Efterfødselsgymnastik, knibeøvelser og træning
Din krop har stået model til mange forandringer i løbet af din graviditet. Dine mavemuskler er blevet svage, og din ryg har været udsat for en meget stor belastning, hvilket kan medføre en dårlig kropsholdning. Din bækkenbund er hårdt udsat under graviditeten og
specielt under selve fødslen. Hvis du ikke får trænet bækkenbundens muskler igen, så kan du i værste fald på problemer med inkontinens og nedsunkne underlivsorganer.
Og det vil du ikke vel? (Nej).
Og så er der garanteret også
røget et par kilo på flødebollekontoen, som du sikkert
gerne vil af med. Så nu kære læser, nu handler det bare
om at komme i gang og være vedholdende med din træning.
Knibeøvelser for bækkenbunden
Det er super vigtigt, at du straks efter fødslen går i gang med genoptræne din bækkenbund. Bækkenbundsmusklerne er vigtige, for de har ansvaret for, at du kan lukke for urinrøret og endetarmen, så du ikke kommer til at tisse og prutte ukontrolleret. Det er nemlig resultatet af slappe bækkenbundsmuskler, så du skal se at komme i gang med dine knibe øvelser. Det tager lidt tid at blive en god kniber igen, men hvis du laver nedenstående øvelser hver dag, så vil din bækkenbund snart være i topform igen.
- Læg dig på ryggen på gulvet og tag nogle dybe indåndinger
- Knib sammen og mærk hvordan du lukker endetarmen, som om du skal holde en prut tilbage
- Samtidigt skal du nu også udvide knibet, så du forestiller dig, at du også skal holde en tissestråle tilbage
- Hold knibet i max 8 sekunder
- Gentag øvelsen 10 gange
- Efterhånden skal du uden problemer kunne lave 20 knib á 8 sek. i træk, det er kendetegnet for en veltrænet bækkenbund
Nu er din bækkenbund stærk igen, men fortsæt knibeøvelserne hver dag, du behøver ikke ligge på gulvet, men gør det til en vane at knibe flere gange dagligt når du fx taler i telefon, ammer,
ser tv osv.
Efterfødselsgymnastik for maven
Selvom du drømmer om at få en flad mave hurtigt, så bør du ikke lave mavebøjninger, før du er blevet god til at knibe igen. Og hvis du har fået kejsersnit, skal du være ekstra forsigtig. Nedenstående øvelser er gode til at genoptræne mavemusklerne.
Øvelse 1
- Lig på gulvet på maven
- Spænd i bækkenbunden
- Træk så maven ind mens du tæller til 10. Hold spændingen i bækkenbunden og træk vejret roligt imens.
Øvelse 2
- Lig på ryggen med bøjede ben. Løft hoved, skuldre og arme lige op mens du kniber sammen i bækkenbunden. Hold stillingen i 3 sekunder inden du går tilbage til udgangspositionen. Gentag 5 gange.
|
|
|
- Lav samme øvelse som ovenfor men løft nu hoved, arme og skuldre til højre og gentag 5 gange
- Lav samme øvelse som ovenfor men løft nu hoved, arme og skuldre til venstre og gentag 5 gange
Øvelser for ryggen
Ryggen trænger virkelig til en kærlig omgang efter graviditeten, hvor den er blevet ekstra belastet af dine graviditetskilo. Så det er vigtigt at træne ryggen, så den bliver stærk, og så du kan genvinde din kropsbalance. Nedenstående er et par ryg øvelser. Øvelse 1 modvirker stivhed i ryggen, og Øvelse 2 styrker dine rygmuskler.
Øvelse 1
- Stil dig på alle 4 med hænderne tæt ved kræene og krum og svaj i ryggen. Du træner nu den nederste del af ryggen.
Undgå at kigge op når du svajer, og træk så hagen helt ned til brystet, når du krummer. Gentag 20 gange
- Stil dig på alle 4 med hænderne langt fra kræene og krum og svaj i ryggen. Du træner nu den øverste del af ryggen.
Undgå at kigge op når du svajer, og træk så hagen helt ned til brystet, når du krummer. Gentag 20 gange
Øvelse 2
- Læg dig på maven på et tæppe eller en gymnastikmåtte
- Fold hænderne på ryggen og løft hovedet op mens du kniber sammen i bækkenbunden
- Sænk langsomt hovedet igen og tag et par dybe indåndinger og gentag øvelsen 8 gange
Fedtforbrænding
Du kan selvfølgelig ikke træne stenhårdt lige efter en fødsel, men du kan alligevel godt begynde at opbygge din form igen allerede fra starten af. Gør det til en fast daglig rutine at gå en halv til en hel time i rask tempo med barnevognen. Det vil både du og dit barn blive glade for i længden. Der er ikke noget så søvndyssende og beroligende som at blive vugget af sted i en dejlig vogn, og du får til gengæld plus på kontoen i form af frisk luft og brændte kalorier.
Det er individuelt, hvornår man er frisk nok til at genoptage rigtig fysisk motion, men de fleste vil være i stand til at løbe og dyrke aerobic ca. 6 uger efter fødslen. Cykling er aktuelt igen, når det ikke længere gør ondt i bækkenbunden, det giver helt sig selv. Svømning skal du vente med, til du ikke bløder længere.
For dit velværes skyld og fordi du skal være en god rollemodel for dit barn, så vil vi virkelig slå et slag for, at du kommer i gang med træningen hurtigst muligt. Jo længere tid du venter, og jo flere kilo der kommer på, des sværere og uoverskueligt bliver det. Hvis du har svært ved at komme op af sofaen selv så lav nogle faste aftaler med veninder eller dem fra
mødregruppen, så du er sikker på at komme af sted.
Held og lykke med træningen.
Brugernes egne erfaringer med
efterfødselsgymnastik og træning
I vores dejlige babyforum er der
flere af vores medlemmer, som helt sikkert også har svært
ved at komme i gang med efterfødselstræningen. Kom ind
og tal med os så kan vi støtte hinanden i gang. Tilmeld dig vores
babyforum
straks.
|