MortilØ

Lille Ø, kom til verden!

7 indlæg i dette emne

Fødselsberetningen:

 

Som højgravid havde jeg det faktisk rigtig godt, som i rigtig rigtig godt. Jeg fik gået mange og lange ture med hunden, dansede rundt med støvsugeren, og var bare generelt glad og følte mig godt til mode. 

 

MEN.. da vi den 14.09 nåede 41+2 og det overhovedet ikke så ud til at vores lillle Ø ville komme ud foreløbig mistede jeg alt gå-på-mod og gav mig bare til at sidde og tude i sofaen.

 

Dagen efter skulle jeg til igangsættelses-samtale inde på Horsens Hospital. Manden tog fri fra praktikken, for at være der til at støtte mig (han kunne godt mærke at jeg var helt ude af den) :boo  :boo

 

Da vi, efter at have været til vægtscanning, kommer ind for at tale med en jordemoder, bryder jeg helt sammen og kan slet ikke andet end bare og sidde og tude  :rolleyes

Jeg vil bare gerne have den knægt UD! NU!

 

Nå men efter planen skulle jeg sættes i gang 41+5 men mit mentale tilstand taget i betragtning, mente de at det ville være bedst for mig bare at blive sat i gang med det samme. 

 

Jeg fik to piller og besked på at komme igen nogen timer senere, for at få to mere. 

På vejen hjem hentede vi smørrebrød og tog hjem for at hygge.

 

Manden fik ringet til praktikken og sagt at han ikke kom før efter fødslen, så var det ligesom på plads  :)

 

Nå, det bliver aften og vi får kørt en strimmel igen, taget to piller og tager hjem for at sove.

 

Dagen efter tager vi på hospitalet igen, skal nu tage fire piller.

Henter smørrebrød igen! *HAPS*

 

Senere samme dag fire piller igen (de sidste)

På vejen hjem i bilen mærker jeg et PLOP! Dette var klokken 18.00 

 

Og så kommer den første ve.

Jeg hænger fast i panikhåndtaget i bilen og informerer om at det var altså en ve!!! 

 

Vi kommer hjem og jeg har mistanke om at vandet er gået, så jeg smutter på toilettet for at tage et bind på.

Da jeg kommer ud derfra er jeg set slet ikke i tvivl om at vandet er gået, da det kommer i skyller.

 

Jeg får ringet til hospitalet og aftaler at vi snakker sammen igen klokken 21.30

 

Jeg vil forsøge at få noget at spise, men veerne kommer voldsommere og voldsommere med 30 sek pause imellem!

 

Jeg ringer igen, og jordemoderen beder mig tage et bad og så komme ind.

 

Vi kommer ind, efter en mildest talt ubehagelg køretur, en jordemoder studerende tager imod os. Der bliver kørt en CTG, og de kan se at der er aaaaalt for kort pause imellem veerne, og de taler om at give ve-hæmmende medicin selvom jeg kun er 3 cm åben.

 

Vi får en fødestue, og jeg kan næsten ikke være i min egen krop, ikke fordi jeg synes at veerne gør uudholdeligt ondt, men fordi der på dette tidspunkt  ikke er en eneste ve-pause, og jeg er ved at blive helt sindssyg af det oven i hovedet.

(Det er åbenbart noget af det man kan opleve, når man bliver sat i gang)

 

Jeg bliver tilbudt en epidural-blokade og takker ja.. (Mig der ville prøve alt i verden, inden det skulle komme til medicinsk smertelindring)

Jeg er da 6 cm åben og klokken er omkring 21.00

Lille Ø får en elektrode på sit hoved, så der kan blive holdt opsyn med hans puls.

 

Ligeludselig bryder helvede løs..

Min mand fjerner sig hurtigt, der står læger og jordemødre over det hele, og jeg aner ikke hvad der foregår.

Jeg bliver bedt om at vende mig om på siden, som sagt så gjort.. Og får en ilt-maske jeg skal trække vejret i.

 

Det viser sig at være vena-cava, og lillemandens puls faldt helt ned under 50  :unsure

Al  adrenalinen der kom op i min krop lagde en dæmper på veerne, og jeg fik nu endelig nogen pauser imellem veere.

 

Men dette gør så at jeg ikke kan få en epidural, før der er kørt en normal kurve (ctg)

 

Langt om længe kommer anæstesi lægen Mads, for at ligge den epidural-blokade. På dette tidspunkt, er veerne kommet kraftigt igen og jeg har ca. 10 sekunders pause imellem dem.

 

Jeg mærker ikke blokaden bliver lagt, jeg koncentrerer mig om at sidde stille, inde i alle veerne. 

Der går den tid fire veer tager, så virker epiduralen. 

Jeg falder i søvn  :blink   

Jeg sover virkelig imellem veerne, min krop ryster som et espeløv, men jeg får sovet imellem veerne, og ve-pauserne bliver længere.

 

Der går et par timer, humøret er højt og jeg får klyx, og føler mig egentlig parat til den dersens presse-fase.

Vi får pjattet på fødestuen, og snakken går. 

 

Klokken 02.30 må jeg begynde at presse, og det er virkelig rart at kunne gøre noget aktivt. Jeg får ilt-masken i ve-pauserne og klokken 03.11 bliver vores lille Ø født..

 

Han er helt blå og har navlesnoren tre gange rundt om halsen, men bliver hurtigt viklet fri, og far får klippet navlesnoren over.

 

Han skal lige en lille tur hen på børnebordet og suges lidt, men så kommer han hurtigt til hægterne  :wub

 

Vi får fred alle tre, og har 2½ time på fødestuen, hvor vi hygger med brød og saftevand, og får holdt fødselsdag   :)

Efter 1½ times tid smutter jeg op og gå, og jordemødrene bliver noget så overraskede over at jeg render rundt på stuen, fuldt påklædt, da de kommer tilbage  :P

 

Mine mål under fødslen:

 

Jeg og manden har talt meget om, hvordan vi kunne tænkte os at fødslen kom til at forløbe. Mht. reaktioner, hvilke opgaver manden skulle varetage o.s.v.

 

Efter vi var færdige med at gå til fødselsforberedelse fik vi i fællesskab lavet en "ønskeliste" (der endte med aldrig at komme i hænderne på én eneste jordemoder  :rolleyes ) 

 

Jeg ville gerne under fødslen, afprøve al ikke-medicinsk smertelindring inden jeg ville have noget som helst medicinsk... Det gik ikke som jeg havde forestillet mig, og det synes jeg faktisk er helt ok, ve-stormen taget i betragtning.

 

Manden min morer sig meget over at jeg i et bestemt tonefald fik sagt "hvaaaa´sku´jeg aldrig ha´den epidural eller hva´" 

Hvilket var det eneste tidspunkt under fødslen hvor jeg var bestemt i tonefaldet, hvilket leder mig til  det der i realiteten lykkedes for mig at opnå under fødslen.

 

Jeg VILLE ikke vrisse af hverken min mand, eller jordemødre, eller nogen som helst andre der krydsede min vej!

Jeg VILLE ikke være en hysterisk fødende, der ikke kunne se en ende på fødslen, og ligger og trygler om et kejsersnit.

Jeg VILLE ikke sige AV! For jeg havde på forhånd bestemt mig for at det sgu da ikke gør ondt at føde!!

Jeg VILLE være i stand til, og have overskud til at tage mig af, hvordan min mand havde det under fødslen.

 

Det lykkedes og det tillader jeg mig at være stolt af :first:

Men det ville ikke kunne have lykkedes, uden al den støtte og kærlighed fra min mand undervejs  :wub

 

Følelsen efter fødslen: 

 

Jeg har aldrig været så høj  :wee

Og fik da også sagt lige efter fødslen, at jeg egentlig ikke kunne forstå at det var det her, der var nogen der jamrede sig over, for det gjorde jo ikke engang ondt :P

 

Jeg er selvfølgelig klar over, at alle fødsler er forskellige, men jeg føler virkelig jeg havde en god fødsel, og kunne have mig selv med hele vejen (særligt efter der kom styr på ve-stormen igen)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Stort tillykke med jeres lille Ø  :loveshower

Sikke en dejlig beretning! Jeg har mange af de samme tanker om fødslen som dig, så det var dejligt at læse at det kan lykkes :) 

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Stort tillykke med jeres lille Ø  :loveshower

Sikke en dejlig beretning! Jeg har mange af de samme tanker om fødslen som dig, så det var dejligt at læse at det kan lykkes :)

 

Tusind tak  :)

 

Er virkelig overrasket over hvad en positiv indstilling og nogle mål kan gøre  ;)

Så stort held og lykke med din forestående fødsel  :D

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Stort tillykke med lille Ø :kuller

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Stort tillykke med lille Ø :kuller

 

Tak skal du have Lotte :-)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Sikke en dejlig beretning at læse og stort tillykke med jeres skønne dreng, selvom I måtte vente længe på at få ham ud :kram2 Det lyder til at have været en fantastisk fødsel og jeg kan godt lide dit mål om, ikke at ville være en hysterisk fødende, der vrisser af alt og alle omkring sig. Jeg er helt med på, at alt kan ske i kampens hede afhængigt af omstændighederne, men jeg synes at det er et flot og betænksomt mål at stræbe efter. Nogle gange man man helt få den modsatte fornemmelse; at folk føler sig berettigede til at råbe og og bande ad andre, fordi de skal føde. Håber at jeg engang kan gøre dig kunsten efter. Du er for sej :respekt 

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Sikke en dejlig beretning at læse og stort tillykke med jeres skønne dreng, selvom I måtte vente længe på at få ham ud :kram2 Det lyder til at have været en fantastisk fødsel og jeg kan godt lide dit mål om, ikke at ville være en hysterisk fødende, der vrisser af alt og alle omkring sig. Jeg er helt med på, at alt kan ske i kampens hede afhængigt af omstændighederne, men jeg synes at det er et flot og betænksomt mål at stræbe efter. Nogle gange man man helt få den modsatte fornemmelse; at folk føler sig berettigede til at råbe og og bande ad andre, fordi de skal føde. Håber at jeg engang kan gøre dig kunsten efter. Du er for sej :respekt

 

Tusind tak  :D

Har fået præcis samme opfattelse, at man er berettiget til at opføre sig  som en hystade og kravle rundt på væggene  :P 

Og ja, alle fødsler er forskellige, men nøjj en fantastisk, syret, ubeskrivelig oplevelse når alt kommer til alt. 

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Log ind for at besvare

Folk bliver vildt glade for svar!

Ikke medlem endnu?

Opret dig gerne. Det er gratis og tager 10 sekunder.


OPRET NY GRATIS MEDLEMSPROFIL

Allerede medlem?

Du kan med fordel logge ind.


LOG IND HER