"Særligt uopdragen"

[Guest]

Jeg kender slet ikke tallene og er tydeligvis ikke god til matematik :p - min pointe er at jeg slet ikke ser det billede der bliver givet, måske er jeg ikke særligt opfattende men kasser oplever jeg heller ikke, og jeg har som sagt aldrig mødt de der selvdiagnostiserende forældre! Og jeg er naiv nok til at tro på faglige diagnoser! For oplever ikke over diagnosticering!

[Guest]

Btw var der flere diagnosticerede børn på hæftig medicin på min sidste arbejdsplads - vel en 20 stykker! Men det var fysiske diagnoser. Det ene barn i hele institutionen der havde en psykisk diagnose fik slet ikke medicin!

Bare lige et andet perspektiv på medicinen!

[Guest]

Jeg er også stødt på diagnose jagt og kan godt nikke genkendende til at nogle forældre meget gerne vil have en diagnose der kan forklare barnets opførsel og måske fratage dem ansvaret.

Jeg har arbejdet som socialrådgiver I en afdeling med børnehandicap og en anden kommune I en afdeling hvor det var de udsatte børn og unge uden diagnose - altså forebyggende børnearbejde.  

Jeg har I mit arbejde oplevet forældre der virkelig gik op I, at få en diagnose til barnet og de gav ikke op før de havde fået det

Jeg har oplevet sager, hvor jeg har tænkt at den er god nok, men har også haft sager hvor jeg og andre professionelle omkring familien har tænkt, at det handler nok mere om omsorgssvigt.  Omsorgssvigt som abosolut kommer til udtryk I barnet, men hvor barnet ikke har en egentlig diagnostisk psykisk sygdom, men reagerer på forældrenes manglende forældrekompentecer.

For en 6-7 års siden oplevede jeg og mine kollegaer, at der nærmest var gået mode I at få en ADHD diagnose.  Vi fik virkelig mange nye tilkommere med den diagnose og det virkede som påfaldende mange,jeg ved ikke om det har ændret sig, men på daværende tidspunkt var det et stort problem. Når vi fik en sag ind, må jeg tilstå vi sagde åhh en til af dem og det gjorde det sværre at tage diagnosen seriøst, da den blev delt ud med rund hånd . Det synes jeg er et problem få dem hvor sygdommen virkelig er et problem.

 

Jeg har også oplevet forkerte diagnoser I privaten. Min søster fik for 3-4 år siden en Asperger diagnose, hun har elementer af Asperger, men alle omkring hende, bade profesionelle og pårørende og pårørende med indsigt I sygdommen mener virkelig ikke hun har Asperger. Der var 1 I det udredende team der mente hun havde det, resten mente ikke det var det, men hun fik diagnosen da det var en nyuddannet psykiater der mente hun havde det og hun havde kompetencen.

Jeg er helt sikker på de gav hende diagnosen så hun kunne få hjælp fra kommunen, for uden en diagnose var det svært at få hjælp. Problemet er bare, at med en forkert diagnose, så får man også den forkerte hjælp. Det var ikke megen hjælp hun fik, men det hun fik hjalp på ingen made. Det var først da vi blev selv diagnosticerende og hun kom til en ekspert I særlig sensitive at tingene faldt på plads og hun fik den rette hjælp og værktøjer og nu har det godt. Det var altså ikke Asperger, men hun er særlig sensitive, højt begavet (som altså godt kan være et problem) og har noget social angst.

Jeg har oplevet lidt af det same med min venindes mand, som for 1-2 år siden fik en Asperger diagnose, som heller ikke havde noget på sig.

Tilfælles for dem begge, er at deres ord og deres pårørendes ord er blevet drejer så det passer til diagnosen og ikke til virkeligeden. Så kan man jo fint få det til at passe, dem det drejer sig om kan bare ikke se sig selv I det og de pårørende kan slet ikke genkende det de har sagt. Ting er blevet fordrejet eller hel udeladt.

 

Så jeg synes så sandelig der er problemer med dianosticering, udfra hvad jeg selv har oplevet. Jeg håber da det bare er de få historier som så lige er cetreret I min bekendtskabskreds, men det har ikke fået min tro til at blive højere.

Det er så absolut et problem med forkert diagnosticering som man bliver medicineret for og derved får noget medicin som intet godt gør. Jeg synes dog også det er et problem, at få diagnosen hvis den ikke er rigtig og ingen kan genkende personen I det. Min søster fik diagnosen I en sårbar alder hun var 15 år og det gjorde virkelig ondt på hende og gjorde en del ved hendes selvforståelse indtil hun fik den rette hjælp da hun fandt ud af hvad problemet var

[Pumpkins]

Jeg er ikke helt enig...

 

Lad os sige at det er 1 ud af 100, bare for eksemplets skyld - så synes jeg det er SKYHØJT! Man snakker ofte om at der er 2-3 i hver klasse med en diagnose - dvs ca 10 % af alle børn (ud fra præmissen om at der er ca 30 per klasse). Det er godt nok mange børn!!! Lad os dog bare holde fast i det tal for pointens skyld... Derved vil der i ca hver 3. (!!) klasse sidde en som er fejldiagnosticeret... Det synes jeg er MEGA mange! Om det så bare var måske 5 per skole. så synes jeg stadig det er super mange børn!!!

 

Er det 1/1000 vil det jo så 'kun' være 1 i hver 30. klasse - sådan cirka - hvilket på mange større skoler, vil være en per skole. Der er mange hundrede skoler i Danmark - så vi snakker ikke om 5 børn på landsplan, men potentielt tusindvis af børn, som er diagnosticerede og måske medicerede med medicin med bivirkninger, de slet ikke burde have.

 

Jeg hørte en psykiater på en konference for vel... 3 år siden (tror jeg) udtale at han mener at psykiske diagnoser på børn, bør revurderes ved en genudredning en gang om året. Altså, det ville jo kræve SUPER mange ressourcer, men hans pointe var, at psykiske diagnoser alene er baseret på symptomer. Dvs hvis et barn udviser ADHD-symptomer, får barnet diagnosen. En del børn med ADHD-symptomer som kommer under de rette pædagogiske rammer med fast struktur, forudsigelighed, tydelige voksne og klare rammer, indenfor et år, ikke længere udviser ADHD-symptomer, og altså ikke længere bør anses for at have ADHD. Det som i stedet sker, er at barnet fortsat anses for at have ADHD, og vil gå ind i voksenlivet med forståelsen af, at han/hun er sådan en med ADHD, og han/hun vil tilrettelægge livet derefter. En del ADHD-børn vokser op med forståelsen af, at ADHD begrænser hvad de kan, ergo er der en masse børn som vokser op med troen på, at der er ting de ikke kan, selvom de ellers har forudsætningerne for det.

 

Det samme gælder egentlig alle de andre psykiatriske diagnoser som autisme, andre typer af udviklingsforstyrrelser, indlæringsvanskeligheder m.v. 

 

Men faktisk også fysiske diagnoser... Ex. cerebral parese. Cerebral parese findes jo i mange 'grader'. Der er børn som på alle udviklingsområder er alderssvarende, men som fortsat har diagnosen cerebral parese, fordi deres ex. ene ben er stivere end andres. Men der er intet de ikke kan. Bør man fortsat betragte dem som 'handicappede'? 

 

Min pointe er ikke så meget diagnosen i sig selv, som det er det som følger MED en diagnose. Fint at have en forståelse for barnets udfordringer, men så længe diagnoser bliver til kassetænkning, så tænker jeg at bare 1 barn som er diagnosticeret grundløst er alt for meget!

Jeg ville godt nok blive ked af det, hvis kroniske psykiske diagnoser skulle revurderes hvert år. Det er jo kroniske sygdomme, og det er også et klart kriterie, at symptomerne har været der altid - hvis det bare er noget, du har oplevet inden for de sidste år, så får du slet ikke diagnosen. Hvorfor ikke bare stole på, at når vi har givet en diagnose på en kronisk sygdom, så er den altså kronisk. Min hjerne kan ikke helbrede sig selv her, og det kan den heller ikke om et år,

Der er allerede regler om, at man en gang om året skal trappe børn ud af medicinen for at se, om deres behov for medicin har ændret sig. De fleste, der får stillet en diagnose gør der jo på baggrund af, at deres hverdag ikke fungerer, at der er "noget galt". Efter de får diagnosen får de fleste nogle værktøjer til at mestre det i hverdagen, lærer hensigtsmæssige rutiner, sådan at de klarer hverdagen bedre end før, også uden medicin. Betyder det så, at de er raske - nej, absolut ikke. Men de har lært at justere for det. Hvis jeg har dårligt syn, bliver jeg jo ikke kureret af at få briller, ligesom et høreapparat ikke gør min hørelse bedre.

Jeg har ikke lyst til at være en del af et samfund, hvor der hvert år ville blive stillet spørgsmålstegn ved, om jeg nu stadig fejlede noget. Det ville da kun bidrage til, at vi får en holdning om at psykisk sygdom er "pseudosygdomme"

Men vi skal være obs på, hvem vi giver diagnoserne til, og det må ikke være forhastet. Men det tror jeg bestemt heller ikke det er. Fejldiagnostisering er nu engang en del af den medicinske verden, og før jeg fik min diagnose, var jeg i udredning for epilepsi og flere hjerteundersøgelser, og havde flere samtaler med min læge om, hvordan jeg havde det - alt sammen uden, der var en, der tænkte at man kunne bede mig bruge 2 min på en screening for ADHD.

[tazdiginez]

Jeg ville godt nok blive ked af det, hvis kroniske psykiske diagnoser skulle revurderes hvert år. Det er jo kroniske sygdomme, og det er også et klart kriterie, at symptomerne har været der altid - hvis det bare er noget, du har oplevet inden for de sidste år, så får du slet ikke diagnosen. Hvorfor ikke bare stole på, at når vi har givet en diagnose på en kronisk sygdom, så er den altså kronisk. Min hjerne kan ikke helbrede sig selv her, og det kan den heller ikke om et år,

Der er allerede regler om, at man en gang om året skal trappe børn ud af medicinen for at se, om deres behov for medicin har ændret sig. De fleste, der får stillet en diagnose gør der jo på baggrund af, at deres hverdag ikke fungerer, at der er "noget galt". Efter de får diagnosen får de fleste nogle værktøjer til at mestre det i hverdagen, lærer hensigtsmæssige rutiner, sådan at de klarer hverdagen bedre end før, også uden medicin. Betyder det så, at de er raske - nej, absolut ikke. Men de har lært at justere for det. Hvis jeg har dårligt syn, bliver jeg jo ikke kureret af at få briller, ligesom et høreapparat ikke gør min hørelse bedre.

Jeg har ikke lyst til at være en del af et samfund, hvor der hvert år ville blive stillet spørgsmålstegn ved, om jeg nu stadig fejlede noget. Det ville da kun bidrage til, at vi får en holdning om at psykisk sygdom er "pseudosygdomme"

Men vi skal være obs på, hvem vi giver diagnoserne til, og det må ikke være forhastet. Men det tror jeg bestemt heller ikke det er. Fejldiagnostisering er nu engang en del af den medicinske verden, og før jeg fik min diagnose, var jeg i udredning for epilepsi og flere hjerteundersøgelser, og havde flere samtaler med min læge om, hvordan jeg havde det - alt sammen uden, der var en, der tænkte at man kunne bede mig bruge 2 min på en screening for ADHD.

 

Jeg fik i 2002 diagnosticeret Angst, hvilket er helt korrekt og noget jeg føler jeg falder i hak med. Jeg fik den rette hjælp og fik det bedre.. Jeg blev diagnosticeret på en psykiatrisk afdeling af 3 forskellige psykiatre over en periode på 3 måneder. Det var en lang proces, men i det mindste var vi sikre på at det var det jeg fejlede..

I 2008 fik jeg diagnosen "Emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse", bedre kendt som Borderline. Jeg fik den vurderet på et ret hårdt tidspunkt i mit liv, af en psykiater der havde set mig 3 gange (!!!) i en samlet varighed af 45 minutter. 

Hun vurderede det ikke ud fra hvad JEG sagde, men hvad min sagsbehandler sagde om mig: jeg gik til en anden psykiater og fik at vide, at jeg var stresset, kørt ned psykisk pga. mobning og min angst var i sit es.

Hvad skal jeg tro? Ja, jeg kan ha' borderline lignende tendenser, men alle omkring mig siger at jeg slet ikke falder ind i den kategori.

Jeg kan være meget udsvingende i mit temperament, men har fået at vide at det også kan skyldes min angst..

 

Jeg synes at en opfølgning på diagnoser er en god idé. Måske ikke hvert år, men så hvert 3. eller 5. år, afhængigt af ens alder..

Også for at tjekke op på patienten og se at der sker en udvikling - så de rette patienter får den hjælp de skal ha' og andre ikke stemples og puttes i en kasse, hvor de ikke høre hjemme.

 

Jeg ved selv hvordan det føles - at presse sig i en form man ikke passer til. Det er ikke rart og man har altid en tvivl i sig. En følelse af at være forkert og at hjælpen der tilbydes ikke er hjælp. 

Jeg kom på medicin som gav mig epileptisk-lignende anfald og gjorde at jeg så syner, men det var ligegyldigt - for jeg havde jo borderline? Jeg var jo syg, så jeg skulle ha' medicin?

Jeg blev mere syg af pillerne og var til sidst derude, hvor jeg var selvmords truet pga. fejlmedicinering og personale der ikke lyttede på mig..

Det var først, da jeg stoppede på medicinen og flyttede, at jeg ikke blev vurderet ud fra gamle papirer som jeg selv føler, ikke helt passer. 

 

Jovist, jeg har borderline tendenser, men det har vi alle i dårlige perioder af vores liv. 

 

Måske HAR jeg lidt af borderline, måske har jeg ikke - men jeg vil altid falde ind i en kategori, som jeg ikke længere føler jeg bør være i!

Så jeg er helt sikkert FOR, at man gennemtjekker diagnoserne og sørger for at patienterne får den rette hjælp eller erklæres raske.

Tid gør meget ved ens psyke og mentale helbred, hvorfor skulle diagnosen så ikke også ændre sig?

[Pumpkins]

Jeg fik i 2002 diagnosticeret Angst, hvilket er helt korrekt og noget jeg føler jeg falder i hak med. Jeg fik den rette hjælp og fik det bedre.. Jeg blev diagnosticeret på en psykiatrisk afdeling af 3 forskellige psykiatre over en periode på 3 måneder. Det var en lang proces, men i det mindste var vi sikre på at det var det jeg fejlede..

I 2008 fik jeg diagnosen "Emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse", bedre kendt som Borderline. Jeg fik den vurderet på et ret hårdt tidspunkt i mit liv, af en psykiater der havde set mig 3 gange (!!!) i en samlet varighed af 45 minutter. 

Hun vurderede det ikke ud fra hvad JEG sagde, men hvad min sagsbehandler sagde om mig: jeg gik til en anden psykiater og fik at vide, at jeg var stresset, kørt ned psykisk pga. mobning og min angst var i sit es.

Hvad skal jeg tro? Ja, jeg kan ha' borderline lignende tendenser, men alle omkring mig siger at jeg slet ikke falder ind i den kategori.

Jeg kan være meget udsvingende i mit temperament, men har fået at vide at det også kan skyldes min angst..

 

Jeg synes at en opfølgning på diagnoser er en god idé. Måske ikke hvert år, men så hvert 3. eller 5. år, afhængigt af ens alder..

Også for at tjekke op på patienten og se at der sker en udvikling - så de rette patienter får den hjælp de skal ha' og andre ikke stemples og puttes i en kasse, hvor de ikke høre hjemme.

 

Jeg ved selv hvordan det føles - at presse sig i en form man ikke passer til. Det er ikke rart og man har altid en tvivl i sig. En følelse af at være forkert og at hjælpen der tilbydes ikke er hjælp. 

Jeg kom på medicin som gav mig epileptisk-lignende anfald og gjorde at jeg så syner, men det var ligegyldigt - for jeg havde jo borderline? Jeg var jo syg, så jeg skulle ha' medicin?

Jeg blev mere syg af pillerne og var til sidst derude, hvor jeg var selvmords truet pga. fejlmedicinering og personale der ikke lyttede på mig..

Det var først, da jeg stoppede på medicinen og flyttede, at jeg ikke blev vurderet ud fra gamle papirer som jeg selv føler, ikke helt passer. 

 

Jovist, jeg har borderline tendenser, men det har vi alle i dårlige perioder af vores liv. 

 

Måske HAR jeg lidt af borderline, måske har jeg ikke - men jeg vil altid falde ind i en kategori, som jeg ikke længere føler jeg bør være i!

Så jeg er helt sikkert FOR, at man gennemtjekker diagnoserne og sørger for at patienterne får den rette hjælp eller erklæres raske.

Tid gør meget ved ens psyke og mentale helbred, hvorfor skulle diagnosen så ikke også ændre sig?

 

Den psykiater i 2008 har helt sikkert ikke gjort sit arbejde godt nok så! Det synes jeg er sjusket, men man kan desværre ikke gardere sig mod sjuskede læger - de findes desværre, men man må håbe på, at det er fåtallet. 

Selvfølgelig er der voksne og børn, der bliver fejldiagnostiseret, fordi der er en psykiater, der ikke gør sit arbejde godt nok, ligesom der findes mennesker, der oplever, at kræft ikke bliver opdaget i tide, medfødte skavanker ikke opdages på scanninger mm. Det sker i nok alle dele af sundhedsvæsnet, ikke kun psykiatere. 

 

Det vil være fint med mig, at løbende "gen-diagnostisere" de psykiske sygdomme, der er helbredelige. Men andre diagnoser (nu er jeg ikke uddannet psykiater, så taler kun ud fra den viden, jeg selv har skrabet sammen), såsom ADHD, er rent faktisk fysiske sygdomme, der viser sig som psykiske. Jo, jeg har svært ved at koncentrere mig og prioritere i mine indtryk, men det skyldes sådan set en medfødt fejl i den måde min hjerne er bygget op på - jeg kan simpelthen ikke modtage "signalerne" godt nok. Det vil ikke ændre sig over tid, min hjerne kan ikke reperere det selv. Jeg går løbende til kontrol hver 2./3. måned, og det skal jeg blive ved med, sålænge jeg får min medicin. Og det synes jeg er helt på sin plads. Vi snakker om udviklingen, og om jeg skal sættes op og ned i medicin. Men jeg ville synes det var helt hul i hovedet, at jeg skulle testes en gang til, må jeg indrømme.

 

I stedet for at genevaluere om patienten rent faktisk stadig har sygdommen, burde man løbende følge op på udviklingen, og tilpasse behovet for støtte og medicin derefter. Hvis man begynder at indføre genevaluering, er jeg bange for, at det vil medføre en holdning om, at det kan kureres, og derfor give et indtryk af, at man ikke kan få hjælp før man har prøvet at blive helbredt, eller en holdning om, at man venter med at hjælpe, til man har set om næste års evaluering betyder, at man bliver erklæret rask. Men der skal heller ikke være en holdning om, at når først man har diagnosen, så er det ud af vagten, så må man klare sig selv!

[tazdiginez]

Den psykiater i 2008 har helt sikkert ikke gjort sit arbejde godt nok så! Det synes jeg er sjusket, men man kan desværre ikke gardere sig mod sjuskede læger - de findes desværre, men man må håbe på, at det er fåtallet. 

Selvfølgelig er der voksne og børn, der bliver fejldiagnostiseret, fordi der er en psykiater, der ikke gør sit arbejde godt nok, ligesom der findes mennesker, der oplever, at kræft ikke bliver opdaget i tide, medfødte skavanker ikke opdages på scanninger mm. Det sker i nok alle dele af sundhedsvæsnet, ikke kun psykiatere. 

 

Det vil være fint med mig, at løbende "gen-diagnostisere" de psykiske sygdomme, der er helbredelige. Men andre diagnoser (nu er jeg ikke uddannet psykiater, så taler kun ud fra den viden, jeg selv har skrabet sammen), såsom ADHD, er rent faktisk fysiske sygdomme, der viser sig som psykiske. Jo, jeg har svært ved at koncentrere mig og prioritere i mine indtryk, men det skyldes sådan set en medfødt fejl i den måde min hjerne er bygget op på - jeg kan simpelthen ikke modtage "signalerne" godt nok. Det vil ikke ændre sig over tid, min hjerne kan ikke reperere det selv. Jeg går løbende til kontrol hver 2./3. måned, og det skal jeg blive ved med, sålænge jeg får min medicin. Og det synes jeg er helt på sin plads. Vi snakker om udviklingen, og om jeg skal sættes op og ned i medicin. Men jeg ville synes det var helt hul i hovedet, at jeg skulle testes en gang til, må jeg indrømme.

 

I stedet for at genevaluere om patienten rent faktisk stadig har sygdommen, burde man løbende følge op på udviklingen, og tilpasse behovet for støtte og medicin derefter. Hvis man begynder at indføre genevaluering, er jeg bange for, at det vil medføre en holdning om, at det kan kureres, og derfor give et indtryk af, at man ikke kan få hjælp før man har prøvet at blive helbredt, eller en holdning om, at man venter med at hjælpe, til man har set om næste års evaluering betyder, at man bliver erklæret rask. Men der skal heller ikke være en holdning om, at når først man har diagnosen, så er det ud af vagten, så må man klare sig selv!

 

Nu er mange psykiske sygdomme faktisk fysiske. Det er en ubalance i hormon- og proteinsystemet og det kan være arveligt.

Såsom tilbagevendende depressioner - der er forskning der viser at depression er en fejl i hjernens arbejde med hormoner. Den overproducerer stress-relaterede hormoner og sætter kroppen ud af balance og det gør at personen har sværere ved at producere de kemiske relationer og reaktioner der skal til for at føle glæde. 

Hvis man har haft en depression, er chancerne større for at få det igen - har man en psykisk lidelse, f.eks. angst, så har hjernen en dysfunktion i form af den sender for meget adrenalin ud. Det er noget med lille-hjernen og noget deri der gør at hjernen producerer dårlige hormoner og noget med nogle proteiner osv.  - jeg kan ikke helt huske det, men en psykisk lidelse/sygdom ER fysiske.

 

Problemer i nuet - stress over arbejdssituationer osv. 

Kan give en permanent effekt, men hvis man ikke har en historie med psykiske lidelser og den nærmeste familie heller ikke har, er chancerne større for at man "slipper for varige mén".

 

Man kan LÆRE at styre sin lidelse ved teknikker og dermed snyde sin hjerne til glædes-hormonerne.

Nogle har sværere ved dette end andre og behøver derfor medicin.

 

Jeg vil stadig mene at selvom en psykisk lidelse er blivende, så er den værd at gen-evalurere, for mennesker takler problemer forskelligt.

Selvom jeg lider af Angst, så ER det ikke mig. Jeg ER ikke min diagnose, men diagnosen er en del af mig. Noget jeg lever MED og ikke istedet for at LEVE det, hvis du forstår?

Jeg er mig og jeg nægter at identificerer mig på en psykisk lidelse jeg har. Jeg har meget få angst-perioder og anfald, fordi jeg VED hvordan jeg skal takle dem og de situationer jeg kommer i.

Det vil en psykiater nok se som "rask" eftersom jeg har lært at arbejde MED min lidelse, fremfor at identificere mig som den. 

Men sandheden er: at mit hoved er ikke raskt, men jeg får min krop og hjerne til at tro det. 

Giver det mening?

[tazdiginez]

Det er med den viden jeg har, at jeg skriver som jeg gør tidligere.

 

Der sker SÅ meget i børn og teenageres krop og hoveder, at jeg finder det forkert at give dem disse "på vippen" diagnoser, hvor man kun kan se det ved symptomer, der kan være øjebliks-relateret.

Hjernen er først færdigudviklet ved 21-24 års alderen og der sker SÅ mange ting i livet inden da..

 

Jeg siger ikke at en diagnose ikke kan hjælpe nogle - 100% det tror jeg på, men jeg synes det er virker så voldsomt, at der er så mange (små) børn og unge der får diagnoser til højre og venstre - når de måske i virkeligheden bare er dem selv?

En diagnose kan ikke kun være hjælp, det kan også skade enormt meget, og det er en vigtig faktor synes jeg - SPECIELT hos børn og unge.

 

Jeg kan se, hvis 8 årige Peter ALTID har haft problemer med koncentration og har haft det svært, så JA, så lider han nok af ADHD eller noget andet.

Men at sige det om 3 årige Ole i børnehaven, synes jeg er lidt på vippen.

 

Jeg synes virkeligt at man bør være forsigtig med HVORNÅR man diagnosticerer, hvornår man siger "dit barn er særligt sensitiv" - for hvem siger at barnet er sådan om 1 år, 2 år, 3 år?

[tazdiginez]

Lige i tilføjelse og så tier jeg stille :P

 

Jeg har altid haft angst - det er der personlige grunde til, som man kan læse andetsteds: men min mor valgte først at gå til psykiatrien, da jeg kunne svarer for mig selv.

Jeg fik diagnosen i en alder af 12 år og jeg kunne helt sikkert ha' fået den tidligere.

Hun gjorde det for at de kunne baserer deres diagnose på baggrund af mine udtalelser, fremfor hendes. 

Det var MIG der svarede og mine ord og det er jeg glad for i dag. Jeg VED at den diagnose er baseret på MIG og hvordan jeg havde det.

 

Min mor rummede mig fint indtil da og det hjalp meget, så jeg har ikke haft et behov for andet hjælp. 

Det var faktisk først da jeg fik en diagnose, at jeg følte mig forkert for så var der "noget galt med mig".

[Guest]

Jeg er på sin vis enig Taz, men hvis barnet er sådan nu, så kan det hjælpe at håndtere barnet som sådan og forstå barnet I diagnosen eller personlighedstrækket. Så kan man jo tale om hvornår skal noget være en diagnose, skal det være efter et vist antal år med trækkene eller over et vist antal leveår eller noget tredje. Jeg tror dog det er vigtigt at behandle barnet efter de problemstillinger man ser også selvom det måske så er en diagnose.

 

Jeg kan se det med min søn. Det har hjulpet ham at vi håndterer ham efter særlig sensitive foreskrifterne. Jeg ved ikke 100 % om han er særlig sensitiv, han har rigtig mange tegn, og jeg synes altså tingene stemmer, men er ekstrovert hvilket jo kun passer for nogle få.

Jeg er sådan set også fuldstændig ligeglad med om han er særlig sensitiv eller ej, men det jeg ikke er ligeglad med er at jeg har kunnet hjælpe ham ved at læse op og håndtere ham som var han særlig sensitiv og har set positive resultater med det samme. Det gør at han nu er psykisk stabil og kan klare verden. Havde jeg lullet ham ind I det, så tror jeg ikke det havde hjulpet ham, men vi har brugt det til at forstå ham.

Det synes jeg er vigtigt, det gør også at jeg synes det særlig sensitive træder I baggrunden, og hvor jeg godt kan tænke at han måske kke er det mere, men jeg ved det ligger der latent. Jeg er dog overbevist om, at han minder mindre og mindre om en særlig sensitive, fordi vi håndterer ham rigtigt.

Havde vi fundet ud af hvordan vi skulle håndtere ham uden at læse om særlig sensitive, det havde vi nok, men det havde måske taget længere tid .

[Pumpkins]

Nu er mange psykiske sygdomme faktisk fysiske. Det er en ubalance i hormon- og proteinsystemet og det kan være arveligt.

Såsom tilbagevendende depressioner - der er forskning der viser at depression er en fejl i hjernens arbejde med hormoner. Den overproducerer stress-relaterede hormoner og sætter kroppen ud af balance og det gør at personen har sværere ved at producere de kemiske relationer og reaktioner der skal til for at føle glæde. 

Hvis man har haft en depression, er chancerne større for at få det igen - har man en psykisk lidelse, f.eks. angst, så har hjernen en dysfunktion i form af den sender for meget adrenalin ud. Det er noget med lille-hjernen og noget deri der gør at hjernen producerer dårlige hormoner og noget med nogle proteiner osv.  - jeg kan ikke helt huske det, men en psykisk lidelse/sygdom ER fysiske.

 

Problemer i nuet - stress over arbejdssituationer osv. 

Kan give en permanent effekt, men hvis man ikke har en historie med psykiske lidelser og den nærmeste familie heller ikke har, er chancerne større for at man "slipper for varige mén".

 

Man kan LÆRE at styre sin lidelse ved teknikker og dermed snyde sin hjerne til glædes-hormonerne.

Nogle har sværere ved dette end andre og behøver derfor medicin.

 

Jeg vil stadig mene at selvom en psykisk lidelse er blivende, så er den værd at gen-evalurere, for mennesker takler problemer forskelligt.

Selvom jeg lider af Angst, så ER det ikke mig. Jeg ER ikke min diagnose, men diagnosen er en del af mig. Noget jeg lever MED og ikke istedet for at LEVE det, hvis du forstår?

Jeg er mig og jeg nægter at identificerer mig på en psykisk lidelse jeg har. Jeg har meget få angst-perioder og anfald, fordi jeg VED hvordan jeg skal takle dem og de situationer jeg kommer i.

Det vil en psykiater nok se som "rask" eftersom jeg har lært at arbejde MED min lidelse, fremfor at identificere mig som den. 

Men sandheden er: at mit hoved er ikke raskt, men jeg får min krop og hjerne til at tro det. 

Giver det mening?

Jeg synes helt klart man skal lave opfølgninger og kontrol, men fokus må bare ikke være "fejler du stadig xx eller ej", men for at se behov for støtte og medicin.

Jeg er heller ikke ADHD, og i min hverdag er det ikke noget, der fylder så meget. Jeg skal bare huske at tage 2 piller om morgenen, og måske en om eftermiddagen, og så fungerer jeg på lige fod med andre, netop fordi jeg også har lært at leve efter det.

I en ideel fantasiverden, ville der ikke være behov for at diagnostisere på samme måde - der ville man kunne imødekomme alle børn og voksnes behov for ro/ stabilitet/ forudsigelighed etc. Det kan godt ærge mig, at man først får den rette støtte, når man har en diagnose, og ikke på baggrund af et behov man har.

[FruOvervejelse]

Har i set denne?

http://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/2014-11-26/når-diagnoselysten-løber-løbsk