Adoption og adoptionsprocessen
Når I er blevet godkendte som adoptanter, vil
Statsforvaltningen udarbejde en socialrapport, der skal bruges af de udenlandske myndigheder ved matchning af børn.
Indholdet af denne rapport er meget essentielt, og vi anbefaler derfor, at I søger om aktindsigt i sagen og derved får udleveret en kopi af rapporten.
Herefter vil der som regel være en lang ventetid, inden I får stillet et barn i forslag.
Når så afgiver landet stiller et barn i forslag, så vil barnets papirer være vurderet af en børnelæge, som arbejder for den formidlende organisation, og I vil få tilsendt oplysninger om barnet samt børnelægens rapport. Hvis barnet ligger udenfor jeres godkendelsesramme, så kan I søge om at få udvidet jeres godkendelsesramme, så I kan acceptere barnet, eller I kan afvise barnet.
Hvis det foreslåede barn ligger indenfor jeres godkendelsesramme, er det meget vigtigt, at I er opmærksomme på en ting. Hvis I afviser et barn indenfor jeres ramme, så risikerer I at miste jeres godkendelse. I skal derfor være meget omhyggelige med, hvordan I formulerer evt. tvivl I måtte have vedr. et barn indenfor jeres ramme, så det ikke tolkes som et afslag.
Hvis I er i tvivl om, hvorvidt børnelægens rapport er korrekt, så kan I uden omkostninger søge råd og vejledninger hos Adoptionsnævnets børnelæger. Hvis en af disse læger har en anden opfattelse af barnets sundhedstilstand, end den der er beskrevet i den fremsendte rapport, så bør den formidlende organisation bringe sagen for samrådet. Hvis den formidlende organisation ikke vil dette, så skal I henvende jer til Adoptionsnævnet, som sandsynligvis så vil pålægge organisationen at sende jeres sag til vurdering i samrådet.
Hvis den formidlende organisation er i tvivl om, hvorvidt et barn ligger inden eller udenfor jeres godkendelsesramme, så skal organisationen indbringe sagen for samrådet, som vil afgøre, om der er tale om et barn indenfor jeres ramme eller ej. Samrådets beslutning kan ankes i Ankenævnet.
Fra visse lande sendes børn i forslag uden at være matchet til en bestemt ansøger. I sådanne tilfælde vil den formidlende organisationen matche barnet med den øverste ansøger på ventelisten, som har en tilstrækkelig godkendelsesramme til at kunne acceptere barnet. Disse sager skal altid bringes for samrådet, som skal godkende matchningen. Familiestyrelsen vil naturligvis løbende følge med i om matchningen sker på en måde, der er tilfredsstillende for alle parter.
Fra det øjeblik I endeligt accepterer et barn, skal I ruste jer til endnu en del ventetid inden I kan tage ud og hente barnet, eller det bliver bragt til jer. De fleste med erfaring indenfor adoption betragter denne ventetid som den værste. I ved, at barnet er jeres nu, og det kan ikke gå hurtigt nok med at få det hjem.
Langt de fleste afgiver lande kræver, at I selv henter jeres barn og bringer det hjem til Danmark. Enkelte lande lader det være op til jer, om I vil komme og hente barnet eller ej. Hvis I ikke selv henter jeres barn, så koster det et eskorteringsgebyr, at få barnet bragt til Danmark. Når barnet er ankommet til Danmark, skal I søge om adoptionsbevilling.
Det tager typisk 4-8 uger før den juridiske adoption er gennemført. Afgiverlandene stiller ofte krav om opfølgningsrapporter. Disse udfærdiges af enten adoptanterne eller Statsforvaltningen.
Læs brugernes erfaringer omkring adoption.
Besøg vores populære babyforum -
Læs mere her