Hvorfor eller hvorfor ikke...

[LOG]

Ja, det er et stort spørgsmål - hvorfor adoption? Eller hvorfor ikke adoption..

Vi står på tærsklen til det tredje år, som ufrivillig barnløs. 2 operationer grundet endo i bagagen, 2 + 1 fryse forsøg som er mislykkedes. Næste og sidste forsøg er i februar 2011.

Men hvad så derefter - ja nogle vil måske sige, slå nu koldt vand i blodet, det kan jo ligefrem være at du bliver gravid. Og ja, selvfølgelig kan det være at vi er så heldige, men hvad hvis vi ikke er....

Vi står ved en skille vej - skal vi stoppe med behandling, eller skal vi gå videre i det private!? Skal vi adoptere? Eller skal vi leve uden børn???

Gå videre i det private, hmm ja. Det er uden tvivl det aller største ønske at få vores eget biologiske barn. Men kan vi klare at blive ved? - det er hårdt psykisk og fysisk.

Skal vi adoptere, hmm ja... Det er bestemt en mulighed, men der er så mange spørgsmål der melder sig. Det store spørgsmål for min mand lige pt er - kan man ubetinget elske et barn, der ikke er ens eget.. Og ja, det mener jeg bestemt man kan. Og når barnet først er der, så er barnet jo mit!! Men er det ok, at "købe" et barn!?

Livet uden børn - jeg kan ikke se dette som en mulighed. Jeg elsker mig mand. Jeg elsker min hund og min hest. Jeg elsker mig frihed. Jeg elsker mine venner/veninder. Jeg er ikke sikker på at jeg med tiden har nok i dette. Jeg ved det lyder grimt, men jeg er ikke sikker på at min elskede mand er nok for mig... Når mine venner fortæller om kolik børn, ingen nattesøvn, tænder, børnssygedage og selvfølgelig alle de gode ting, så ville jeg ønske det var mig. Det gør så ondt inden i, jeg vil have børn!!

Nå, men det var det med skille vejen. Skal vi gå efter adoption eller ej. Eller skal vi fortsætte behandlingen?? Eller skal vi satse på begge dele - eller er det unfair over for dem, som har taget den endelige beslutning om adoption? - tager vi så deres plads?

Er psyken til at spille på to heste på en gang?

Vi er der nu, hvor vi har bestilt noget materiale hjem fra AC børnehjælp og kigger på Danadopt. Vi vil finde ud af hvad vi i første omgang skal gøre for at adoptere...

Den første godkendelse, eller hvad man nu kalder den..

Ja, det var en masse rod, en masse tanker. En masse alt muligt.

Jeg håber ikke at have trådt nogle over tæeerne - for jeg ved ikke rigtigt hvad jeg vil med dette indlæg. Jeg er bare, ja jeg ved ikke engang hvad jeg er...

[Miss_matilde]

Go for it.... følg dit hjerte....

Har du spørgsmål om adoption - kan du helt sikkert spørge Winnie (som har adopteret nogle lækre lækre unger) eller Vanni som er igang med processen..

Jeg selv har valgt IKKE og vil adoptere... så vi går ind i vores 6 behandlingsår...

[Guest]

Ja, det er et stort spørgsmål - hvorfor adoption? Eller hvorfor ikke adoption..

Vi står på tærsklen til det tredje år, som ufrivillig barnløs. 2 operationer grundet endo i bagagen, 2 + 1 fryse forsøg som er mislykkedes. Næste og sidste forsøg er i februar 2011.

Men hvad så derefter - ja nogle vil måske sige, slå nu koldt vand i blodet, det kan jo ligefrem være at du bliver gravid. Og ja, selvfølgelig kan det være at vi er så heldige, men hvad hvis vi ikke er....

Vi står ved en skille vej - skal vi stoppe med behandling, eller skal vi gå videre i det private!? Skal vi adoptere? Eller skal vi leve uden børn???

Gå videre i det private, hmm ja. Det er uden tvivl det aller største ønske at få vores eget biologiske barn. Men kan vi klare at blive ved? - det er hårdt psykisk og fysisk.

Skal vi adoptere, hmm ja... Det er bestemt en mulighed, men der er så mange spørgsmål der melder sig. Det store spørgsmål for min mand lige pt er - kan man ubetinget elske et barn, der ikke er ens eget.. Og ja, det mener jeg bestemt man kan. Og når barnet først er der, så er barnet jo mit!! Men er det ok, at "købe" et barn!?

Livet uden børn - jeg kan ikke se dette som en mulighed. Jeg elsker mig mand. Jeg elsker min hund og min hest. Jeg elsker mig frihed. Jeg elsker mine venner/veninder. Jeg er ikke sikker på at jeg med tiden har nok i dette. Jeg ved det lyder grimt, men jeg er ikke sikker på at min elskede mand er nok for mig... Når mine venner fortæller om kolik børn, ingen nattesøvn, tænder, børnssygedage og selvfølgelig alle de gode ting, så ville jeg ønske det var mig. Det gør så ondt inden i, jeg vil have børn!!

Nå, men det var det med skille vejen. Skal vi gå efter adoption eller ej. Eller skal vi fortsætte behandlingen?? Eller skal vi satse på begge dele - eller er det unfair over for dem, som har taget den endelige beslutning om adoption? - tager vi så deres plads?

Er psyken til at spille på to heste på en gang?

Vi er der nu, hvor vi har bestilt noget materiale hjem fra AC børnehjælp og kigger på Danadopt. Vi vil finde ud af hvad vi i første omgang skal gøre for at adoptere...

Den første godkendelse, eller hvad man nu kalder den..

Ja, det var en masse rod, en masse tanker. En masse alt muligt.

Jeg håber ikke at have trådt nogle over tæeerne - for jeg ved ikke rigtigt hvad jeg vil med dette indlæg. Jeg er bare, ja jeg ved ikke engang hvad jeg er...

Hejsa

Jeg er Vanni, som Stinnapigen så fint henviser til angående adoption. Vi har valgt adoptionsvejen efter at havde været ufrivillige barnløse i 3 år. Vi har fravalgt behandling, da jeg ikke tåler hormoner...

Men du skriver en masse overvejelser, som jeg vælger at kommentere lidt på. I kan sagtens starte med adoptionsansøgningerne allerede mens i er i gang med behandlingsforløb, og helt frem til fase 3. Og skulle i så gå hen og blive gravide, så lukkes jeres ansøgning bare ned... Så jeg synes da, hvis i har mod på at gå i gang med adoptionsansøgningen, så synes jeg bare i skal gå i gang. Og skulle i først blive gravide mens i står på ventelisten, så bliver i bare sat i bero, indtil barnet er gammelt nok til, at i igen må komme på liste til barn.

Du skriver om det er okay at købe et barn. Her er jeg nød til at fortælle dig, at du misforstår det lidt, og det er en af fordommene, som man kommer til at høre meget, men igen skal forklare. Man køber ikke barnet, og de penge, som man betaler for at adoptere, går til administration, til oversættelse af sine papir til landet, hvor man vælger barn fras sprog. Derudover går nogle af ens penge til at opretholde de børnehjem, og til at hjælpe de børn som ikke bliver egnet til adoption.

Men om man kan elske et barn som ikke er en biologiske barn, det er jeg helt sikker på, for man bærer jo ikke barnet i maven, men i hjertet. Men man skal huske om man kan se sig selv, som forældre til et barn ikke ligner en eller om det skal være et barn som evt har samme hudfarve som en.

Men for os har valget om adoption været et nemt valg, da drømmen om et barn er så stort, at det for os ikke ikke har betydning om det er biologisk eller ej.

Håber du kan bruge mit svar til noget, og ellers kan du følge vores vej gennem adoptionsjunglen i min babytråd her i adoptionområdet, og ellers er der et link i min signatur. Og ellers er du velkommen til at stille alle de spørgsmål, som du skulle få lyst til

[Stbaby]

Nu har jeg heldigvis ikke de problemer men har fået en masse dejlige unger, så jeg kan kun forestille mig hvor svært det må være.

Men jeg tror jeg ville spille på begge heste - og hvis i er heldige kan det jo være der kom et barn begge steder :)

Mht. at elske et barn der er adopteret så har jeg ikke hørt om nogen hvor de ikke elsker det. Og dem jeg har hørt om der både har biologisk og adopteret er kærligheden lige stor til dem begge

Til det med om det er ok at 'købe' et barn så vil jeg ikke se det som at det er barnet i betaler for, men at i betaler for dem der hjælper med at få kontakten til barnet.

Og tænk på hvilket liv det barn ville få hvis det ikke kom til jer? I vil kunne give det SÅ meget mere end at skulle vokse op på børnehjem og senere..... ja, jeg tvivler på at der er mange af disse 'tabte' børn fra disse lande der ender med et godt job, ægtefælle og børn, men i stedet er dem der ender i slum / prostitution / narko :(

Jeg har faktisk selv tænkt tanken at skulle adoptere selvom vi godt selv kan få børn - netop for at være med til at give et af disse børn en god fremtid, men er kommet frem til at da der jo er lang kø til disse børn, vil jeg ikke gå ind og tage et af dem ift. dem der ikke selv har mulighed for at få børn.

[Abelka]

Mærk godt efter! Der er ikke noget der er rigtigt eller forkert.

Held & lykke med det hele :kram

[LOG]

Hejsa

Jeg er Vanni, som Stinnapigen så fint henviser til angående adoption. Vi har valgt adoptionsvejen efter at havde været ufrivillige barnløse i 3 år. Vi har fravalgt behandling, da jeg ikke tåler hormoner...

Men du skriver en masse overvejelser, som jeg vælger at kommentere lidt på. I kan sagtens starte med adoptionsansøgningerne allerede mens i er i gang med behandlingsforløb, og helt frem til fase 3. Og skulle i så gå hen og blive gravide, så lukkes jeres ansøgning bare ned... Så jeg synes da, hvis i har mod på at gå i gang med adoptionsansøgningen, så synes jeg bare i skal gå i gang. Og skulle i først blive gravide mens i står på ventelisten, så bliver i bare sat i bero, indtil barnet er gammelt nok til, at i igen må komme på liste til barn.

Du skriver om det er okay at købe et barn. Her er jeg nød til at fortælle dig, at du misforstår det lidt, og det er en af fordommene, som man kommer til at høre meget, men igen skal forklare. Man køber ikke barnet, og de penge, som man betaler for at adoptere, går til administration, til oversættelse af sine papir til landet, hvor man vælger barn fras sprog. Derudover går nogle af ens penge til at opretholde de børnehjem, og til at hjælpe de børn som ikke bliver egnet til adoption.

Men om man kan elske et barn som ikke er en biologiske barn, det er jeg helt sikker på, for man bærer jo ikke barnet i maven, men i hjertet. Men man skal huske om man kan se sig selv, som forældre til et barn ikke ligner en eller om det skal være et barn som evt har samme hudfarve som en.

Men for os har valget om adoption været et nemt valg, da drømmen om et barn er så stort, at det for os ikke ikke har betydning om det er biologisk eller ej.

Håber du kan bruge mit svar til noget, og ellers kan du følge vores vej gennem adoptionsjunglen i min babytråd her i adoptionområdet, og ellers er der et link i min signatur. Og ellers er du velkommen til at stille alle de spørgsmål, som du skulle få lyst til

Tak for dit svar.. :)

Jeg ved godt at man ikke på den måde køber et barn. Jeg er helt med på hvad pengene går til og mener det er helt fair at adoption koster penge.

Men hvis man bare ser det helt oppe fra og ned, så "køber" man et barn..

Men der er utrolig mange tanker omkring det hele. Jeg sys det er en meget større beslutning, om man vil adoptere end da vi tog beslutningen om at vi gerne ville have børn..

Sjovt egentlig..

[Guest]

Jeg er stadig lidt ny i behandlingsverden, men jeg vil da sige at du skal lytte til dit hjerte og ellers snakke med din mand.

Her er adoption ikke aktuel - min mand vil ikke. Vi satser på at blive gravid via behandling.

[Guest]

Tak for dit svar.. :)

Jeg ved godt at man ikke på den måde køber et barn. Jeg er helt med på hvad pengene går til og mener det er helt fair at adoption koster penge.

Men hvis man bare ser det helt oppe fra og ned, så "køber" man et barn..

Men der er utrolig mange tanker omkring det hele. Jeg sys det er en meget større beslutning, om man vil adoptere end da vi tog beslutningen om at vi gerne ville have børn..

Sjovt egentlig..

Det med at man køber barnet, er en fordom, som du og dit evt. kommende adoptivbarn ofte kan risikere at høre, og skulle forklare, at det ikke er barnet, som man betaler for men netop adminstration osv.

Og ja jeg synes også det er fair, at det koster penge, at adoptere, for det er jo noget af et arbejde, som bliver sat i gang, for at findet et barn til netop os, og vil jo gerne være med til at støtte de børn, som ikke er egnet til adoption.

Og så vil jeg sige, at ja det er en stor beslutning at tage, at man vil i gang med godkendelsesprocessen, men når den er taget, er det egentlig en stor befrielse...

[Guest baby2011]

Jeg synes bestemt også i skal gøre det, hvis i føler for det :loveshower :loveshower

Synes det er fantastisk når folk adopterer, der er så mange børn der mangler den omsorg, tryghed og ikke mindst kærlighed som forældrene kan give dem.

Men jeg synes heller ikke man køber det barn, men folk der ikke er inde i den verden tror det som ofte.. Jeg er selv blevet gravid på en privatklinik og så er vores datter også et købebarn, for hun har kostet præcis lige så mange penge som et adoptivbarn har :) Men det tænker folk ikke over på samme måde..

håber i finder den løsning der passer lige til jer :kram2