fordi jeg ikke kunne tale mere på det tidspunkt), så fik vi at vide af lægen at han syntes det var meget vigtigt det blev den samme - fordi hun jo "kendte vores historie". Det kommer man åbenbart til af at holde enetale for en patient i ca 10 min og så i øvrigt på intet tidspunkt have beskæftiget sig med mig hverken før eller efter.

Jeg var ked af det imorges, frustreret i eftermiddag og nu her til aften er jeg rasende!

Det er DEM der ikke kan finde ud af hvad der er galt med mig, på trods af at jeg har været indlagt i næsten en uge og tilladt dem at give mig alt mulig medicin (i to graviditeter har jeg ikke taget så meget som en Panodil før dette) - og det er DEM der har måttet konkludere, at de ikke kan finde ud af mere før jeg ikke længere er højgravid. Ikke at kunne finde ud af hvad der er galt med en patient er IKKE det samme som at patienten er rask!!

Jeg finder mig simpelthen ikke i at få at vide, at jeg skal tale mindre med mine veninder fordi de jo sikkert er 1. gangsfødende og ALTING er anderledes der - som om jeg er en 4 årig, der har fået sat kriller i hovedet.

Så nu er jeg der hvor alle dem, som jeg havde troet ville hjælpe mig, har fortalt mig at de synes min fornemmelse for min krop er forkert og den beslutning jeg gerne vil træffe er tåbelig - selv den hjemmefødselsjordemoder jeg stolede mere på end nogen anden. Selvom de så skulle overgive sig, når jeg åbenbart skal ind og trygle dem på mandag - hvordan skal jeg så kunne have tillid til dem? Hvordan skal jeg kunne arbejde sammen med dem i et af mit livs mest sårbare øjeblikke? Når de ikke kan lytte til mig under normale omstændigheder - hvorfor skulle de så gøre det når jeg har veer og ikke har noget valg?

Første gang gik jeg over tid. Deres foretrukne løsning: pump mig fuld af medicin, lav en masse indgreb og sæt fødslen igang. Denne gang er jeg virkelig syg op til fødslen. Deres foretrukne løsning er sjovt nok den samme igen.

Lige nu vil jeg hellere falde død om end at skulle føde med dem. Og en igangsættelse har jeg ALDRIG villet - så høj risiko for indgreb og så høj risiko for aks giver simpelthen ingen mening.

Så lige nu bliver jeg stædig og arrig. Jeg kan godt holde ud nogle uger endnu. Og jeg kan sikkert også godt overleve en fødsel (selvom jeg oprigtigt ikke mener at det er den mest skånsomme vej denne gang) - bagvagten har jo lovet mig 100% succesrate. Så hvad skal jeg egentlig med nogen af dem. Jeg ville hellere falde død om end at føde med nogen af de mennesker.