Børn med særlige forudsætninger

[Barbamama]

Jeg har lige siddet og labbet nogle artikler om børn med særlige forudsætninger (altså børn der er meget intelligente eller måske meget talentfulde indenfor et eller flere områder) i mig. Synes det er SÅ spændende! :yay

Og selvom jeg skal bruge det rent fagligt, så kan jeg ikke lade være med at tænke lidt indad... Jeg er overbevist om, at min bror var sådan et barn med særlige forudsætninger. Jeg er slet ikke overbevist om, at jeg selv var, men jeg er heller ikke helt overbevist om det modsatte. Synes det er svært at bedømme når det er en selv. :blush Ikke mindst fordi det nemt kan blive mistolket, så det lyder som "pral" hvis man siger om nogen, at de har særlige forudsætninger. Men jeg tænker, at der er jo virkelig både fordele og ulemper ved det (og det er mest pga. ulemperne at jeg tænker, at jeg selv muuuuuuuuuligvis kunne have været et barn med særlige forudsætninger :lolhit).

:btopic Jeg er ikke sikker på hvor genetisk intelligens er, men når jeg kigger på min niece tænker jeg da, at hun har arvet noget fra sin intelligente far. Og som gravid overvejer jeg derfor også om min søn måske vil vise sig at være et barn med særlige forudsætninger. Og om jeg håber det eller frygter det? :unsure

Har I andre (gravide, mødre, eller skrukke) gjort jer tanker om høj intelligens? Er der nogen, der har mistanke om at deres barn har særlige forudsætninger, eller måske endda har fået det bekræftet? Hvordan ville I reagere, hvis jeres barn havde særlige forudsætninger? Ville I være stolte eller bekymrede? Fortæl fortæl! :)

[Barbamama]

Er det virkelig kun mig, der har tænkt på sådan noget her? :unsure

[MissingLink]

Jeg sprang en klasse over i folkeskolen ;) Har ikke gået i 6. klasse. Dengang var det ikke en fordel, fordi skolen slet ikke var gearet til sådan noget. Men mit indtryk er, at det er bedre i dag.

Min mand har højere IQ end mig og har også været i skole et år før tid. Men det er nogle "forskellige" ting og på forskellige områder vi har vores forcer.

Umiddelbart tænker jeg ikke, at der er noget specielt med Isabella endnu, andet end hun husker relativt godt. Specielt ord og på hvilken måde tingene gøres. Men det er vist meget normalt ;)

[Guest]

åhhh den snak har vi faktisk også haft herhjemme, fordi vores barn ikke arver vores intelligens, med mindre social arv er størst.

Jeg indrømmer gerne at jeg ikke er særlig intelligent på den matematiske front, men har mine fordele i medmenneskedelen, og den kreative del.

Jeg husker særligt en veninde jeg havde i udskolingen i folkeskolen, hun var adopteret fra Korea og var virkelig bares så intelligent på så mange fronter. Dygtig i skolen i ALLE fag, enormt musikalsk og kreativ, samt super menneskekender og viste/viser en stor medmennekselighed.

Skulle vi få sådan et barn, så tror jeg altså vi ville komme til kort, for ingen af os er særlig musikalske og vil så håbe, at kunne finde en inspirerende lærer til barnet.

Men tænker meget over, hvordan vi skal få disse ting til at blomstre hos barnet...

[Myliona]

Jeg tænker ikke så meget over mit kommende barns intelligens.. :) For mig, er det som sådan slet ikke vigtigt at få et "klogt barn"; Ønsker mig et harmonisk og social intelligent barn :)

Jeg har altid selv været nødt til at arbejde hårdt for at få et gennemsnit der var over middelt.. Det samme har min kæreste; Men vi har da begge karakterer over middel.

Men ja, det korte af det lange er at det ikke er vigtigt for mig; For intelligens er bare så meget og den "boglige" intelligens, som jeg føler du mener og hentyder til, er altså slet ikke specielt vigtig for mig :)

Jeg tror ikke intelligens som sådan er genetisk.. Ofte får "kloge forældre" kloge børn; Fordi de går op i det. De "klogeste" børn jeg har undervist, har alle det samme tilfælles; De har forældre som hjælper dem med lektier, støtter dem, sørger for de får søvn nok og madpakker med og generelt bruger de tid på deres børn :)

Ikke at man IKKE støtter sine børn hvis de har det svært i skolen; Men jeg har bare endnu ikke set et "klogt barn", have forældre som IKKE støttede dem osv..

(Men jeg har set fantastisk støttende forældre, men børn som havde det svært i skolen og de forældre er jeg også sikre på, løfter deres børn utrolig meget og virkelig hjælper dem!!)

[Camillat]

Det har mest optaget mig at jeg gerne vil laere vores barn at kende og stoette den personlighed paa bedst mulig vis. Ikke saa meget "hvad nu hvis", mere en nysgerrighed og spaendthed for at moede det lille vaesen.

Jeg ved ikke, om vi faar et saerligt intelligent barn eller saerligt sensibelt barn, men jeg vil helt sikkert vaere opmaerksom paa mit barns saerlige personlighed, evner og behov uanset hvad. Om jeg saa kan forberede mig paa det paa forhaand, det har jeg aldrig taenkt over. Jeg har selv har nogle saerligt sensible punkter i mig, saasom lyde, andre menneskers sindstilstand i mit naervaer og behov for alenetid mellem meget sociale eller indtryksrige begivenheder. Saa jeg vil vide noget om det saerligt sensible. Hvis mit barn faar det svaert i skolen pga saerlige forudsaetninger, saa vil jeg vide noget, idet der er boern af den saerlige karakter i min omgangskreds. I hvert fald vil jeg vide, hvor jeg kan soege hjaelp til selvhjaelp til begge saerlige smaa slags menneskeboern :)

[Guest]

Det er bestemt ikke det jeg tænker mest over, men tanken har da strejfet mig. Men det har også strejfet mig hvis det er den modsatte vej og hun evt. skal have ekstra hjælp i skolen.

Min mand har f.eks. ekstra hurtigt ved at lære ting og sætte sig ind i noget, hvor jeg skal bruge længere tid og derfor også haft brug for ekstra hjælp i skolen. Men selvom der har været behov for ekstra hjælp så har jeg da en kandidatgrad i dag, så jeg ved det kan lade sig gøre.

Det jeg har tænkt på ifbm. Ronja er at jeg vil være opmærksom på om der er nogen ting som du skriver særlige forudsætninger eller om der er brug for ekstra hjælp. Lige meget hvilken af delene så vil jeg kæmpe og sørge for at hun får det bedste for jeg fik hjælp alt for sent, og manden kedede sig i skolen.

Men som Camillat skriver så vil jeg være mest opmærksom på hendes personlig og det hun viser interesse for og hjælpe hende med at udvikle sig i den retning HUN gerne vil :)

[tinapingvin]

Om det er noget jeg tænker over - JA, for det er er et spørgsmål om tid før Mila skal testes af PPR.

Vi har Mila på nu 4 år, og hun har været igennem en massiv udvikling. Hun havde et perfekt sprog da hun var 1½ år og der kunne hun uden videre tælle til 7. Vi vidste ikke der var noget med hende, men da hun ikke blev stimuleret i sin udvikling begyndte hun at vise tegn på at lække sociale kompetancer. Vi tog derfor SP ind over og hun gav og ret i der var noget helt specielt med Mila. Hun bad os om at kontakte Ole Kyed samt tjekke diverse hjemmesider som vi nu også er medlem af.

Mila kunne manøvrere en computer da hun var 2 år og 9 måneder, samt skrive sit navn både på computer og i hånden. Hun har en hukommelse der siger spar 2, og er god til vendespil - find fem fejl - og vildkatten. Ja bedre end mig!Hun husker for over 1½ år tilbage, og kan sagtens sige detaljer om den pågældende oplevelse hun husker. Hun er begyndt at regne og stave endnu mere, og opfanger engelsk så hurtigt.

Vi pacer hende ikke fordi hun selv skal have lyst til at lære, og vil hun gerne, jamen så sætter vi os ned og øver med hende.

Nu igen bliver hun ikke stimuleret i hendes udvikling og børnehaven begrænser /bremser hende desværre - så vi skal snart have indkaldt til et K-møde hvor vi skal taleom hendes videre udvikling.

Nu er det ikke for at blære mig, men jeg er da stolt af hende. Men det medfører også mange anderledes oplevelser og mange ting man skal tage stilling til og hensyn til. Det er en prøvelse og især også når hun er den første fødte af vores - så er hun også den første til alt jo.

Der er så også Anton. Han udviser endnu ikke tegn på han skulle være et BMFS, men det kan stadig komme :)

EDIT: Det skal lige siges at både min x-mands og min IQ ligger over gennemsnittet. Men D's er den højeste.

[Vinnus]

Altså jeg har da tænkt over den slags. Både K og jeg har en høj IQ. Ikke at det gør den store forskel, for det er jo ikke det man kommer frem i verdenen på.

Jeg tænker lige pt mere i at vi begge har angst. Hans er kommet af en møg dårlig far, som gjorde ham utryg og gav ham social angst. Mit er desværre arveligt betinget eftersom både min far og farmor har det. Min far dog ikke i samme grad som mig.

Så det er da noget jeg tænker meget over. Om vi "giver noget videre" til de børn vi vil få sammen.

[Solvej99]

Det er sjovt at du nævner det... Det har jeg bare slet ikke tænkt over :blush

Jeg har faktisk mere tænkt over det modsatte :unsure

[Barbamama]

Spændende at læse jeres svar :) Men det har faktisk gjort mig lidt mere bekymret... For en del af jer bekræfter mig lidt i, hvad jeg tænkte var den generelle opfattelse af "særlige forudsætninger" ude i verden. :unsure At det betyder at man klarer sig godt i skolen, er det modsatte af at skulle have hjælp og at det noget bogligt...

Jeg tænker mere at særlige forudsætninger betyder at man tænker mere og dybere over tingene, og har en mere kompliceret forståelse af ting. Det kan selvfølgelig være en styrke og en ressource, og jeg ville også være stolt hvis mit barn kunne alt muligt i en tidlig alder. Men det kan jo også virkelig skabe problemer, fordi barnet ikke bliver stimuleret nok og derfor måske bliver "doven" i skolen. Eller at det kommer til at hæmme dem socialt :unsure

Så det er begge sider :unsure Jeg ved stadig ikke om jeg håber eller frygter at min søn har det. Jeg tager det selvfølgelig som det kommer, men tænker da lidt over det :) Tænker også over at han kunne få indlæringsvanskeligheder (hvilket man btw også kan få med særlige forudsætninger...) eller være lavt begavet, men jeg tror det andet optager mig mere. Måske fordi det er min opfattelse at der bliver brugt langt flere offentlige ressourcer på at hjælpe de tungt begavede børn, mens jeg tænker at de særligt begavede kan have lige så meget behov for hjælp :unsure

Nu må vi se, hvad fremtiden bringer ;)

[Mistel]

Som jeg læser dit første indlæg, tænker jeg også mest om det som en "boglig" ting. Men du har selvfølgelig ret i at intelligens - evner - kan vise sig i alle mulige retninger. Jeg tror, jeg tænker sådan om det, at hvis et barn viser særlige evner i skolen, skal der støttes op om det, så det bliver en god oplevelse og interessen for at lære mere styrkes. Lige så vel som et barn, der måske har sværere ved at lære at læse end klassekammeraterne skal støttes op omkring og få nogle succesoplevelser, der ligeledes styrker lysten til at lære mere.

Uanset hvad evnen er og hvor interessen ligger, skal der støttes og give selvtillid og så ikke glemme, at succes også kræver et "talent for talentet". Succes består som regel at 10% talent og 90% hårdt arbejde ;-)

Når det så er sagt, har jeg aldrig tænkt over det, må jeg nok indrømme. Jeg har aldrig bekymret mig om, at mit barn skulle have særlige forudsætninger. Muligvis fordi jeg lidt reflektorisk tænker, at et barn med høj intelligens nok altid skal klare sig. Men uanset hvem man er, er det vigtigt at de sociale kompetencer styrkes, for det er jo også en del af at være et "helt" menneske.

[Barbamama]

Som jeg læser dit første indlæg, tænker jeg også mest om det som en "boglig" ting. Men du har selvfølgelig ret i at intelligens - evner - kan vise sig i alle mulige retninger. Jeg tror, jeg tænker sådan om det, at hvis et barn viser særlige evner i skolen, skal der støttes op om det, så det bliver en god oplevelse og interessen for at lære mere styrkes. Lige så vel som et barn, der måske har sværere ved at lære at læse end klassekammeraterne skal støttes op omkring og få nogle succesoplevelser, der ligeledes styrker lysten til at lære mere.

Uanset hvad evnen er og hvor interessen ligger, skal der støttes og give selvtillid og så ikke glemme, at succes også kræver et "talent for talentet". Succes består som regel at 10% talent og 90% hårdt arbejde ;-)

Når det så er sagt, har jeg aldrig tænkt over det, må jeg nok indrømme. Jeg har aldrig bekymret mig om, at mit barn skulle have særlige forudsætninger. Muligvis fordi jeg lidt reflektorisk tænker, at et barn med høj intelligens nok altid skal klare sig. Men uanset hvem man er, er det vigtigt at de sociale kompetencer styrkes, for det er jo også en del af at være et "helt" menneske.

Jeg gad nok vide, hvor I får det boglige fra i mit indlæg, jeg kan altså ikke se det :P

Men du bekræfter netop min tanke om hvad den generelle holdning er til det... "Muligvis fordi jeg lidt reflektorisk tænker, at et barn med høj intelligens nok altid skal klare sig". Det tror jeg nemlig BESTEMT ikke er tilfældet. :unsure Jeg tror det kan være DYBT frustrerende at være mere intelligent end gennemsnittet, at mange omkring en ikke forstår en, og at man måske fremstår som sær pralrøv, nørd eller kloge-åge :unsure

[A.K.]

Vi går tit og pjatter med, at vi får et kanon klogt barn, for med de forældre kan det da ikke andet :whistling

Og når så spøgen er lagt lidt til side, så tror vi at der er noget om snakken. Vi har begge en IQ på over 130 (hvis man tager de test på nettet), men ingen af os snakker om det. IQ er nemlig meget mere end "bare" IQ. Der er mange forskellige intelligenser, og vi kompenserer hinanden ret godt. Vi håber bare på, at Baby er et sundt barn, med en sund intelligens (som ikke behøver være styrtende høj). Baby vil på alle måder være speciel herhjemme, og hvis det viser sig at Baby har en rigtig høj IQ tager vi den derfra.

[Myliona]

Hvis man taler overordnet som intelligens, går folk vil bare ud fra det er fagligt eller bogligt; At tænke dybere over tingene, gør jo oftest en mere fagligt/bogligt intelligent og bedre i skolen?

Men måske skulle du bare have uddybet mere hvad du mener med særlige forudsætninger og intelligens.

Hvis forudsætning menes som noget negativt, ville man måske have brugt begrænsinger i stedet eller et andet ord som ikke er så positivt ladet..

Udover det, får du det jo også forklaret som om du mener at dig og eller især din bror er "klog" og har særlig forudsætninger - Og du skriver jo netop selv at definationen er at børnene er talentfulde eller intelligente.. Og måske er det nok lettere at forholde sig til om sit barn bliver god i skolen, fremfor om det bliver god til at spille klaver eller tegne...

Så tror simpelthen det er fordi du måske virker som om det handler om kloge børn i dit første indlæg, og det dermed går på det boglige :)

[MLM]

August er lidt kvikkere end gennemsnittet han kan mange bogelige ting.

Det er ikke så vigtigt for mig hvad han kan og ikke kan.

Det vigtigste for mig er at han tillægger sig socialekompetancer i flæng. At han har empeti for andre mennesker han forstår at modtage og give kærlighed til andre. Og så skal han være stolt af sig selv og føle han slår til.

Jeg vil være ærlig for et år siden havde jeg et meget poleret liv alt kørte på skinner, planlagt i detaljer, super betalte Jobs til både min mand og jeg.

Så fik vi Astrid og det hele blev et stort virvare til at starte med. Som jeg ser mit liv idag er jeg ændret radikalt, livet handler ikke om hvad man kan og ikke kan rent intelligensmæssigt. Det handler om at leve livet og hvordan man gør det er induviduelt. Jeg vil bliver stolt af August hvis han formår at hvile i sig selv og føler sig tilstrækkeligt så mener jeg at jeg har vundet som mor

[fru holden]

min storebror var bestemt sådan et barn som var meget intelligent, og han er det sådan set stadigvæk.. i en meget ung alder kunne han alle verdens flag og var mega god til skak og sådan noget.. mine forældre har dog ikke gjort noget specielt for at disse evner skulle udvikle sig og derved er hans intelligens ikke så udpræget i dag, som det viste sig i barndommen..

han var meget doven i skolen fordi han sikkert blev understimuleret, så på det område er det vel vigtigt at gøre det spændende for de børn som er ekstra intelligente..

på den anden side så tror jeg også at min bror var blevet meget arrogant og umulig at være sammen med hvis alting var kommet til at handle om hans fine hjerne.. så jeg er sådan set glad for at han ikke gik på speciel skole eller præget til at udvikle sine evner hel vildt.. :)

[Barbamama]

Hvis man taler overordnet som intelligens, går folk vil bare ud fra det er fagligt eller bogligt; At tænke dybere over tingene, gør jo oftest en mere fagligt/bogligt intelligent og bedre i skolen?

Men måske skulle du bare have uddybet mere hvad du mener med særlige forudsætninger og intelligens.

Hvis forudsætning menes som noget negativt, ville man måske have brugt begrænsinger i stedet eller et andet ord som ikke er så positivt ladet..

Udover det, får du det jo også forklaret som om du mener at dig og eller især din bror er "klog" og har særlig forudsætninger - Og du skriver jo netop selv at definationen er at børnene er talentfulde eller intelligente.. Og måske er det nok lettere at forholde sig til om sit barn bliver god i skolen, fremfor om det bliver god til at spille klaver eller tegne...

Så tror simpelthen det er fordi du måske virker som om det handler om kloge børn i dit første indlæg, og det dermed går på det boglige :)

Sagen er, at der er en del børn, der netop IKKE trives i skolen netop pga. deres særlige forudsætninger, altså at de bliver "dovne" eller er understimulerede (ifølge de artikler, som jeg har læst kan nogle børn endda også blive angste og usikre af det). Det kunne jeg selvfølgelig have skrevet i første indlæg, men jeg tænkte måske at det fremgik, at det ikke var udelukkende positivt, eftersom jeg skrev, at jeg ikke vidste om jeg håbede det eller frygtede det, og eftersom jeg spurgte om I andre (kommende) forældre ville være stolte eller bekymrede :)

Jeg opfatter iøvrigt ordet "forudsætninger" som meget neutralt og derfor som et ret passende ord. Man kan vel også have dårlige forudsætninger? Og jeg har netop ikke villet bruge ordet "klog" fordi jeg synes det kan henvise til så meget andet end intelligens... Nå, det er ordkløveri, skidt med det ;)

Selvfølgelig er det allervigtigste at børnene trives og hviler i sig selv, og min tanke gik så på, at en del af dét (men selvfølgelig ikke det hele!) er, hvor intelligente de er, og hvordan de forholder sig til deres intelligens. Det er så mit indtryk, at mange mener, at børn med særlige forudsætninger "nok skal klare sig" (hvilket nogle svar i denne tråd vist også bekræfter), hvilket jeg synes gav anledning til lidt bekymring (og nysgerrighed), deraf denne tråd :)

[Barbamama]

min storebror var bestemt sådan et barn som var meget intelligent, og han er det sådan set stadigvæk.. i en meget ung alder kunne han alle verdens flag og var mega god til skak og sådan noget.. mine forældre har dog ikke gjort noget specielt for at disse evner skulle udvikle sig og derved er hans intelligens ikke så udpræget i dag, som det viste sig i barndommen..

han var meget doven i skolen fordi han sikkert blev understimuleret, så på det område er det vel vigtigt at gøre det spændende for de børn som er ekstra intelligente..

på den anden side så tror jeg også at min bror var blevet meget arrogant og umulig at være sammen med hvis alting var kommet til at handle om hans fine hjerne.. så jeg er sådan set glad for at han ikke gik på speciel skole eller præget til at udvikle sine evner hel vildt.. :)

Det er da interessant :) Har det så sat nogle tanker igang i forhold til din egen baby? Altså hvis h*n havde særlige forudsætninger, hvor meget det så skulle "handle om hans/hendes fine hjerne"? Om der evt. skulle gøres noget, for at h*n ikke blev doven i skolen? :)

[Barbamama]

De tanker, som jeg har haft i denne tråd kunne jo sådan set også gælde i forhold til hvis ens barn bare var MEGA dygtigt til fodbold (som visse teorier sikkert også vil definere som intelligens) eller havde et gudsbenådet sangtalent...

Er det fedt eller skræmmende, hvis ens barn på den ene eller den anden måde befinder sig på et slags eliteplan? Selvfølgelig vil vi alle først og fremmest have lykkelige børn. :) Men hvis ens barn havde et eller andet særligt talent, så kan det jo både være superfedt, noget at være stolt af og noget man kan "dyrke", men samtidig kan det også være noget som barnet kan komme i klemme på, fordi det så måske ikke har "energi" til at klare sig på andre punkter, og fordi det måske bliver lidt ramt af janteloven...

[fru holden]

Det er da interessant :) Har det så sat nogle tanker igang i forhold til din egen baby? Altså hvis h*n havde særlige forudsætninger, hvor meget det så skulle "handle om hans/hendes fine hjerne"? Om der evt. skulle gøres noget, for at h*n ikke blev doven i skolen? :)

heh, nej for min storebror er plejebarn og derfor ikke biologisk, men han var der før mig så jeg mærker ingen forskel på ham og min anden biologiske bror :) men en del af hans biologiske halvsøskende søskende er vist også sådan nogle kloge nogle..

hvis jeg ved et tilfælde skulle få et meget intelligent barn, så ved jeg ikke endnu hvordan jeg ville takle det.. bare mit barn har en masse selvværd og får nogle gode sociale færdigheder, så er alt andet ikke super vigtigt synes jeg..

[lill88]

Jeg er vokset op med en lillebror man vist nok kalder et overbegavet barn... Det var langt fra en sjov ting (hverken for ham eller mig)... Han kunne ikke håndtere hans høje intelligens, og udvikle mange mentale problemer som sværd OCD og stemmer inde i hovedet... Ved at det ikke har været sjovt for ham at vokse op med det... Selv blev jeg klassificeret som et meget uroligt barn i de små klasser fordi jeg var langt foran de andre i skolen og begyndte at kede mig... Jeg er slet ikke på højde med min lillebror, men det ligger åbenlyst til familien så selvfølgelig har snakken også kørt her hjemme... Heldigvis har jeg mine forældre at støtte mig op af, da de jo har været igennem det!

[Camillat]

Vi har en samarbejdspartner i England, en italiener med et rejsebureau, hvis soen spiller for Arsenal. Han er nu naaet dertil, hvor han maa flytte sin skolegang til deres traeningsbase, hvis han vil videre med sit fodboldtalent. Hans far koerer nu 2x2 timer 3 gange om ugen for at bringe sin soen til fodboldtraening. Jeg forestiller mig da, at det ikke kun vil vaere rent praktisk, men ogsaa mental energi, der skal til for at skabe de bedste betingelser for sit barn i saadan et tilfaelde. Valget er jo ogsaa dit paa dit barns vejne.

Det er pudsigt som jeg generelt har meget svaert ved at forestille mig den slags situationer paa vores vejne. Men jeg planlaegger heller ikke ret langt ud i tiden saadan helt grundlaeggende i mit liv. Jeg har taget tingene som de kom. Selvfoelgelig goer jeg mig lidt tanker om, hvordan jeg gerne vil vaere som mor og os som foraeldre.Jeg laeserom opdragelse og om at hjaelpe min baby. Jeg har ikke behov for at goere mig tanker om "hvis nu mit barn er... " - det kan jo vaere hvad som helst og hvorfor skulle mit barn lige have saerlige forudsaetninger - eller ej? Og hvilken saerlig forudsaetning vil det i givet fald vaere? Kommer det positivt eller negativt til udtryk? Hvad betydning har det for mit barn og min familie? Det er en stor mundfuld at gabe over i forhold til, at jeg hellere vil taenke over mere grundlaeggende adfaerd og vaerdier. Hvilke vaerdier og personlighedstraek vil jeg gerne styrke i mit barn(Hoeflighed, nysgerrighed, selvvaerd, humor etc i uprioriteret raekkefoelge)... Resten kommer vel som det kommer...

Che sera, sera, whatever will be, will be

the future's not ours to see.

che sera sera...

[Tauriel]

Vi er begge medlemmer af Mensa og kender derigennem også mange, der enten selv har haft problemer pga. høj intelligens, eller som har børn, der har/har haft det. Eftersom forskningen har vist, at intelligens i høj grad er arveligt, så har vi da tænkt over det. Vi har ikke selv haft de helt store problemer i barndommen, men noget har der da været. F.eks. har min mand virkelig ikke en særlig god arbejdsmoral, fordi han helt op et godt stykke ind i sin universitetsuddannelse bare kunne klare det hele uden den store indsats (der har jeg så en lidt anden personlighed, der har gjort, at jeg har udviklet en bedre arbejdsmoral), og det har han snakket om, at han gerne vil hjælpe Roald med ikke at få, for det er jo bestemt ikke til nytte senere i livet.

Indtil videre tager vi det stille og roligt og ser tingene an. Lige nu er Roald 13 måneder, fint med i sin udvikling, men ikke milevidt foran (og det er det jo heller ikke alle BMSF, der har været), enormt nysgerrig og rigtig glad både herhjemme og i vuggestuen. Hvis han beynder at udvise tegn på at kede sig, ikke passe ind eller lignende senere hen, så har vi masser af viden og ved, hvor vi skal henvende os for hjælp. Hvis ikke, er det jo bare fint.

Så vi er opmærksomme på det, men tager det, som det kommer. Uanset hvad hans intelligensniveau viser sig at være, vil vi forsøge at give ham de udfordringer og stimuli, han udviser behov for, og det samme med ekstra hjælp. Kommer der noget af BMSF-type, er vi så heldige at have en del viden og kontakter; og kommer der noget af anden type, så må vi jo gøre alt, hvad vi kan for at sætte os godt ind i det.

[Guest]

Jeg hiver lige denne gamle tråd op igen :) Tråden er pt meget relevant for mig og jeg gør mig mange tanker om emnet.

Vi har I et stykke tid I vores stlle sind og sammen med mormor og morfar, godt vist at Sebastian var lidt mere en alm. klog, men I forgårs fik vi til forældrekonsultation bekræftet at hans lære også er sikker på han er særlig begavet, som hun kaldte det.

Jeg er glad og stolt af Sebastian, men puha, jeg synes også det er enormt skræmmende. Idag lå der I hans mappe et brev om, et test sted vi skal kontakte med henblik på "diagnose" så skolen kan hjælpe ham I hans stærke og svage sider. Min første reaktion var faktisk en mavepuster. Jeg kan godt mærke, at jeg havde haft det bedre med, at han "blot" var godt begavet og ikke "særlig", da der I det særlige I mit hoved også følger lidt flere muligheder for udfordringer med. Som forældre vil man jo gerne, at ens barn kan gå relativt let igennem livet og jeg har ikke behov for at han bliver sat I "anderledes" kassen.

Vi skal jo lige have ham testet for, at se hvor "særlig" ;) han er, men læren virker ikke I tvivl og hun har en 20-30 års erfaring med børn I de små klasser, så jeg tror hun ved hvad hun snakker om, også bekræfter hun hvad vi selv var kommet frem til.

Sebastian har altid haft et godt hoved, men det var først for 1½-2 år siden vi begyndte at tale om, at det måske var lidt mere. Vi gik på nettet og undersøgte emnet og kunne I den grad genkende Sebastian, men en ting er at vi som forældre nok mener det, jeg kan godt mærke det er mere og noget andet, når professionelle omkring ham også mener det.

Vi havde møde med børnehaven det sidste år han gik der og fik er at vide at han kognitivt var meget langt fremme I forhold til de andre børn. Det gjorde desværre bare at de andre børn trak sig fra ham, da de simpelthen ikke kunne følge hans tankegang.

Vi er her hjemme løbende blevet udfordret med diverse spørgsmål som har været på højt niveau, hurra for internettet og han har lært om elektrisitet m.m., altså generelt flere interesseomåder for børn der normalt er ældre end ham.

Han har en utrolig retfærdighedssans, det kan både være godt og skidt.

Sebastian går nu I 1 klasse, han er kommet alderssvarende I skole, men havde det svært det sidste år I børnehaven og kunne ikke udfodres godt nok. Han har gået I skole ½ år nu og vi er lettede over, at hans lære lader til at se ham, præcis for den han er, Vi har været lidt bange for, om vi skulle kæmpe for at skolen skulle forstå at der sad et godt hoved, men det skal vi heldigvis ikke.

Læren fortalte, at Sebastian har et utroligt højt matematisk niveau. Niveauet de lære på pt er for lavt for ham, de har differencieret niveau og han er på det højeste, men det er stadig meget meget nemt for ham.

Han har selv udledt en regnemetode, som man normalt først forstår meget senere. Han har ikke fået metoden at vide, men kan den bare, det havde hun ikke set før. Derudover har han en formidabel forståelse for detaljer og en klæbe/fotografisk hukommelse. Han skal bare sætte sig for, at nu vil han lære noget, og så kan han det

Dog er alt ikke rosenrødt når man umiddelbart er et barn med særlige forudsætninger.

Sebastian er meget følsom/sensitiv. Han tænker utrolig meget over tingene og ved meget, men det gør også at han I perioder bliver meget bange, udover hvad jeg umiddelbart vil mene er normalt og over ting han ikke endnu burde tænke over. Jeg tænker at han følelsesmæssigt, nok ikke er helt moden nok til den viden og de tanker og til at bearbejde dem, da det er tanker han aldersmæssigt ikke burde have helt endnu.

Han har træk der kan minde om Asperger, men er det ikke.

Han har meget vanskeligt ved, at børnene kommer for tæt på ham og må ikke røre ham. Alt skal gerne være struktureret, han skal forberedes på alt, han har stadig problemer med, at de andre ikke altid forstår ham og det kan give problemer I forhold til det sociale. Han er som sådan god nok social, men ser alligvel ikke altid at andre trækker sig. Han er doven, så er det jo super at være charmerende, så han får pigerne til at rydde op for sig.

Det største problem lige nu, er at bliver han ikke udfordret/finder emnet interessant, så bliver han nærmest hyper og kan ikke sidde stille på stolen. Han har nu en aftale med læren om et hemmeligt tegn, når hun laver det til ham, ved han det betyder at han skal være opmærksom på at han er hyper.

Føler han sig ikke anderkendt eller set, så bliver han lynhurtigt uharmonisk og er svær at tale med og lukker sig inde I sig selv. Han har altid I disse perioder haft problemer med at det går direkte I blæren og han tisser I bukserne, prolemet er blevet bedre, men er der stadig til tider selv nu som 7årig. Han er svær at rumme og være sammen med I disse perioder. Vi føler os til tider magtesløse, da det kan være fordi han føler sig misforstået, men ikke nødvendigvis af os, men børnehave/skole.

En smule anerkendelse, fx. fra hans lære ( det skal komme fra andre end os og på den rigtige måde) og han kan gå på vandet, er super harmonisk, hjælpsom, åben, empatisk og kan det hele og er en fornøjelse at være sammen med. Det er heldigvis sådan han normalt er, men de uharmoniske tider fylder mere, da det tager på kræfterne for os forældre.

Så jeg synes ikke bare det er fedt, jeg synes det kan være rigtig godt for ham, men jeg er angst for at bliver han/det grebet forkert an, så er det hans svagheder og ikke hans styrker der kommer frem. Jeg tror på han er I en positive udvikling og jeg tror pt.på det bliver godt, når skolen nu også er med. Men jeg synes også det kan være svært at være forældre til et barn med sælige forudsætninger, ihvertfald I de uharmoniske tider, men helt igennem fantastisk når han er I harmoni.

Jeg synes jeg specielt I børnehave regi har oplevet at han er blevet misforstået og set som et problem, men hvor jeg har vidst, at greb man ham lidt anderledes an, så ville man få et helt andet resultat. Der har jeg synes det var svært at blive hørt som forældre og svært frustrerende.

Med hensyn til det arvelige, så er hans far og jeg selv rimelig godt begavet, men der har aldrig været tale om, at vi er I særlig forudsætnings kategorien. Men min søster derimod er og det blev sent anerkendt af skolen, på trods af der på et tidspunkt var tale om, at rykke hende en klasse op. Det gav hende mange problemer og det fylder selvfølgelig en del I mine tanker nu. Sebastian og hende minder utrolig meget om hinanden, pånær at Sebastians intelligens specielt er matematisk og min søsters sproglig, men derudver er der mange af de samme interesser og blot generelle ligheder.

Mine tanker går også nu på, hvorvidt Cassandra også er I kategorien børn med særlige forudsætninger. Både hvordan skal vi gribe det an hvis hun er, hvilket jeg må tilstå jeg tror hun er, men også hvad hvis hun ikke har de forudsætninger når storebror har.

Så jeg må sige, at mine følelser omkring det er meget blandede og ambivalente.