HippieSoul

Min historie. Hvad er din?

15 indlæg i dette emne

...

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Jeg vil gerne dele min historie :)

Jeg blev gravid i første cyklus efter 14 år på P-piller. Vi var overbeviste om at der ville gå noget tid inden kroppen fandt sig selv. Jeg tog en test 6 uger efter mit P-pille stop, da mine bryster var meget ømme. Den var positiv, men dagen efter begyndte blødning og meget kraftige smerter. Jeg blev scannet hvor de mente det var SA og kunne intet se. Jeg tog hjem og smerterne tog til i løbet af et par dage og jeg endte med akut operation en fredag aften i maj og fik fjernet mit højre æggeleder.

Vi er nu igang igen og jeg er idag 3+2 hvis jeg er gravid. Jeg tester sidst på ugen. Jeg har til tider kvalme og hele tiden murren i underlivet siden positiv ÆL.

Så jeg kender rutchebaneturen til at være chokeret over positiv test, til at vænne sig til tanken om graviditet og barn, selvom man troede der gik lang tid, til man fik at vide man havde mistet til at ende i et operation og har mistet den ene æggeleder.

Men vi taler rigtig meget om det herhjemme og ved at det nok skal lykkedes på et tidspunkt, spørgsmålet er bare hvornår. Men tror det handler om at holde modet oppe :)

Rigtig meget held og lykke med det hele :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hej Birkebæk88

Ked af at høre med din svigerfar og SA og pøj pøj med testning :-)

Jeg vil gerne fortælle vores historie :-) Jeg fik min datter da jeg var 25 år med min mand som desværre døde i 2005, nu er jeg lige blevet gift med en vidunderlig mand og vi har forsøgt at blive gravide i 3 år. Han har to teenagere i forvejen og der er ingen problemer med min krop så det kom som en overraskelse at en sædprøve påviste antistoffer (kan komme af slag i nosser som ung åbenbart, pardon my french :-)) Så efter 3 IUI har vi haft 2 Icsi hvor af den sidste (for et par uger siden) gik i udu da æg ikke delte sig efter udtagning øv .. Vores odds (udover antistoffer) er at jeg er 38 og mand er 48 så vi er fertilitetsmæssigt nogle gamle nisser  :blink  :D  :D  :D  :D dog kan det jo sagtens lade sig gøre.. desuden har vi haft flere  bio bag os så noget virker da  :rolleyes

Det er noget af en følelsesmæssig rejse men det har du desværre allerede oplevet på egen krop  :wacko pøj pøj igen og smid lige besked herinde NÅR  :)  du står med 2 streger  :)  :)  :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Annonce ♥

Velkommen til! Kort fortalt her. Har PCO. Fik første barn med første mand gennem ti år da jeg var 26, efter et års behandling, blev alene mor meget kort tid efter. Efter det hårde slag havde lagt sig, fandt jeg en ny dejlig mand og vi har et barn sammen der kom meget hurtigt, og er pt. i behandling i forsøg på at få nr. Tre til flokken. Er imellem tiden blevet 34 år og kører på 12 cyklus og haft en SA. Starter 4 IUI efter ferien da jeg lige også har fået en polyp.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hej piger..

Jeg vil rigtig gerne høre jeres historie om ønsket om at blive gravid, og den lidt bumpede vej det kan være.

Jeg kan starte med min egen histore..

Jeg faldt for 3 år siden for en fantastisk mand. Men der gik halvandet år og mange frustrerende øjeblikke inden jeg fik ham på krogen;-)

Jeg flyttede ind hos ham, det skulle kun være midlertidigt da jeg havde fået en praktikplads i hans by.. Jeg flyttede aldrig igen og nu bor vi i hus:-p ja.. Livet tager sine egne veje:-)

Jeg besluttede i februar at stoppe på p-piller for at se om jeg fik regelmæssig mens.. Min søster havde nemlig fået konstateret PCO og jeg var bange for om det også var noget jeg havde..

Vi havde beskyttet os, og alligevel blev jeg bange for om jeg var blevet gravid.. Derfor tog jeg (som så mange gange før) en test..

Den var negativ, og jeg gik rundt og gjorde lidt rent da det slog mig at jeg heller lige måtte smide den ud inden min kæreste kom hjem.. Og pludselig var den positiv!!!! (!!!!) jeg husker ikke meget fra den næste time der gik andet end at jeg gik frem og til bage og sagde "fuck, fuck fuck... FUCK" og slet ikke kunne stå stille.

Jeg vidste at min kæreste (Martin) ville bakke mig op ligegyldigt hvad. Men jeg var også overbevist over at nyheden ville slå om ud af kurs et øjeblik.

(Han drak tre øl i badet og var mundlam da jeg havde givet ham nyheden.) Dog kunne Jeg se han var glad:-)

Bedst som vi havde vendt os til tanken viste det sig at graviditeten var gået til grunde i 5+5 ca. Det var hårdt. Virkelig hårdt! Samme dag vi fik den dårlige nyhed, ringede Martins far og fortalte at han havde fået tarmkræft.. Det var en forfærdelig dag hvor vi begge bare græd og græd. Jeg husker at jeg var så vred og bad en bøn til Gud hvor jeg skældte ham ud som bare pokker, trods jeg aldrig rigtig har troet på ham:-)

Jeg ville gerne at min krop selv kunne frastøde det uden medicin eller indgreb og dagen inden jeg skulle have et indgreb begyndte min krop heldigvis selv at frastøde det. Jeg blødte i seks uger og min mens kom to dage efter den SA stoppede..

Jeg havde så ægløsning omkring D. 17. Juni. Og kan teste mig på mandag eller tirsdag ca.

Jeg har ingen anelse om jeg er gravid, men iiiih hvor jeg håber!!!

Martins far døde desværre af sin kræft D. 14 juni trods udsigterne var at der skulle gå flere år inden det ville nå dertil.. Vi kunne så godt bruge noget andet og positivt at tænke på..

Og hvor bliver man bare skør af at tælle dage, regne frem og tilbage, vente, tænke, mærke efter, vurderer, ANALYSERE osv..

Hvor havde det bare været lettere hvis det rent faktisk VAR storken der kom med de kære børn!

Jeg vil rigtig gerne høre din historie hvis du har mod på det:-) <3

Wow...Hvor er det fedt at se jeres indlæg - så ærlige og behjælpsomme! :-) 

Jeg er selv i et forhold igennem to år, og er skruk som aldrig før. Jeg ved at min kæreste gerne vil vente lidt med at starte projekt baby (jeg er 25, han er 26 år), men jeg selv er så klar, og kan næsten ikke vente :-D

Så det hjælper lidt at læse de mange gode indlæg!! 

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hej, så deler jeg da også min historie:) Synes det er rart at vide man ikke er den eneste det hagler ned med uheld hos.

For 9 mdr. siden blev min kæreste og jeg enige om at jeg skulle smide p-pillerne og jeg blev gravid i første forsøg.
Da jeg var 8+3 var vi til scanning og barnet var gået til et par dage før, så jeg fik hurtigt en kirurgisk abort, 1 måned forinden havde min mor lige fået konstateret uheldbredelig kræft, så glade dage var der ikke mange af i den julen;( 
Siden aborten har vi prøvet at blive gravide og jeg kan tydeligt genkende al den tid man bruger på at tælle dage og hvordan man hver måned er sikker på at nu er den der og så kommer menustrationen alligevel.
Jeg ved ikke om andre har oplevet det, men vi havde sgu svært ved at ha sex, fordi vi var så opsatte på at optimere vores chancer, så sex var på givende tidspunk blot noget der skulle overstås,  da det ikke længere handlede om at nyde men at lave en baby..
Som månederne er gået, gik vores forhold mindre og mindre godt og vi begyndte stille og rolig at opgive babydrømmen.
Det gik faktisk så dårligt at jeg var nød til at stoppe forholdet. Det har vist sig at være en kæmpe øjenåbner for min kæreste og heldigvis nåede jeg aldrig at flytte ud, vi fik talt ud om alting og det viser sig at han har været så ked af det over aborten at han uden at være klar over det har ladet det gå ud over vores forhold. Nu da vi er ved at "finde" hinanden igen, synes jeg ikke det passer særlig godt ind med en graviditet, selvom jeg for alt i verden brændende ønsker mig et barn med ham.

I dag er jeg gået 10 dage over tid og har en masse knurren i underlivet og så har jeg døjet meget med ondt i maven og oppustethed.
For en uge siden testede jeg negativ men siden min mens stadig ikk er kommet må jeg hellere hjem og teste igen:) 

Selvom jeg kan se fornuften i at vente lidt med at få et barn, går jeg alligevel og håber på at jeg er gravid.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hej Piger. 

Hvor er det dejligt at se jeres svar. Det er rart at vide man ikke er den eneste der går og bøvler med storken :)
Jeg synes tilmed at jeres historier er utrolig rørende og jeg er meget taknemlig for at i vil dele dem med mig.

Jeg beklager mit sens svar, men jeg startede på nyt job hvilket har været meget hektisk, men nu er der endelig ro på igen.

Jeg testede negativ efterfølgende.. Og nu er jeg så igang igen med at.... Vente..... :whistling 

Jeg fik mens. d. 10 juli. og havde først ægløsning omkring 21. dag. Jeg tror ikke jeg er gravid. Men min nye chef er clairvoyant (hvis man tror på den salgs) og har sagt at jeg får tvillinger en dag :chin: Hun siger dog også at jeg bliver selvstændig så jeg får da nok at se til hvis det passe :D 
    
 

 




 

 

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hej

 

Endnu en historie...

 

Jeg har ønsket mig barn i ca. 4 år. Min kæreste gennem mange år gik med på ideen for 4 måneder siden. Det var dejligt. Jeg har brugt ÆL-test, vi er begge fysisk aktive og spiser relativt sundt, men er også begge over 30. Ingen af os har før forsøgt at få børn, så vi ved ikke om vi duer til det;-) Jeg er ikke gravid.

 

Ønsket om at blive gravid fylder utroligt meget, og jeg synes det kan være svært altid at glædes over babyboomet i omgangskredsen, selvom jeg egentlig godt ved at det ikke har betydning for mig.

Prøver at holde optimismen, men er svært utålmodig. Gode råd modtages...

 

Held og lykke til jer andre, og tillykke til jer der har haft fornøjelsen:-)

 

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hej

 

Endnu en historie...

 

Jeg har ønsket mig barn i ca. 4 år. Min kæreste gennem mange år gik med på ideen for 4 måneder siden. Det var dejligt. Jeg har brugt ÆL-test, vi er begge fysisk aktive og spiser relativt sundt, men er også begge over 30. Ingen af os har før forsøgt at få børn, så vi ved ikke om vi duer til det;-) Jeg er ikke gravid.

 

Ønsket om at blive gravid fylder utroligt meget, og jeg synes det kan være svært altid at glædes over babyboomet i omgangskredsen, selvom jeg egentlig godt ved at det ikke har betydning for mig.

Prøver at holde optimismen, men er svært utålmodig. Gode råd modtages...

 

Held og lykke til jer andre, og tillykke til jer der har haft fornøjelsen:-)

 

Hej tamtam og stort kram til dig :kram

 

Jeg har desværre ikke rigtig nogen gode råd at give, for jeg er selv i samme båd. Min mand og jeg er også begge i 30'erne (jeg er 31, han er 35 lige om lidt) og prøver at få vores første. Vi har ligeledes været sammen i mange år, og som hos jer, har jeg også været klar længere end ham. Vi har kun prøvet siden september, men det føles allerede som laaang tid (nok fordi jeg har været klar så lang tid inden vi faktisk gik i gang), og jeg synes ind i mellem også at tålmodigheden er svær at finde frem.

 

Jeg håber at det snart lykkedes for jer.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jamen jeg kan da også kort fortælle hvem vi er :-)

Vi er et ungt par - 19 år og 25 år. Vi  er kun lige startet op - vi startede i september .

 

Jeg har derimod været klar rigtig længe, på trods af min unge alder, så har jeg bare altid gerne ville have et barn :-D

Nu er min kæreste endelig klar (jubii). Og siden da har det faktisk været en rigtig rutchebanetur for vores forhold.

Han arbejder utrolig meget, og vi ses sjældent. Så jeg bruger utrolig meget tid alene, hvilket jeg havde det skidt over. Jeg prøver så med lys og lygte at finde en ven eller to, og det lykkedes mig!

Men så blev min kæreste pludselig meget jaloux (han har aldrig været jaloux før!) og nægter mig faktisk at ses med min kollega/ven.

Så jeg er rigtig ked af at jeg atter igen skal sidde alene......

Jeg havde min første menstruation den 1. Oktober, siden udtagelse af p-stav i maj. Så jeg ved faktisk ikke endnu om min menstruation er regelmæssig. Ifølge diverse apps og alm udregning,  skal jeg have min mens omkring den 1. November, så det er min officielle testdag :-D

 

Jeg har faktisk spurgt en clairvoyant til råds som sagde at han kunne se en graviditet i slutningen af Januar eller start Februar! Så jeg krydser fingre for at vores forhold holder, og at vores ønskebarn kommer <3

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jamen jeg kan da også kort fortælle hvem vi er :-)

Vi er et ungt par - 19 år og 25 år. Vi  er kun lige startet op - vi startede i september .

 

Jeg har derimod været klar rigtig længe, på trods af min unge alder, så har jeg bare altid gerne ville have et barn :-D

Nu er min kæreste endelig klar (jubii). Og siden da har det faktisk været en rigtig rutchebanetur for vores forhold.

Han arbejder utrolig meget, og vi ses sjældent. Så jeg bruger utrolig meget tid alene, hvilket jeg havde det skidt over. Jeg prøver så med lys og lygte at finde en ven eller to, og det lykkedes mig!

Men så blev min kæreste pludselig meget jaloux (han har aldrig været jaloux før!) og nægter mig faktisk at ses med min kollega/ven.

Så jeg er rigtig ked af at jeg atter igen skal sidde alene......

Jeg havde min første menstruation den 1. Oktober, siden udtagelse af p-stav i maj. Så jeg ved faktisk ikke endnu om min menstruation er regelmæssig. Ifølge diverse apps og alm udregning,  skal jeg have min mens omkring den 1. November, så det er min officielle testdag :-D

 

Jeg har faktisk spurgt en clairvoyant til råds som sagde at han kunne se en graviditet i slutningen af Januar eller start Februar! Så jeg krydser fingre for at vores forhold holder, og at vores ønskebarn kommer <3

 

Jeg er ikke sikker på om jeg måske har misforstået det du skriver, men føler du dig så meget i tvivl om stabiliteten i jeres forhold, at du reelt set er bange for om det holder i længden? For så tænker jeg egentlig, at det måske er et lidt risikabelt tidspunkt at være i gang med pb på?

 

Jeg er godt klar over at du ønsker det rigtig meget og har følt dig klar længe, men er du også klar til at risikere at skulle gå gennem graviditeten alene og stå med barnet selv bagefter, hvis det ikke holder? Hvis ens forhold har nogle ustabile elementer inden, så tror jeg personligt slet ikke at det bliver bedre efter baby.

 

Jeg siger det ikke for at gøre dig ked af det, men jeg bed blot umiddelbart mærke i at du skriver at du føler dig ensom i jeres forhold, din kæreste har været så jaloux at han har forbudt dig at se din ven og at du ikke lyder som om du føler dig overbevist om at det holder. Derfor kan jeg ikke lade være med at spørge ind til det. Det gør jeg ud af bekymring for dig og din situation, ikke for at gøre dig ked af det som sagt.

 

Jeg har selv været klar til baby siden jeg var 16 (nu er jeg 31, har stadig ikke børn og kun lige startet pb), så jeg kan godt forstå følelserne og trangen du har til at starte familie, men jeg har selv valgt at vente, fordi min situation og de forhold jeg har været i, ikke har været optimale nok til pb før nu. Og jeg er glad for at jeg valgte at gøre det, selvom ventetiden har været lang og hård nogle gange.

Og jeg har selv tidligere været i et forhold med en voldsomt jaloux og kontrollerende mand, som forbød mig at se ikke blot mine venner, men til sidst også min egen familie. Jeg tror sådan set slet ikke at det er tilfældet med din kæreste, men måske netop på grundet af min erfaring fra det forhold, dukker der bare lynhurtigt advarselstegn op for mig, når jeg hører den slags.

 

Jeg håber og tror at jeg blot har fået læst mere ind i dit indlæg end der reelt set ligger i det, men ville for en sikkerheds skyld lige tjekke om du faktisk er ok?

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jamen jeg kan da også kort fortælle hvem vi er :-)

Vi er et ungt par - 19 år og 25 år. Vi  er kun lige startet op - vi startede i september .

 

Jeg har derimod været klar rigtig længe, på trods af min unge alder, så har jeg bare altid gerne ville have et barn :-D

Nu er min kæreste endelig klar (jubii). Og siden da har det faktisk været en rigtig rutchebanetur for vores forhold.

Han arbejder utrolig meget, og vi ses sjældent. Så jeg bruger utrolig meget tid alene, hvilket jeg havde det skidt over. Jeg prøver så med lys og lygte at finde en ven eller to, og det lykkedes mig!

Men så blev min kæreste pludselig meget jaloux (han har aldrig været jaloux før!) og nægter mig faktisk at ses med min kollega/ven.

Så jeg er rigtig ked af at jeg atter igen skal sidde alene......

Jeg havde min første menstruation den 1. Oktober, siden udtagelse af p-stav i maj. Så jeg ved faktisk ikke endnu om min menstruation er regelmæssig. Ifølge diverse apps og alm udregning,  skal jeg have min mens omkring den 1. November, så det er min officielle testdag :-D

 

Jeg har faktisk spurgt en clairvoyant til råds som sagde at han kunne se en graviditet i slutningen af Januar eller start Februar! Så jeg krydser fingre for at vores forhold holder, og at vores ønskebarn kommer <3

Jeg må lige erklære mig enig med Alura, det stak mig faktisk lidt i hjertet da jeg læste dit indlæg. 

 

Jeg tænker at du sikkert kan klare at blive alene med baby hvis det ender med det... men hvad med dit barn? Som skal starte livet med vanskelige familieforhold i fald det går sådan? Det er ikke ligefrem noget som styrker forholdet at blive forældre, det er noget som kræver at forholdet allerede er stærkt, når man pludselig ikke får sin nattesøvn og skal sætte andre før sig selv. Og hvis I har et barn sammen skal I altså have noget med hinanden at gøre resten af livet, mere eller mindre.

 

Jeg har selv altid brændt for at få mange børn, så meget at jeg fik mit tredie barn med en mand jeg var i noget ustabilt forhold til, og tænkte at det nok skulle gå... Det gjorde det ikke, forholdet blev ved at være ustabilt, og vi brød da vores datter var 1½. Det har været rigtig hårdt, men hvor jeg er "kommet videre" er det stadig hårdt for min datter som nu er 9, at hendes forældre ikke kan enes og hun føler sig i klemme. Det er hele hendes livsvilkår. Det ville have været lettere hvis vi kunne samarbejde fredeligt, men det er bare ikke lykkedes og i øjeblikket venter vi på at komme i retten om forældremyndigheden. Som sagt, det er hårdt, men det er værst for barnet og jeg ville ærligt talt ønske jeg havde vidst bedre og ventet på at møde en bedre og mere stabil kæreste at få barn med.

 

Ønsker dig kun det bedste og håber det går som du ønsker, men tænker bare at du har mange år foran dig til at blive (ung) mor. 

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg må lige erklære mig enig med Alura, det stak mig faktisk lidt i hjertet da jeg læste dit indlæg. 

 

Jeg tænker at du sikkert kan klare at blive alene med baby hvis det ender med det... men hvad med dit barn? Som skal starte livet med vanskelige familieforhold i fald det går sådan? Det er ikke ligefrem noget som styrker forholdet at blive forældre, det er noget som kræver at forholdet allerede er stærkt, når man pludselig ikke får sin nattesøvn og skal sætte andre før sig selv. Og hvis I har et barn sammen skal I altså have noget med hinanden at gøre resten af livet, mere eller mindre.

 

Jeg har selv altid brændt for at få mange børn, så meget at jeg fik mit tredie barn med en mand jeg var i noget ustabilt forhold til, og tænkte at det nok skulle gå... Det gjorde det ikke, forholdet blev ved at være ustabilt, og vi brød da vores datter var 1½. Det har været rigtig hårdt, men hvor jeg er "kommet videre" er det stadig hårdt for min datter som nu er 9, at hendes forældre ikke kan enes og hun føler sig i klemme. Det er hele hendes livsvilkår. Det ville have været lettere hvis vi kunne samarbejde fredeligt, men det er bare ikke lykkedes og i øjeblikket venter vi på at komme i retten om forældremyndigheden. Som sagt, det er hårdt, men det er værst for barnet og jeg ville ærligt talt ønske jeg havde vidst bedre og ventet på at møde en bedre og mere stabil kæreste at få barn med.

 

Ønsker dig kun det bedste og håber det går som du ønsker, men tænker bare at du har mange år foran dig til at blive (ung) mor. 

 

Ja, det var også en del af mine tanker, det Saga skriver her. Jeg ved godt at der aldrig er noget der er sikkert her i livet og at man ikke kan spå sikkert om fremtiden for ens forhold, men man kan i hvert fald vide om det er så stabilt som det kan blive lige nu, og så tage sin beslutning ud fra dette. At jeg ikke har fået børn tidligere (og jeg har haft muligheden), skyldes udelukkende at jeg ikke følte, at den situation og den start på livet jeg kunne tilbyde et barn, var god, solid og stabil nok.

 

Min egen mor fik mig, da hun var i et ret nyt og ustabilt forhold. Det fik hun fordi hendes ønske om et barn vejede højere end alt andet. Hun skulle være mor og hun havde ikke tid til at vente på/finde de rette omstændigheder først. Resultatet blev at hun og min biologiske far gik fra hinanden da jeg var 4½ måned gammel og jeg ingen kontakt har haft til min far hele min barndom og først mødte ham igen da jeg var fyldt 18 år. Der er ingen tvivl om at hendes valg har haft stor konsekvens for mig som barn (og helt op i mit voksenliv) og det er jo det vi altid er nødt til at overveje og huske på (midt i vores egne drømme og længsler): at vi vælger på vegne af - og at vores beslutninger får konsekvenser for vores fremtidige børn, på godt og ondt.

 

At blive mor handler i min optik om at man skal til at sætte sig selv i baggrunden og sit barn forrest. Og for mig har det været noget man begyndte at tage stilling til, allerede inden man faktisk stod med barnet i armene. Jeg ser på mig selv som mor allerede. Jeg er blot en mor, der for mine børns ve og vels skyld, har valgt at udsætte at få dem, til det jeg kunne tilbyde dem var godt nok.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg er ikke sikker på om jeg måske har misforstået det du skriver, men føler du dig så meget i tvivl om stabiliteten i jeres forhold, at du reelt set er bange for om det holder i længden? For så tænker jeg egentlig, at det måske er et lidt risikabelt tidspunkt at være i gang med pb på?

Jeg er godt klar over at du ønsker det rigtig meget og har følt dig klar længe, men er du også klar til at risikere at skulle gå gennem graviditeten alene og stå med barnet selv bagefter, hvis det ikke holder? Hvis ens forhold har nogle ustabile elementer inden, så tror jeg personligt slet ikke at det bliver bedre efter baby.

Jeg siger det ikke for at gøre dig ked af det, men jeg bed blot umiddelbart mærke i at du skriver at du føler dig ensom i jeres forhold, din kæreste har været så jaloux at han har forbudt dig at se din ven og at du ikke lyder som om du føler dig overbevist om at det holder. Derfor kan jeg ikke lade være med at spørge ind til det. Det gør jeg ud af bekymring for dig og din situation, ikke for at gøre dig ked af det som sagt.

Jeg har selv været klar til baby siden jeg var 16 (nu er jeg 31, har stadig ikke børn og kun lige startet pb), så jeg kan godt forstå følelserne og trangen du har til at starte familie, men jeg har selv valgt at vente, fordi min situation og de forhold jeg har været i, ikke har været optimale nok til pb før nu. Og jeg er glad for at jeg valgte at gøre det, selvom ventetiden har været lang og hård nogle gange.

Og jeg har selv tidligere været i et forhold med en voldsomt jaloux og kontrollerende mand, som forbød mig at se ikke blot mine venner, men til sidst også min egen familie. Jeg tror sådan set slet ikke at det er tilfældet med din kæreste, men måske netop på grundet af min erfaring fra det forhold, dukker der bare lynhurtigt advarselstegn op for mig, når jeg hører den slags.

Jeg håber og tror at jeg blot har fået læst mere ind i dit indlæg end der reelt set ligger i det, men ville for en sikkerheds skyld lige tjekke om du faktisk er ok?

Gud hvor er I søde piger <3

Jeg tror at jeg fik undladt nogle oplysninger som fik historien til at lyde meget værre end det egentligt er :-D

Jeg er ikke ensom i vores forhold, for min kæreste giver mig masser af opmærksomhed og lige nu knokler han så mange timer for at vi kan få en god opsparing til vores baby.

Jeg er ensom i den forstand at jeg mangler en veninde/ven som kan sætte sig ind i vores situation (som selv prøver at blive gravide? ). Derfor gjorde jeg selv en aktiv del for at det skulle ske -og jeg mødte en mandlig kollega på jobbet som altid var så skide sød og hjælpsom.

Min kæreste plejer aldrig (og jeg mener virkelig aldrig) at vise sig fra en jaloux side, men efterhånden som jeg fortalte om denne kollega udtalte min kæreste sig om at han ikke var tryg ved ham -og at han ville blive enormt skuffet hvis jeg fortsat sås med ham (som jeg overfortolker og læser som at han ikke vil have det). Jeg kan jo ikke "bare" stoppe med at ses med min nye ven, så jeg inviterede ham hjem til os igår så min kæreste kunne møde ham og se at der intet var at være nervøs over! (Selvfølgelig så vendte jeg den beslutning med min kæreste først)

Kollegaen blev pludselig så stille og svarede mig ikke mere over sms. Lige indtil i nat. Hvor han kastede sin kærlighed på mig og fortalte flere gange at han drømte om mig og ham. Så min kærestes fornemmelser var rigtige -jeg var bare blind i min jagt på en ven/veninde.

Vi har det normalt rigtig godt sammen, og jeg synes at vores forhold er stabilt -dét at vi blev uvenner over kollegaen var udelukkende min skyld-jeg var ikke god til at lytte. Nu har vi snakket det hele igennem (hvilket vi heldigvis er rigtig gode til)

Jeg forstår udmærket godt jeres bekymringer -og jeg er glad for at i tænker på mig :) - men som sagt så var jeg egentligt nok i et weak-moment da jeg skrev den fortælling om mig, og derfor kom den helt forkert ud <3

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Log ind for at besvare

Folk bliver vildt glade for svar!

Ikke medlem endnu?

Opret dig gerne. Det er gratis og tager 10 sekunder.


OPRET NY GRATIS MEDLEMSPROFIL

Allerede medlem?

Du kan med fordel logge ind.


LOG IND HER