Alle kommuner skal kunne tilbyde dit barn at blive undersøgt af en sundhedsplejerske uden omkostning for dig. Sundhedsplejersken kommer hjem til jer. Antallet af hjemmebesøg varierer fra kommune til kommune, og kan også variere alt efter om det er dit første barn eller ej, men det mest almindelige er omkring 6 hjemmebesøg, og de fleste er i barnets første leveår. Det første hjemmebesøg finder sted indenfor de første 14 dage efter fødslen.
En sundhedsplejerske er en uddannet sygeplejerske, der har taget en teoretisk og praktisk videreuddannelse, hvor hun har arbejdet med gravide, børn og familier. Det er frivilligt, om du vil gøre brug af en sundhedsplejerske, men langt de fleste tager imod tilbudet, og vi synes også, at du skal tage imod tilbudet.
Hvad kan en sundhedsplejerske hjælpe med
Særligt for førstegangsfødende kan kontakten med en sundhedsplejerske være til stor hjælp. Sundhedsplejersken har erfaring med sundhed og sygdom hos spædbørn og babyer samt erfaring med det generelle familieliv, når der pludselig er en lille ny i familien. Så du kan få råd og vejledning om barnets generelle trivsel og pleje, du kan få gode råd i forbindelse med amningen, og du kan også tale om jeres voksne parforhold, hvis du har behov for dette.
Ud over at være en støttende
rådgiver, så vil sundhedsplejersken også måle og veje
dit barn og følge dets udvikling. Disse data bliver
noteret i barnets kort, som er en lille bog, hvor lægen
og sundhedsplejersken noterer barnets sundhedsmæssige
oplysninger. Lægen noterer dog også i barnets journal
efter hvert lægebesøg.
|
|
|
Hvis sundhedsplejersken vurderer, at dit barns udvikling ikke går helt som det skal, så vil hun sørge for, at de nødvendige tiltag bliver igangsat. Enten ved at informere dig om, hvad du selv kan gøre eller ved at henvise til lægen, hvis der skal yderligere undersøgelser til. Herudover er det også sundhedsplejersken, der arrangerer din
offline mødregruppe.
Din online mødregruppe finder du
selvfølgelig her på Babyklar under
online mødregrupper
BOEL-test - fortages af sundhedsplejersken
Omkring 9 måneders alderen vil sundhedsplejersken udføre en BOEL-test. BOEL står for Blik Orienteret Efter Lyd. Testen er lavet sådan, at man vil kunne opfange børn med hæmmet udvikling, kontaktforstyrrelser eller høre- og synsskader.
Barnet sidder på dit skød med fronten vendt mod sundhedsplejersken. Hun skaber kontakt med barnet og fører så en pind fra venstre mod højre og derefter op og ned. Barnet skal kunne følge pinden med øjnene. Derefter rækkes pinden til barnet, som forventes at række ud efter pinden og tage den i munden.
Herefter tager sundhedsplejersken små bjælder på fingrene på hver hånd. Hænderne placeres bag barnets hoved. Når der er øjenkontakt med barnet, så vil sundhedsplejersken ringle med bjælderne en hånd ad gangen. Barnet forventes at vende sig om imod ringelydene.
Barnet testes også for skelen på øjnene.
Arrangementer og telefontider
Mange sundhedsplejersker har
åbent hus arrangementer en gang om ugen, hvor du kan
droppe ind til en lille snak med sundhedsplejersken og
de andre fremmødte. Du kan også få målt og vejet dit
barn, hvis du har behov for dette. Din sundhedsplejerske
vil også have telefon tider, hvor du kan ringe ind og få
svar på dine spørgsmål.
Husk at vi har en masse dejlige
medlemmer i vores babyforum, som bogstaveligt talt øser
ud af deres erfaringer.
Hvis du har behov for at vide noget mere, eller hvis du
bare har behov for at skrive lidt så kig ind. Det er
også OK bare at læse med fra sidelinien. Tilmeld dig vores
babyforum
straks.